Kommentar

I min klasse flygter de studerende fra sygeplejerskeuddannelsen - og jeg forstår dem godt

En tredjedel af min klasse på sygeplejerskeuddannelsen er droppet ud. Og halvdelen af dem, der er tilbage, vil hellere læse videre end at blive klassiske gulvsygeplejersker. Med den dårlige løn og de dårlige arbejdsvilkår forstår jeg godt, at man søger andre steder hen, skriver studerende Nana Thilleman Harring i dette debatindlæg
Debat
14. april 2021

Over halvdelen i min klasse på sygeplejerskeuddannelsen ved allerede, at de ønsker at læse videre og ikke blive den klassiske ’gulvsygeplejerske’. Samtidig kan jeg konstatere, at en tredjedel af klassen er droppet ud.

Jeg kan faktisk godt forstå mine medstuderende og fremtidige kolleger. For når man skal arbejde, når andre har fri, herunder weekender, aftener og nætter, er det kun logisk, at der skal være en økonomisk gevinst. Men vores løn er for dårlig, og det samme er arbejdsvilkårene og arbejdstiderne.

Hvis vi ønsker at stoppe den flugt, der lige nu sker blandt sygeplejersker, skal vi derfor hæve lønnen.

Sygeplejersker har gennem de seneste 20 år fået længere uddannelser og mere ansvar. Uddannelsen blev allerede tilbage i 2001 ændret fra en lærlingeuddannelse til en professionsbacheloruddannelse, men lønnen er aldrig fulgt med.

Ansvaret stiger, og der forventes mere og mere af sygeplejersken, som skal kunne navigere med mange forskellige kasketter på – især evnen til at udøve klinisk lederskab og at kunne samle trådene fra de forskellige faggrupper, holde overblik og varetage patientens interesse.

Hvis vi reelt ønsker at gøre faget attraktivt i fremtiden, så der kan tiltrækkes en masse mennesker, der brænder for at hjælpe andre og gøre en forskel, må vi både forbedre sygeplejerskers arbejdsvilkår og løn.

En af hovedårsagerne til sygeplejerskers dårlige løn er tjenestemandsreformen fra 1969. Her fastsatte Folketinget grundlønnen for mange offentlige ansatte. Men dengang anså man kvindens løn som en slags lommepenge, der supplerede mandens indkomst, og derfor fastsatte man lønnen for de traditionelle kvindefag – som eksempelvis sygeplejersker – lavt.

Tjenestemandsreformen passer ganske enkelt ikke ind i det samfund, vi har i dag. Der er behov for politisk handling, hvis vi skal have et opgør med lønefterslæbet. For lige nu har vi nemlig en 50 år gammel reform, der fastholder et historisk lønefterslæb for de klassisk kvindedominerede fag. Er det virkelig det, vi ønsker i 2021?

Nana Thilleman Harring, sygeplejerskestuderende og medlem af Dansk Folkeparti

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Lauge Johannesen

Jeg kan godt forstå, at I gerne vil have mere i løn, men jeg undrer mig hver gang over, at "I" ofte benytter agrumentet om, at da jobbet (også) foregår på tidpunkter, hvor andre har fri, så skal I kompenseres ekstra. De studerende kender jo på forhånd til præmissen om disse arbejdstider, når de begynder at studere, så hvorfor skal de så efterfølgende kompenseres for det? Det vil vel svare til, at skolelæreren siger, det er hårdt at undervise børn hele dagen og derfor skal kompenseres, eller at politimanden siger, han skal kompenseres, fordi han skal håndtere mange konflikter hele dagen mellem urimelige borgere på gaden. Og modsat de to andre faggrupper, der også har mellemlange uddannelser og ikke stor indkomst, har disse ikke mulighed for fx at tage til Norge og tjene vældig gode penge som vikar, hvilket jeg ved en hel del benytter sig af inden for din metier.

Lise Lotte Rahbek

Det større og større ansvar nævnet i oplægget.
Hvis der med ansvar ikke også følger beslutningskompetence, så ledelsen stoler på at sygeplejerskerne er i stand til at bære ansvaret og handle efter bedste overbevisning, så bliver ansvaret for tungt.
Hvis sygeplejerskerne har for meget om ørerne eller er for dårligt oplærte, hjælper en højere løn jo bare som plaster på såret (tøhø), og vil springe op igen og igen..

Henning Kjær

Højere løn er dejligt, men al efaring siger at de positive virkninger kun varer i 2 måneder.
Skæve arbjedjstider kompenseres normal med løntillæg.
Gode arbejdsforhold og gode kollegaer kan drive arbejdsglæde og motivation hele livet.

Poul Erik Pedersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Hvad laver du i Dansk Folkeparti?

Poul Erik Pedersen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Poul Erik Pedersen

En del af historien er vel også, at der har ligget en bevidst strategi fra Dansk Sygeplejeråd i at trække arbejdsopgaver ind i faget, som tidligere har været varetaget af andre faggrupper. Dels på det lavere niveau: sygehjælpere og assistenter, dels fra det mere overordnede niveau.
Den anden del af strategien har været en videnskabeliggørelse af faget, mig bekendt er det nu muligt at bygge en reel forskningsdel oven på selve sygeplejeske-uddannelsen - dvs. at skrive phd. inden for feltet.

Så derfor er der kommet flere komponenter ind i sygepeljerskernes daglige arbejde, hvilket naturligvis også slår igennem i selve arbejdsbelastningen. Derfor er det også korrekt nok, at lønindplaceringen er skæv i forhold til tjenestemandsniveauet i 1969. Spørgsmålet er så blot om ikke faget selv har været med til at skabe denne situation? Det er jo nemlig fagenes faglige foreninger, der er med til at fastlægge hvor grænserne imellem de forskellige faggruppers arbejdsområder skal trækkes. Det sker i overenskomsterne, som fagforeningerne jo er med til at forhandle!

Skulle noget af det ovenstående ikke være i overensstemmelse med de faktiske forhold, så hører jeg gerne herom.

I tillæg: jeg tror ikke at betragtningen om, at kvindernes løn skulle fungere som en art lommepenge og tilskud til mandens løn holder helt. Det er værd at huske at der også i 1969 var kvinder der var beskæftiget på fuld tid, i industrien. Det er et fænomen der er velkendt, helt tilbage fra begyndelsen af 1900-tallet. Jeg tror snarere at det sygeplejersker og andre omsorgsfag ligger under for, er ideen om at arbejdet både er et lønarbejde og et kald. Kaldsetikken har nemlig betydet at arbejdet bærer lønnen i sig selv. Og så var det iøvrigt heller ikke god tone at tjenestemænd strejkede, det var faktisk ikke tilladt. Så også disse ting, er forhold faget stadigvæk er oppe imod.
mvh. poul.

Jeg ved egentlig ikke hvad jeg skal mene, for reelt er det her med til at presse alle, for hvornår er man mere værd end andre. Problematikken her eksisterer også blandt pædagogerne.
Hvorfor er vi alle fuldstændig fokuseret på penge fremfor værdi som menneske?
De ligger sygt dybt i alle og måske er det erhvervslivet og andre, der i den grad sætter sine spor. Er et menneske nogensinde 100000 kr om måneden værd? Selv set i forhold til mennesket uden arbejde uanset ønske om det, der skal leve for ca 10000 om måneden? Men hvis vi ikke gør op med den holdning på et tidspunkt så fortsætter det jo bare, da alle i det offentlige får % stigninger og så vil forskellen jo fortsætte.
At kunne arbejde med mennesker og at kunne er en gave, som selvfølgelig skal honoreres, men lur mig om fagsnobberiet ikke også hænger blandt sygeplejersker som blandt pædagoger for at tage de to fag der ligger nærmest hinanden og har den samme "kamp" mellem de lidt mere slaver end andre.