Hvis man besøgte en middelklasseforstad til en større amerikansk by i 50’erne, ville man mange steder kunne få sig en svalende dukkert i et udendørs offentligt badeanlæg – et resortlignende område med svømmebassiner, liggestole og barfaciliteter. Faktisk fandtes der 2.000 af denne slags fælles baderesorter spredt ud over Amerika. I dag er kun få tilbage. Det store flertal er drænet for vand, revet ned eller står tilbage som mosgroede ruiner. Forklaringen: racisme. De offentlige badeanlæg var nemlig oprindeligt for whites only. Men da de amerikanske borgerretsaktivister fik held med at sætte en stopper for den slags racediskrimination, blev resultatet, at mange af de hvide amerikanere ikke længere bakkede op om at finansiere badeanlæggene over skattebilletten. De ville hellere betale for dyre private resorts end at dele de gratis offentlige anlæg med deres sorte naboer.
Historien om de tomme swimming pools er åbningsscenen i den amerikanske forfatter Heather McGhees bestseller, The Sum of Us, What Racism Costs everyone and how we can prosper together.
McGhees centrale budskab er, at da racismen ’tømte poolen’, tabte alle i byen – også de hvide familier. Og historien om badeanlæggene er blot ét af mange eksempler på, hvordan hvide amerikanere har tabt velfærd, tryghed og rettigheder, når racismen har sat ind og undergravet fællesskabet.
Angreb på eget arvegods
Faktisk mener McGhee, at denne type drained pool politics er en af hovedårsagerne til, at USA på trods af at være ét af verdens rigeste lande leverer så ringe velfærd til deres borgere.
Hun dokumenter, hvordan den hvide befolknings opbakning til regeringsfinansierede velfærdsprogrammer og social sikring faldt markant, efter at også farvede amerikanere fik del i dem.
Racismen var således en helt central forudsætning for den nyliberalistiske bølge, der fra slutningen af 70’erne rullede ind over det amerikanske samfund og gjorde op med mange af de rettigheder og den sociale tryghed, som efterkrigsårtierne havde sikret amerikanerne.
Man skal passe meget på med at overføre amerikanske erfaringer til Danmark. Vores historie er en anden, og racismen er langt fra så indgroet og central. Men alligevel er det ikke svært at identificere en række tilfælde herhjemme fra, hvor majoriteten drevet af frygt eller mistro til minoritetsgrupper accepterer angreb på sociale rettigheder og tryghed.
Et oplagt eksempel er den såkaldte ghettolov, der udelukker arbejdere med kort uddannelse eller lav indkomst fra mange almene boliger, og som ovenikøbet åbner op for at rive gode og billige boliger ned eller sælge dem til spekulanter. Havde den lov kunnet passere Folketinget og ikke mindst få opbakning fra gamle arbejderpartier som Socialdemokratiet og SF, hvis det ikke var, fordi den blev båret frem af en solid omgang frygt og mistro til etniske minoriteter? Havde fagbevægelsen og boligbevægelsen accepteret et så voldsomt angreb på en af arbejderbevægelsens kronjuveler, hvis ikke udlændingekortet var blevet spillet?
Antiracisme til gavn for alle
Samme spørgsmål kan stilles, når vi taler om den stadigt mere voldsomme kontrol og tvang over for mennesker ramt af arbejdsløshed og sygdom. Kontanthjælpsloftet og tvangsaktiveringsordninger som de nytteløse nyttejob blev også båret frem af modvilje mod, at ’udlændinge skulle have penge for ikke at arbejde’, men det rammer jo os alle, hvis vi er uheldige ved jobrouletten. Vi har senest set, hvordan der nu argumenteres for at gøre SU’en lånebaseret for at undgå ’misbrug fra udenlandske studerende’.
Jo, mistro og frygt for minoriteter er også i Danmark blevet brugt som rambuk for at undergrave vores velfærd og sociale tryghed.
Det gode er, at drain the pool-erfaringen kan vendes på hovedet. Heather McGhee peger nemlig også på, at hvis det lykkes at få bugt med racisme og mistro og skabe solidaritet og sammenhold på tværs af etniske skel, vil der være en solid solidaritetsdividende at hente for os alle sammen. Både minoritet og majoritet vil kunne se frem til stærkere velfærd og social tryghed. Vi har set glimt af det, når det for eksempel er lykkedes 3F at få inkluderet udenlandske kolleger i det faglige fællesskab i kampen mod social dumping.
Og solidaritetsdividenden kan være en selvforstærkende proces. For netop erfaringen med at stå sammen og vinde sejre i alliancer med dem, du tidligere var bange for eller mistroede, er én af de mest potente måder at overkomme racistisk frygt og fordomme på.
Lektien er klar: At modarbejde racisme og fremmedfrygt gavner ikke alene de mindretal, der er racismens umiddelbare ofre. Det gavner os alle. For når racismen ikke splitter os og fratager os det fællesskab, som altid har været almindelige borgeres vigtigste våben, så står vi stærkere i kampen for at forsvare og udvide vores velfærd og sociale tryghed.
Pelles position
Pelle Dragsted er tidligere politisk rådgiver og folketingsmedlem for Enhedslisten og i dag selvstændig skribent og medlem af kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune. På denne plads vil Dragsted hver anden uge dele et nyt perspektiv på verden set fra venstre.
Seneste artikler
Pelle Dragsted: Tak for denne gang, Information. Bliv ved med at udfordre økonomisk mainstream og kapitalisme
6. oktober 2022Information spiller en afgørende rolle i det danske medielandskab, når det gælder den kritiske udfordring af de dominerende økonomiske sandheder og af kapitalismens ideologiske hegemoni. Det har været en ære at være medLaissez faire-liberalismen svigter erhvervsliv og samfundsøkonomi
22. september 2022Alex Vanopslagh er ideologisk konsistent i sin modstand mod statshjælp til de pressede erhvervsdrivende. Det må man give ham. Men det gør ikke ideologien mindre problematiskPensionskasserne skal ikke lege Blackstone og undergrave deres medlemmers tilværelse
8. september 2022Pensionsopsparingerne er lønmodtagernes demokratisk forvaltede kapital, men alt for ofte agerer pensionskasser bare som andre kapitalinteresser. Det er særligt alvorligt på boligområdet
Vær mod andre som du ønsker de skal være mod dig. Tjaeh hvorfor ikke?
Det er ikke kamp, konflikt, krig, konkurrence, kontrol der driver "maskineriet", men samarbejde, gode relationer, tillid og fælles udvekslinger.
Det var en øjenåbner for mig, tak for den artikel, sådan havde jeg ikke set på det før.
Det sekulære ideal om universalitet, kommer i problemer når der er racisme og fordomme involveret. Vi vil kun dele med dem der er lige som os selv og vi vil hellere afgive privilegier end at dele med dem som ikke er som os.
Hvorfor værdipolitikkernes gyldne snit er, at foregive støtte til universelle privilegier/rettigheder, samtidigt med at der diskrimineres, som f.eks Inger Støjberg forslag om omskæringsforbud fra niendedagen og frem, eller Socialdemokratiets Arne-pension.
Tag endelig ikke fejl.
Den oprindelige racisme/xenofobi hos et mindretal er efterhånden blevet det succesparameter der skal til for at vinde valg her i andedammen.
For jo mere retorikken om 'de fremmede' er blevet skærpet, især efter 11. September, jo mere er det gået op for partierne, at det dér med at dele og herske fungerer glimrende, når man er populist, og ved en selvforstærkende effekt fremmer frygten i befolkningen overfor den muslimske minoritet.
Lov folket hvad de TROR, de vil have.
(Noget helt andet er, hvad de i virkeligheden får..)
Læs historien om, hvordan 11. September har forandret os i Jakob Sheikhs glimrende gennemgang.
"Hvorfor taler vi om børnene i Syrien som en sikkerhedstrussel?
Fordi krigen mod terror har forandret os
20 år efter al-Qaeda angreb World Trade Center, taler vi om børn som tikkende jihadistiske bomber."
https://www.zetland.dk/historie/sO9kYbyq-aekdQGjR-ee128