Kommentar

Kryptokunsten har degraderet kunsten til at være en ren handelsvare

Kryptokunst kan hverken sanses eller opleves med andre. Når den hitter så meget, som den gør i øjeblikket, handler det chokerende lidt om kunstens kvaliteter og chokerende meget om, hvordan det er en nem måde at tjene mange penge på, skriver Sebastian Tiku Lybecker i dette debatindlæg
Dette digitale kunstværk "Everydays: The First 5000 Days" af kunstneren Beeple er verdens dyreste NTF - non-fungible token. Det blev i marts blev solgt af auktionshuset Christie's i New York for svimlende 430 millioner kroner. (Ses her i en beskåret udgave).

Dette digitale kunstværk "Everydays: The First 5000 Days" af kunstneren Beeple er verdens dyreste NTF - non-fungible token. Det blev i marts blev solgt af auktionshuset Christie's i New York for svimlende 430 millioner kroner. (Ses her i en beskåret udgave).

Handout/Reuters/Ritzau Scanpix

Debat
14. april 2021

Jack Dorsey, der er medstifter af Twitter, solgte for nyligt sit første tweet fra 2006. »just setting up my twttr,«. Prisen for Dorseys historiske tweet endte på 2,9 millioner dollar, hvilket svarer til cirka 907.000 kroner per bogstav.

Tweetet blev solgt som en såkaldt NFT (non-fungible tokens), hvilket er digitale objekter bygget på en blockchain-teknologi, som gør, at de digitale objekter som eksempelvis Dorseys tweet er unikke. NFT’erne kan ikke kopieres, fordi blockchain-teknologien beskytter dem mod modificering. Det betyder, at ingen kan ’stjæle’ eller ’kopiere’ ejerskabet af NFT’en.

Køberen af Dorseys første tweet har derfor modtaget et digitalt certifikat, som beviser hans ejerskab af det originale tweet.

Det digitale objekt udgøres af pixels og har derved ingen taktile kvaliteter. Objektet findes kun i den virtuelle verden. Det betyder, at stort set alt kan konverteres til en NFT, så længe det er computergenereret og kan opleves gennem et elektronisk apparat.

Andre eksempler på digitale objekter, der er blevet omdannet til NFT’er, er kunstværker og videoklip. Men hvorfor overhovedet købe tweets, digital kunst og videoklip, når det kan ses på nettet gratis?

Da Vincent Harrison, en gallerist fra New York, blev adspurgt om NFT’er af det amerikanske magasin Wired, svarede han: »it’s the ownership that creates value«.

Det handler altså om værdien af kunsten og ikke kunsten selv. Det er ikke nyt, at mennesket er optaget af ejerskab. Nu begynder det også at manifestere sig i immaterielle digitale objekter, som vel at mærke er gratis tilgængelige for alle på nettet. Ejerskabsfetichismen har nået et nyt niveau.

Kunst eller programmering?

Verden bliver mere digitaliseret. Mennesker kommunikerer og oplever i stadigt højere grad livet gennem elektroniske objekter. Det har resulteret i en menneskelig adfærdsændring, som har medført et marked for nye digitale oplevelser og produkter.

Derfor giver det også god mening, at vi på den danske såvel som internationale kunstscene lige nu ser flere kunstnere prøve kræfter med teknologier som Virtual Reality (VR), Augmented Reality (AR) og Mixed Reality (MR). Hvor VR går ud på at skabe en virtuel verden, så er AR, når et billede af et virkeligt miljø bliver forstærket af computergenereret sanseindtryk. MR er et miks mellem de to, hvor fysiske og digitale objekter kan interagere i realtid. Teknologierne gør potentialet for den æstetiske oplevelse stærkere, da flere sanser kan stimuleres samtidigt.

I en sammenligning med VR, AR og MR udvider kunst som NFT’er i min optik ikke mulighederne for sansning. Derimod indskrænker det den. Men jeg må også erkende, at sansningen heller ikke er NFT’ernes primære funktion – ifølge Vincent Harrison er det jo ejerskabet, må vi forstå.

Om kunst som NFT’er overhovedet kan karakteriseres som kunst, ved jeg ikke. Der findes ikke en universel definition af kunst, hvilket gør det svært at bestemme, hvad der er kunst, og hvad der ikke er.

Er NFT’er kunst, bare fordi skaberen bag påstår det? Eller vil det være mere retvisende at kalde det for design, programmering eller noget helt tredje? Låner man blot autoritet i kunsten ved at påføre rendyrkede computergenererede værker kunststemplet? Det er et spørgsmål, der skal reflekteres over i debatten om NFT’er.

Ringe potentiale

Potentialet for, at vi i fremtiden kommer til at anse NFT’er som kunstobjekter, er ringe, hvis det er kunstoplevelsen frem for ejerskabet af kunsten, der er i centrum.

For det første findes objektet kun virtuelt, hvilket fjerner den taktile sansning. For det andet opleves kunstværket i et programmeret og isoleret miljø. Samspillet med kunst, arkitektur og mennesker fjernes derved.

Oplevelsen af at se et kunstværk gennem en skærm er fra et æstetisk oplevelsesperspektiv mangelfuldt. Man begrænser kunstens udfoldelsesmuligheder og de sansemæssige potentialer.

Når de nye kunst-NFT’er får så megen opmærksomhed, er det ikke på grund af æstetikken. I debatten om NFT’er er det chokerende, hvor lidt det handler om kunstens kvaliteter og sansemæssige potentialer, og hvor meget det handler om penge.

For mig at se handler kunst som NFT’er ikke så meget om kunstneriske oplevelser, men snarere en nem og hurtig måde at kapitalisere på.

Kollektivt skal vi passe på, at vi ikke tager noget så samfunds- og kulturrelevant som kunst for givet. Vi skal passe på, at vi ikke degraderer kunsten ved at transformere dens virke til primært at handle om, hvor meget den kan omsættes for. Kunst skal kunne sælges, men den skal da også kunne sanses.

Er en af grundene til, at vi savner at gå på museer, gallerier, kunsthaller, biografer og koncertsale ikke netop, at vi savner at føle livet gennem alle vore sanser – og helst i samspil med det omkringliggende miljø? At mærke kroppen, gåsehuden og hårene, der stritter ved begejstring, forundring, forargelse og glæde. Ikke hver for sig på sin egen skærm, men sammen.

Sebastian Tiku Lybecker er kandidatstuderende i Visuel Kultur

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Finn Årup Nielsen

Det er uklart for mig om det er ejerskabet i sig selv der nødvendigvis er grunden til interessen omkring NFT-kunst. Som jeg forstår kan der være mulighed for skattetænkning. Mon ikke der er muligheder ved brug af frihavne, kunstens flydende værdi og skattefradrag?

Morten Balling

@Sebastian Tiku Lybecker

"Er NFT’er kunst, bare fordi skaberen bag påstår det?"

Hvad er kunst? Det er sådan et spørgsmål som kan få mange mennesker til at lave roll-eyes, fordi de har prøvet at diskutere det tidligere over en middag, uden at komme nogen vegne. Den danske Wikipedia prøver at definere kunst således:

"Kunst er bevidst brug af fantasi til at fremstille værker, som påvirker æstetisk, følelsesmæssigt eller intellektuelt."

Kunst skal altså påvirke sanserne, kunst skal være fremstillet (vha. fantasi), og sidst men ikke mindst: Kunst skal være noget man laver bevidst. Ikke noget med at se på det nymalede plankeværk, og derpå udbryde "Det' sgu da kunst det dér".

Den første del af definitionen (bevidst brug af fantasi) er "kontroversiel", og de to næste er meget brede (fremstillet og påvirke sanser/intellekt), så ja, ifølge denne definition er NFT rigtig ægte kunst. Det er reklame og politisk propaganda også. Eller børnetegninger.

At kunst ikke nødvendigvis behøver at være noget man kan have hængende på væggen over sofaen kunne man bla. se med Damien Hirst's udstoppede haj i formaldehyd. Den var så meget et skrummel, at ejeren opmargasinerede den. Da den gik i opløsning, kom der i øvrigt en "interessant" debat om, hvorvidt værket ville miste sin ægthed hvis man udskiftede hajen. Det var Hirst selvfølgelig imod :)

I gamle dage var kunst lig med håndværk. På et tidspunkt røg man ud af en tangent, og dér er man stadig. Den virkelige kunstelsker giver ikke en dyt for hvad værket er værd. Dem som går op i priserne, kan lige så godt samle på guld, bortset fra at det nok er en mere sikker investering. Kunst er ligesom pengesedler kun noget værd, så længe alle fastholdes i illusionen.

Jørgen Mathiasen

Overskriften til artiklen går hårdt til sagen. Den er ganske vist tvetydig, men den umiddelbare forståelse er, at der nu kun eksisterer et sekundærmarked for kunst. Det er naturligvis forkert.

Hvis man er interesseret i kunstdefinitioner og deres problemer, skal man gå til kunstfilosofien. "Gamle dage" er ved at være et stykke tid siden., og man kan pragmatisk sætte vendepunktet sammen med disputatsen og det nye ord »æstetik« af Alexander Baumgarten i 1735 .

Bjørn Pedersen

At købe et stykke digitalt, originalt historie eller kunst, bør vel ikke ses som anderledes end dem, der på auktioner køber originalmanuskripter til film, eller andre slags originale tekster med klar og autentisk provienens, f.eks en forfatters første print af sin bog. Det kan der også være millioner af kopier af, men det samleren ønsker, er at eje originalen. Er det et kunst eller antikvitetskøb at købe en original skitse fra Picassso?

Så når man sammenligner mindre med kunstkøb, og mere betragter disse købere som købere af historiske antikviteter, lader der ikke rigtig til at være noget nyt her under solen.

Morten Balling

@Jørgen Mathiasen

Efter at jeg havde arbejdet i den kreative filmverden i ca. 25 år, og hørt ordet "æstetisk" ca. hele tiden, valgte jeg en dag at være fræk og flabet og spørge, hvad vi egentlig mente når vi sagde "æstetisk". Det var der ikke nogen som kunne svare på, så jeg blev endnu mere nysgerrig og stillede spørgsmålet i Politiken.

Jeg kender godt Baumgarten, og det gjorde jeg også dengang. Også Kant og en del andre filosofer jeg stødte på undervejs i mit forsøg på at forstå æstetikken, skønheden, grimheden, kunsten og ikke mindst den gode smag. Jeg røg sågar ud i en længere debat med Torben Sangild. Undervejs lærte jeg at holde af filosofien og de blindskak lignende logiske dyster, men kendetegnende for filosofien er at den er god til at stille spørgsmål, og har meget få svar.

Således er jeg ikke kommet nærmere svaret på, hvad der gør noget "smukt/grimt". Med æstetikken og den gode smag fik jeg dybest set svar som kunne opdeles i to kategorier. "Det troede jeg da virkelig at du vidste med det job du har", eller "Jeg kan ikke forklare det med ord, men jeg kan genkende det når jeg ser det".

Det sidste svar har altid mindet mig om kejserens nye klæder, som man kunne kunne se, hvis man var fin nok. Kombineret med problemerne med at afgrænse, hvad der er kunst, måtte jeg konkludere at jeg stadig er vild med "kunst", men at det er 100% ligemeget f.eks. om den kunst jeg synes om er noget "værd", eller om andre er enige. Vurdering af kunst er ligesom smag 100% subjektiv. Æstetikken derimod kan man forklare med evolution og neuroæstetik. Det er der ikke rigtigt nogen i den kreative som lytter på.

Misforstå mig ej. Jeg elsker stadig den kunst som rammer mine sanser og får mig til at reflektere. Jeg accepterer også at jeg ikke er enig med dem som synes Matisse eller Hirst er fantastisk. Der er bare ikke nogen logisk solid sammenhæng mellem kunst og dennes "værdi", og der findes iøvrigt heller ikke nogen solid definition af "værdi".

Tommy Gundestrup Schou

"Potentialet for, at vi i fremtiden kommer til at anse NFT’er som kunstobjekter, er ringe, hvis det er kunstoplevelsen frem for ejerskabet af kunsten, der er i centrum."

Efter min mening er der ingen forskel på NFT'ere og det at have et maleri hængende på væggen derhjemme. Du glæder dig over, at EJE det. Du glæder dig over, at vise det frem og du glæder dig over selv at se på det.

At påstå at krypto kunst degraderer noget som helst er en gammeldags forstokket holdning til verden.

At påstå, at kryptokunst kun er der for at kunne kapitalisere er en naiv anskuelse. Det bruges alt din "normale" kunst sandelig også til. Har du det liggende opmagasineret i en toldfri havn skal du ikke engang vare told/skat af det. Intet nyt under solen der.

Jakob Trägårdh

Man kan jo altid nøjes med, at sige, hvad det er man gør: Jeg skriver; synger, danser, tegner—komponerede billeder i tekst, lyd, streg, flade, rum, farve, bevægelse mv. med fokus på det følelsesmæssige, sanselige udtryk og så spørge sig selv: Har jeg gang i noget her, der er spændende, er der liv i det? Er det bevægende? Er der dybde? Vækker det noget i én? Noget vil styrke og andet vil svække udtrykket. I min erfaring, så svækker symbolisme f.eks. kunsten: fordi symboler flytter fokus, opmærksomhed væk fra sansningen, følelserne over på den analytiske tankevirksomhed, eftertanker og derved gør oplevelsen af billedet i nuet mindre. Som kunstner, så er det klogt at etablere vandtætte skodder mellem det skabende øjeblik, udarbejdelsen og den følgende formidling, opvisning, udgivelse, salg etc af ens arbejde. Det er direkte skadeligt for kunsten at blande de to faser sammen. Og så er det vigtigt med alliancer, hvor man involverer folk i ens kunst, som har deres eget motiv og kærlighed til det man laver, så man på den måde undgår kasketskifteri, hvor man det ene øjeblik er billedmager, så producer, debattør, sælger—kunstner bliv ved billedet.

Morten Balling

@Tommy Gundestrup Schou

"Du glæder dig over, at EJE det. Du glæder dig over, at vise det frem og du glæder dig over selv at se på det."

Man kan godt glæde sig over at sanse kunst man ikke ejer. Ellers eksisterede Louisianna mm. ikke. Det med at eje kunsten er mere et forsøg på at få status blandt ens medmennesker, og har dybest set ikke noget med kunst at gøre. Der er absolut forskel på at have et originalt maleri hængende ift. at have en reproduktion. På originalen kan man f.eks. studere malingens struktur og måden den reflektere lyset i forskellige vinkler. Med et digitalt værk, not so much. Bourdieu sagde at god smag var noget borgerskabet brugte til at holde pøblen nede, og det er nok ikke helt forkert.

Jørgen Mathiasen

@Morten Balling
Det er nogle interessante erfaringer. Jeg har også et par stykker...

For et stykke tid siden var jeg blevet inviteret til at fremlægge nogle synspunkter om fotografiets æstetik for nogle lidt frygtsomme mennesker, og da gik jeg tilbage til Baumgarten og hans definition: Æstetik er videnskaben om den sanselige erkendelse. Baumgarten har en førsteret, for han opfandt ordet, og så vil jeg lade diskussionen om, hvordan mennesker i de sociale mediers tid tager vare på sådan en arv, ligge.

Det virkelig interessante er, at han peger på erkendelsen gennem kunst. Det kan man finde meget om i litteraturen, men allervigtigst er modsætningsparadigmet: Kunst som invitation til og (indirekte) anvisning på handling. Uden at sige for meget, kan jeg godt garantere for, at dette sidste ligger Informations læsere på sinde, selv hvis de ikke tænker i den slags kategorier. Man vi har ekstra grund til at tænke over det i en tid, hvor buster bliver smidt i havnen, og det hele foregår som "happening".

Du blander kunstfilosofi og kunstinstitution sammen. Sidstnævnte foretager vurderinger af kunst, førstnævnte diskuterer den principielle mulighed af at foretage vurderinger. Derfor er rimelighed i at sige med Annemarie Gethmann-Siefert, at kunstfilosofien er kunstfagenes videnskabsteori.

Jakob Trägårdh

Der findes en fantastisk mulighed for dybde i digitale billeder: fordi man kan zoome ind i et digitalt billede med høj opløsning og have hele nye verdner derinde, som slet ikke engang opleves umiddelbart, men først findes ved fordybelsen ind i billedet. Det kan man også gøre med hjælp af et mikroskop på et oliemaleri, men det er anderledes tilgængeligt i et digitalt billede og ligefrem nærmest oplagt.

Morten Balling

@Jakob Trägårdh

Sorry. Kunst kan godt være levende, men så er det når man putter en guldfisk i en blender, og så er kunsten sjældent levende særligt længe. Udstiller man i stedet døde hundehvalpe er kunsten ikke levende. Jeg er helt med på at "levende" kan have flere betydninger, men de ikke biologiske er floskler uden mening. Dybde? Hvordan måler man den?

Farver? I filosofien taler man om qualia, såsom farver. Qualia er svære at forklare for filosofer, men ikke nødvendigvis hvis man skeler til naturvidenskaben. Hvorfor dufter æbler anderledes end pærer? Fordi de indeholder forskellige kemiske forbindelser kaldet estere. Rent fysisk kan farver til dels forklares med reflekteret lys med forskellige bølgelængder, men farver er en form for kulturel konstruktion. Det understreges af at kulturer som ikke har et ord for en farve ikke kan adskille farven fra de farver de har ord for.

https://en.wikipedia.org/wiki/Blue%E2%80%93green_distinction_in_language

Jakob Trägårdh

Morten Balling
15. april, 2021 - 09:29

Som sagt: Vandtætte skodder. Oplevelsen og analysen af et billede er to forskellige faser. Ligesom udtrykket af et billede og indtrykket af det samme billede er det.

Morten Balling

@Jørgen Mathiasen

"sanselige erkendelse"

Forklarede du dem hvad perception er og at vi stadig ikke rigtigt har en bedre forklaring på bevidstheden end at hjernen er en form for computer (den bearbejder information) og at bevidstheden er en form for software ala Word på en PC? Nævnte du emergens og systemteori?

Jeg har det, som du måske har bemærket, pænt stramt med at betragte æstetikken som en "videnskab". Videnskab følger en metode før den konkluderer, og frem for alt er dens påstande falsificerbare.

Og ja, jeg er kendt for at rage ned fra alle hylder når jeg prøver at blive klogere på noget. Det kan jeg godt anbefale. Undervejs i mit studie af æstetikken kommunikerede jeg en del med de forskere, som prøvede en mere naturvidenskabelig tilgang til æstetikken, bla. Ramachandran. Dem var der ikke mange af dengang eller i dag). I dag er neuroæstetikken stadig en ny videnskab, men den er underbygget af metode om empiri. Alligevel er der stort set ingen i kunstverdenen som kender til den. Forståeligt nok, fristes jeg til at sige.

Jakob Trägårdh

Så vidt jeg husker, så var det en journalist, der satte strøm til den blender med guldfisk i og ikke kunstneren selv. Så der, der er vi over i oplevelse og reaktion og motiv (sensationen) hos beskueren, der udløser en iboende spænding fra billedet; en konklusion, som kunstneren har foreslået, som en mulighed, men ikke udført, da billedet, så ville have været det mere uspændende: En blender med blendede fisk.

Jørgen Mathiasen

@Morten Balling
Man kan godt forklare Mozarts klarinetkoncert eller i hvert fald dele af den som en yderst interessant samling af svingninger eller interessere sig for, hvad den ene eller den anden trætype har af betydning for ørets reaktion, men man har endnu ikke sagt noget om udtrykket, værkets struktur, hvad det giver anledning til at sige om klarinetkoncerter eller om Mozarts karakter og betydning som komponist. Af disse grund forbliver akustikken og fysiologien randfænomener i musikvidenskaben, og det kan stå som mønstereksempel på grænsedragningen mellem metoderne i videnskaberne og deres hovedområder.

Morten Balling

@Jørgen Mathiasen

Det er relativt nemt at konkludere at Solen roterer om Jorden, hvis man betragter Solens vej over himlen en dag. En foruroligende stor del af menneskeheden deler denne illusion. Det gør ikke illusionen sand, men forklarer hvordan vores hjerne opfatter virkeligheden vi lever i, og at hjernen ofte snyder sig selv.

Det er relativt nemt at genkende Mozart og adskille hans musik fra Bach, men selv Bach eksperter er blevet snydt af musik som var komponeret af en kunstig intelligens, så det "lød ligesom" Bach. Interessant historie iøvrigt.

https://www.nytimes.com/1997/11/11/science/undiscovered-bach-no-a-comput...

Historien understreger at der formentlig ligger meget mere bag vores "forståelse" af æstetikken, som vi stadig ikke forstår, men også at der er genkendelige reelle mønstre i vores opfattelse af f.eks. kunst.

Grænsedragningen i videnskaberne er en dinosaurus som vil uddø. Tværvidenskabelig forskning vinder frem overalt i videnskaben, og det er godt. Tilsvarende er det holistiske perspektiv på virkeligheden også efterhånden accepteret, så længe man følger den videnskabelige metode, og uden holistisk videnskab kunne man f.eks. ikke have udviklet neurale netværk. En psykolog bør f.eks. forstå bla. både biologi og informationsteori. Det er selvfølgeligt vigtigt at man adskiller emnerne, bla. fordi de ofte allerede er uldent defineret, men det er forkert ikke at ville se udenfor ens egen ekspertise.

Jeg kan ikke huske hvem, men en "videnskaber" sammenlignede engang grænsedragningen med at de enkelte discipliner sad i hver deres spand, som de ikke kunne se over kanten på, og at de derfor ikke talte sammen.

Tommy Gundestrup Schou

@Morten Balling

Ja naturligvis kan man glæde sig over kunst man ikke selv ejer. Ligesom man som ejer kan glæde sig over, at vise sin kunst til andre for deres fornøjelses skyld.

Jeg synes i det hele taget det med kunst er svært at bevæge sig rundt i som begreb. Jeg er på ingen måder særlig interesseret i kunst og ud over, at jeg synes noget er pænt at se på og andet er godt at lytte til så er kunst i min verden en så subjektiv ting, at ingen skal komme og definere hvad kunst er overfor andre end sig selv.

Jeg er for øvrigt helt på linje med Niels Hausgaard når han synger/siger:

"Kunst og kultur skal kunne betale sig selv."

Jørgen Mathiasen

@Morten Balling
Diskussionen her giver mig anledning til at sende en tak til DR for nogle kunstprogrammer. I en udsendelsesrække, hvor temaet var den evige diskussion om vurdering, blev folk på gaden i Danmark præsenteret for verdens dyreste fotografi (Andreas Gurskys af Rhinen), og nogle af dem syntes nærmest at fotoet var værdiløst. = Folk på gaden mener ofte noget andet end folk, der køber kunstværker på sekundærmarkedet.

Tilhørerne til mit foredrag (som ikke var i DK) taler i reglen meget om brændvidder og blænder (teknik), så jeg præsenterede dem for Gurskys foto og prisen på sekundærmarkedet. Det væsentlige er imidlertid, at Gursky har kaldt sine fotos for tegn altså i semiotisk forstand. Hvis de er det, har de et udtryk og et indhold, og det var især det sidste, de tilstedeværende fotografer gerne ville diskutere i sammenhæng med prisen - til forskel for redegørelser for, hvordan hjernen informationsbehandler et billede.

Morten Balling

@Jørgen Mathiasen

Der er ingen tvivl om at kunst er et investeringsobjekt og en handelsvare. Det er dog, på trods af det udtæskede Storm P citat, ikke en definitionen af hvad kunst er.

Jeg har nævnt Hirst et par gange. Hans diamantbesatte kranie er regnet for at være kunst, og ud fra alle de forskellige definitioner jeg har set lever værket op til definitionen. Det er desuden et værk som var så dyrt at skabe at Hirst var nødt til at have investorer. Om det er god kunst kan man diskutere herfra til det sner grønne grise, og for mig at se er det et af formålene med kunst. Den 100% subjektive bedømmelse man kan dele med andre. Der hvor kæden hopper af, er når nogen påstår at de har en facitliste. Det har de ikke, men det holder dem ikke tilbage. Det er ikke uden grund at den kreative verden er befolket af mennesker med egoer så store som Rundetårn.

Personligt ville jeg aldrig betale over 4 millioner dollar for Gurskys billede, men jeg synes billedet kunne være dekorativt i nogle sammenhænge, specielt hvis man roterede det 90 grader. Til gengæld tror jeg snildt man kunne sælge billedet for mere end 4 millioner dollar i dag, så som investering fejler det ikke noget. I en anden tråd nævnte jeg at jeg har en gammel kærlighed til et af Pollocks malerier, og dét billede ville jeg bostaveligt talt gerne give en finger for, og så ville jeg hænge det op og nyde det.

Det med semiotikken virker lidt søgt. Hvorfor skulle Gurskys billede af Rhinen, hvor enkelt det end måtte være at afkode efter at hundeluftere mm. er fjernet i Photoshop, være et "tegn", og hvad skulle det have af betydning for vurderingen af værket? Det som betyder noget for enhver beskuer er det signal værket sender og hvor effektivt informationen når igennem til beskueren. Det er helt ok at skabe værker som kræver at beskueren har en viden på forhånd, men det er ikke nødvendigt, og det tangerer en form for snobberi. Det er måske ikke alle mennesker som kan forklare alt om ekspresionisme, men når de ser et maleri af Edvard Munch går det fleste menneskers tanker og følelser alligevel amok, på den ene eller den anden måde.

Apropos DRs kunstprogrammer var jeg ret vild med Kunstrazzia. Afsnittet om Kørner handlede f.eks. mest om at han forklarede, hvor mange penge han tjente, på trods af at han kunne have brugt tiden på at forklare om hans egen kunst. Jeg køber heller ikke den med at kunst ikke kan/skal/bør forklares af kunstneren. Igen er det lidt som tøjet man kun kan se hvis man er blandt "de udvalgte".

Jørgen Mathiasen

@Balling
Gursky har sagt, at det er konciperet som et tegn.
Et eksemplar af billedet hænger i øvrigt hos ministerpræsidenten i NordRhein-Westphalen (som Rhinen løber igennem).

Morten Balling

@Jørgen Mathiasen

På sæt og vis kan jeg også godt lide Duchamps Fontæne for dens originalitet og dens udfordring af grænserne, men det er meget lokale hændelser i den "kunst" vi ikke rigtigt kan definere, afgrænse, værdisætte eller bedømme objektivt.

Jeg har oplevet begge Verdener. Både den kunstneriske og kreative, samt den naturvidenskabelige og filosofiske. Hvor naturvidenskaben efterhånden har et solidt tag i virkeligheden, i hvert fald en ukendt del af den, så er æstetikken i sin klassiske form ikke kommet nærmere en forklaring i mange år, og det kan man på sin vis sige har været en grobund for mere eller mindre gakkede forsøg fra kunstnere, så de ind imellem ramte et eller andet, som skabte en form for resonans i systemet, og dermed bundfælledes som noget der vakte opmærksomhed.

I begge Verdener er netværk i øvrigt alfa og omega. Som Prot ville have sagt i filmen K-PAX: "You humans" :)

Morten Balling