Kommentar

Kræftpatienter er forskellige, og det er vores sprog derfor også. Det må vi lære at rumme

Der er stor forskel på kræftpatienters virkelighed og dermed også på det sprog, vi bruger til at beskrive den. Derfor skal vi ikke prøve at skabe et standardsprog, men i stedet rumme, at man kan have gavn af forskellige metaforer, skriver journalist og forfatter Arne Notkin i dette debatindlæg
Debat
22. april 2021

Det er ret pudsigt, at lige præcis dem, der ikke bryder sig om krigsmetaforer om kræft, er dem, der rent faktisk fører verbal krig mod det sprog, som jeg og andre kræftpatienter vælger at bruge i forbindelse med vores sygdom, fordi netop ’kampen’ mod kræft beskriver vores virkelighed, hjælper os og giver os mening.

Blandt krigerne er Steen Toft Winther, der i et læserbrev den 30. marts gentager sit krav om et ikkekrigerisk nysprog om kræft, som alle skal benytte som fælles standardsprog. Jeg ser frem til at høre Winthers bud. Måske på esperanto?

Som kræftpatient følger jeg andre kræftpatienter på sociale medier. Her trives forskellige metaforer side om side. Mange taler ligesom jeg om ’kamp’. Men jeg møder også patienter, der omtaler deres kræftforløb som en ’rejse’. Blandt dem er Erik Rasmussen, der i sit indlæg den 17. april beskriver, hvordan han udviklede sit kræftsprog fra ’kamp’ til ’rejse’. Det giver bare ikke mening for mig.

’Rejse’ forbinder jeg med en positiv oplevelse og en berigelse af krop og sjæl. Min kræft var ikke en positiv oplevelse. Andre kræftpatienter beskriver deres kræft som en ’gave’, der sætter deres liv i perspektiv, lærer dem livets sande værdier eller får dem til at opgive en stressfyldt karriere for i stedet at dyrke biodynamiske grøntsager og undervise i yoga. For mig er kræft bare en ond, ond sygdom.

Men jeg har lært at rumme, at det hjælper andre mennesker at tale anderledes om deres kræft, end jeg gør om min. Jeg kunne ikke drømme om at pådutte dem mit sprog eller at forbyde deres. Dem om det.

Kræftpatienters virkeligheder er lige så forskellige som vores sprog. Mange kræftpatienter har begrundet håb om overlevelse eller i det mindste et liv med uhelbredelig kræft, der kan holdes i ave med lægelig behandling, kost og motion. Andre kræftpatienter har desværre ikke de udsigter, uanset hvad de så end foretager sig.

Nogle har brug for opmuntring og kampgejst. Andre for trøst og hjælp til coping. Denne realitetsforskel kan forekomme urimelig og uretfærdig. Men man kan blive nødt til at acceptere den. Desværre.

Jeg ved, at krigssproget kan støde nogle kræftpatienter og måske især efterlevende. Det er jeg oprigtigt ked af. Men de må også arbejde på at forstå og rumme, at vores virkeligheder og metaforer er forskellige, og at mange af os har gavn af kampmetaforerne.

Af Arne Notkin, journalist og forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her