Kommentar

Hverken sympati eller lovens ord er nok til at beskytte min søster mod sin voldelige eks

Loven om samvær mellem forældre og børn er principielt i orden, men efter at have set min søsters voldelige og påvirkede ekspartner få tildelt samvær med deres søn er det tydeligt, at virkeligheden ikke lever op til lovens idealer, skriver it-arkitekt Jens Rosenkvist i dette debatindlæg
Når social- og ældreminister Astrid Krag siger, at naboer ikke skal være bange for at gribe ind, kan jeg kun tilslutte mig det. Men desværre stopper udfordringerne ikke, når forholdet slutter. For så starter samværssagen

Når social- og ældreminister Astrid Krag siger, at naboer ikke skal være bange for at gribe ind, kan jeg kun tilslutte mig det. Men desværre stopper udfordringerne ikke, når forholdet slutter. For så starter samværssagen

Arthur J. Cammelbeeck/Ritzau Scanpix

Debat
28. april 2021

Den 18. marts deltog social- og ældreminister, Astrid Krag (S), og Morten Messerschmidt (DF) i Det Politiske Talkshow på DR1. Temaet var vold mod kvinder og børn samt mord på partnere og ekspartnere. Desværre et alt for relevant emne.

De berørte systemets håndtering af sådanne sager, både i kommuner og Familieretshuset, og Astrid Krag fremførte to pointer, det er værd at bide mærke i: Naboer skal være bedre til at gribe ind, og historikken er vigtig at lægge vægt på.

Udtalelserne er fyldt med fine hensigter, men spørgsmålet er, om der reelt forvaltes sådan i de relevante myndigheder, Famileretshuset og Familieretten.

For to år siden kom der ganske rigtigt ny lovgivning om samvær mellem forældre og børn – tidligere var fokus på forældrenes rettigheder til samvær med børn, men nu er lovens fokus på barnets bedste, herunder blandt andet beskyttelse mod vold. Principielt er det et skift i den helt rigtige retning, men virkeligheden har ikke fulgt med.

Tæsk, stoffer og ladte våben

Min søster var i et voldeligt forhold – fysisk, psykisk, økonomisk, social og digital vold. Stoffer tog han desværre også hver dag. Helt klassisk kunne hun ikke komme ud af det, fordi han havde nedbrudt hende fuldstændig. Heller ikke, da han stod med et ladt våben i hånden og truede med at skyde hende, kunne hun forlade ham.

Da hun var gravid i sjette måned, tæskede han hende endnu en gang og truede denne gang også med at sparke barnet ud af maven på hende. Det foregik så voldsomt, at naboerne var bange for, at han havde slået hende ihjel, og tilkaldte politiet. Politiet hjalp hende afsted, og hun kom endelig ud af forholdet. Det medførte halvandet år på krisecenter.

Så når Astrid Krag siger, at naboer ikke skal være bange for at gribe ind, kan jeg kun tilslutte mig det. Men desværre stopper udfordringerne ikke, når forholdet slutter. For så starter samværssagen.

Som bisidder for min søster gennem syv år i samværssagen har jeg deltaget i utallige møder med den ene myndighed efter den anden. Da min søster forlod partneren før fødslen, har far og søn aldrig set hinanden på trods af den evige sag. Familieretshuset og Familieretten skulle have ekspertise om vold og stoffer og tage det med i en samværssag. Men nævnes vold og stoffer til et møde i Familieretshuset, ignoreres det. Skriver man til Familieretshuset og spørger til emner relateret til vold, ignoreres spørgsmålet fuldstændigt. Sagsbehandlere siger direkte, at der ikke er grund til at undersøge volden, da voldelige forældre alligevel formår at dække over det.

Læser man lovtekst og vejledning, er vold et gennemgående tema. Noget, der ikke må ignoreres, men skal tillægges vægtig betydning for udfaldet af en samværssag. Men man mødes i praksis ofte af udtalelser som: »Historik kigger vi ikke på ...«.

Så når Astrid Krag siger, at historikken er vigtig at have med, for at beskytte kvinder og børn, klinger det ufattelig hult, for Familieretshuset og Familieretten forvalter stadig efter mantraet ’En far har ret til sit barn’.

Sympati er ikke nok

Min søster fik ufattelig stor hjælp på krisecenteret. Uden den hjælp var hun aldrig kommet videre. Men efterfølgende har der ingen hjælp været. Nu mødes hun af et system, der retraumatiserer ved at have en sag kørende i årevis uden at afslutte den. En psykisk belastning, der bestemt ikke gavner det vigtigste – at tage hånd om barnet.

I Danmark slås en kvinde ihjel hver måned af en partner eller ekspartner. Jeg er nervøs for, min søster bliver en del af den statistik. Med en voldelig ekspartner, der har truet hende med et ladt våben og ofte er helt væk på stoffer, er det svært ikke at være bekymret.

Det er godt at se en minister være sympatisk. Det er endnu bedre at se en minister, der reelt handler, og sørger for, at lovgivningen overholdes, så børn og kvinder ikke udsættes for og overværer vold og trusler om drab. Så mødre, der kæmper mod at skulle udlevere sit barn til en voldelig far, ikke trues med at få frataget barnet på grund af mangel på samarbejdsvilje. Så Danmark lever op til sine forpligtigelser i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om beskyttelse af kvinder og børn mod partnervold.

Det virker simpelt at ønske lovgivningen overholdt, men det er åbenbart kompliceret, for der er stadig folk, der mener, at det er rigtigt at tvinge et velfungerende barn til samvær med en far med en voldelig historik og et kendt stofmisbrug.

Jens Rosenkvist er it-arkitekt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her