Biohacking afspejler et præstationssamfund, hvor mennesket er i krig med sig selv

I menneskets jagt på et længere og lykkeligere liv er biohacking den nyeste form for mirakelkur, der truer med at kolonisere tidsånden.

Sympatisk stemte sjæle over for biohacking definerer fænomenet som en måde at hacke et biologisk system eller en biologisk proces på; man skiller ting fra hinanden og sætter dem sammen igen på en ny og bedre måde, når man ’hacker’. Det kan for eksempel gøres med apps, der overvåger søvnrytme eller kroppens tilstand, ved at faste, tage kolde bade, være på juicekur, få genterapi, tage biomedicin med mere.

Den positive retorik er ikke til at tage fejl af – biologien forbedres. At betydningsindholdet for ordet ’hacke’ er så positivt ladet, bør i sig selv give anledning til undren. Konsulteres opslagsværker, ser vi, at ’hacking’ normalt forbindes med at skaffe sig ulovlig adgang til et computersystem. Oprindelsen bag ordet viser, at biohacking ikke er en uskyldig forandring i menneskets historie: Det er ikke tilfældigt, at vi er gået fra (ulovlig) indtrængen i computersystemer til indtrængen i menneskets (eget) biologiske system.

Infrarød stråling, data og mikrodosering

Biohackere lever livet på en ekstrem systematiseret måde. Kosten sammensættes minutiøst. Lysterapi bruges til hudforyngelse og muskelrestitution. Gadgets anvendes til at overvåge kroppens fysiologiske tilstand. Mikrodosering af LSD tages i brug til at styre ens kreative kompetencer.

Historisk set er vi vidner til et bestemt syn på menneskets væren-i-verden. Her er tale om selvrealisering i højeste potens. Det handler om at finde frem til den bedste version af sig selv. Vi oplever nu for alvor, at mennesket er i gang med at skære alle bånd over til den store natur og anskuer sig selv udelukkende som en ressource, der kan og skal optimeres. Selv menneskets biologiske bestanddele betragtes som isolerede genstande, der kan manipuleres og gøres til genstand for optimering. Lykken er åbenbart at kunne arbejde 100 timer om ugen og snyde kroppens aldringsproces.

Det er ingen tilfældighed, at biohacking er ankommet til vor tids præstationssamfund, hvor magtstrukturer er subtile og iboende i de systemer, der strukturerer vores adfærd. I præstationssamfundet lyder maksimen: Du skal kunne. Du skal være på hele tiden. Du skal præstere hele tiden. Mens du præsterer, skal du forberede den næste præstation i det uendelige.

Det drejer sig i bund og grund om at maksimere produktionen i samfundet. Derfor er det meget kærkomment med biohacking, der muliggør, at den enkelte kan tune sin krop, sådan at vedkommende konstant er i stand til at leve livet i overhalingsbanen.

Præstationsmennesket er fri for udbytning og tvang fra en ydre herredømmedominans. Præstationssubjektet er sig selv suverænt og er kun underordnet sig selv.

Dog sker der det, at frihed og (selv)tvang falder sammen i et, og den frie tvang får præstationsmennesket til at præstere maksimalt. Hermed opstår der selvudbytning, der er uhyre effektiv, fordi den på paradoksal vis styrker følelsen af frihed. Præstationsmennesket er både undertrykt og undertrykker. Dette mærkværdige selvforhold skaber en paradoksal form for frihed, der grundet sine indbyggede tvangsmekanismer slår om i decideret magt. En magt, der i sidste instans udspringer af kapitalismen.

Præstationssamfundet er da også en problematisk måde at drive samfund på – eksplosionen af psykiske sygdomme er patologiske manifestationer af denne paradoksale frihed. I bund og grund viser udbredelse af depressioner, at præstationsmennesket er et menneske, der ligger i krig med sig selv.

Etiske betænkeligheder

Præstationssamfundets og biohackings motto synes at lyde ’Hvis det er muligt, så gør det!’ Men for det første er det ikke helt uproblematisk at gøre sig afhængig af eksempelvis mikrodosering. Kan man ikke det, man skal, uden at have indtaget præstationsfremmende stoffer, da nærmer vi os misbrug.

Dertil opstår der en mærkværdig økonomi på arbejdsmarkedet, der spreder sig til alle dele af samfundet med uhensigtsmæssige konsekvenser. Vi kan komme i en situation, hvor vi bliver nødt til at overveje, om det har for store omkostninger ikke for eksempel at mikrodosere. Skal man til en jobsamtale, og sandsynligheden er tilpas stor for, at modkandidaterne har benyttet sig af biohacking, giver det så mening at dukke op pinligt ædru?

Jeg må indrømme, at aktiveringen af de helt store alarmklokker hos mig skyldes, at alting potentielt gøres til genstand for optimering i præstationens hellige navn. Alt helligt bliver klædt af. Alt gøres til middel for at opnå livsfjerne mål: anerkendelse, evig ungdom, præstation og et langt liv. Jeff Bezos’største ønske er at blive den ældste mand på jorden.

Årsagen til ulykke befinder sig i den frustration, der opstår, når vi jagter ydre goder. Fokus burde i stedet være på det, der er i vores magt. Og her er opstået en væsentlig udfordring, fordi vi oplever, at mennesket som bevirkende årsag til forandringer i sin egen biologi nu er en mulighed. Vi føler os magtfulde, men vi mangler en dydig livsindstilling, hvilket betyder viden om det, der betyder noget.

Ifølge stoicismen handlede lykken om at være i overensstemmelse med naturen og indviet i dens mysterier. Med biohacking forsøges naturen kontrolleret med affortryllelse som konsekvens. I bund og grund handler jagten på det evige liv om en decideret livsangst. Man kan spørge, hvorfor er det så vigtigt for dig at bibeholde din ungdom og leve for evigt? Livets endelighed tvinger os til (selv) at putte mening ind i det. Var livet evigt, var der ingen grund til at gøre noget nu, da der altid vil komme en ny dag.

Et muligt opgør

Under den netop overståede nedlukning tror jeg, at der var mange, der erfarede, hvor svært det er at fylde sin fritid med meningsfulde aktiviteter.

Jeg fik selv læst en masse bøger, set de film, jeg aldrig har fået set, vandret, men alligevel havde jeg en oplevelse af, at der var masser af tid, der skulle fyldes ud. Og det var skræmmende og befriende på samme tid. Bliver vores udleverede dagligdag afbrudt, går det op for os, hvor meget tid livet egentligt består af, og hvor stor en opgave det er at give den fylde. Jeg kan derfor ikke lade være med at spørge: Hvorfor leve længere for blot at undertrykke sig selv i længere tid på et accelereret arbejdsmarked, når man kan afbryde det meningsløse og undertrykkende arbejdsliv og opleve, at livet i forvejen er langt. Det kræver blot, at vi åbner øjnene.

Vi bor i en verden, der er fattig på afbrydelser og mellemtider. Accelerationen af præstationsmanien, som biohacking er udtryk for, afskaffer alle pusterum. Vi må søge mod aktiviteter, der ikke er domineret af præstationens tvang. Det er en illusion at tro, at vores frihed øges i takt med vores præstationsniveau.

Derfor repræsenterer tilbagetrækning og stilhed undtagelsestilstande, der skaber rum og fordybelse til at tænke over, hvad der gavner os mest. Det er stimulerende at foretage sig handlinger, der ikke har udpenslede formål for øje. At vandre uden at det handler om at skulle gøre det på tid, at læse stor litteratur, uden at det handler om at øge sin kulturelle kapital osv. Det formålsløse tjener til livets formål.

På den måde kan en dydig livsindstilling med fokus på praktisk visdom vindes tilbage.

Jakob Kvist er underviser