I et længere interview med Information den 10. april kommer Morten Messerschmidt (DF) med noget af et angreb på dansklærerne i gymnasierne.
Ifølge Messerschmidt bliver der »excelleret i Scherfig og Rifbjerg«, som han beskriver som »deciderede kommunister« og fortsætter: »Der er en klar slagside til fordel for emancipationen i den litteratur, der læses i dag.«
Morten Messerschmidt blev selv student i 1999, men mener alligevel at kunne huske, at »det ældste, vi læste, var Bang«. Altså Herman Bang, den homoseksuelle forfatter, som er kendt for sine noveller og romaner fra 1880’erne og 90’erne. Og dermed får Messerschmidt anklaget gymnasielærerne for at sløjfe den ældre danske litteratur.
Messerschmidts argumentation er anekdotisk. Der henvises ikke til nogen konkrete eksempler ud over egne oplevelser for over 20 år siden.
Men Messerschmidt er jo som bekendt politiker, og derfor giver hans anekdoter kun mening, hvis man ser dem som del af netop den nationalkonservative identitetspolitik, som han i samme interview indrømmer at føre.
Med andre ord, så læser nutidens såvel som fortidens gymnasieelever ifølge Morten Messerschmidt kommunistiske, homoseksuelle forfattere, som udelukkende fokuserer på individuel emancipation fra kernefamiliens, nationens og religionens snærende bånd. Det passer selvfølgelig ikke.
Beskyldning mod hel fagruppe
Det er nu snart 22 år siden, at Morten Messerschmidt blev student – hukommelsen kan derfor spille ham et puds. Uanset om Messerschmidt husker forkert eller ej, så finder jeg det ret provokerende, at han kommer med den slags beskyldninger imod en hel faggruppe uden at have skyggen af belæg.
Hvor ved han fra, hvad vi underviser i? Og ved han ikke, at det står i bekendtgørelsen for stx og hf, at vi SKAL undervise i både folkeviser, tekster fra tiden før 1700, tekster fra 1700- og 1800-tallet, samt fem kanonforfattere, som alle skrev før 1871?
Jeg har i mine snart otte år som dansklærer aldrig mødt en kollega, som ikke fulgte bekendtgørelsen. Et hurtigt kig på både mine egne og mine kollegers læseplaner viser da også, at vi alle læser folkeviser fra 1400- og 1500-tallet, Holberg fra 1700-tallet og Grundtvig, Oehlenschläger og Blicher fra 1800-tallet – præcis som vi skal.
Vi underviser i Brorsons og Kingos smukke salmer, som må siges at udtrykke alt det modsatte af brandesianernes kulturradikale kritik af nationalromantikken.
Tekster, der åbner øjne og sind
Jeg har selv læst Peter Fabers skønne julesange, som måske står som det reneste eksempel på en idyllisering af kernefamilien, og alt hvad vi forbinder med dansk jul og tradition. Og jeg har ikke læst dem for at udpege dem som patriarkatets forlængede arm.
Nej, jeg har læst dem med mine elever, fordi de er værdifulde tekster, som udtrykker noget centralt om den tid, de er fra, og fordi de udgør en vigtig del af vores kulturarv. Fordi teksterne i sig selv rummer både skønhed og indsigt.
Politisk er jeg stærkt uenig med Messerschmidt. Men jeg er også en professionel fagperson, der er i stand til at følge bekendtgørelsens krav. Og jeg har ikke studeret dansk sprog og litteratur udelukkende for at indoktrinere sagesløse unge mennesker i venstreorienterede, identitetspolitiske agendaer.
Jeg studerede dansk sprog og litteratur, fordi jeg elsker det skatkammer, som den danske litteratur udgør. Fordi litteraturen udgør en verden af oplevelser, som rækker ud over vores egne, og som åbner vores øjne for erfaringer, som vi ikke selv har gjort os. Og jeg blev gymnasielærer, fordi jeg ønskede sammen med eleverne at opleve, hvordan teksterne åbnede vores øjne og sind.
Gymnasielærer varetager kulturarven
Det er selvfølgelig ikke hver dag, at man er så heldig at opleve det, især ikke i en tid med undervisning over Zoom.
Men hver gang det sker, er det lige fantastisk og berigende. Og oplevelsen kommer altid, når man læser teksterne på deres egne præmisser, når man lader den litterære tradition og kultur være hævet over det politiske. Og aldrig når man har spændt teksterne for en ideologisk vogn, hvor man søger at få bekræftet det, man allerede ved. Når man forsøger at gøre traditionen politisk.
Morten Messerschmidt mener selv at være antiideologisk. Jeg mener, at hans udsagn er et af de klareste eksempler på nationalkonservativ ideologi.
Den må han tilslutte sig alt det, han vil, men han skal ikke påstå, at massevis af fagligt stærke og dygtige gymnasielærere – som i øvrigt spænder bredt politisk – ikke kan finde ud af at varetage vores fælles kulturarv eller følge de bekendtgørelser, som er lovramme for gymnasierne.
Hvis ikke Messerschmidt mener, at der i danske gymnasier bliver undervist efter bekendtgørelsen, så må han komme med bevis for det eller trække sine beskyldninger tilbage.
Bjarke Fredskild Pedersen er gymnasielærer
Hvis vi ser på udviklingen i danskfaget i gymnasiet over de sidste 40 år, kan der være noget om, at dansklærerne i stigende grad har sløjfet den ældre danske litteratur.
Dog er det ikke noget, den enkelte dansklærer kan bebrejdes for, da det især har noget at gøre med prioriteringerne ved de løbende ændringer i fagets læreplaner.
Det har f.eks. betydet, at der i dag læses færre hovedværker, der kan betegnes som ældre dansk skønlitteratur, og med hensyn til periodelæsning, med vægtning af den ældre litteratur, er der nu kun krav om arbejde med én periode før 2000.
Hvis man skal tage udgangspunkt i det, som eleverne har brug for, med henblik på at kunne klare sig og at kunne holde sig orienteret i det danske samfund, så kan man alligevel undres over, at det skønlitterære på STX stadig skal vægtes med ca. 50%, og det mediemæssige kun med ca. 25%.
For mig at se ville det være rimeligt at droppe kanon - listen og at indføre en ligelig vægtning mellem det skønlitterære og det mediemæssige.
Sådanne ændringer vil næppe kunne gennemføres, når de nationalkonservative strømninger i samfundet i dag er så stærke, som de er.
Tak for det indlæg .
Håber at MM kommer med et svar - og det skal vel og mærke være bedre end det han kom med angående hans sigtelse, da det kun dækkede lidt af sigtelsen.
Stærk og saglig imødegåelse af uvidende politikers korstog.
når man er Morten M er stort set alle forfattere venstresnoede, måske lige bortset fra dem vi andre genkender som rene fascister, med rette, husk det oplevede afhænger af eget udgangspunkt.
oops indsæt venligst et "muligvis" efter forfattere i ovenstående, skulle ikke formuleres som et faktum, da det jo ikke er noget jeg ved.
Bjarke Fredskild Pedersen: "Morten Messerschmidt aner intet om, hvad der bliver undervist i på landets gymnasier. Derfor skal han ikke beskylde gymnasielærere for ikke at kunne varetage vores fælles kulturarv eller følge de bekendtgørelser, som er lovramme for gymnasierne"
Bare lige en tanke: Ifølge Messerschmidt skyldes problemet muligvis primært, at lovrammen giver for lidt plads til den ældre kulturarv og for meget plads til alt muligt andet, dvs. en systemfejl?
Bjarne Toft Sørensen udtrykker det klart i sit indlæg [20/4, kl. 01:14]:
"Hvis vi ser på udviklingen i danskfaget i gymnasiet over de sidste 40 år, kan der være noget om, at dansklærerne i stigende grad har sløjfet den ældre danske litteratur. Dog er det ikke noget, den enkelte dansklærer kan bebrejdes for, da det især har noget at gøre med prioriteringerne ved de løbende ændringer i fagets læreplaner. Det har f.eks. betydet, at der i dag læses færre hovedværker, der kan betegnes som ældre dansk skønlitteratur, og med hensyn til periodelæsning, med vægtning af den ældre litteratur, er der nu kun krav om arbejde med én periode før 2000."
Nogle finder dette beklageligt, mens andre glæder sig, og sidstnævnte er sikkert tilbøjelige til at give undervisningen endnu et nøk i modernistisk retning, enten indenfor eller på kant med lovrammen. Bemærk: Bjarke Fredskild Pedersen kan meget vel være en helt igennem hæderlig underviser, for det er næppe alle, der obstruerer lovens hensigt.
Både den politiske og den personlige vægtning, som uundgåeligt ligger bag enhver undervisning, må siges at være væsentlige at udrede. Fra den sorte skole med tør udenadslære har vi bevæget os ind i en historieløs og rodløs tid, hvor indpakningen synes vigtigere end indholdet.
Og hvor står vi anno 2021? Danskeren kender ikke længere sin historie og dermed ikke sin skæbnebestemmelse, der fortoner sig i skyggernes land ..
Kampen om fremtiden: Ældre tiders litteratur gør os bekendt med en svunden tids tanke måde, sociale struktur og existens forståelse. For mig kan nytten være at indse, at ”vi”, det danske stammefolk, mentalt i dag stadig er i ”andedammen” i ”De grimme ælling” og alt overvejende – med samme xenofobi 100 år senere – er tilhængere af ”jante loven”. Den indsigt kan den enkelte, som han nu er skabt, vælge som argument til at lade fortiden få magten over Danmarks fremtid, eller tvært imod. For begge type danskere er jeg enig med dem der sætter pris på at læse gamle tiders litteratur – fra Thales ”kend dig selv” til Sandemoses ”jantelov”.
Sören Tolsgaard 20.4 21.32:
Jeg indskrænker min kommentar til følgende citat: "Danskeren kender ikke længere sin historie og dermed ikke sin skæbnebestemmelse, der fortoner sig i skyggernes land."
Af dette tillader jeg mig at udlede at målet med danskundervisningen må være at bidrage til at danskeren bliver bevidst om sin historie og bliver i stand til at erkende sin egen skæbnebestemmelse. Det efterlader mig med en række spørgsmål - og de følger her:
1. Hvordan kan vi bringes til at erkende denne skæbnebestemmelse og hvori består den?
2. Hvem definerer nærmere, hvad indholdet af denne bestemmelse af en fælles skæbne består i?
3. Kan man på en og samme tid operere med en skæbnebestemmelse for et folk og samtidigt operere med det parlamentariske demokrati, som legitim styreform? Spørgsmålet her stiller jeg, fordi jeg forstår den demokratiske grundordning som både stærke politiske institutioner og en fælles samtale blandt myndige borgere om hvad vi finder er fælles løsninger på fælles samfundsmæssig problemer. Derved bliver den politiske samtale også fri for al forestilling om, at der må være en eller anden samfundsmæssig skæbne som kan siges at være overdommer over den samfundsmæssige udvikling og dennes fremtidige retning.
4. Hvad angår selve forestillingen om et bestemt folks skæbnebestemmelse: så er der et helt centralt spørgsmål. Det er: om ikke lige præcis denne forestilling har været medvirkende til at skabe ganske mange konflikter i den europæiske historie. Konflikter der tenderer mod at ende både blodigt og dødeligt? Kan denne vej virkeligt være retningsgivende for undervisning i dansk-faget på gymnasialt niveau, i det 21. århundrede?
mvh. poul.
Morten Messerschmidt viser tydelige svagheder i fornuften, ja man fornemmer nærmest en spaltet personlighed, med skiftende ind- og udfald, der får en til at tænke på andre personer igennem tiden, såvel udenlands som indenlands.
D'er hvor drømmene om den absolutte politiske magt overstiger og tilsidesætter al sund tankegang, for egne absolutte sandheder, der skal bære frem mod den absolutte magt.
Tilbage i 1950erne fremstod en Amerikansk politiker, Joseph McCarthy som frelser mod "en kommunistisk smitte" i Amerika, der var skadelig i ånden og skulle renses fra det amerikanske samfund overalt hvor det fandtes.
- En mørk tid var i anmarch for alle "ikke rettroende"!
Vi husker det selv fra dengang en Gladsaxe borgmester(Erhard Jakobsen) slog sig op på på en renselse af DR for "røde lejesvende", og stiftede "aktive lyttere og seere" som pressionsgruppe mod, journalister og andre på DR, som ikke fortalte den "sande lære og viden" via mediet, - sådan som Erhard Jakobsen ville det.
Demagogien er tydelig og gennemtrængende, og samler hurtigt andre tilhængere,
-ganske som vi også har set det for nylig i Amerika igen, med Donald Trump som præsident.
En sektdannelse som hurtigt får vind i sejlene for alle deres ekstreme påfund, uden der kommer noget reelt gensvar eller gendrivelse af disse løse og forvanskede og vanvittige påstande,
Morten Messerschmidt og hans hukommelse grunder sig i den selvsamme splittelse i sind og tanker, der passer til en spaltet personlighed, som omverdenen skal passe på ikke at lade sig forføre af, da det ikke fører noget som helst godt med sig.
Poul Erik Pedersen [21/4 kl. 11.11] -
Nu kan man alt efter behag lægge mangt og meget i ordet skæbne, hvilket jeg i ovenstående citat naturligvis ikke har kunnet redegøre detaljeret for.
Fortiden er realiseret skæbne, hvilket betinger vilkårene for og udgør frøene til fremtidig skæbne. Noget af dette kan vi påvirke gennem personlig eller kollektiv handling, mens andre forhold ligger udover menneskelig formåen.
At det område, som betegnes Danmark, har tempereret klima og god jordbonitet, ligger i Østersøens munding og har en befolkning med fælles rod i sprog og historie, har på mange måder været afgørende for denne befolknings skæbne og vil være det i fremtiden, om end vilkårene har ændret sig i nyere tid.
Ser vi lidt længere ud i verden, er vekselvirkningen mellem skæbne og handling ligeledes væsentlig. I vikingetiden førte danskere sig frem som erobrere og selv da romerkirken civilierede os, forsøgte danske monarker at fastholde positionen som den nordiske stormagt. Siden fik vi bank af svenske, engelske og prøjsiske hære, blev overrendt af nazisterne og befriet af stormagterne. Nu er Danmark en lille velfærdsstat, international leverandør af medicin, skibsfart og animalske fødevarer, men nær ved at segne under velfærdens degenerative byrder.
Danmarks videre skæbnebestemmelse handler næppe om at erobre verden med sværd eller kanoner, men måske snarere om eksistentiel erkendelse, forudsagt i sagnet om Hamlet, for noget er jo råddent, ikke sandt?
Eller som nævnt af Kjeld Hougaard ovenfor: H. C. Andersen og Aksel Sandemose har udsagt noget væsentligt om ikke blot den danske folkesjæl, men om den moderne verdens generelle problemer. Ikke ulig grækerne kan vi måske finde fred i fremtiden som en kultur, der stadig høster visdom af sin historie.
Men hægter vi os blot hovedløst af historien, kan vi muligvis fostre en idealistisk forestilling, der aldrig kan finde hold i virkeligheden. Vi er nødt til at bygge på de grundvilkår, som skæbnen har spillet os i hænde.
Traditionelt set har Dansk i gymnasiet været et dannelsesfag med vægt på dansk kultur, litteratur og sprog i et historisk perspektiv.
Efterhånden har faget fået en række nye opgaver, der primært er forbundet med det kommunikative i bredere forstand og det mediemæssige, og de er kommet til, fordi der har været et behov for udvikling af gymnasieelevers viden, færdigheder og kompetencer i den retning.
Nogle dansklærere har ligefrem talt om, at deres fag har udviklet sig til en "skraldespand", som man smider alt det nye ned i, fordi man ikke rigtigt ved, hvilket fag der ellers skulle tage sig af det. Samtidig er timetallet til faget hen over årene stort set forblevet uforandret.
Som én af den ældre generation i faget har jeg oplevet den forvirring og de diskussioner, der opstod blandt lærerne, fordi de nu også skulle kunne undervise i en række billedbårne medier, ikke mindst med forbindelse til Internettet. F.eks. film, reklamer, hjemmesider, sociale medier, nye nyhedsmedier.
Der var mange, der pludselig skulle tilegne sig noget helt nyt, ud over det at kunne arbejde med skønlitteraturen, og resultatet blev desværre også derefter.
Det er tilsvarende en ret voldsom opgave, nye lærere med baggrund i et sidefag fra universitetet (svarende til 1½ års undervisning), står over for, når de skal til at undervise i faget.
Hvis de er engageret i faget og undervisningen og indstillet på selv at lære alt det, der er nødvendigt i de følgende år, og som de ikke fik lært på universitetet, går det som regel godt for både dem og eleverne.
Desværre er der også en del lærere med sidefags -baggrund for undervisningen i faget, der ikke indser nødvendigheden af at måtte gøre denne ekstra indsats.