Kronik

Kvinders rettigheder i Tyrkiet er under pres. Der er brug for international solidaritet

Kvinders rettigheder er under hårdt pres i Tyrkiet, hvor et hav af foranstaltninger legitimerer og beskytter mænds vold mod kvinder. Der er brug for international solidaritet, om det er kvindevold i Tyrkiet, abort i Polen eller #TextMeWhenYouGetHome i England, skriver forfatterne Duygu Cakir og Nilgün Erdem i denne kronik
Demonstranter på gaden i Istanbul den 21. Marts 2021, efter at præsident Erdogan havde trukket Tyrkiet ud af Istanbulkonventionen, som havde til formål at forebygge og bekæmpe vold mod kvinder i og uden for hjemmet.

Demonstranter på gaden i Istanbul den 21. Marts 2021, efter at præsident Erdogan havde trukket Tyrkiet ud af Istanbulkonventionen, som havde til formål at forebygge og bekæmpe vold mod kvinder i og uden for hjemmet.

Ritzau/Scanpix

Debat
12. april 2021

»Jeg er en kvinde,« råber den tyrkiske kvinderettighedsaktivist Feyza Altun til en Ted Talk i Istanbul i 2016 og fortsætter:

»Jeg tror ikke på, at jeg er halv eller har mangler. Det, der fuldender mig er ikke en mand, et barn eller et ægteskab. Jeg er en kvinde med min karriere, mit job, mine kærligheder, mine ambitioner, mine lidenskaber, min sjæl, mit udseende, min seksualitet (...) Man skal acceptere os kvinder for at være, hvem vi vil være.«

Og det er lige præcis dét, kvinder i Tyrkiet gør i skrivende stund. De går på gader og stræder for at råbe højt om deres basale rettigheder.

For selv om Tyrkiet var et af de første lande, der skrev under på Istanbulkonventionen i 2011, trak præsident Erdogan Tyrkiet ud af aftalen lørdag den 20. marts. En konvention, som ellers havde til formål at forebygge og bekæmpe vold mod kvinder i og uden for hjemmet. Religiøse og konservative grupper har talt imod den europæiske konvention, fordi de mener, den håner familieværdier og advokerer for LGBT+-miljøet, selv om konventionen ikke eksplicit siger noget om LGBT+-rettigheder.

Udtrædelsen af konventionen er et mareridt for kvinder i Tyrkiet, som stormede gaderne i protest den efterfølgende dag. I 2021 alene er 78 kvinder blevet dræbt som følge af vold i hjemmet, imens mere end en kvinde bliver dræbt om dagen af mænd i Tyrkiet. Flere privatoptagelser florerer fra altaner og gader, hvor man kan se mænd, der sparker eller dolker deres hustru til blods, imens børnene græder og ser desperate på.

En af de kvinder er Emine Bulut, som tog sin tiårige datter med på en café i det østlige Ankara. Her blev hun mødt af den mand, hun lod sig skille fra fire år tidligere, som endte med at dolke hende med en kniv, da hun ifølge ham fornærmede ham i deres samtale om forældremyndigheden over barnet. I videoen kan man se Bulut dækket til i blod ved siden af sin datter. Buluts sidste ord blev: »Jeg vil ikke dø«, imens datteren tryglede hende om at leve.

Demokrati som middel – ikke som mål

Præsident Erdogan, en konservativ og dygtig retoriker, har siden tidernes morgen brugt demokratiet som et middel og ikke et mål. Han blev først en folkelig succes som borgmester i Istanbul, og senere som nyvalgt premierminister fik han selv venstreorienterede og sekulære over på sin side, fordi han fik gennemført sociale og økonomiske forbedringer, som var til at få øje på.

I dag er Erdogan kommet frem ved at bruge det vestlige ideal om demokrati som et pejlemærke. Han forhandlede om EU-medlemskab, gav demokratiske frihedsrettigheder til kurderne i form af kurdiske tv-kanaler. Mest markant ændrede han landets infrastruktur, sænkede arbejdsløsheden, byggede nye supermotorveje og lejlighedskomplekser, og minareter skød i vejret i hobetal på kryds og tværs af hinanden. Men prisen for at have løftet de tyrkiske folks levevilkår har været begrænsninger af ytringsfriheden og menneskerettighederne. For med den autokratiske succes kom kritik fra kunstnere, forfattere, journalister og oppositionspolitikere, som i dag er fængslede, fordi de har truet statslederens autoritet og troværdighed.

Hvad angår kvinders rettigheder, mener Erdogan ikke, at Tyrkiet har brug for EU. Han mener, at Tyrkiet kan udarbejde sine egne love, der taler ind i samfundets struktur med familien i centrum.

Flere gange har han gjort det tydeligt, at han er træt af Vesten som den moralske vogter, der selv overtræder menneskerettigheder, når de som i Danmarks tilfælde ikke tager danske flygtningebørn hjem.

Kvindedrab i selvmordsforklædning

I mange tilfælde er det sådan, at retssystemet erklærer kvindedrab for at være selvmordsforsøg. Et eksempel er det tragiske mord på Ayten Kaya fra det sydøstlige Diyarbakir. Hun blev fundet hængt i sit eget hjem. Efterforskerne slog fast, at hun havde begået selvmord, selv om hendes slægtninge ikke anerkendte efterforskningens version af omstændighederne. De var overbevist om, at hun var blevet myrdet, og udpegede mange huller og modsigelser i hendes sagsmappe.

Æresrelateret vold og drab mod kvinder er ikke en muslimsk opfindelse. Men hvis Tyrkiet virkelig skal bevise dette, er landet nødt til at erkende, at den nedarvede kultur, hvor kvinden er mandens ager, ikke et problem, som tyrkisk lov kan klare alene. For kvinder i Tyrkiet har ikke haft den samme demokratiske frigørelse fra traditionelle kønsroller og kødgryderne, som vi kender fra rødstrømpebevægelsen i Vesten.

Under opbygningen af Atatürks republik forsøgte man for eksempel at føre flere kvinder ud i det offentlige rum ved at give dem stemmeret i 1934 i modsætning til nogle EU-lande, som ikke var nået så langt. Altså prøvede republikken ihærdigt at ændre synet på kvinderne, men blev modarbejdet af de patriarkalske strukturer.

Kvinders rettigheder er i krise i Tyrkiet. Det kommer til udtryk ved, at kvinder oplever mistillid til myndighederne, der tager let på straffen til voldelige mænd, fordi patriarkalske normer er så indgroede i systemet.

Den officielle udmelding fra regeringen er, at kvinders rettigheder allerede er garanteret i den nuværende lovgivning. Men meget tyder på, at der alligevel er fatale huller i lovgivningen, for så̊ snart en kvinde er i et forhold med en voldelig mand, sker der en forhandling af hendes skyld. En kort nederdel eller en flirt er blot eksempler på forhold, der kan klassificeres under den juridiske klausul ’uretfærdig provokation’ og således gøre kvinden medskyldig i et overgreb, ligesom vold i hjemmet er forsøgt beskyttet med en klausul, der giver ret til privatlivets fred.

Tværnational kvindekamp

Kampen for kvinders menneskerettigheder er en tværnational kamp. I England kan kvinder ikke komme sikkert hjem, men risikerer voldtægt og mord som påpeget under hashtagbevægelsen #TextMeWhenYouGetHome. I Polen kan gravide med alvorligt skadede fostre ikke længere få foretaget aborter. I Tyrkiet siver kvinders blod ned i rendestenene, fordi den tyrkiske kvinde, der oplever vold og drab, er beskyttet af en klausul om privatlivets fred i hjemmet.

Gang på gang bliver vi mindet om, at kvinder i verden har status som ingenrangsborgere – også når de står i en menneskerettighedskrise. Selv i Danmark, hvor det har været nødvendigt med en samtykkebaseret lovgivning, fordi det for nogle er svært at respektere menneskelige grænser.

Vold mod kvinder er ikke en muslimsk opfindelse. Kvindeundertrykkelse og social kontrol er ikke én religions opfindelse. Æresrelateret vold har fundet sted siden middelalderen. Drab af kvinder sker i dag i alle verdenshjørner. Bare se på den 51-årige mand fra Bornholm, der dræbte sin kæreste med et sjippetov i 2018, eller Peter Madsen eller Peter Lundin. Patriarkatet hersker i alle lande, i alle samfundslag – og i alle kulturer. I alle samfundsinstitutioner, retssystemer og myndigheder. Kampen mod drab på kvinder i Tyrkiet er ikke en kamp imod mændene, men en kamp imod den patriarkalske dominans i religion, økonomi og kultur.

Vi er bekymrede for kvinders rettigheder i Tyrkiet, hvor ægteskabets rum menes at være en privatsag, men i virkeligheden er en offentlig sag. Det kommer blandt andet til udtryk, når statsstyrede mediekanaler former unge som gamle husmødre, der dag efter dag tuner ind på rengørings- og madprogrammer, hvor svigerdøtre og -mødre kæmper om det mest pletfrie hjem eller den lækreste ret.

I det patriarkalske autokrati i Tyrkiet dækkes der over mandens magt over kvinden, hendes ære, hendes krop, sjæl, færden og frihed selv efter en skilsmisse eller et brud. Kvinder i Tyrkiet står således evigt i gæld til mænd.

Nilgün Erdem er forfatter, lærer og cand.pæd.antr., og Duygu Cakir er forfatter og cand.mag. i Mellemøststudie.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Erdogans skjulte Kalifat i Tyrkiet, håndhæver de værste overmenneske rettigheder for mænd, som klart undertrykker kvinderne i landet som "ingenrangsborger" under begrebet familieværdier, - værdier der lader til at være opstøvet i Islams mørkeste beskidte hjørner.

Erdogans skjulte Kalifat i Tyrkiet, håndhæver de værste overmenneske rettigheder for mænd, som klart undertrykker kvinderne i landet som "ingenrangsborger" under begrebet familieværdier, - værdier der lader til at være opstøvet i Islams mørkeste beskidte hjørner.

Erdogans skjulte Kalifat i Tyrkiet, håndhæver de værste overmenneske rettigheder for mænd, som klart undertrykker kvinderne i landet som "ingenrangsborger" under begrebet familieværdier, - værdier der lader til at være opstøvet i Islams mørkeste beskidte hjørner.

Atilla Thcengiz

Det er ikke kun kvinders rettigheder der er under pres, Tyrkiet er virkelig under stor pres fra Indre såvel som Ydre dynamikker. Den internationale solidaritet som efterlyses i artiklen bør i højere grad gælde først og fremmest for Demokrati, Frihed, Fred og Socialisme, for det er det der i sidste instans vil sikre kvinder såvel som mænd et bæredygtigt og ligeværdigt liv. Jeg har det svært ved at tro at Vesten sådan som det nu er skruet sammen vil og kan både det ene og det andet og det tredje...

Atilla Thcengiz

Og fri mig for det så Erdogan-fikserede syn på Tyrkiet. Som det blev formuleret af den velrespekterede historiker Halil INALCIK:

"Vesten fortsætter med at praktisere samme politik mod Tyrkiet som den gjorde mod Osmannerne siden det 19. århundrede. Vor opgave er at fortælle Vesten at Den Tyrkiske Republik IKKE længere er Osmannisk."

Nu om stunder vor opgave burde slet ikke at være fortælle Vesten noget som helst - og slet ikke som visse uhumske "liberale" forventer THE RESCUE fra Vesten - men at fuldstændiggøre den Anatolske Kemalistiske Revolution, ligesom det lykkedes for USSR og Kina i sin datid og stadige nutid.