Kronik

Fondsmidler har kæmpe indflydelse på forskningen, men fordeles vilkårligt

Uligheden i forskningsmidler står i vejen for nytænkning og faglig udvikling, og den cementerer de danske universiteters bundplacering i frihed og medbestemmelse. Det er på tide, at universiteterne siger fra, skriver lektor i afgrødevidenskab Jesper Rasmussen i dette debatindlæg.
Uligheden i forskningsmidler står i vejen for nytænkning og faglig udvikling, og den cementerer de danske universiteters bundplacering i frihed og medbestemmelse. Det er på tide, at universiteterne siger fra, skriver lektor i afgrødevidenskab Jesper Rasmussen i dette debatindlæg.

Thit Bitch

Debat
4. maj 2021

Der er brug for en ny fordelingspolitik på universiteterne.

Der er mange små fagområder inden for det naturvidenskabelige område, som har det svært på universiteterne. De har ikke den økonomiske stabilitet, som skal til for at fastholde et stærkt fagmiljø. To tredjedele af forskerne på universiteterne er løst ansatte, så kernen i et lille fagområde kan bestå af en enkelt eller nogle få seniorer, som bruger det meste af deres tid på at skaffe finansiering til en skiftende flok af løst ansatte.

De mest trængte fagområder er dem, som ikke støttes af private fonde eller firmaer. De er overladt til de offentlige fonde, hvor finansieringen er præget af tilfældigheder og bias.

Når tilfældigheder i dag præger finansiering af forskningen, skyldes det, at universiteterne ikke længere selv bestemmer, hvad der forskes i. I de seneste 20 år er universiteterne blevet dybt afhængige af eksterne midler. I 1970 var det under ti procent af universiteternes forskningsbudget, som kom fra eksterne midler, i dag er det halvdelen – og for visse fagområder langt mere.

Fondene har ikke til opgave at sikre kontinuitet og sammenhæng på universiteterne. De har til opgave at sikre deres egne interesser, og de er nu blevet så indflydelsesrige, at nogle kalder dem koloniserende magtregimer. Koloniseringen foregår uden kamp, da universiteterne har travlt med at gøre sig lækre over for dem.

De flytter gerne basismidler til de områder, hvor tilstrømningen af eksterne midler i forvejen er stor, og de opgiver fagområder, som ikke kan finansieres af eksterne midler. Universiteterne forstærker således de eksterne pengesignaler, så små eller ikkekommercielle fagområder må bidrage til de områder, hvor pengene strømmer til. Dette har også betydning for undervisningen, da forskning og undervisning er tæt knyttet.

Fondsinteresserne er lunefulde

For at forske er det nødvendigt at skaffe penge udefra, og det er nødvendigt at skrive forskningsansøgninger – masser af ansøgninger. Her gælder det om at sikre sig, at fondene er positive over for ansøgningernes relevans og videnskabelige kvalitet, og fondenes vurderinger af begge dele er underlagt tilfældigheder.

Fondene afgør selv, hvad der er relevant forskning, og det kan skifte fra uddeling til uddeling. Som forsker kan man derfor risikere, at det emne, man arbejder med, pludselig må vige pladsen for et andet, fordi fonden finder det mere interessant. Konsekvensen kan blive, at års arbejde må opgives, og at værdifulde kompetencer tabes, da ingen penge betyder ingen ansættelse for de løst ansatte.

I et overordnet ledelsesperspektiv kan det måske være ligegyldigt, om universitet får finansiering til det ene eller andet emne, bare pengene kommer ind, men for de små forskningsgrupper kan det være et spørgsmål om overlevelse. Det, der har taget mange år at opbygge, kan falde fra hinanden på ingen tid – vel at mærke uden at nogen har taget en strategisk beslutning om nedprioritering.

Selv om fondenes relevanskriterier er lunefulde, vil mange alligevel nok betvivle, at tildelingen af forskningsmidler er tilfældig. På universiteterne lever fortællingen om, at det er de bedste forskere, som får pengene, da ansøgningernes videnskabelige kvalitet bliver bedømt af fageksperter. Der foretages således både en vurdering af relevans og videnskabelig kvalitet.

Det kan derfor virke provokerende, når astrofysiker Anja C. Andersen i sin nye bog Hvad skal vi med videnskaben? fremfører, at man lige så godt kunne tildele forskningsmidlerne ved lodtrækning. Det ville spare en masse penge og kostbar tid.

Anja C. Andersens ræsonnement bygger på undersøgelser, som viser, at når man sorterer de åbenlyst dårlige ansøgninger fra, så er det tilfældigt, hvilke ansøgninger der bliver bedømt som de mest støtteværdige. Det afhænger af bedømmelsesudvalgets sammensætning. Havde man sammensat udvalget på en anden måde, ville det være andre ansøgninger, som fik tildelt pengene.

Går man 10-15 år tilbage i tiden, var læren af dette, at man først og fremmest skulle skrive mange ansøgninger. Kvaliteten var af mindre betydning, så længe ansøgningen ikke var åbenlys dårlig. Præcis som med terningkast, jo flere kast, des nemmere bliver det at forudsige det samlede resultat. Denne tæppebombningsstrategi har resulteret i et meget betydeligt tids- og ressourcespild i forbindelse med udarbejdelse og bedømmelse af ansøgninger, som alle er enige om er uhensigtsmæssig.

Bias mod store centre

Repræsenterer man et lille forskningsområde, kunne man tro, at tilfældighederne i tildeling af forskningsmidler var den værst tænkelige situation, man kunne komme ud for, men det kan blive værre. Undersøgelser har nemlig vist, at der ofte forekommer bias i uddelingerne.

Det betyder, at fondene kan have en bevidst eller ubevidst forkærlighed for forskere med en bestemt alder, akademisk grad eller evne til at udarbejde store projekter med mange samarbejdspartnere. I de senere år er der eksempelvis opstået en forkærlighed for meget store projekter og centerdannelser, og det er gift for de små fagområder. De har ikke kræfter til at igangsætte og lede dem, og de bliver nemt kvalt i administration og koordinering, hvis de går med i dem.

På trods af forkærligheden for meget store projekter og centre er der dog intet, som tyder på, at de fremmer kreativiteten og kvaliteten i forskningen. Tidligere formand for universiteternes rektorkollegium Jens Oddershede har da også udtalt, at meget store bevillinger først og fremmest er godt for nogle få forskeres elitestatus, men at det er meget sjældent, at guldhøns lægger guldæg. Faktisk er det således, at store forskningsgennembrud ofte udspringer af små miljøer med en solid finansiering og stor forskningsfrihed, hvilket forklarer, hvorfor nobelpristagere sjældent kommer fra store centre med guldhøns.

Som følge af fondenes forkærlighed for store projekter og guldhøns er det færre og færre forskere, som får en større og større del af bevillingerne. Nu er det således 20 procent af de danske forskere, som modtager 90 procent af de ansøgte midler, og det er især de unge forskere og de små fagområder, som bliver klemt.

Ulighed skader forskningsfrihed

Uligheden i tildeling af forskningsmidler er ikke befordrende for nytænkning og faglig udvikling, og den cementerer de danske universiteters bundplacering, når det kommer til frihed og medbestemmelse. Danske universiteter er blandt de mest topstyrede i EU, og de giver forskerne mindst frihed og medbestemmelse. Det viser en international undersøgelse fra 2017, som er foretaget af uddannelses- og universitetsforsker Terence Karran.

Der synes at være bred enighed om, at den massive satsning på ekstern finansiering af forskning er uhensigtsmæssig, og det er vanskeligt at finde fortalere for fonds- og ansøgningstyranniet. Alligevel fortsætter det. Det virker, som om universiteternes ledelser abonnerer på fortællingen om, at denne udvikling er uundgåelig. Der er derfor mere end nogensinde behov for alternative styrings- og finansieringsmodeller på universiteterne.

Tiden er måske forbi, hvor universiteterne selv kan bestemme, hvad der skal forskes i, men forhåbentlig er tiden også snart forbi, hvor styringen foregår efter tilfældighedsprincipper, som spilder økonomiske og menneskelige ressourcer. Der må være andre måder at gøre det på, og udspil fra universiteterne selv kunne være et første skridt mod en tiltrængt forandring.

Jesper Rasmussen er lektor i afgrødevidenskab ved Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Forskningsfinansiering er kun en af de variabler, der kan have indflydelse på forskningsresultater eller publicering. Andre kontekstuelle faktorer som samarbejdshistorik, det politiske system og kvaliteten af uddannelsessystemet kan være lige så vigtige eller endnu vigtigere for at forudsige kvaliteten af forskningen. Så der er mange andre faktorer der er mindst lige så vigtige i forhold til forskningsresultater som forskningsmidler.

Jytte Rasmussen

Enig - men det betyder jo ikke at finansierigen ikke er vigtig.

Jørgen Christian Wind Nielsen

Jeg udskiftede Jesper Rasmussens formulering "inden for det naturvidenskabelige område" med "inden for det humanistiske område". Det giver god mening.