Kommentar

Et anderledes kønsudtryk er ikke det samme som at være transkønnet – stop sammenligningen

Jeg havde et anderledes kønsudtryk som barn, men jeg hverken er eller var transkønnet. Og lige præcis derfor må mine erfaringer ikke være med til at skræmme forældre, sundhedsvæsen og beslutningstagere fra at lytte til transkønnede børn og unges behov, skriver Pernille Høj i dette debatindlæg
Pædagoger, lærere, læger, familier og andre skal alle blive bedre til at inkludere og have med børn at gøre, som har en kønsidentitet uden for normerne. Uanset om de er flydende og udtrykker en anden kønsidentitet i en kortere eller længere periode, eller om de er transkønnede, mener Pernille Høj.

Pædagoger, lærere, læger, familier og andre skal alle blive bedre til at inkludere og have med børn at gøre, som har en kønsidentitet uden for normerne. Uanset om de er flydende og udtrykker en anden kønsidentitet i en kortere eller længere periode, eller om de er transkønnede, mener Pernille Høj.

Debat
27. april 2021

Voksne som os, der har haft et andet kønsudtryk som børn kan ikke belære andre om, hvordan man skal behandle transkønnede børn i dag

Laila Klitgaard skriver i kronikken i Information den 9. april om sit ’held’ ikke at have været barn i dag, fordi hun nok havde fået det, hun kalder ’et kønsskifte’.

Laila Klitgaard følte sig som barn som en dreng, indtil hun som teenager efterhånden affandt sig med at være kvinde og i dag er lykkelig for, at hun dengang ikke blev tilbudt hormoner eller juridisk kønsskifte for at efterkomme hendes daværende ønske om at være en dreng.

Laila Klitgaards barndomshistorie minder utrolig meget om min egen cirka 10 år senere: Kort lyst hår, drengevenner, væmmelse ved tanken om at blive iført en kjole, vilde lege, drengehelte som forbilleder, fodbold på drengeholdet og en indre lykke, hver gang fremmede henviste til mig som ’ham’, ’han’ eller ’drengen’, som jeg virkelig ønskede at være fra jeg var cirka 4 år – selv om jeg jo godt vidste, at jeg var en pige.

Måske fordi uudtalte rammer for, hvad en pige kunne være og gøre, var for snævre og ubevidst påvirkede mig til at synes, det var ’bedre’ at være dreng.

Fra drengehold til slyngveninder

Ligesom hos Laila Klitgaard var min kønsidentitet nok bare mere flydende end mine jævnaldrendes, hvilket førte til et andet kønsudtryk i en årrække. Og som en bølge, der skylder op på stranden og skiller sig ud, flød også jeg på et tidspunkt tilbage i havet og gik i ét med de andre.

Da jeg nåede teenagealderen var det med langt hår, slyngveninder og nogle gange iført kjole. Lige siden har min kønsidentitet været den samme, som jeg blev tildelt ved fødslen, og ligesom Laila Klitgaard er jeg i dag glad for at være kvinde og for min kvindekrop, med alle de muligheder (men stadig også begrænsninger), der følger med.

Men her er pointen: jeg er – og var – ikke transkønnet. Og det er Laila Klitgaard heller ikke.

Vores erfaringer er ikke identiske med transkønnede børns erfaringer. Det handler heller ikke om, at transkønnede er særligt kreative og fantasifulde børn, der blot de får mere rummelighed til at udfolde deres såkaldte kreativitet vil undgå psykiske problemer som angst, depression og i værste fald selvmord.

Transkønnede børn er altså ikke særligt kreative eller på andre måder mere specielle end andre børn. De er blot børn med en anden kønsidentitet end den, de blev givet ved fødslen.

Det handler derfor om, at transkønnede børn har ret til at blive hørt, betragtet og behandlet som dem, de er – også hvis det indebærer en ændring af det sidste ciffer i ens CPR-nummer eller hormon-blokkere, der kan bremse puberteten, inden man udvikler nogle af de kvindelige eller mandlige træk, som er langt sværere at gøre det af med senere.

Lyt til børnenes behov

Der er ingen læger eller andre, som vil operere i kønsdelene på børn og unge, eller fylde niårige piger med testosteron. Det er en stråmand af dimensioner, og det ville aldrig være sket for mig selv eller for Laila Klitgaard, selv om vi havde været børn i dag.

Et ændret CPR-nummer og hormonblokkere i starten af puberteten kan i øvrigt gøres om igen. Derimod kan de psykiske problemer, der opstår, når verden ikke ser eller accepterer dig som den, du er, blive til alvorlige og langvarige problemer for transkønnede børn og unge.

Jeg er dog helt enig med Laila Klitgaard i, at den verden, der omgiver børn og unge, er alt for optaget af, hvilket køn de er og fremsætter meget stereotype forventninger om, hvordan man skal være og udtrykke sit køn.

Drenge- og pigekasserne er skarpt optrukne og alt for snævre. Min fornemmelse er, at det endda er værre for børn og unge i dag end i halvfemserne, hvor de fleste af os, uanset køn, gik i pang-farvede joggingtøj og havde enten page- eller grydehår.

I dag er der lyseblåt eller lyserødt tema til baby shower, prinsessekjoler til de allermindste og absurde eksempler på adskilte drenge- og pigeaktiviteter i børnehaver og fritidshjem.

Hvis man ikke passer i nogen af kasserne, eller de voksne putter en ned i den forkerte, er det akavet, svært og i værste fald farligt for vores børn og unges mentale sundhed.

Pædagoger, lærere, læger, familier og andre skal alle blive bedre til at inkludere og have med børn at gøre, som har en kønsidentitet uden for normerne.

Uanset om de er flydende og udtrykker en anden kønsidentitet i en kortere eller længere periode, eller om de er transkønnede og med tiden ønsker at transitionerne til det køn, de i virkeligheden er.

31. marts var Transgender Day of Visibility. Vi skal se de transkønnede og høre deres stemmer – også børnenes.

Barndomshistorier som min og Laila Klitgaards kan ikke gøre det ud for dem, og vi skal ikke bruge vores erfaringer til at skræmme forældre, sundhedsvæsen og beslutningstagere fra at lytte til transkønnede børn og unges behov.

Pernille Høj er programmedarbejder i FN’s internationale program for HIV og AIDS.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Tak for dette kloge indlæg, Pernille Høj.

Linda Klein, Rei Mansa, David Zennaro, Katrine Damm, Freddie Vindberg og Leanette Nathalia Chresta Jensen anbefalede denne kommentar
Søren Kongstad

Jeg forstår ikke hvorfor kønsidentitet blandes ind i din og Klitgaards oplevelser?
Jeres tøjvaner, venner og lege er jo blot det, og har intet med køn at gøre. Kunhvor det møder kønsstereotyperne er det et problem, men køns stereotyper er ikke kønsidentitet og har intet med det at gøre!

Det er sammenblandingen af om man opfylder de strenge krav til havd der er en dreng eller en pige som er et stort problem, og jeg kan ikke se andet end at du viderefører denne fejlslutning!

Du havde ikke flydende kønsidentitet du havde andre interesser, interesser som ikke faldt inden for det socialt skabte køns fængsel.

Arbejdet for os er at afskaffe dette fængsel.

En anden ting er at jeg må undre mig over hvordan man som forældre eller andre voksne skal kunne skelne mellem transkønnede og mennesker som træder uden for stereotyperne?

Det kræver vel som minimum at man skal udspørge og ikke blot acceptere hvad den unge/barnet påstår? Er ønsket om at blive kaldt han et udtryk for en indboende identitet eller er det et udtryk for omgivelsernes forventning til kønnet?
Er det et udtryk for angst for at blive voksen, måske som det socialt set svage køn der bedømmes dagligt og nedgøres på hvor feminin man er over for den frihed som drenge får?

Vi skal lytte til mennseker, men det er in illusion at tro at specielt børns selvbillede er noget der er stabilt og blivende, frem for en reaktion mod omverdenen og dens krav og forventninger.

Colin Bradley

Til Pernille Høj: var du virkelig tildelt en kønsidentitet ved fødslen? Det undrer jeg mig over. Jeg blev ikke tildelt en sådan og mine to børn heller ikke. Hvem tildeler sådan noget? Og hvordan kan de ved det før barnet har et sprog?
Jeg går udfra vi differentierer mellem køn og og kønsidentitet? Heller ikke køn bliver "tildelt" ved fødslen. Næsten alle børn er allerede længe inden de bliver født det køn der ganske simpelt og nærmest fejlfrit kan observeres ved fødslen. Der er ingen behov for at tildele noget andet end i en ca. 0,02% tilfalde.
Laila behøver måske ikke være glad for hun ikke var født ti år senere end hun var. Men hun kan måske være glad for hun ikke var blevet født i USA, hvor man går helt anderledes aggressivt til værks på området.

David Zennaro

I Danmark bliver alle tildelt et juridisk køn ved fødslen. I mange år tjekkede man et nyfødt barn ydre genitalier og bestemte derved også dets juridiske køn. I kirkebøgerne blev det indført, hvilket køn de var tildelt. Det gør de stadig. Man kan ikke få et personnummer, hvis man ikke er tildelt et køn, for personnumre identificerer ens køn med det sidste ciffer.

Tak til Pernille for på forbilledlig vis at demonstrere forskellen på kønsudtryk, kønsroller og kønsidentitet. Det sidste har transkønnede problemer med, og derfor ønsker man at skifte køn. Nogle transkønnede har en meget traditionel opfattelse af kønsroller og -udtryk og støtter derfor disse, mens andre af os også ønsker at forandre disse. Og det er ærgerligt, at nogle feministers vægren ved at anerkende vores behov for at skifte køn gør det umuligt for os at arbejde sammen om det sidste. Men man kan ikke arbejde sammen med mennesker, som ikke respekterer ens personlige valg. Heldigvis bliver der flere og flere, som kan se forskel på kønsroller og - identitet.

Troels Ken Pedersen, Rei Mansa og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Tak for et velskrevet og klogt indspark til debatten.