I Station 2-programmet »Løsladt« følger vi den indsatte Jesper, fra han løslades fra Svendborg Arrest og to år frem. Da Jesper forlader arresten, er han fuld af håb og vilje til at skabe et godt og struktureret liv efter afsoning. Men ganske kort tid efter løsladelsen ser vi, hvordan Jesper må ringe til venner i misbrugsmiljøet for at have et sted at sove.
Da Jesper løslades, har han – ligesom mange andre løsladte – intet job, ingen bolig og intet ressourcestærkt netværk at komme ud til. Jesper falder derfor hurtigt tilbage i sit stofmisbrug, og i løbet af de år, vi følger ham efter løsladelsen, når han aldrig for alvor at rette op på sit liv. Selv om han ikke begår ny kriminalitet, lever han fortsat i samme miljø, hvor ustabilitet og stoffer præger hverdagen. Selv hans mentor udtaler, at det blot er et spørgsmål om tid, før han begår ny kriminalitet, hvis ikke han når at dø af en overdosis først.
Jesper er langtfra alene. Han er blot ét eksempel på, hvor svært det kan være for tidligere indsatte at navigere i livet uden for fængslerne. Hvis vi skal forbedre chancerne for, at tidligere indsatte som Jesper kan få et respektabelt liv og blive en del af samfundet, skal vi sikre en bedre overgangsperiode fra fængsel til frihed.
Den Sociale Retshjælps Fond tilbyder gennem vores fængselsrejsehold gratis gældsrådgivning til indsatte med økonomiske problemer. Vi arbejder med den resocialiserende indsats i fængslerne gennem vores økonomiske rådgivning. Vores klienter har ofte en bred palet af problemer foruden fængsling, for eksempel misbrug, psykiatriske diagnoser og stor gæld.
Udslusningssystemet i Danmark
Ifølge Kriminalforsorgen blev i alt 7.030 dømte med tidsbestemte straffe løsladt i 2019. I fængslerne har de oplevet et liv med struktur og faste rammer.
Hverdagen i fængslerne skal, ifølge Kriminalforsorgen, så vidt muligt afspejle livet uden for fængslerne, så de indsatte forberedes på livet efter afsoning. Det betyder blandt andet, at de indsatte mødes med krav om at arbejde eller uddanne sig under afsoning, og at de selv skal stå for dagligdagens gøremål.
Samtidig gennemgår mange behandlingsforløb, ligesom der er mulighed for at få rådgivning og hjælp til en lang række problemstillinger, som kan forpurre en succesfuld reintegration i samfundet. Forud for løsladelsen udarbejdes en handleplan for den indsatte, som Kriminalforsorgen og kommunen samarbejder om.
Alt dette skal sikre, at de indsatte efter løsladelse kan indgå i samfundet uden at falde tilbage til kriminalitet.
Intentionen er god, men de nuværende indsatser ser desværre ikke ud til at virke. Ifølge Danmarks Statistik begår to ud af tre løsladte ny kriminalitet inden for de første to år efter deres løsladelse. For 39 procent sker det allerede inden for de første seks måneder efter løsladelsen. Som lektor i kriminologi fra Aalborg Universitet Annette Olesen påpeger i Station 2, er udslusningsforløbet af indsatte et generelt problem. Kriminalforsorgen er i disse år underlagt et voldsomt ressourcemæssigt pres, hvilket kan være en del af forklaringen på, hvorfor udslusningen af indsatte ofte slår fejl til skade for borgeren og samfundet som helhed.
Når vi igennem Fængselsrejseholdet taler med de indsatte, er de samarbejdsvillige, og de ønsker at få styr på deres liv under afsoningen, så de har gode forudsætninger for en god løsladelse. Vi arbejder kun med indsatte, der har under ét år til løsladelse, og vi oplever, at forløbet og samarbejdet er velfungerende under afsoning. Det glipper dog, når den indsatte løslades. De løsladte står over for et nyt liv, hvor alt det, de har lært og arbejdet med under afsoning, skal føres ud i livet. De, der ikke har pårørende, står meget alene, og som Jesper er deres omgangskreds den samme som før afsoning. Derfor er det naturligt at falde tilbage i de samme gamle mønstre og miljøer.
Udmagret offentligt system
Problemerne for de løsladte begynder ved mødet med det offentlige system efter løsladelse. Flere analyser peger på, at særligt samarbejdet mellem Kriminalforsorgen og kommunerne er problematisk. I en rapport fra Kriminalforsorgen fra 2016 analyseres myndighedssamarbejdet mellem Kriminalforsorgen og kommunerne.
Hovedkonklusionen er, at der særligt er udfordringer med at sikre en helhedsorienteret indsats for løsladte samt bedre koordinering mellem myndighederne. Flere kommuner oplever ikke at blive orienteret rettidigt i forbindelse med løsladelsen, og derfor har de svært ved at tilbyde kvalificeret hjælp til de løsladte. Som tidligere påpeget oplever Kriminalforsorgen i disse år at være underlagt en stram økonomisk ramme, der i høj grad går ud over resocialiseringsindsatsen.
Også VIVE undersøgte i 2018, hvilke udfordringer socialt udsatte, herunder indsatte/løsladte, står over for i deres møde med det offentlige system. En af hovedkonklusionerne var, at borgere med komplekse problemer bliver mødt af et lige så komplekst velfærdssystem.
Der findes adskillige uhensigtsmæssige praksisser på de offentlige arbejdspladser foruden samarbejdsvanskeligheder med andre myndigheder, problemer med lovgivning, som ikke gavner klienterne, og forfejlede kommunale prioriteringer. Klienterne har særligt problemer med at finde en bolig, modtage tilstrækkelig bostøtte og betale deres gæld.
Vores erfaringer fra Fængselsrejseholdet peger på lignende problemer: At systemet er meget svært at gennemskue for de involverede borgere. Løsladte skal kontakte alverdens forskellige offentlige myndigheder, som stiller krav til dem, herunder jobcentret, kommunens boligafdeling, eventuelt et misbrugscenter, psykiatrien, socialpsykiatrien og så videre. De bliver kastet rundt mellem forskellige offentlige myndigheder og mangler generelt vejledning. Da disse borgere i forvejen ikke har mange ressourcer, vil de uundgåeligt finde systemet vanskeligt at agere i, hvorfor mange giver op.
Manglende politisk fokus
Fængselsområdet bliver i høj grad underprioriteret på politikernes dagsorden. Der er selvfølgelig mange indsatser, der kræver politikernes opmærksomhed, men der er alligevel gode grunde til at sætte større fokus på netop Kriminalforsorgen. Ved at investere i fængselsvæsenet kan vi frigive ressourcer til andre dele af den offentlige sektor. Investeringer i en god resocialisering for løsladte vil mindske tilbagefald til kriminalitet og antallet af ofre, hvilket vil begrænse behovet for ressourcer i Kriminalforsorgen.
Med det ensidige fokus på straf risikerer vi desværre blot at skubbe et markant samfundsproblem foran os. For jo flere indsatte, der afkobles fra samfundet i længere tid, desto længere bliver vejen til, at de kan bidrage positivt til samfundet. Medarbejderne i Kriminalforsorgen lægger en stor indsats i det resocialiserende arbejde inden for fængselsmurene, men oplever, at indsatsen ikke bliver fulgt til dørs uden for murene på grund af økonomiske besparelser.
Kriminelle handlinger skal naturligvis straffes, men det ensidige fokus på hårdere straffe er efter vores opfattelse en politisk fejlprioritering. De mange tilbagefald til kriminalitet har massive konsekvenser for både individet og samfundet. Den kriminelle fastholdes i kriminalitet, og samfundet smider penge efter en resocialiseringsindsats inden for fængselsmurene, der tabes på gulvet, så snart den indsatte løslades. En politisk velvilje til at hjælpe løsladte bedre på vej i samfundet vil således kunne gavne både den enkelte løsladte og samfundet som helhed.
Jakob Riis Munch og Ninna Petersen er politiske konsulenter, Julie Jørgensen er senior politisk konsulent og leder af Fængselsrejseholdet. Alle ved Den Sociale Retshjælps Fond
Tak for dette perspektiv.
Det omfatter dog ikke udelukkende de erfarede oplevelser:
"Et par dage efter jeg var blevet idømt 16 års fængsel for drab modtog jeg et girokort på 400.000 kroner.
Beløbet skulle dække sagsomkostninger, og betalingsfristen var 10 dage.
Regningen var uspecificeret, så jeg havde ingen mulighed for at kontrollere, hvad beløbet dækkede.
Jeg kan ikke forestille mig andre erhverv, hvor det ville være nok bare at skrive beløbet uden at dokumentere, hvad udgiften dækker.
Som de fleste andre i min situation har jeg mistet alt i forbindelse med min sag.
Kommunen ville ikke hjælpe med at få opmagasineret mine ting, så alt blev smidt ud.
Når jeg bliver løsladt, står jeg uden nogen ejendele, og samtidigt vil jeg blive jagtet af myndighederne, fordi de vil have penge til sagsomkostningerne.
Et job vil være meget svært at få. Hvilken arbejdsgiver vil vælge én med plettet straffeattest, når der er så mange om buddet?"
https://www.information.dk/debat/2012/01/straffen-fortsaetter-laenge-for...
Desuden, og det er der mange der ikke ved, skal den dømte betale for selve fængselsopholdet.
Det vil sige, at den frisatte står med en gigantisk regning til det offentlige, uden bolig eller indtægt.
Klar til at være klar.
Hvorfor ikke mere hjælp til selvhjælp?
Tak for den kronik og Eva's tillæg - som jeg også manglede i kronikken.
Hvad med at få opbygget nogle udslusningspladser, hvor de løsladte kan bo og få hjælp med dit og dat så de kan få fast grund inder fødderne og komme godt i gang.
Derudover virker det også håbløst, at de indsatte skal betale sagens omkostninger mv. De fleste har ikke mulighed for det og det stiller dem i en endnu vanskeligere position efter løsladelsen.
Så vidt jeg husker er det med selv betaling af omkostninger ved sagen mv. ikke eksisteret tidligere - men er vel indført som en tillægsstraf. I gen en ulighed da nogle har mulighed for betaling fra egen formåen , familiens hjælp osv mens andre ikke har de muligheder.
Plus, Dorte omkostningerne ved selve fængselsopholdet.
Det er jo et uoverstigeligt bjerg af håbløshed.
PS. Da Omar el-Hussain kom ud af fængslet, var der ingen der fulgte op på hvor han kom hen.
Eller om han havde et hjem.
Kriminalforsorgen har rod i administrationen og overtræder forvaltningsretten. Det er jo ikke det der sikre en større retsbevidsthed hos de indsatte.
Afgørelser er præget af tilfældigheder og overholder ikke officialprincippet. Partshøring og frister ignoreres ofte, så selv en jura studerende må være oppe i det røde felt. Det ligner magtmisbrug og magtfordrejning eller blot lemfældighed.
Den blå regering legitimerede en hård linje da bandekrigene var på sit højeste.
Nu er det tid at skabe orden i Kriminalforsorgen - for at skabe vilkår hvor indsatte kommer godt tilbage i samfundet.
Jeg har i sheltere mødt flere tidligere indsatte, som lever uden adresse og pendler fra det ene shelter til det andet, fordi de har stor gæld. De har alle haft tydelige alkohol- og stofmisbrugsproblemer, og jeg forstår ikke, at vi som samfund ikke kan finde ud af at gøre noget for disse mennesker. Jeg forstår godt, at det kan være svært for myndighederne at holde styr på disse mennesker, men man må kunne gøre det meget bedre end det sker nu.
Jeg tror ikke, tidligere indsatte er i tvivl om, hvordan beløbene er fremkommet. Men man burde sørge for en bedre planlægning, så folk dels har et sted at bo, dels kan se hvordan de kan afdrage (dele af) deres gæld.