Klumme

Liam Scarletts tragiske død viser, at cancel culture uden retssikkerhed kan slå ihjel

Med stjernekoreografen Liam Scarletts død i forrige uge er der opstået en debat om, hvorvidt den såkaldte cancel culture faktisk slår ihjel. De store kunstinstitutioner må forholde sig kritisk til tidsånden og ikke nødvendigvis give efter, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i denne klumme
Balletverdenen er rystet efter, at en koreograf blev fundet død samme dag, som Det Kongelige Teater offentliggjorde en aflysning af hans forestilling på grund af »uacceptabel adfærd«.

Balletverdenen er rystet efter, at en koreograf blev fundet død samme dag, som Det Kongelige Teater offentliggjorde en aflysning af hans forestilling på grund af »uacceptabel adfærd«.

Arkivfoto/ Kristine Kiilerich

Debat
27. april 2021

Samme dag som Kasper Holten udsendte en pressemeddelelse om aflysningen af balletforestillingen Frankenstein, som skulle have haft premiere i 2022, blev forestillingens skaber, den 35-årig britiske stjernekoreograf Liam Scarlett fundet død i sit hjem.

Fredagens udtalelse begrundede aflysningen med anklager om »uacceptabel opførsel« fra koreografens side over for personalet på en produktion på Det Kongelige Teater i 2018-19. Liam Scarletts familie udsendte lørdag nyheden om dødsfaldet, og samme dag måtte Det Kongelige Teaters chef igen ud med en udtalelse, denne gang af en helt anden karakter:

»Det Kongelige Teater er dybt berørt af nyheden om Liam Scarletts død. Vores tanker går til hans efterladte. Vores fokus er nu på vores medarbejdere og på at hjælpe og støtte dem i den kommende tid.«

Liam Scarlett var allerede en dead man walking. I 2019 opsagde Royal Ballet of London en kontrakt med ham efter anklager om seksuelt krænkende adfærd. Da dette kom offentligheden for øre i 2020, opsagde flere af hans samarbejdspartnere, blandt andet Queensland Ballet, San Francisco Ballet og Texas Ballet samarbejdet med ham.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Nicolaj Ottsen

Hørt. Vi kommer måske aldrig til at kende sandheden i denne tragiske fortælling, jeg håber der er journalister på sagen, men måske den kan medvirke til mere eftertænksomhed i den næste.

ulrik mortensen, Jesper Bak, Jan August, Flemming Olsen, Ete Forchhammer , erik pedersen, Torben S Rose, Poul Erik Pedersen, Christian De Thurah, Peter Rasmussen og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

God artikel. Ikke mindst er det godt at få slået fast, at meget af den moralske forargelse har mere med økonomi end med etik at gøre.

Karsten Nielsen, Ete Forchhammer og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar
Stella Lystlund

G. Gustafsdottir skriver ikke Stella.
Vi lever i farisæernes kalvinistiske og nymoralistiske tid og spændetrøje. Facebook er farisæernes kamplads.

Aldrig har vi mennesker forlangt så megen ordentlighed af hinanden og aldrig har vi været mindre ordentlige. Alle de mærkelige og anderledes må ikke være til. Kassekulturen er over os.

Når det kommer til stykket, så florerer dårligdomme i firmaer og institutioner oftest på grund af dårlige og tankeløse ledere. Det nytter ikke noget at komme med floromvundne kommentarer, når et menneske allerede har taget sit eget liv. Det samme så vi ske i Sverige.

Misundelse kan vi heller ikke se bort fra, den kan skabe ondskab.

Aldrig før har der været så mange angste mennesker i verden, som nu. Det er ikke mærkeligt.

Og selvfølgelig bør en leder være så opmærksom på sine ansatte, at han/hun stopper en uønsket chikane, i opløbet. Hvis han/hun ikke kan, bør vedkommende ikke være leder.

Helle Degnbol

Som før.

Tak at du er der & skriver, Katrine Wiedemann.
At man kan trække vejret. At man kan sørge.

En tragedie. Nicolaj Ottsen: ja.

Jeg begriber slet ikke Kasper Holtens floskler: »Det Kongelige Teater er dybt berørt af nyheden om Liam Scarletts død. Vores tanker går til hans efterladte. Vores fokus er nu på vores medarbejdere og på at hjælpe og støtte dem i den kommende tid.«

Det er vel panik, og så begriber man noget.

Den ene tragedie efter den anden.

Jeg ser frem til, at Kasper Holten, det åbne og levende menneske, en dag for alvor vil hjælpe os, vil udfolde noget af dette. Vil hjælpe og støtte os andre, efter at teatret har hjulpet og støttet "vores medarbejdere".

Steffen Gliese

Selvfølgelig siger man ikke, at den pågældende vedvarende har udsat et fastansat personale for seksuel chikane, det er i sidste ende en sag mellem institution og kunstner. Når man handler på det, er historien en anden, og det har mindst af alt noget med kroner og ører at gøre, for alle kan jo læse sig til, at folk er mere end villige til at bagatellisere, hvad folk må finde sig i i forbindelse med jobbet.
Det er helt uhyrlig tragisk, at Liam Scarlett valgte selvmordet - på et tidspunkt, hvor han kunne læne sig tilbage, gå i behandling, mens rettighedskronerne for de forestillinger, han havde leveret til kompagnier rundt omkring, væltede ind, opsat af en assistent på det pågældende teater. Og så efter et par år vende lutret tilbage og blive alles bedste ven igen.
Men man glemmer, at systemet før havde lodder i den anden vægtskål, hvor folk på samme måde døde, fordi de ikke kunne klare pres og fornedrelse fra magtfulde chefer i spændingsfeltet mellem beundret forbillede og stalker.

Estermarie Mandelquist, Troels Ken Pedersen og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar
Emil Davidsen

Altså dem der støtter "cancel culture" er i mange tilfælde ikke så naive at de ikke er klar over at der vil komme ofre. Specielt når folk er skyldige indtil det modsatte er bevist. Det korte af det lange er bare, at de har gjort op med sig selv, at sagen helligede midlet, at der skal knuses et par æg for at lave den omelet. Det er aldrig før i historien gået galt, så hvorfor skulle det gøre det denne gang...

@Steffen Gliese, hvor mange af fortidens synder kan berettige de fremtidige. Er der et scoreboard?

Steffen Gliese

Næ, Emil Davidsen, vi plejer at mene, at folk berettiget skal stå til ansvar for deres fejltagelser. Det er hidtil ikke sket, magten har beskyttet de magtfulde. Det går ikke mere. Og det er ikke 'nye tider', for den samlede europæiske litterære, filosofiske og æstetiske tradition har handlet om det forkastelige i at bruge sin magt til at undertrykke - fra Homer og frem.
Nå, der har været få undtagelser som f.eks. totalitarister som Platon.

Emil Davidsen

@Steffen Gliese
Det er en interessant illusion af reflektion du får opstillet der. Nå, men, heksen skal brændes, hun er jo en heks, det ved vi, for det sagde bondekonen jo selv. Du er egentlig ret, mentaliteten har ikke ændret sig en tødel siden antikken.

Steffen Gliese

Nej, mentaliteten har bølget i mange retninger, men det moralske barometer har stået på 'godt' igennem tiders skiften.