Kronik

Når vi skriver barslen på CV’et, lader vi arbejdsmarkedet drive rovdrift på vores privatliv

Selv om en barsel kan være lige så lærerig som en uddannelse, er det ikke noget, vi bør sælge os selv på, når vi laver vores CV. For når vi først sætter privatlivet på bud, giver vi køb på retten til at være mennesker først og arbejdskraft efter, skriver Camilla Zuleger i dette debatindlæg
Selv om en barsel kan være lige så lærerig som en uddannelse, er det ikke noget, vi bør sælge os selv på, når vi laver vores CV. For når vi først sætter privatlivet på bud, giver vi køb på retten til at være mennesker først og arbejdskraft efter, skriver Camilla Zuleger i dette debatindlæg

Mia Mottelson

Debat
16. april 2021

LinkedIn tilføjer ’stay-at-home-mom/dads’ som officielle jobtitler, og et stigende antal mænd og kvinder sætter barslen på CV’et som et særligt kompetencegivende forløb. Alt sammen i kampen mod stigmatiseringen af børneforældre, som foregår, når arbejdsgivere vælger en jobansøger fra, fordi ansøgeren enten endnu ikke har børn, netop har fået det, eller som følge af en barsel har ’huller’ i CV’et.

»Når man er på barsel, kræver det, at man er et skridt foran. Du skal planlægge dig ud af samtlige situationer, så alle får den bedst mulige dag. Hvad gør du for eksempel, hvis baby nægter at sove midt om natten? Ikke vil spise sin mad? Tisser alt sit tøj igennem? Skriger i flere timer,« spørger journalist Katrina Gillies Rasmussen i en kronik i Information den 12. marts. Hun mener ikke, at hendes barsel »bør ses som et hul på CV’et«, for den har lært hende »mere end nogen uddannelse«.

»Med CV-ord kan du, i min optik, efter en barsel, kalde dig kreativt tænkende – både dag og nat – omstillingsparat, løsningsorienteret, god til at tilsidesætte egne behov og en haj til at prioritere og skære igennem,« fortsætter hun i kronikken.

Mens jeg som kronisk indigneret og krænkelsesparat feminist synes, at det er fremragende, at nogen kalder til kamp mod patriarkatet, er der en anden stemme i mig, som overdøver: En barsel er ikke et kursus i kompetencer, som er anerkendt af arbejdsmarkedet. Det er en menneskelig erfaring på linje med kærlighed, sorg og tørst.

Når vi sælger en barsel som noget særligt kompetencegivende, så giver vi køb på retten til at være menneske først og arbejdskraft efter. Og spørgsmålet er, om jobbet som projektleder hos kommunen virkelig svarer til værdien af den grundlæggende oplevelse af at være menneske?

Hvis jeg en dag får børn, skriver jeg ikke, hvilke kompetencer min barsel har givet mig, på mit CV – medmindre jeg rent faktisk tager et kursus eller en uddannelse imens. Der kommer heller ikke til at stå, at jeg har været direktør i hjemmet.

Selv om en barsel kan være hård som et arbejde, lærerig som en uddannelse og mere selvudviklende end ethvert silent retreat, så er det ikke kompetencer, vi bør sælge os selv på. For når de menneskelige værdier og grundvilkår sættes på bud, er det som altid kun kapitalen, der profiterer. Og jeg vil hellere ændre systemets regler end at lære de eksisterende udenad.

Uundværlig på arbejdsmarkedet

Kampen for at gøre mig uundværlig på arbejdsmarkedet begyndte allerede på første semester på universitetet. Hvis ikke allerede i gymnasiet. Ubetalte praktikforløb, frivilligt arbejde og en generel perfektionisme iblandet et skvæt københavnsk humor skulle gøre mig uimodståelig over for min fremtidige arbejdsgiver.

Jeg var rent ud sagt dødsensræd for at blive en af de arbejdsløse humanister, der fylder avisspalterne. Dengang havde alle aktiviteter – fra yogamåtten til vinbaren – en karrierevinkel. Og hvis ikke det var tydeligt for enhver, skulle mine kompetencer fra litteraturens verden nok sørge for at shake den op med lige dele storytelling og en skarp vinkel.

Jeg fik et job. Og flere efter det. Men jeg er ret sikker på, at det ikke var mine vinbarsbesøg, der gjorde udslaget, og i dag ser mit CV helt anderledes ud. For det er ikke os som arbejdstagere, der vinder, når vi sætter lighedstegn mellem vores privatliv og vores arbejdsliv – hvad enten den står på ironman eller maraton-putning.

Lighedstegnet mellem privatlivet og arbejdslivet er farligt, fordi det slører grænsen mellem, hvornår vi er på arbejde, og hvornår vi ikke er det. Hvornår vi udvikler os som ansatte, og hvornår vi lærer eller oplever noget nyt som mennesker.

Forstå mig ret: Alle skal og må gøre, som de vil. Og alle tricks gælder. Men vi skylder samtidig at spørge os selv, om vi også kan forestille os en verden, hvor vi sælger os som arbejdskraft på den modstandsdygtighed, vi har udviklet af længere tids sygdom eller dødsfald i familien?

Det virker for kynisk, fordi det er at drive rovdrift på vores inderste. Og af samme årsag skal vi måske holde igen med at destillere nyerhvervet forældrevisdom ned til tidens buzzwords som omstillingsparathed og kreativ tænkning.

Ikke trofæer på CV’et

Det giver umiddelbar mening at vise modstand mod status quo ved at fremhæve vores livserfaring som en gevinst for en arbejdsgiver. At gøre dem målbare og til noget, der er en fordel frem for en ulempe.

Men sådan tager vi ikke fat i problemet ved dets rod: Nemlig at vores arbejdsmarked er en fejlkonstruktion, når det kommer til ligebehandling. For hvis det er et problem at have været på barsel, beviser det alene, at det moderne arbejdsmarked stadig er indrettet sådan, at ansatte er mænd og ikke får børn – i hvert fald ikke i en sådan grad, at det kan mærkes mellem 8 og 16.

Barsler – ligesom sygdomsperioder eller en god, gammeldags pause – er ikke lukrative trofæer at have stående på CV’et. Men vi bør insistere på, at det, som har formet os, har værdi i sig selv og ikke først får det, når det oversættes til kompetencer, der giver (finansiel) værdi inden for storrumskontorets manglende vægge.

Fanget i excelarket

Det private er i allerhøjeste grad politisk. Og alligevel bør vi være påpasselige med at blande arbejdslivet og privatlivet sammen til en stor, grå, uformelig masse af lige dele maskinkaffe og babymos.

Kapløbet om at have det mest pudsede CV er i forvejen en konkurrence, der er ude af proportioner. Men hvad nu hvis vi alle sammen insisterede på at være mennesker og forventede at blive anerkendt som sådan og ikke som en kompetencebærende kapacitet, der kan løfte et firma til nye højder?

Du er summen af alt, hvad du har oplevet. Men måske skal vi ikke sætte alt til salg for at tilfredsstille det stadigt mere monstrøse arbejdsmarked. Selv hvis vi får jobbet, så er det ikke os selv, der scorer den store gevinst, når vi sælger ud af vores private erfaringer. Og koncernen skal vel ikke kunne spare projektlederuddannelsen væk, bare fordi du har været på barsel – eller hvad?

Hvis vi skal skabe reel ligestilling på arbejdsmarkedet, skal vi begynde at ansætte mennesker, ikke ekstra arbejdskraft. Problemet med mennesker er bare, at de sjældent passer ind i et excelark. Her bør vi insistere på, at det ikke er os, men excelarket den er gal med.

Derfor bør vi måske hellere lære at stå ved det, erhvervslivet kalder huller i vores CV. For måske har barselsperioden mest af alt værdi som barsel?

Så skriv bare barslen, maratonløbet, jordomrejsen eller hækleriet på CV’et. Men gør det uden at udregne dens markedsværdi.

Camilla Zuleger er tekstforfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Rikke Petersen

Er der beviser for, at erhvervslivet ser barsel som et hul i cv'et? Jeg tror det ikke. Tilgengæld tror jeg, at et ansættelsesudvalg kan skele til hvornår og hvor mange samt længden af barslen/barslerne, fordi det kan indikere noget om, hvem der tager barnets sygedage, lægebesøg mm., samt hvor mange. Et lille barn - mange sygedage mm og omvendt.

Det er ikke lovligt i en ansættelsesproces, men jeg er bange for, at det sker.

Maj-Britt Kent Hansen

Vigtige synspunkter i dagens kronik, som jeg tilslutter mig.

Problemet er den stigende sammenblanding af arbejds- og privatliv. Også i karriere-øjemed. Opfindsomheden, med hvad det giver pote at sætte på cv'et, når man er ude for at sælge sig selv, har været stor og stigende - og i et omfang uvedkommende.

Livserfaring får vi med tiden alle, om det er fødsler, barsel, skilsmisse, arbejdsløshed, sygdom eller dødsfald. Og det skal vi ikke nødvendigvis skrive på cv'et.