Kommentar

Vi hylder kvinder i blazer, men ikke mænd i kjole, fordi femininitet stadig giver lav status

En mand risikerer ærestab ved at påtage sig feminine udtryk, mens en kvinde kan opnå noget værdighed og respekt ved at påtage sig maskuline udtryk. Det betyder ikke, at kvinder har mere frihed, men at kvindelighed stadig underkendes, skriver Morten Valner S. Grymer-Hansen
Det er fortsat ualmindeligt for mænd at gå i kjole. Det kan i bedste fald siges at dele vandene, som vi så, da musikeren Harry Styles i december sidste år optrådte på forsiden af Vogue iført kjole

Det er fortsat ualmindeligt for mænd at gå i kjole. Det kan i bedste fald siges at dele vandene, som vi så, da musikeren Harry Styles i december sidste år optrådte på forsiden af Vogue iført kjole

Debat
8. april 2021

Da jeg læste Informations interviewartikel »Fra 15 til 95 år: Ni kvinder født i ni forskellige årtier fortæller om at være kvinde« den 8. marts 2021, blev jeg overrasket over, at et par af de interviewede kvinder fremhævede, at kvinder har en større frihed til at udtrykke sig blandt andet gennem deres tøj, og at der skulle være tale om et punkt, hvor mænd savner ligestilling.

I artiklen siger 15-årige Frida Stokke: »Nu, hvor der har været så meget fokus på ligestilling, synes jeg, det er skønt at kunne tage alt tøj på som kvinde. Drenge kan jo ikke bare tage kjole på«, mens 45-årige Karen Kramhøft siger: »Men jeg sætter også pris på, at variationsmuligheden for, hvem jeg kan tillade mig at være, er større, end den er for mange mænd. Det er trods alt nemmere at være en drengepige end at være en pigedreng.« 

Der er for så vidt intet forkert i disse udtalelser, men frem for at være eksempler på, at mænd savner ligestilling, peger de faktisk tilbage på en forestilling om kvinder og det feminine som mindre værd end det maskuline.

Militær mode

I dag er der ikke nogen, der ville falde ned af stolen over en langhåret mand eller en korthåret kvinde, men det er ikke mange år siden, at mandlige hippier skabte furore ved at gro deres hår langt. Der er sket en kulturforandring, men dog ikke en større en, end at de fleste mænd fortsat har kort hår. Man ser givetvis oftere kvinder med kort hår, end man ser mænd med langt hår.

På samme måde er det ganske almindeligt for kvinder at gå i bukser i dag, mens det fortsat er ualmindeligt for mænd at gå i kjole. Det kan i bedste fald siges at dele vandene, som vi så, da musikeren Harry Styles i december sidste år optrådte på forsiden af Vogue iført kjole. Det er en tendens, man kan følge historisk, at kvindemode ofte påvirkes af mandsmoden, men ganske sjældent den anden vej rundt.

Det har været særligt populært at hente inspiration til kvindemoden fra det ’meget maskuline’ som for eksempel fra militæruniformer gennem tiden. I den sidste halvdel af 1700-tallet var højeste mode blandt Europas fashionable kvinder at bære den såkaldte ’pelisse’, en pelsjakke brugt af husarer, og i nyere tid kan man fremhæve 00’ernes forkærlighed for camouflageprint, der ligeledes var hentet fra militæret.

Dette er forbundet med, at man tillægger det maskuline større værdi end det feminine. En mand risikerer ærestab ved at påtage sig feminine udtryk, mens en kvinde kan opnå noget værdighed og respekt ved at påtage sig maskuline udtryk.

Et godt eksempel er blazeren, som man hyppigt kan se blive båret af kvinder inden for forretningsverdenen af blandt andet kvindelige jurister og ejendomsmæglere. Blazeren er forbundet med jakkesættet, en maskulin klædedragt. De historisk feminine klædedragter associeres nemlig ikke med professionalisme på samme måde, som historisk maskuline klædedragter gør, fordi historisk har kvinder været placeret i hjemmet, ikke på arbejdsmarkedet. 

Crop-top på arbejde

Så frem for at opfatte mænd som undertrykte, da de har et mindre råderum i deres dragt end kvinder, er det egentlig udtryk for en fortsat devaluering af kvinder og det kvindelige. Og det er en devaluering, som blandt andet opretholdes ved, at kvinder og mænd bliver ved med at benytte blazeren på deres arbejdsplads. En udvikling besværliggøres imidlertid af, at mange arbejdspladser har en uofficiel dresscode, der i realiteten hovedsageligt begrænser feminin påklædning, for eksempel udelukker de ofte nedringede bluser og korte kjoler eller nederdele.

Da jeg selv har hang til neglelak og gennemsigtige skjorter, er jeg absolut sympatisk indstillet over for et opgør med kønsbestemt påklædning, men det kommer ikke til at ske, så længe det feminine generelt vurderes som mindre end det maskuline.

Svaret ligger naturligvis ikke i, at vi skal opgive kampen og gå tilbage til, at mænd og kvinder skal gå i forskelligt tøj, men vi bliver nødt til at løsrive dragtdelene fra deres vante pladser. I stedet for at have ondt af mændene bør vi arbejde for at skabe en større respekt for femininitet. Så tag en crop-top eller en sød bluse på, når du skal til møde eller holde foredrag, og gem blazeren, til når du skal i haven eller gøre rent på badeværelset. Glædelig (forsinket) kvindernes kampdag.

Morten Valner S. Grymer-Hansen er videnskabelig assistent ved Center for Tekstilforskning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nicolaj Ottsen

Arbejde involvere at man objektivisere sig selv, og graden af objektivisering afspejles i jobbets dresscode. Jo mere objektivisering, jo mere "professionalisme", des mindre plads gives der til subjektiv udfoldelse i arbejdstiden, herunder påklædning.

Det har intet med nedvurdering af det feminine at gøre. Hvem du er som person er bare totalt ligegyldigt når du skal til møde, det eneste der betyder noget er dine evner og dem er det ofte lettere at fokusere på, når man bærer en eller anden form for uniform, frem for en crop-top M/K.

Morten Valner Skjærbæk Grymer-Hansen

Kære Nicolaj Ottsen

Jeg tror ikke, det har noget med objektiv/subjektiv at gøre, men der er formentlig en delvis anonymisering, når alle bærer det samme tøj. Om det kun er godt, er jeg ikke overbevist om - det kan jo også opfattes som ansvarsfralæggelse.
Det er altid vigtigt, hvem vi er, for det er i kraft af at være dem, vi er, at vi har en bestemt stilling på en bestemt arbejdsplads (eller sådan burde det i det mindste være) og forhåbentlig ikke på baggrund af, hvilket tøj, vi er villige til at bære.
Hvis ikke det havde noget med feminin/maskulin at gøre, så mener jeg ikke, at man udelukkende ville se mandsdragten som baggrund for 'uniformen' for begge køn på en arbejdsplads.

Morten

Josephine Kaldan, Estermarie Mandelquist, Troels Ken Pedersen, Daniel Joelsen, David Zennaro, Eva Carstensen, Eva Schwanenflügel, Gesche Meyer og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Maya Drøschler

Forfatteren har fuldstændig ret. At en mand ikke kan gå i kjole eller bestille en lyserød drink på en natklub uden at kammeraterne spørger, om han er en pige, bunder i, at det feminine har mindre værdi end det maskuline. Det feminine er en underlegen position. Artiklen handler ikke om tøj. Den handler om hierarkiet mellem maskuline og feminine udtryk.

Lotte Tvede, June Beltoft, Hanne Ribens, Klaus Lundahl Engelholt, Josephine Kaldan, Estermarie Mandelquist, Troels Ken Pedersen, Carsten Nørgaard, David Zennaro, Mette Johansson, Eva Schwanenflügel, Gesche Meyer og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Josefine kofoed

Helt vildt vigtig artikel! Du rammer spot on på et emne, som stadig er en faktor i samfundet, som mange anser som normalen. Det er interessant hvordan kommentarerne afspejler selv samme pointer, som der kommer frem i artiklen. Ideen om, at der eksisterer et "objektivt professionelt" sæt tøj, er jo også en misforståelse. Tøj er skabt er mennesker og det er skabt af de forestillinger vi har om køn. Det handler ikke om at gå op i andres fremtoning, men om at maskuline og feminine værdier skal have samme værdi. De er historisk indlejrede i os, men derfor er de ikke endegyldige eller "objektive".

Super spændende læsning!

Lotte Tvede, June Beltoft, Jesper Edinger Andersson, Josephine Kaldan, Estermarie Mandelquist, Troels Ken Pedersen, Eva Carstensen, Eva Schwanenflügel, Gesche Meyer og Maya Drøschler anbefalede denne kommentar
Nicolaj Ottsen

@Morten Valner Skjærbæk Grymer-Hansen.
Jeg har ingen holdning til om det er godt eller ondt, jeg ved ikke hvordan verden burde være - det er din gebet :)
Ansvarsfralæggelse ? Det må du uddybe, det forstår jeg ikke.

»Det er altid vigtigt, hvem vi er, for det er i kraft af at være dem, vi er, at vi har en bestemt stilling på en bestemt arbejdsplads (eller sådan burde det i det mindste være) og forhåbentlig ikke på baggrund af, hvilket tøj, vi er villige til at bære.«

Det ville være den sikre vej til diskrimination, at tildele job på baggrund af hvem man er. Det er hvad du er, dine objektive kvaliteter og ikke hvem du er, dine subjektive kvaliteter, der afgør om du får jobbet eller ej. Uniformen/jakkesæt/blazer/anonymiteten er til fordi vi eller mange, har svært ved, at abstrahere fra deres personlige likes og dislikes. Vi er fordomsfulde væsner og uanset om man kan lide det eller ej, må man tage hensyn til det når man er på arbejde. Måske er det gammeldags, sådan at ligge sig selv på hylden og indtræde i en rolle, men for nogen er det befriende at undslippe sig selv for en stund. Jeg tænker vi smider uniformen og omfavner alle individuelt når vi er klar til det, om det er nu, ved jeg ikke.

»Hvis ikke det havde noget med feminin/maskulin at gøre, så mener jeg ikke, at man udelukkende ville se mandsdragten som baggrund for ’uniformen’ for begge køn på en arbejdsplads.«

Jo, eftersom det maskuline altid har været forbundet med eller været symbol for, orden/disciplin og det feminine altid har været forbundet med eller symbol for kaos/frihed. Det maskuline og det feminine er ikke lig med mand/kvinde BTW.

Man kan mene det er noget ligegyldigt vrøvl, men i sidste ende bliver det en diskussion om arv vs miljø, natur vs kultur, og det svære spørgsmål tror jeg ikke vi helt har afluret endnu, hvorfor jeg er tilhænger af eksperimenter af alle slags. Men modstander af alle forsøg på at universalisere et bestemt perspektiv som f.eks har rod i en forestilling om at vi ingen natur har. Forskelle er kun lig med uretfærdighedder, hvis man forestiller sig vi er ens, dvs at vi ingen natur har.

Jeg tror hverken vi er stentavler (værdipolitik) eller blanketavler (identitetspolitik), men noget komplekst og dynamisk, noget individuelt, i rummet imellem disse yderpunkter. Og for mig er et universelt svar på dette spørgsmål derfor tyrannisk i sin natur, og det vigtige er derfor ikke er at få ret i sit perspektiv, men at finde en ramme (liberty) vi alle kan fungere inden for, med størst mulig gensidig respekt og frihed.

Flemming Berger og Jesper Frimann Ljungberg anbefalede denne kommentar
Nicolaj Ottsen

@Maya Drøschler og @Josefine kofoed. Det maskuline og det feminine har begge værdi, men da de ikke er det samme, kan de ikke i alle sammenhænge samme værdi, medmindre man forveksler maskulint og feminint med mand og kvinde og reelt mener at mænd og kvinder skal være ligestillet, hvilket de er ved lov i DK. Så hvad er det i mener, jeg forstår det ikke ?

"En udvikling besværliggøres imidlertid af, at mange arbejdspladser har en uofficiel dresscode, der i realiteten hovedsageligt begrænser feminin påklædning, for eksempel udelukker de ofte nedringede bluser og korte kjoler eller nederdele." - Det er vel strengt taget ikke et udtryk for begrænsning af 'feminin' påklædning, men af seksuelt udfordrende ditto? Som mand kan jeg nok heller ikke møde op i åbentstående skjorte og gorilla-slips, eller blot visse behårede ben i shorts (jeg har været på arbejdspladser, hvor nederdele var ok, men shorts direkte forbudt, selvom det er samme ben, der vises)

Jacob Rørdam Holm-Jørgensen og Jesper Frimann Ljungberg anbefalede denne kommentar
Morten Valner Skjærbæk Grymer-Hansen

Kære Nicolaj Ottsen

Det var mere en strøtanke end noget andet, da 'uniformer' medfører et ensartet udtryk og dermed (delvis) anonymisering kunne man forestille sig, at et potentielt ansvar ikke ville kunne pålægges den enkelte - mere var det såmænd ikke.
Jeg har ikke forsøgt at argumentere for, at der ikke kan/må være uniformer på arbejdspladser, så det med at 'smide uniformen og omfavne alle individuelt' ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg skal sige til. Mit indlæg handler om, at uniformen er baseret på maskuline udtryk, og at det siger noget om synet på det feminine og ikke om uniformer.
Jeg synes, det er farligt at sige, at det ene eller det andet /altid/ har været noget bestemt, for det er meget svært at dokumentere, men det er jo helt rigtigt, at det maskuline bliver forbundet med f.eks. professionalisme, som jeg også skriver i mit indlæg. Du har også ret i, at maskulin/feminin ikke er lig med mand/kvinde, men de er tæt forbundne og knytter sig historisk til hinanden. Det er umuligt adskille dem fuldstændigt, og det giver ikke megen mening at forsøge. Hvis præmissen er, at kvinder (og mænd) skal være maskuline/påtage sig maskuline koder for at blive anset for professionelle, så mener jeg bestemt ikke, at ligestilling er opnået.
Der er så sandelig mange ukendte i forhold til, hvordan vi bliver til som mennesker/individer, og det er ikke min hensigt at påstå, jeg har alle svarene. Jeg tænker ikke, at jeg kan eller vil begive mig ud i en større diskussion af natur/kultur eller arv/miljø. Jeg tror, jeg forstår dit synspunkt, og jeg synes heller ikke, det er urimeligt at være kritisk over for universelle løsninger.

Morten

Josephine Kaldan, Estermarie Mandelquist, Troels Ken Pedersen, Eva Carstensen, Josefine kofoed og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Morten Valner Skjærbæk Grymer-Hansen

Kære Per Bøggild

Jeg tænker også, at der andre ting end det feminine og det maskuline, der spiller ind, f.eks. er hættetrøjer vist også noget, som nogle arbejdspladser ikke synes så godt om, selvom det vel er en maskulin beklædningsgenstand. Det tænker jeg kan bunde i, at hættetrøjer kommer fra hip-hop-kultur, og at den dermed også er en racekomponent og en klassekomponent. Det kunne bestemt være interessant at undersøge.

Morten

Josephine Kaldan, Troels Ken Pedersen, Josefine kofoed og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Måske det skal understreges, at det er det feminine - blandt mænd - der har en lavere status end det maskuline. Ikke nødvendigvis blandt kvinder. Mange mænd har store komplekser ift. kvinder, ikke kun ift. påklædning, og det giver sig udtryk i denne selvcensurende adfærd.

June Beltoft, Jesper Edinger Andersson og Daniel Joelsen anbefalede denne kommentar
Jens Christensen

Så et tilsyneladende manglende råderum/frihed for mænd ift påklædning skyldes manglende respekt for det kvindelige. Det er lige til en ny #-ting.

Søren Kristensen

Analysen er forkert. Når mænd (skottter og gammelromerske legionærer undtaget) ikke går i kjoler er det simpelthen fordi de bærer deres lidt latterlige kønsorganer udvendigt og det passer sig dårligt til en beklædningsdel som let kan flyve op vise herlighederne, for ikke at sige blotte dem. Det problem har kvinderne ikke i samme omfang og derfor er kjolen blevet deres domæne. Mænd, som alligevel forsøger sig i kjole bliver naturligvis latterliggjort, men det har intet med hverken kvinders eller kjolers status at gøre, som sådan. Det er bare fordi det ser fjollet ud. Så kære kvinder, I kan slappe helt af. Vi napper ikke jeres kjoler.

det giver lav status. Der er intet lavstatus over kjoler som sådan; de er ofter mere rafinerede, farvestrålende og dyrere end de jeans mænd vælter rundt i. Når mænd ikke går i kjoler har det noget at gøre med fysionomien omkring de nedre dele, hvor de to klunker somfor mænd vedkommende bare ikke passer sammen og selvom bukser og penis heller ikke altid er optimalt, lever vi nu engang i et klima hvor det ikke duer med et penisfuderal.

"»Det er altid vigtigt, hvem vi er, for det er i kraft af at være dem, vi er, at vi har en bestemt stilling på en bestemt arbejdsplads"

Hvad vi kan løse af arbejdsopgaver, uafhængigt af den enkeltes identitet (som udgøres af komplekse, relationelle, foranderlige og dynamiske størrelser af også åndelig art m.m.) er vigtigt. Resten er i princippet ligegyldigt (da social omgang/samarbejde er en del af opgaveløsningen).