Klumme

Litteraturhistorien er hele tiden til forhandling. Det er tid til at se på kvindernes plads

Når der kun findes én kvindelig forfatter på den danske kanonliste, skydes det ikke kun urimelige patriarkalske strukturer i fortiden, men også forældede og automatiserede forestillinger om den danske litteraturhistorie. Lad os nu få listen gjort tidssvarende, skriver forfatter og litteraturanmelder Nanna Goul i denne klumme
Der findes i dag kun én kvindelig forfatter på den danske kanonliste. Måske skulle man overveje at ændre listen, så der bliver plads til eksempelvis en forfatter som Tove Ditlevsen, skriver forfatter og litteraturanmelder Nanna Goul i denne klumme.

Der findes i dag kun én kvindelig forfatter på den danske kanonliste. Måske skulle man overveje at ændre listen, så der bliver plads til eksempelvis en forfatter som Tove Ditlevsen, skriver forfatter og litteraturanmelder Nanna Goul i denne klumme.

Peer Pedersen

Debat
26. april 2021

Det er ikke så mærkeligt, at der de seneste par år har været en intern diskussion – både hos elever, lærere og eksperter – af den danske litteraturs kanonliste. På listen, der blev udfærdiget i 2004, og som er fast pensum for gymnasieelever, står 14 navne. Det drejer sig om Ludvig Holberg, Adam Oehlenschläger, N.F.S. Grundtvig, Steen St. Blicher, H.C. Andersen, Herman Bang, Henrik Pontoppidan, Johannes V. Jensen, Martin Andersen Nexø, Tom Kristensen, Karen Blixen, Martin A. Hansen, Peter Seeberg og Klaus Rifbjerg. Og ja, du læste rigtigt. Iblandt de 14 navne findes kun navnet på én kvindelig forfatter, nemlig Karen Blixen. Det skriger jo til himlen.

Man kan selvfølgelig indvende, at tja, det er nedslående, men vi kan jo ikke ændre på eller opdigte historiens gang. Og det er sandt. Men vi kan ændre vores blik på litteraturhistorien. Vi kan tage på nye opdagelser i de ældre landskaber, og det har vi til alle tider gjort.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

Fundamentalt set er tanken om en gymnasial litteraturkanon udtryk for et nationalkonservativt syn på menneske, kultur, litteratur og samfund. I praksis fungerer den i høj grad som et fremmedelement i forhold til de gymnasiale læreplaner i faget Dansk i dag, der ellers kun i meget begrænset omfang er bygget op på et nationalkonservativt grundlag.

Hvis vi skal have en kanon, og det lader til at være en politisk uomgængelighed, så må det i det mindste tages seriøst og være fagligt velbegrundet, ud fra hvilke kriterier forfattere skal vælges til at stå på sådan en liste.

Ofte nævnes litterær kvalitet som det eneste og det afgørende kriterie for, at skønlitterære forfattere skal stå på en sådan liste, men kan et sådant kriterie stå alene?

Andre fremhæver også betydningen af det aftryk, som forfatterskabet har efterladt, både hos andre forfattere i deres samtid og hos forfattere senere hen i litteraturhistorien, samt det aftryk forfatterskabet har efterladt i samfundet, forstået i en bredere kulturel forstand.

Når det drejer sig om præstationer inden for en sportsgren som f.eks. spydkast, kan der laves ranglister, og der bliver slået rekorder, og der kan laves lister over, hvornår rekorder er blevet slået og af hvem, og det kan måles, hvor langt kastet var.

Omstændighederne er jo nogle helt andre, når det drejer sig om at ”måle” litterær kvalitet eller for den sags skyld at ”måle” betydningen af det aftryk, som et forfatterskab har haft på eftertiden af forskellig art.

Det drejer sig jo heller ikke om at afgøre, om værkerne i et forfatterskab har høj kvalitet eller snarere er af højeste kvalitet, men om værkerne har den højeste kvalitet blandt værker af højeste kvalitet.

Hvis vi skal have en kanonliste, bliver vi jo, i betragtning af hvor relativt få, der kan stå på en sådan liste, nødt til at fravælge forfatterskaber, der også rummer værker af meget høj kvalitet, men som der alligevel ikke kan blive plads til på listen.

Det næste væsentlige spørgsmål, der må stilles, er hvilke kriterier der skal anvendes for at afgøre, hvilke personer der skal sidde i det udvalg, der skal afgøre, hvilke kriterier der skal anvendes ved udvælgelsen af forfatterne til listen?

Morten Hesseldahl taler i et debatindlæg om, at det er vigtigt, at det er grundlæggende forandringer i samfundet, der bliver afgørende ved ændringen af kvalitetskriterier, og ikke modestrømninger i tiden.

Praksis viser dog, i historiens bagklogskab, at det kan være svært at holde de to ting ude fra hinanden, og at det til enhver tid i høj grad bliver modestrømninger (typisk med flere års forsinkelse), der bliver afgørende, frem for ny relevante ændringer af kvalitetskriterier.

Det var en tendens, der tilsvarende slog igennem i de nye og omfattende danske litteraturhistorier i mange bind, som Gyldendal tidligere udgang med års mellemrum, og som i deres ”nye” perspektiver, i en vis forstand, allerede var forældede, da de blev udgivet.

Der er en væsentlig træghed i institutionerne for kultur og uddannelsers måde at fungere på. De er aldrig på højde med deres tid. Pessimistisk vurderet er deres opgave i højere grad at forsvare institutionerne og samfundet mod nytænkning, end det er at fremme den.

Ændringer sker først, når institutionerne nødtvunget har accepteret nødvendigheden af dem, og i mellemtiden har udviklingen i samfundet typisk bevæget sig i en helt anden retning. I en vis forstand er institutionerne ikke kun dømt til at komme for sent til det første tog, men også til det næste, og det næste igen.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Hvis man derimod ønsker at gøre kanonlisten tidssvarende – og betragte den med vores samtidige blik – må man revurdere den nuværende kanon".

Når de to udtryk "tidssvarende" og "vores samtidige blik" kædes sammen på den måde, bliver holdningen udtryk for litteraturpolitisk populisme. Hvem inkluderer mere præcist udtrykket "vores"?

Af de i artiklen nævnte forfattere kunne man for mig at se medtage Inger Christensen og Suzanne Brøgger (primært på baggrund af hendes essayistik og hendes brede kulturelle indflydelse ved bidrag af forskellig art).

At Tove Ditlevsen for mig at se godt kunne have fået Det Danske Akademis Store Pris på baggrund af bl.a. "Gift" og "Ansigterne", berettiger hende dog ikke, vurderet ud fra det samlede forfatterskab, til en plads på listen.

drop kanonen. Lav faget “dansk” om til “litteratur”

Steffen Gliese

Hvis man ikke kan se nødvendigheden af at medtage Tove Ditlevsen på en liste over det allernødtørftigste litteraturhistoriske beredskab, mister man efter min bedste overbevisning en hel del af sin autoritet.
Heldigvis, men alt for sent, har resten af verden nu endelig fået lejlighed til at vurdere forfatterskabet - og jeg må bare gentage mig spørgsmål gennem årtier: hvor ligger Gyldendal Inc. i New York?

Maj-Britt Kent Hansen

Så vi ikke allerede trætte ud i betrækket for omkring 15 år siden, da dette kanon-halløj trængte sig ind på op til flere områder?