Læserbrev

Det er netop eleverne i de lukkede vestegnskommuner, der har mest brug for at komme i skole

Debat
9. april 2021

Før påskeferien kom det frem, at skolerne i Brøndby, Høje Taastrup, Vallensbæk og Ishøj Kommune skulle lukke for fysisk fremmøde efter påske. Dette gælder nu ti skoler. Årsagen er, at der er for mange smittede. Så jeg kan nu tage i Tivoli, tage ud og shoppe på Strøget og slutte dagen af hos frisøren, men jeg kan ikke tage fysisk i skole.

Jeg spekulerer over, om der er blevet tænkt over de sociale og faglige konsekvenser af lukning af skoler. Her tænker jeg især på, at min situation formentlig er anderledes i forhold til mange børn og unge fra udsatte boligområder. Det er nemlig bemærkelsesværdigt, at de fleste af de lukkede kommuner har mange udsatte boligområder. Og når denne skolelukning er utrolig hård og træls for mig, så tror jeg, at der er unge, som har det endnu sværere.

Skolelukninger rammer ifølge folkeskoleforskeren Andreas Rasch-Christensen udsatte børn ekstra hårdt. Dette kan der være flere grunde til, for eksempel pladsmuligheder, støtte fra forældre eller digital ulighed. Undersøgelser viser for eksempel, at børn fra udsatte boligområder har flere læseudfordringer, mere skolefravær og klarer sig markant dårligere i folkeskolens afgangsprøver.

Hele landets afgangsklasser skal til den samme eksamen om få uger. Dog har vi unge meget forskellige forudsætninger for denne eksamen. I Nordjylland og på Bornholm har afgangsklasserne været fysisk i skole siden den 1. marts, og de fleste andre afgangsklasser fik lov at komme tilbage den 15. marts.

Det er urimeligt, at unge, som har så forskellige vilkår, skal til den samme eksamen, især for de unge fra udsatte boligområder. Jeg mener bestemt ikke, at det ville være en løsning at aflyse eksamen, da det er vigtigt for unge at lære at gå til eksamen, inden de starter på en ungdomsuddannelse.

Derfor er mit budskab, at der skal gøres alt for, at børn og især unge, der skal til eksamen, kan komme i skole nu. Det giver sig selv, at der må gøres noget i de kommuner, hvor smittetallene er høje. Men for især afgangsklasserne er omkostningerne ved den fortsatte skolelukning for store. Dette indebærer alle unge, men især unge fra socialt udsatte områder.

Af Laura Hempler, elev i 9. klasse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ete Forchhammer

Et godt eksempel på hvad der i et forbrugersamfund "glemmes" eller ikke høres i larmen fra erhvervslivet. Suk.

jens christian jacobsen

. Helt rigtigt, Laura. Danmark tester i tusindvis hver eneste dag mange forskellige mobile steder. Det burde altså være muligt at kvik-teste elever inden de går i skole, lade dem vente det kvarter det tager at få resultater frem og så lade dem gå i skole. De positive elever må der så kunne findes alternative løsninger for.

Marianne Thorn

Hvor er det godt skrevet. Og godt ramt. Vi skulle passe på de svage, men det er netop de svage, som her betaler prisen. Ikke kun nu, men også med påvirkning af deres fremtid.

Eftersom de har formodninger om, at virussen skal være blandt os mange år fremover, er regeringen nødt til at indtænke alternative løsninger til nedlukninger, sådan at børn og unge fortsat kan gå i skole, men også sådan at samfundet og erhvervslivet kan køre videre. Måske med restriktioner ved udbrud, men funktionsdygtigt.

Steen Simonsen

Meget enig med Laura
Flot og vigtigt indlæg med et perspektiv som har fået alt alt for lidt plads i Information