Kommentar

Lad os nyde vores sabbatår uden pres for, at det skal være en del af en langsigtet livsplan

Næste gang du får lyst til at spørge mig eller andre unge mennesker, hvad vores plan er, så spørg i stedet ind til, hvad vi laver lige nu, uden fokus på hvad det skal føre med sig – for det er et enormt pres at skulle præsentere en livsplan hele tiden, skriver køkkenassistent Emilie Grosby Hommelgaard i dette debatindlæg
Debat
16. april 2021

Jeg kan tydeligt huske, hvordan vi talte om sabbatår, da jeg gik på gymnasiet. Vi talte allerede i 1.g om, hvor mange vi hver især skulle tage og ikke mindst, hvor mange det var socialt acceptabelt at tage.

Nu tænker jeg, hvorfor vi overhovedet har et behov for at kalde det sabbatår? Hvorfor har vi et behov for at give nogle tilfældigt placerede år af vores liv en bestemt betegnelse? Det er, som om vi ved at kalde det for et sabbatår undskylder for at lave netop det, vi laver lige nu, ved at forsikre andre om, at det er midlertidigt.

For allerede i en alder af femten år er der en forventning om, at vi har ’en retning i livet’, og alle omkring en føler, at de har ret til at spørge ind til en forventelig tiårsplan: »Hvad er din plan efter gymnasiet?«, »Hvor mange sabbatår vil du have?« og »Hvilken uddannelse vil du søge ind på?«.

Jeg er selv i gang med mit tredje såkaldte sabbatår og arbejder sytten timer om ugen som køkkenassistent i en børnehave. Og jeg er det gladeste menneske, jeg nogensinde har været.

Desværre lever vi bare i et samfund, der ikke måler succes ud fra glæde og velvære, men ud fra hvor langt vi er kommet, og om vi følger en plan.

Jeg har brugt enormt mange år på at lave ting, der blev forventet af mig, for at passe ind. Jeg gik i gymnasiet, og derefter arbejdede jeg 37 timer om ugen på et kontor for at tjene penge – og jeg var ulykkelig.

Jeg aner ikke, hvad jeg ’skal med mit liv’, eller hvad jeg laver næste år. Og gud, hvor ville det også være kedeligt, hvis jeg vidste det. Jeg har en masse drømme og ting, jeg gerne vil. Om det er at skrive en bog eller lave en surdej, er sådan set underordnet. Det handler om, at mine mål ikke skal dikteres af en norm eller en forventning. Og vigtigst af alt, at vejen dertil ikke skal overstås eller skyndes på.

Jeg lever for at dyrke alle de ting, der nærer mig og gør mig glad, og det vil jeg helst ikke have afgrænset til to sabbatår. Så næste gang du får lyst til at spørge mig eller andre unge mennesker, hvad vores plan er, så spørg i stedet ind til, hvad vi laver lige nu og her – helt uden fokus på, hvad det skal føre med sig. Livet er nu. Ikke i morgen eller næste år.

Af Emilie Grosby Hommelgaard, køkkenassistent

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Kære Emilie

Tak for et godt indlæg i debatten.

Jeg er måske en af de sjældne, som ikke lægger specielt megen vægt på alder.

Jeg synes bare, du skal gøre lige nøjagtigt hvad du vil, fordi du føler dig godt tilpas ved det.

Det med at andre har forventninger til én er i sidste ende mindre vigtigt end at man selv er tilfreds.

Mvh Eva

Annette Munch

"life is what happens when you are busy making other plans" John Lennon.

Overvej om du vil kalde det sabbatår, som ofte bliver opfattet som "en afgrænset pause i planen" (som du jo opponerer mod at have)

Bliv ved med at nyde dit liv mens du lever det .....