Kampen mod social ulighed er USA’s vigtigste politiske projekt

USA’s fremtid som fremgangsrigt samfund og et vitalt demokrati er i fare, så længe så mange har så lidt og så få så meget. Alt for mange af mine kolleger i USA’s kongres vil ikke se i øjnene, at vores grelle ulighed i velstand har skabt en af de største moralske, økonomiske og politiske kriser i vor tid.

Vi har fået et oligarkisk samfund, hvor ganske få milliardærer samler enorm velstand, mens arbejderfamilier må kæmpe så hårdt, som vi ikke har set mage til siden depressionstiden. Pandemien synliggør og forværrer denne kontrast.

I dag lever halvdelen af amerikanerne fra lønseddel til lønseddel. Den fattigste halve million af os er hjemløse, millioner frygter at blive sat på gaden, fordi de ikke kan betale husleje. 92 millioner har ingen eller kun en ringe forsikringsordning. For mange familier er det en daglig bekymring at skaffe mad nok til deres børn. En generation af unge mennesker har udsigt til livslang studiegæld og lavere levestandard end deres forældres. Amerikanere fra laveste indkomstgruppe har nu en forventet levetid, der er 15 år lavere end den højestes.

Velstandsoverførsel

De rigeste har aldrig haft det bedre. Den rigeste ene procent ejer nu mere velstand end de 92 procent i bunden, mens de 50 rigeste amerikanere er rigere end de 50 procent fattigste. Og mens millioner af amerikanere har mistet job og faste indtægter under pandemien, har nationens 650 dollarmilliardærer set deres formuer vokse med sammenlagt 1.300 milliarder dollar.

I 1978 ejede den rigeste 0,1 procent syv procent af nationens velstand. I 2019 var dét tal tæt på 20 procent. Amerikas to rigeste personer, Jeff Bezos og Elon Musk, har tilsammen en større formue end de fattigste 40 procent tilsammen.

Var indkomstuligheden ikke skudt så dramatisk i vejret over de sidste 40 år, men havde holdt sit niveau, ville den gennemsnitlige lønmodtagers årsindtægt være 42.000 dollar højere end i dag. I stedet tjener topchefer i dag 300 gange mere end deres gennemsnitlige ansatte. Den gennemsnitlige amerikanske lønarbejder tjener til gengæld 32 dollar mindre om ugen, end han eller hun gjorde for 48 år siden, trods store fremskridt i teknologi og produktivitet.

At rette op på uligheden er en gigantisk udfordring. Vi er oppe imod de stærkeste, mest velfinansierede magtkoncentrationer i landet. Men vi er ikke uden handlemuligheder. Her er, hvad Kongressen og præsidenten efter min mening bør gøre på kort sigt:

Vi må gøre endnu et forsøg på at hæve mindstelønnen fra dens nuværende sulteniveau på 7,25 dollar til mindst 15 dollar i timen.

Vi er nødt til at gøre det lettere, ikke sværere, for arbejdere at slutte sig til fagforeninger. Den massive stigning i formue og indkomstuligheden er direkte knyttet til faldet i fagforeningsmedlemskab i Amerika.

Et job skal løfte arbejdstagere ud af fattigdom og ikke holde dem fast i den.

Fagforeninger

Vi er nødt til at skabe millioner af vellønnede job, der genopbygger vores smuldrende infrastruktur – vores veje, broer, spildevandsanlæg, kloakker, gennemløb, dæmninger, skoler og boliger, almindelige mennesker har råd til at betale.

Vi er nødt til at bekæmpe klimaændringer ved fundamentalt at omdanne vores energisystem væk fra fossile brændstoffer til energieffektivitet og vedvarende energi, hvilket også vil skabe millioner af godt betalte job.

Vi må gøre, hvad stort set alle andre højt udviklede demokratiske nationer gør: garantere sundhedspleje for alle medborgere som en menneskerettighed. At gennemføre et ’Medicare for All’-program ville gøre op med absurditeten i, at vi betaler dobbelt så meget pr. indbygger for sundhedsydelser som befolkninger i andre rige lande.

Vi må sikre alle vores unge, uanset indkomst, adgang til uddannelse af høj kvalitet, inklusive videregående uddannelser. Dette må indebære, at undervisning på offentlige colleges og universiteter bliver gratis, og at studiegælden for arbejderfamilier nedbringes markant.

Og ja. Vi er nødt til at få Amerikas rigeste og vores mest rentable virksomheder til at begynde at betale deres rimelige andel af skatterne.

Den voksende ulighed er ikke kun et økonomisk spørgsmål. Den udfordrer vores demokrati. Hvis de meget rige bliver rigere, mens millioner af lønarbejdere ser deres levestandard fortsætte med at falde, vil tilliden til folkevalgte regeringers magt og vores demokratiske institutioner visne og støtten til autoritære demagoger og bevægelser tage til.

Bernie Sanders er amerikansk senator fra Vermont

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen