Kronik

Mænds kræftsprog handler om løsninger og om ikke at lade kræften overtage hele livet

Mænds kræftsprog er præget af handling og løsninger. Denne tilgang handler ikke kun om at overvinde sygdommen, men også om at bevare sin rolle som mand, far, chef, og ikke udelukkende blive reduceret til enten kræftkæmper eller -offer, skriver forskningsgruppeleder og lektor i personcentreret behandling Maria Kristiansen i denne kronik
»Der skal være plads til forskellighed, også i den måde, vi taler om kræft på,« skriver Maria Kristiansen i denne kronik.

»Der skal være plads til forskellighed, også i den måde, vi taler om kræft på,« skriver Maria Kristiansen i denne kronik.

Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Debat
24. april 2021

Nu skal man helst ikke generalisere, men hvis man absolut skal, så er der noget med mænd og deres måde at tale om og håndtere kræft på. Ikke alle mænd, men mange mænd.

Ofte hører man, og det bekræftes af min og andres forskning, at mænd ikke vil tale for meget om deres sygdom og især ikke på samme måde som kvinder. Og når de gør det, er det ofte handlingsorienteret, baseret på behov for at tage kontrol over og erhverve sig viden om sygdommen, prognosen, behandlingen og muligheder for handling, således at der kan etableres en strategi for, hvordan der kan etableres et forsvar og et angreb.

Det er sådan set fint nok at anerkende, at maskulinitet kommer til udtryk i sprog og ageren. Problemet med fokus på sprog er dog, at vi ser på det, der siges, og ikke alt det, der gøres – og især alt det, der ligger i mellemrummene, i pauserne, i humoren og i tavsheden. Hvordan vi taler om kræft kan altså ikke forstås, uden at vi også ser på, hvem man taler med, om hvad, hvornår og hvordan.

I min forskning har jeg interviewet mange forskellige mænd undervejs i deres sygdomsforløb. Det har været unge mænd, ældre mænd og dem midtimellem. Interview i haver, stuer, på arbejdspladser, på mit kontor, i værkstedet eller rundt om søen, mens vi i bevægelse realiserer Kierkegaards visdom om, at der ikke er en tanke så tung, at man ikke kan gå fra den. Eller snarere, at det er nemmere at tænke og tale, når man er i bevægelse.

Og altid har fortællingerne været præget af, at jeg som forsker er en fremmed og ikke er vævet ind i den slags tætte relationer, hvor man drager omsorg for hinanden via det, man siger, og det, man gør.

Etablere en strategi

Gider de så tale om kræften? Og hvad betyder krigsmetaforerne, som har været diskuteret i denne kronikserie – handling, kontrol, kamp – for det, de deler med mig? Ja, de taler om sygdommen, om at kæmpe, søge viden og handlemuligheder, om angst, håb, træning, sund kost, tilliden til sundhedsvæsenet, bekymring for kone og børn og sorg over muligvis ikke at kunne opretholde det, der er meningsfuldt – arbejdet, morfarrollen, kærligheden, rejselysten, hobbyer.

Hele den bredspektrede erfaring af at leve med en livstruende sygdom og skabe mening deri via sproget, tavsheden og handling. Når jeg spørger, så er det fortællende og åbent. Hvordan er det at leve med kræft? Fortæl om det. Og så starter interviewet der, hvor det centrale er, og bevæger sig mange veje hen. Ofte i en humoristisk og bramfri omgangstone, afbrudt af tavshed (og deri ligger tit det vigtige), detours og bevægelse.

Som eksempelvis håndværkeren, jeg interviewede i hans værksted, mens han fiksede ting og samtidig talte om et forløb med så mange diagnostiske forsinkelser, at kræften havde spredt sig, og hans kamp nu handlede om at bidrage til, at andre mænd ikke skulle samme forløb igennem. Han ville, hvis man skal blive i kampmetaforen, tabe en personlig overlevelseskamp, men vinde et andet slag, som for mange forskningsdeltagere er vigtig: at bruge erfaringer til at gøre en forskel for sundhedsvæsenets praksis.

For ham, og for mange andre, er oplevelsen af kræft formet af erfaringer med andre, som igennem årene har levet med og nogle gange gået bort som følge af en kræftsygdom. Mange taler om dette som en kamp, hvor man afsøger information, inden man etablerer en form for strategi. Viden om, hvad man står overfor, om der er spredning, hvilken prognose man har, er for mange patienter helt fundamentale muligheder for at lukke andre ind via det, man siger, og det, man gør.

En ældre mand fortalte eksempelvis om et langvarigt diagnostisk forløb med gentagne scanninger og biopsier, som hverken hustru eller voksne børn fik kendskab til. Han talte kun med en kollega, som forstod behovet for i første omgang at rekognoscere terrænet alene, og mestrede en bramfri humor, som lettede, når muligheden for at det, der ventede, var en ulige kamp, trængte sig på.

Når de eksempelvis talte om at køre op i sommerhuset og tage sig af dage uden for meget bøvl for de efterladte, grinede af dette og arbejdede videre. Omsorgen for familien gjorde det nødvendigt at have en kampstrategi tegnet op, inden kræften kunne tales om i disse nære relationer.

Sætte kræften på sin plads

Andre, en gruppe ældre mænd med prostatakræft, spurgte forsigtigt til, om jeg var sart, eller om jeg kunne tage tingene, som de er. Betrygget fortalte de direkte og humoristisk om, hvorfor koner ikke må være med til møder, fordi kræft ikke skal erobre dagsordenen. Der skulle være plads til det væsentlige; golf, værktøj, haven, anekdoter fra arbejdslivet, rejsningsproblemer og nattetisseri.

Nogle af disse emner relateret til kræft, men altid sat ind i en bredere ramme, hvor sproget reflekterer behov for at kæmpe for at opretholde sin identitet som far, mand, chef, morfar, nabo, ven etc. og ikke blive set som ham, der er kræftramt, som enten castes i rollen som den kæmpende eller offeret.

Så ja, mænd taler, føler, sørger, søger, handler og bruger sproget i processen. Men humoren, tavsheden, den direkte tale og kampmetaforen handler ikke kun om at overvinde en sygdom, med de allierede, der nu er – læger, kemoterapi, alternativ behandling, træning etc. – men også om at beholde retten til at sætte sygdommen, der hvor den nu skal placeres i livet, så identiteten, de sociale roller i hverdagslivet og drømme og håb for fremtiden får plads og ikke overskygges.

Det er selvsagt ikke kun en kamp for mænd, men for mange, der lever med kræft. At kunne bestemme hvordan, hvornår, med hvem, og hvor man taler om kræft. Og i den forbindelse at undgå det, nogle kalder feminiseringen af sundhedsvæsenet, det vil sige den ubevidste tendens til at forme tilbud til mennesker med kræft med fokus på, om man taler nok og rigtigt om det, man er i, eller om man er en knudemand, en lukket bog.

Plads til forskellighed

Som den ældre mand, der fortalte, at han ikke »orker at pille navle og krænge sjælen ud i en cirkel sammen med andre, som også føler hele tiden«, men hellere ville handle, gøre noget. Eller den unge mand, der med en terminal diagnose forsøgte at etablere et studieliv, hvor han kunne være ung og mand og ikke bare ’ham med kræft’.

For ham var kræftens sprog kortfattet, humoristisk og begrænset til specielle sfærer, så han kunne opretholde alle de andre dele af sin identitet, i sproget og i handlen. »Jeg taler ikke om sygdommen, mens jeg kæmper. Jeg vil meget hellere tale om en god øl eller den lækre pige, der netop gik forbi, og ikke om, hvordan jeg har det«.

Køn spiller altså en rolle, men man kan kun sige hvilken, hvis man forholder sig åbent og udspørgende til mennesket foran sig. Og mange af os kvinder bruger nok også af den bramfrie humoristiske tone og selektive opmærksomhed, som sygdom gives i en del mænds fortællinger.

Der bliver plads til forskellighed, når sundhedsvæsenet anerkender forskellene, for eksempel i FC Prostata-tilbuddet, hvor mænd med kræft spiller fodbold sammen og i den sammenhæng, i omklædningsrummet eller over et glas rødvin, kan tale om sygdommen med et sprog, som er så mangfoldigt, at både kamp og overgivelse kan få plads.

Eller når læger og sygeplejesker, som det sker hver eneste dag på landets kræftafdelinger, tilpasser kommunikation, informationsmængde og timing af denne til det enkelte menneskes situation, præferencer og ja, måske også køn, og ubesværet veksler mellem humor, faktuel viden og tavshed, hvor håb, frygt og alt det komplekse kan få plads. Der skal være plads til forskellighed, også i den måde, vi taler om kræft på.

Maria Kristiansen er forskningsgruppeleder, lektor og viceinstitutleder ved Institut for Folkesundhedsvidenskab & vicedirektør ved Center for Sund Aldring, KU

Serie

Kræftens sprog

Tusindvis af danskere får hvert år konstateret kræft, og langt de fleste kender nogen, der har været i berøring med sygdommen. Men hvordan bør vi tale om kræftforløb, og er det passende at forstå sygdommen som ’en kamp’, den sygdomsramte har mulighed for at kæmpe og vinde – eller tabe?

Seneste artikler

  • Mænds kræftsprog er påvirket af maskulinitetsidealer, men påvirkningen går også den anden vej

    8. maj 2021
    I de metaforer, mænd bruger om deres kræftsygdom, finder man genkendelige maskuline tematikker som elitesport, teknologi og krig. Men kræften ender i mange tilfælde også med at ændre deres forståelse af maskulinitet som noget mere rummeligt og emotionelt, skriver professor Karen Hvidtfeldt og institutleder Per Krogh Hansen i denne kronik
  • Tanken om, at vores mentalitet og sprog kan redde os fra kræft, kan blive et fængsel

    1. maj 2021
    Spørgsmålet om, hvilket sprog man bruger til at beskrive kræftforløb, handler ikke kun om, hvilke metaforer der er passende eller upassende, men også om, hvorvidt man kan tænke sig til et bedre helbred, og om man tør konfrontere døden som en virkelig mulighed, skriver psykoterapeut og forfatter Marianne Davidsen-Nielsen i denne kronik
  • Kræftens sprog har mange dialekter. Fælles for dem alle er håbet

    17. april 2021
    Er det passende at beskrive kræftforløb som en kamp? Eller måske snarere som en rejse? Måden, vi taler om sygdommen, påvirker, hvordan vi oplever den, og hvilke ressourcer vi kan mobilisere. Det rette sprog er dog helt forskelligt fra patient til patient, skriver stifter af Sustainia og tidligere kræftpatient Erik Rasmussen
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her