Kampen mod racisme er også kampen for majoritetens rettigheder og velfærd

Hvis man besøgte en middelklasseforstad til en større amerikansk by i 50’erne, ville man mange steder kunne få sig en svalende dukkert i et udendørs offentligt badeanlæg – et resortlignende område med svømmebassiner, liggestole og barfaciliteter. Faktisk fandtes der 2.000 af denne slags fælles baderesorter spredt ud over Amerika. I dag er kun få tilbage. Det store flertal er drænet for vand, revet ned eller står tilbage som mosgroede ruiner. Forklaringen: racisme. De offentlige badeanlæg var nemlig oprindeligt for whites only. Men da de amerikanske borgerretsaktivister fik held med at sætte en stopper for den slags racediskrimination, blev resultatet, at mange af de hvide amerikanere ikke længere bakkede op om at finansiere badeanlæggene over skattebilletten. De ville hellere betale for dyre private resorts end at dele de gratis offentlige anlæg med deres sorte naboer.

Historien om de tomme swimming pools er åbningsscenen i den amerikanske forfatter Heather McGhees bestseller, The Sum of Us, What Racism Costs everyone and how we can prosper together.

McGhees centrale budskab er, at da racismen ’tømte poolen’, tabte alle i byen – også de hvide familier. Og historien om badeanlæggene er blot ét af mange eksempler på, hvordan hvide amerikanere har tabt velfærd, tryghed og rettigheder, når racismen har sat ind og undergravet fællesskabet.

Angreb på eget arvegods

Faktisk mener McGhee, at denne type drained pool politics er en af hovedårsagerne til, at USA på trods af at være ét af verdens rigeste lande leverer så ringe velfærd til deres borgere.

Hun dokumenter, hvordan den hvide befolknings opbakning til regeringsfinansierede velfærdsprogrammer og social sikring faldt markant, efter at også farvede amerikanere fik del i dem.

Racismen var således en helt central forudsætning for den nyliberalistiske bølge, der fra slutningen af 70’erne rullede ind over det amerikanske samfund og gjorde op med mange af de rettigheder og den sociale tryghed, som efterkrigsårtierne havde sikret amerikanerne.

Man skal passe meget på med at overføre amerikanske erfaringer til Danmark. Vores historie er en anden, og racismen er langt fra så indgroet og central. Men alligevel er det ikke svært at identificere en række tilfælde herhjemme fra, hvor majoriteten drevet af frygt eller mistro til minoritetsgrupper accepterer angreb på sociale rettigheder og tryghed.

Et oplagt eksempel er den såkaldte ghettolov, der udelukker arbejdere med kort uddannelse eller lav indkomst fra mange almene boliger, og som ovenikøbet åbner op for at rive gode og billige boliger ned eller sælge dem til spekulanter. Havde den lov kunnet passere Folketinget og ikke mindst få opbakning fra gamle arbejderpartier som Socialdemokratiet og SF, hvis det ikke var, fordi den blev båret frem af en solid omgang frygt og mistro til etniske minoriteter? Havde fagbevægelsen og boligbevægelsen accepteret et så voldsomt angreb på en af arbejderbevægelsens kronjuveler, hvis ikke udlændingekortet var blevet spillet?

Antiracisme til gavn for alle

Samme spørgsmål kan stilles, når vi taler om den stadigt mere voldsomme kontrol og tvang over for mennesker ramt af arbejdsløshed og sygdom. Kontanthjælpsloftet og tvangsaktiveringsordninger som de nytteløse nyttejob blev også båret frem af modvilje mod, at ’udlændinge skulle have penge for ikke at arbejde’, men det rammer jo os alle, hvis vi er uheldige ved jobrouletten. Vi har senest set, hvordan der nu argumenteres for at gøre SU’en lånebaseret for at undgå ’misbrug fra udenlandske studerende’.

Jo, mistro og frygt for minoriteter er også i Danmark blevet brugt som rambuk for at undergrave vores velfærd og sociale tryghed.

Det gode er, at drain the pool-erfaringen kan vendes på hovedet. Heather McGhee peger nemlig også på, at hvis det lykkes at få bugt med racisme og mistro og skabe solidaritet og sammenhold på tværs af etniske skel, vil der være en solid solidaritetsdividende at hente for os alle sammen. Både minoritet og majoritet vil kunne se frem til stærkere velfærd og social tryghed. Vi har set glimt af det, når det for eksempel er lykkedes 3F at få inkluderet udenlandske kolleger i det faglige fællesskab i kampen mod social dumping.

Og solidaritetsdividenden kan være en selvforstærkende proces. For netop erfaringen med at stå sammen og vinde sejre i alliancer med dem, du tidligere var bange for eller mistroede, er én af de mest potente måder at overkomme racistisk frygt og fordomme på.

Lektien er klar: At modarbejde racisme og fremmedfrygt gavner ikke alene de mindretal, der er racismens umiddelbare ofre. Det gavner os alle. For når racismen ikke splitter os og fratager os det fællesskab, som altid har været almindelige borgeres vigtigste våben, så står vi stærkere i kampen for at forsvare og udvide vores velfærd og sociale tryghed.