Kronik

Ideen om, at regulering af landbruget bare flytter klimaproblemerne til udlandet, holder ikke

Det lyder ofte, at strammere grønne krav til landbruget bare vil skabe ’lækage’ af udledningerne til udlandet. Men regnestykket holder ikke, hvis man medregner foder til og transport af danskproduceret kød, og miljøeffekterne rammer lokalt i Danmark uanset hvad, skriver professor i havøkologi og biogeokemi ved Aarhus Universitet Stiig Markager i denne kronik
Danskerne spiser i dag kun cirka 15 procent af de fødevarer, der produceres i Danmark, resten eksporteres til udlandet.

Danskerne spiser i dag kun cirka 15 procent af de fødevarer, der produceres i Danmark, resten eksporteres til udlandet.

Sille Veilmark

Debat
28. april 2021

I klima- og miljødebatten møder man ofte begrebet ’lækage’. Det dækker over, at klimaregulering i Danmark kan have en lille effekt eller måske ligefrem være skadeligt for klima og miljø, hvis det flytter produktionen til udlandet.

Filosofien er, at hvis produktionen i Danmark sker med mindre udslip per produceret enhed end i udlandet, så stiger den samlede globale miljøpåvirkning, hvis miljøkrav i Danmark betyder, at produktionen flytter til udlandet. Men når det handler om den intensive danske animalske landbrugsproduktion er synspunktet forkert, både ud fra et naturvidenskabeligt, juridisk og moralsk perspektiv.

Lækageeffekten optræder inden for en række områder. For eksempel har De Økonomiske Råd beregnet den til omkring 50 procent for energiproduktion. Det vil sige, at når Danmark reducerer med ét ton CO2, stiger udledninger i udlandet med 0,5 tons. Men i forhold til dansk landbrug betyder en række forhold, at lækageeffekter ikke er relevante.

Landbruget står for en tredjedel af Danmarks udledninger af klimagasser, men landbrugsproduktionen har også andre negative effekter. Landbruget står for langt hovedparten af udledningerne af kvælstof og fosfor, som forarmer miljøet i vandløb, søer, fjorde og helt ud i Østersøen.

Biodiversitet under pres

På land er biodiversiteten under pres, fordi to tredjedele af landet er marker, og fordi landbrugets udslip af ammoniak favoriserer hurtigtvoksende græsser og efterlader de blomstrende urter på perronen.

Sundhedsmæssigt forårsager ammoniak mere end 220 for tidlige dødfald per år. Nitrat i drikkevandet skader fostre og den generelle sundhed, ligesom pesticider i drikkevandet og antibiotikaresistens giver problemer.

I forhold til klima er landbruget problematisk på grund af CO2, som frigøres fra lavbundjorde, når de drænes, gødes og pløjes. Desuden bliver en del af det kvælstof, landbruget bruger i store mængder, omdannet til lattergas, som er en klimagas, der er 300 gang kraftigere end CO2. Lattergas fra landbruget står for ni procent af Danmarks udledninger af klimagasser.

Landbrugsproduktion er meget forskellig og rækker fra økologiske grøntsager og korn til mejeriprodukter og svinekød. Indtil i efteråret var der også 19 millioner mink, som stod for 12 procent af landbrugets kvælstofudslip og cirka én procent af Danmarks udslip af klimagasser.

Forkert regnestykke

Det, som især kendetegner dansk landbrug, er, at animalske produkter dominerer produktionen. Og det er her, kæden hopper af i forhold til det naturvidenskabelige argument for lækage. For jo, danske svin har måske i gennemsnit et lavere udslip af kvælstof per produceret kilo kød end deres artsfæller i Østeuropa. Men udslippet af kvælstof og CO2 fra et kilo dansk svinekød produceret med kombinationen af byg dyrket på en dansk lavbundjord og soja fra Brasilien og derefter eksporteret til Japan er mange gange højere end dette gennemsnit. Det samme er tilfældet for et kilo ost, hvor koen får majs fra en sandet mark, der engang var en strandeng, men som nu pløjes og gødes. Brugen af lavbundjorden, strandengen og importen fra Brasilien er nødvendig, fordi vi har så mange køer og svin i Danmark. Det er kvantiteten, der er problemet.

Det korrekte regnestykke for lækageeffekten tager ikke udgangspunkt i gennemsnittet, men i det mest klima- og miljøbelastende kilo svinekød eller ost, der produceres. Og så skal man se på det samlede udslip af CO2 og kvælstof under hele processen, til det ligger på slutbrugerens tallerken.

I tillæg skal man indregne de helt lokale effekter på miljø og sundhed, når man vurderer, om der er samfundsøkonomisk fordel ved produktionen. Hvis den animalske produktion reduceres med for eksempel 15 procent, svarende til udtagning af 400.000 hektar landbrugsjord, vil det være en gevinst på en lang række områder, også økonomisk for samfundet. Lækageeffekter kan ikke beregnes meningsfuldt ud fra tal for det gennemsnitlige udslip per produceret enhed og er ikke et argument for at beholde den intensive animalske produktion i Danmark.

Lokale effekter

På det formelle judiske plan er lækageeffekter også irrelevante. Her er det havmiljøet og EU’s vandrammedirektiv, som sætter dagsordenen. Her ved vi, at Danmarks kvælstofudslip til havet skal reduceres med 40 procent inden 2027. Pointen i forhold til lækageeffekter er, at kravet i vandrammedirektivet gælder for hver enkelt dansk fjord. Da miljøet i for eksempel Limfjorden i praksis kun påvirkes af danske kvælstofudslip, er det den samlede mængde kvælstof til Limfjorden, der skal nedbringes, og da dansk landbrug står for 90 procent af dette, er der kun én knap at skrue på – at reducere den animalske produktion i lokalområdet. Derfor bliver det irrelevant, om en dansk svineproducent har et lavt kvælstofudslip per kilo kød produceret, hvis der produceres mere lokalt, end miljøet kan tåle.

Skåret ind til benet – det danske landskab kan ikke holde til den intensitet, landbruget har i dag, og så er det underordnet, om klimaudslippet per produceret enhed er lavt på grund af teknologi og stordriftsfordele.

Mens konsekvenserne af næringsstoffer i overvejende grad er lokale, er det anderledes for klimagasser. Der går kun omkring en uge fra udslippet fra en dansk kilde, til at det er fordelt i atmosfæren over den nordlige halvkugle. I den sammenhæng er ’lækage’ et relevant begreb set ud fra en snæver naturvidenskabelig tankegang.

Hvem har ret til at udlede?

Hvordan ser ’lækageeffekter’ så ud i virkeligheden? For ti år siden var jeg i Klaipeda på den litauiske Østersøkyst. Fra hovedgaden startede et marked ned ad en sidegade. Boderne nærmest hovedgaden solgte elektronik og tøj, længere inde importerede grøntsager, og efterhånden gik det over i lokale fødevarer og grøntsager. Papirsposer med et eller to kilo rødlige kartofler blev solgt for en krone af bondekoner i tørklæder og store gamle frakker – det var i februar og bidende koldt.

Litauens BNP per indbygger er i dag 115.000 kroner per år. Danmarks er 407.000. Det vil sige, at den gennemsnitlige litauer skaber 28 procent af den værdi, en dansker gør – og bondekonerne med kartoflerne tjener kun en brøkdel af det.

Pointen i forhold til lækagediskussion er, at Litauen har et legitimt krav på at udvide deres landbrugsproduktion. De skal jo leve af noget, hvis de skal op på samme levestandard som os.

Danmark udleder fire gange mere kvælstof per kvadratkilometer end Litauen, og generelt er hver danskers miljøpåvirkning mange gange højere end en litauers. Det man reelt siger, når man henviser til lækageeffekter, er, at fordi vi er så effektive, så har vi ret til at have en højere miljøpåvirkning end vores medboere på denne klode. Det er ret indlysende, at de ikke ser på det på den måde i Litauen. Desuden er det indlysende, at vi ikke kan løse klimaproblemerne eller Østersøens katastrofale miljøtilstand, hvis vi i Danmark insisterer på en ret til at udlede flere klimagasser og mere kvælstof per indbygger og areal end andre lande.

Ovenstående viser, at det ikke giver mening at bruge argumentet om lækageeffekter i forhold til omfanget af den danske landbrugsproduktion.

I disse uger afgøres landbrugets bidrag til opfyldelse af målet i klimaloven på en 70-procentsreduktion i udslippet af klimagasser i 2030. Det sker samtidig med forhandlingerne om, hvordan den nødvendige 40-procentsreduktion af kvælstofudledningerne skal ske inden 2027. De to problemer hænger uløseligt sammen med omfanget af den danske landbrugsproduktion, og en løsning har store konsekvenser for klima, miljø, biodiversitet og sundhed i fremtidens Danmark. Derfor bør argumentet om lækageeffekter belyses objektivt af uafhængige forskere og ses fra alle relevante vinkler. Fødevareproduktion er nødvendig, men danskerne spiser i dag kun cirka 15 procent af de fødevarer, der produceres i Danmark, så landbruget behøver ikke fylde helt så meget, som det gør i dag.

Stiig Markager er professor i havøkologi og biogeokemi ved Aarhus Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Stiig Markager blander tingene sammen. Lækage har da ikke noget at gøre med om at et land har mere ret til at udlede drivhusgasser end et andet land (læs Danmark-Litauen). Lækagen er når man fortager et klimatiltag og produktionen med drivhusgasudledninger så bare dukker op et andet sted. Så kan lækagen være mere eller mindre end 100%. Er den mere end 100%, så gav det klimatiltag ikke så meget mening. Det kan godt ske, at det fordelingspolitisk giver mening at flytte en produktion, men det er bare en anden diskussion.

John Damm Sørensen

Uanser hvad er landbruget et stort miljøsvineri. På alle tænkelige måder. Det kan ikke afvikles hurtigt nok. Men problemet jo, at en afvikling vil rive en del banker med.

Alvin Jensen, Marianne Stockmarr og Karen Grue anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

anne bach, mon ikke Stiig Markager bare forsøger at vise os, at regnestykket er meget mere kompliceret end som så, fordi der er andre faktorer og krav, der også spiller ind.

Alvin Jensen, Marianne Stockmarr og Per Christiansen anbefalede denne kommentar

John Damm Sørensen

Jamen så skidt da - du får lov til at afvikle landbruget. Forhåbentlig har du en stor grund, hvor der er god plads til høns, køer og grise, samt til de nødvendige grønsager, så du kan overleve. Hus også at købe et par store kummefrysere. Nogle hundrede tusinde slaver bliver Danmark nok også nødt til at importere. Ellers kommer der til at mangle arbejdskraft.

En lille bøn har jeg dog. Kunne du ikke lade en smule landbrug tilbage, så vi ældre, der hverken har kræfter til det store markarbejde eller råd til at brødføde slaver , stadigvæk kan få lidt at spise.