Kronik

Kræftens sprog har mange dialekter. Fælles for dem alle er håbet

Er det passende at beskrive kræftforløb som en kamp? Eller måske snarere som en rejse? Måden, vi taler om sygdommen, påvirker, hvordan vi oplever den, og hvilke ressourcer vi kan mobilisere. Det rette sprog er dog helt forskelligt fra patient til patient, skriver stifter af Sustainia og tidligere kræftpatient Erik Rasmussen
Erik Rasmussen er grundlægger og bestyrelsesformand i bæredygtighedstænketanken Sustainia. Han grundlagde i 1989 Mandag Morgen, som han var administrerende direktør i frem til 2016.

Erik Rasmussen er grundlægger og bestyrelsesformand i bæredygtighedstænketanken Sustainia. Han grundlagde i 1989 Mandag Morgen, som han var administrerende direktør i frem til 2016.

Debat
17. april 2021

Hvordan taler man om kræft – til sig selv, til pårørende, til venner og til læger og sundhedspersonale? Spørgsmålet er evigt aktuelt og har fået ny næring gennem Informations miniserie om kræftens sprog.

Steen Toft Winther finder i en kronik den 10. marts det både forkert og upassende at beskrive sin faders kræftforløb med krigsmetaforer. Omvendt argumenterer Arne Notkin i sit svar den 25. marts for retten til at anvende det kræftsprog, han bedst forstår, og som motiverer ham mest, og det er kampsproget.

Realiteten er, at kræftsproget har mange dialekter og tales meget forskelligt afhængig af, hvem man er, og hvordan man mentalt er skruet sammen. Kræftpatienter er som alle andre mennesker meget forskellige, og den forskellighed kommer stærkt til udtryk under det voldsomme pres. Sygdommen afdækker ofte basale karaktertræk, og dermed hvad der både motiverer og generer en.

Jeg er selv tidligere kræftpatient og har på mange planer beskæftiget mig med kræftens sprog. For omkring 20 år siden blev jeg ramt af en meget alvorlig kræftsygdom i halsen, der gav mig spinkle chancer for overlevelse. Kombinationen af intensiv og langvarig strålebehandling og en omfattende operation kombineret med komplementære behandlinger reddede mig.

Efterfølgende skrev jeg bogen Den dag du får kræft, hvor jeg udfoldede mine erfaringer med kræften, og hvad den havde lært mig. I seks år var jeg formand for patientstøttearbejdet i Kræftens Bekæmpelse og har sideløbende rådgivet over 600 kræftpatienter – ofte mennesker, der var opgivet af lægerne, men havde læst min bog eller hørt mine foredrag og søgte den sidste hjælp hos en overlever.

Udviklingen af en dialekt

Hvad er så mine erfaringer? Først de personlige, og de ligger ikke langt fra Arne Notkins.

Dagen efter at have modtaget en chokerende diagnose udarbejdede jeg ’Eriks overlevelsesstrategi’. Den bestod af en angrebsstrategi og en forsvarsstrategi. Angrebet var lægernes. Deres opgave var at dræbe de livstruende celler. Men det ville underminere det immunforsvar, der ville blive afgørende for min overlevelse.

Derfor handlede forsvarsstrategien om at styrke mig fysisk og psykisk til mit livs største udfordring. Det vil sige, den omfattede de behandlinger, lægerne ikke kunne tilbyde. Lægernes vurdering var en overlevelsesprognose på omkring 20 procent. Altså manglede jeg 80 procent, og dem måtte jeg selv skaffe, forenklet udtryk. Derfor var det i virkeligheden lægerne, der sendte mig videre til det komplementære system.

Selv om der er delte meninger om komplementære eller alternative behandlinger, havde de for mit vedkommende den vigtige funktion at give mig en fornemmelse af herredømme over min situation – at jeg ikke blot passivt ventede på, at lægerne skulle få ret. I øvrigt var flere af mine egne behandlinger så overbevisende, at flere læger faktisk indrømmede, at min immunforsvarsstrategi havde gjort en forskel. Også her er kræftpatienter forskellige, og også her er intet rigtigt eller forkert. Det afhænger igen af, hvem man er, og hvad man føler for.

Hermed har jeg også fastslået, at kamp – og krigsretorikken – var et vigtigt sprog for mig. Det var min dialekt, fordi den spillede fint sammen med min psyke og min tilgang til en sygdom, der uforvarende og med brutal kraft ændrede mit liv på et splitsekund. Jeg fandt motivation og inspiration ved at bruge de metaforer, der antændte og forløste mine ekstra mentale ressourcer.

Senere i arbejdet i Kræftens Bekæmpelse udviklede jeg andre ’dialekter’. De var blandt andet inspireret af det omfattende forskningsprojekt »Kræftpatientens verden«, som jeg initierede i min egenskab af formand for patientstøtteudvalget. Ved at analysere over 2.500 kræftdiagnoser fra alle kræftcentre i Danmark kortlagde vi, hvordan kræftpatienter oplever deres hverdag.

Som et af de mest overraskende resultater konstaterede næsten 20 procent af kræftpatienterne, at de udviklede en bedre livskvalitet efter at have overstået en alvorlig kræftsygdom. En gennemgående forklaring var, at de havde oplevet en positiv opbakning og støtte undervejs i behandlingen. Ud fra materialet og gennem interview udviklede jeg en ny sproglig metafor nemlig ’Kræftpatientens rejse’.

’Rejsen’ afspejlede kræftpatienternes forskellige behov og forventninger undervejs i forløbet. Jo mere såvel kræftafdelinger og patienter som pårørende forstår og understøtter de behov, des mere motiveres og engageres patienterne. Det vil sige, at patienternes egne ressourcer bliver forløst og bragt i spil.

’Kræftpatientens rejse’ var især rettet mod sundhedspersonalet for bedre at kunne nuancere behandlingen og motivere patienterne og give dem det ekstra overskud, der gjorde dem i stand til at reflektere over, hvad sygdommen både gjorde ved og for dem. Med andre ord havde forløbet på trods af angst, lidelser og afsavn også været en bevidsthedsudvidende oplevelse for denne gruppe.

Fra frygt til håb

Det er min erfaring, at rejsefortællingen for mange – herunder også personalet – har tilført nye dimensioner til en ellers meget klinisk og lægefagligt beskrevet proces. Det handler dybest set om at få mennesker til at se en akut, uoverskuelig og livstruende situation i flere perspektiver.

Jeg udnytter også sprogets og metaforernes kraft i mine mange samtaler med de meget syge patienter, der fortsat kontakter mig for at høre mine råd til at overvinde sygdommen. Dem kan jeg ikke redde, men jeg har udviklet et håbets sprog. Her igen er der mange dialekter, men jeg lytter mig hver gang frem til, hvilken toneart der passer bedst til den enkelte patient, og den er meget forskellig. Jeg kalder det den person- og situationsbestemte dialekt, og den har vist sig at give overraskende positive resultater.

Så vidt mine erfaringer, baseret på mine egne forudsætninger. De er langtfra almengyldige – på linje med mange andres personlige oplevelser. Mange vil mene, at jeg havde specielle forudsætninger, der gjorde det nemmere for mig at forholde mig til kræften. Det er både rigtigt og forkert. Rigtigt, fordi jeg på nogle områder sikkert var privilegeret. Forkert, fordi disse fordele ikke var udslagsgivende. Flertallet af kræftpatienter har flere forudsætninger og muligheder, end de selv tror og føler. For mig var den opdagelse det vigtigste under min kamp mod sygdommen.

De positive bivirkninger

Her kommer jeg tilbage til sprog og fortælling. Det handler nemlig om at finde ind til, hvad der giver mening og relevans for det enkelte menneske, når en voldsom krise skal overvindes. Hvad er det for billeder og incitamenter, der forløser de ekstra ressourcer, de fleste mennesker rummer, men ikke altid udnytter?

Kræft er nemlig ikke kun en sygdom, men en tilstand, der rammer et menneske på alle dimensioner på én gang – fysisk som psykisk. Derfor skal kræften ikke kun behandles som en sygdom, men ved at mobilisere det samlede arsenal af menneskets iboende og ofte oversete ressourcer. Det handler ikke kun om et valg mellem kemo, stråler, operation eller forskellige kombinationer af behandlinger, men om at sætte kræften i et bredere perspektiv. Hvordan dette gøres, er lige så forskelligt, som kræftpatienter er forskellige.

Men forskelligheden og de mange dialekter til trods har alle kræftpatienter alligevel samme behov for at tale samme modersmål. Håbets sprog.

Erik Rasmussen er stifter af Mandag Morgen og Sustainia – og tidligere kræftpatient

Serie

Kræftens sprog

Tusindvis af danskere får hvert år konstateret kræft, og langt de fleste kender nogen, der har været i berøring med sygdommen. Men hvordan bør vi tale om kræftforløb, og er det passende at forstå sygdommen som ’en kamp’, den sygdomsramte har mulighed for at kæmpe og vinde – eller tabe?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Et livsklogt og vigtigt bidrag i debatten om kræften. Kunne ønske mig som frivillig patientstøtte i kræftens Bekæmpelse at Arne Norkin og Erik Rasmussens bidrag til serien kunne læses af alle på Kræftens bekæmpelses hjemmeseide.
mvh
Pia Bondesen