Kronik

Dele af arbejderklassen har altid været konservative. Men det skifter hvilke dele

Vi hører ofte, at arbejderklasserne i Vesten er blevet mere konservative, og at højrefløjspartierne er blevet ’de nye arbejderpartier’. Men det overses, at de konservative partier kun appellerer til bestemte og skiftende dele af arbejderklassen, skriver ph.d. i engelsksproget litteratur Mathies Græsborg Aarhus i denne kronik
Donald Trump rettede i 2016 sin valgkampagne mod »de glemte mænd og kvinder« for at vinde de få tusinde stemmer, han skulle bruge i Rustbæltet for at vinde.

Donald Trump rettede i 2016 sin valgkampagne mod »de glemte mænd og kvinder« for at vinde de få tusinde stemmer, han skulle bruge i Rustbæltet for at vinde.

Debat
15. april 2021

’Den røde murs fald’. ’The great realignment’. Historien om arbejderklassens flugt fra centrum-venstre-partierne har mange navne, men ligner sig selv, hver gang der er valg i Storbritannien eller USA. Det er de samme interview, der vises på tv, med de samme desillusionerede arbejdere, der for første gang har stemt konservativt. »I voted Labour all my life but …«

Men fortællingen om arbejderklassens march mod højre er en myte, som kan være decideret skadelig for venstrefløjen, hvis den tages for gode varer.

I forrige uge nåede myten Informations spalter, hvor man kunne læse en serie om Vestens store konservative partier, Republikanerne i USA og Det Konservative Parti i Storbritannien, der på trods af, at de udgøres af landenes rigeste og mest magtfulde eliter, har positioneret sig som ægte arbejderpartier i de senere år:

»Det er en historie om klassepolitikkens opbrud, vi også kender fra andre lande. Globaliseringens tabere, den gamle arbejderklasse har forladt centrum-venstre og søger mod højre, mens den urbane, højtuddannede middelklasse bevæger sig den anden vej.«

Hvis man tolker lidt på artikelseriens pointer, kunne man tænke, at der er sket et uopretteligt brud mellem de politiske fløje og klasserne, som måske ikke er så skidt for venstrefløjen endda. Endelig kunne vi blive fri for de uuddannede og vulgære arbejdere, der ofte alligevel ikke deler vores syn på indvandring eller klimaet.

Men det ville være en katastrofe, hvis venstrefløjen opgav arbejderklassen som politisk subjekt, og et strategisk selvmål af dimensioner.

Gammel vin på nye flasker

Dele af arbejderklassen har selvfølgelig altid været konservative, selv om disse dele har forskudt sig af forskellige historiske grunde.

Lige siden 1980’erne, hvor Reagan erobrede USA’s ’hjerteland’, og Thatcher erobrede ’Middle England’, har man på venstrefløjen diskuteret, hvad der lå bag højrepartiernes succes hos arbejderklassen – uden at man nogensinde er blevet enige.

Fortællingen om den højredrejede arbejderklasse er altså gammel vin på nye flasker.

Det er dog korrekt, at der er sket noget siden 1980’erne, da Margaret Thatcher vandt dele af den britiske arbejderklasse med kampagnen »Labour isn’t working«. Hvor højrefløjspartierne med Reagan og Thatcher i spidsen appellerede til den opadstræbende, socialt mobile arbejder, appellerer de nye højrefløjspolitikere til den stagnerede arbejder.

Der er altså ikke tale om en ny ’konservativ arbejderpolitik’, men en forskydning af målgruppen, der er modtagelige for konservativ ideologi.

Det var dette skifte, Trump så i 2016, da han rettede sin kampagne mod »de glemte mænd og kvinder« for at vinde de få tusinde stemmer, han skulle bruge i Rustbæltet for at vinde. Og det er det, Boris Johnson nu forsøger med sin Levelling Up-plan, der er rettet mod afindustrialiserede områder i det nordlige England. Det er igen vigtigt at bemærke, at det ikke er en samlet arbejderklasse, disse politikere forsøger at vinde, men en meget specifik del af den.

De konservative partiers skiftende appel til arbejderklassen kan dog kun lade sig gøre på grund af en stabil base i middel- og overklassen, som ved, at de konservative til syvende og sidst vil sikre dem størst økonomisk vinding. Det er denne base i de velstående forstæder, der har sikret højrepartierne succes, selv om de i alle disse år med skiftende ordbrug har forsøgt at brande sig som ’arbejderpartier’.

Følelsernes politik

På trods af at fortællingen om de nye konservative arbejderpartier altså er misvisende, er der gode grunde til at forsøge at forstå højrefløjens åbenlyse appel til dele af arbejderklassen. Her skal man holde tungen lige i munden, hvis man ikke skal forfalde til at tro, at de konservative taler til arbejdernes ’objektive interesser’.

Snarere end objektive interesser skal en del af forklaringen findes i de socialt stagnerede arbejderes følelser, som højrepartierne har været dygtigere til at tale til end venstrefløjen.

Først og fremmest skal man ikke tage fejl af den vrede, der eksisterer i de dele af arbejderklassen, som er rykket ned ad den sociale rangstige de seneste årtier.

Den amerikanske sociolog Richard Sennett beskrev i hovedværket The Hidden Injuries of Class fra 1972 en social kontrakt mellem den amerikanske arbejderklasse og den herskende elite. De amerikanske fabriksarbejdere retfærdiggjorde deres eget hårde liv og lave sociale status med udsigten til, at deres børn og børnebørn ville stige i det sociale hierarki. Denne underforståede kontrakt har det amerikanske samfund ikke levet op til, hvilket har medført stor frustration og afmagt hos de stagnerede.

En strategi blandt mange højrepartier er at appellere til stagnerede arbejderes frustration og forsøge at vende den fra sociale spørgsmål til kulturelle spørgsmål. Det er denne frustration, de nye højrepartier taler til med deres »drain the swamp«- og »take back control«-retorik.

Desuden må man have den nostalgi for øje, der eksisterer i mange afindustrialiserede områder.

Trump blev ikke elsket af arbejdsløse minearbejdere i Appalachia, fordi han var mere venstreorienteret end sine modstandere, men fordi han lovede at bringe de gamle amerikanske job tilbage. Det var en slags nostalgi efter en svunden kapitalisme, som jeg i min forskning har kaldt ’længslen efter fortidig udbytning’.

Hemmeligheden bag Trumps succes var altså ikke, at han var mere socialdemokratisk end sine forgængere. Snarere lykkedes det ham at tale til de socialt stagneredes følelser på en ny og effektiv måde. På denne måde kunne Trump erobre få tusinde arbejdervælgere i et par centrale svingstater, samtidig med at han holdt fast i republikanernes middelklassebase, der kunne se klare økonomiske fordele ved at have en konservativ ved roret.

Hvem er arbejderklassen egentlig?

I bredere forstand abonnerer fortællingen om den højredrejede arbejderklasse på en forståelse af klasse, der er karakteristisk for vores tid.

Arbejderklassen ses som en relativt stabil gruppe mennesker, der har boet i de samme områder og haft de samme job i generationer. De er hvide, uuddannede, bor på landet, værdsætter gud og fædreland og har nogle fundamentalt anderledes værdier end den veluddannede elite i byerne.

Den amerikanske arbejderklasse sættes lig med NASCAR-segmentet, der tygger skrå i en eller anden ’fly-over-state’. Den britiske arbejderklasse sættes lig med de pintdrikkende geezers, der står på lægterne til alle 3. divisionskampene. Men det er snarere kulturelle identiteter end sociale klasser, der beskrives med disse stereotyper.

Arbejderklassen er en fleksibel kategori, der ændrer udseende og kultur, i takt med at kapitalismen og arbejdet ændrer sig.

Store dele af den nye arbejderklasse bor i de indre byer i USA, i council estates i Storbritannien, vender burritoer på mexicanske grillbarer eller kører Uber. Disse dele af arbejderklassen kunne aldrig drømme om at sætte deres kryds ved de konservative partier. De ved, at de konservatives såkaldte arbejderpolitik er en form for identitetspolitik rettet mod en meget lille del af landets arbejdere – den del, som er hvid og bor i tidligere industriområder.

Men en politik målrettet arbejderklassen i dens mange afskygninger er stadig essentiel, hvis venstrefløjen skal vinde fremtidige valg, og hvis betegnelsen ’venstrefløj’ overhovedet skal give mening.

Mathies Græsborg Aarhus er postdoc ved Syddansk Universitet og ph.d. i engelsksproget litteratur.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mihail Larsen

"Hvad er klassebevidsthed?"

- er titlen på Wilhelm Reichs fremsynede bog fra 1934. Her analyserede han bl.a. det paradoks, at mange tyske arbejdere stemte på nazisterne. Et fænomen, han allerede året før havde behandlet mere videnskabeligt dybtgående i sin bog "Fascismens massepsykologi" (begge bøger udgivet i dansk oversættelse på Forlaget Rhodos).

Men endnu tidligere analyserede bl.a. Marx den 'falske bevidsthed' i sin religionskritik. Hel vidunderligt sammenfattet i hans "Indledning til den hegelske retsfilosofi", hvor han netop sætter luppen på de socialt forarmedes og fortabtes behov for gyldne løfter, som magthavere til alle tider har brugt ideologisk i deres egen interesse.

Man skulle næsten tro, at Trump var belæst. Han præsterede det samme illusionsnummer igen og igen - og det virker stadigvæk.

Finn Bendixen, Søren Dahl, Eva Schwanenflügel, ingemaje lange, uffe hellum, Claus Bødtcher-Hansen, Hanne Utoft, Jørgen Larsen og Chris Ru Brix anbefalede denne kommentar

"Hvor højrefløjspartierne med Reagan og Thatcher i spidsen appellerede til den opadstræbende, socialt mobile arbejder, appellerer de nye højrefløjspolitikere til den stagnerede arbejder."

Vælgernes kontekstforståelser har jo ændret sig; fremtidsoptimismen er nærmest væk, hvilket notorisk vil kalde på regressive, idealiserende forestillinger.

Ændret sig har også den såkaldte venstrefløj i både USA og UK; under indtrykket af neoliberalismen har den ideologiske akse indsnævret sig alvorligt - og såvel Demokraterne som Labour har adopteret en markedsvenlig, finanskapitalistisk tilgang til velfærdsstaterne, som gør det åbenlyst at de ikke længere retter deres politiske fokus mod arbejderklassen. Samtidig indfinder globaliseringens virkninger sig med eksponentiel hastighed, hvormed en international segregering opstår; en segregering som provokerer og forcerer bl.a. etnocentri og nationalisme i store dele af arbejderklassen, som gøres politisk hjemløs og derfor eksponeret for populisme. En populisme, som mange, hvis ikke hovedparten, politiske parter betjener sig af, men hvor nok Trump og Johnson støjer mest.

Bevskrivelsen af vores moderne opfattelse af klasse som en kulturel opførsel frem for en økonomisk relation minder mig om hvordan The Guardian i sidste år kørte en artikel, hvor de interviewede en "arbejderklasse" vælger fra det nordlige england om hvorfor han ikke stemte Corbyn.

Vælgeren ejede en gourmet restaurant.

Når man vil skabe en fortælling, om en konservativ arbejderklasse, så hjælper det i hvert fald, at definere "arbejderklasse" som det at have en regional accent og reaktioner politik.

Morten Pedersen

At arbejderklassens vandring mod højre er en myte er ikke sandt. Det er bare at kigge på vælgervandringer siden midten af 1960erne. Omkring det tidspunkt begynder middelklassen at bevæge sig mod venstre og arbejderklassen mod højre. Omvendt, i tilfældet USA, var der i 2020 lige så mange i top 10%, der stemte Biden som Trump. Overklassen er altså splittet og ikke konservativ.

Problemet med at finde ud af hvad arbejderklassen stemmer er, at det er svært at definere en klasse. Almindeligt deler man samfundet op i tre sektorer, den primære, den sekundære og den tertiære. Det er den sekundære sektors (altså industriens) arbejderklasse, der er blevet højreorienteret, mens den tertiære (altså serviceerhvervenes) arbejderklasse, som jo for alvor først er opstået de sidste 50 år, er venstreorienteret. Førstnævnte findes hovedsageligt i mindre og mellemstore provinsbyer, men sidstnævnte findes hovedsageligt i storbyer. Så når disse storbyens burritovendere "ikke kunne drømme om, at stemme ved konservative partier", skyldes det nok, at deres job er opstået og ikke forsvundet som konsekvens af globaliseringen og automatiseringen. At disse mennesker skulle have regnet noget ud, er nok en art overføring af forfatterens egne politiske holdninger til burritovenderne.

Ps. At karakterisere Trump-vælgerne som nogen, der længes efter "fortidig udbytning" er en fattig og arrogant omgang marxistisk dogmatik. Jeg tror måske snarer de længes efter en tid, hvor deres realløn og deres levealder ikke faldt, sammen med indbyggertallet, den offentlige service og infrastrukturen i de områder, de bor i.

Den "nostalgiske" kapitalisme som arbejderne ifølge skribenten drømmer om, hed "embedded capitalism", hvis jeg husker korrekt. Det var et modsvar på lassez affair-kapitalismen, hvor et ureguleret marked endte i finanskrisen i 1929, og kombineret med fattigdommen efter første verdenskrig resulterede i 2. verdenskrig.

Neo-liberalismen blev udviklet som modsvar til den Keynes-inspirerede embedded capitalism, da økonomer frygtede at stats-regulerede markeder ville ende i totalitære regimer, men da især amerikanske virksomheder overtog financieringen af forskning i neo-liberalisme, blev den efterhånden mere og mere et redskab til hvordan erhvervslivet kunne bruge staten til at give erhvervslivet de bedst mulige betingelser. Efterhånden blev neoliberalismens teorier til de økonomiske redskaber, som samtlige partier benytter sig af, da det er blevet en sandhed at økonomisk vækst gavner hele samfundet.

Men i den sidste ende tjener staten erhvervslivets (magtens, elitens, overklassens, whatever) interesser, og da samtlige større partier i både USA, Europa og Danmark benytter sig af den samme økonomiske politik og de samme økonomiske redskaber, opfattes systemet forståeligt nok som rigged.

Uanset hvem man stemmer på, så forbedre de kun forholdende for toppen af samfundet. Det var og er i den sidste ende formålet med neoliberalisme.

Når en "populist" snakker om at bekæmpe "systemet", så er det ganske enkelt det bedste mulighed for reelle forandringer, som arbejderklassen har. Ellers er alternativet valget mellem neoliberalisme eller mere neoliberalisme.

De tertiære erhverv bevarer den demokratiske magt på deres antal, indtil de primære og sekundære erhverv bliver for få eller for trætte til at brødføde de store lønninger bag den fine uddannelse og den beherskede indsats. Vi kunne kalde det populisme eller klassekamp. Det ændrer bare ikke realiteterne. Et samfund med faldende værdiskabelse bli'r et fattigere samfund, specielt når der ikke er enighed omkring møntfoden for værdi.