’Nomadland’ giver os en ekstremt interessant heltinde for det 21. århundrede

Den amerikanske helt ankommer alene og rejser videre alene. Det er cowboyen, som i starten af filmen rider ind i en lille by, der af forbrydere er forvandlet til et lovløst sted, hvor den uduelige sherif er sat ud af spillet, og lovlydige borgere gemmer sig inde bag vinduerne. Når cowboyen har besejret forbryderne, genoprettet orden og afvist de smukke kvinder, som drømte om at gøre ham til deres livsledsager, rider han videre ud af byen mod solnedgangen.

Til sidst ser vi kun hans ryg.

Vi må forstå, at han kun kan være sådan. Der er noget i ham, som gør, at han ikke kan slå sig ned. Han handler, men han taler ikke meget og forklarer sig slet ikke. Det er derfor, at vi kun ser helte som gangsteren i Godfather, soldaten i Dommedag nu, politimanden i Dirty Harry og reklamemanden i Mad Men udefra og selv skal gætte, hvad de tænker og vil gøre. Skuespillet er minimalt: Det handler om at skabe mystik om det uudgrundelige inden i dem, som driver historien.

Heltens tid er forbi

Den amerikanske helt er pioneren, som erobrer nyt land, fordi han bevæger sig videre mod nye horisonter, og den unge mand, som bryder op fra den håbløse by, hvor han er vokset op, og prøver lykken ude i verden. Som Bruce Springsteen synger i »Born to Run«:

»Baby this town rips the bones from your back

it’s a death trap, it’s a suicide rap

we gotta get out while we’re young

‘Cause tramps like us, baby, we were born to run«.

Men som Springsteen selv har fortalt: Dette billede af den amerikanske mand var ved at ødelægge hans eget liv. Fordi den amerikanske helt ikke kan anerkende andre, kan han hverken blive far, søn eller ægtemand. Den amerikanske helt er fantasi fra en anden tid, og i årtier er denne helt endt som Martin Scorseses seneste store karakter: ensom og miserabel på plejehjem i afslutningen af The Irishman. Den amerikanske helts tid har længe været forbi.

Helten genopdaget som fortælling

Troede vi. For Nomadland, som søndag nat vandt en Oscar for årets bedste film, er en vidunderlig genåbning af fortællingen om den amerikanske helt som en stærk og uafhængig kvinde. Filmen starter ikke med, at kvinden ankommer alene til en ny by, men at den gamle industriby, hvor hun har levet i årtier med sin mand, forsvinder. Det almene omkring hende kollapser. Den gipsfabrik, der var centrum for byen, lukker, og hendes mand dør.

Frances McDormand spiller heltinden, ligesom mændene, og erobrer et nyt kulturelt territorium: Hun forklarer sig ikke, men handler, og vi skal gætte på, hvad der sker inden i hende. Første gang vi gennem et nærbillede skal afkode hendes udtryk, mens hun skuer ud over horisonten, panorerer kameraet ud og afslører, at hun står og pisser alene i brutal blæst i vejkanten.

Det er ikke et personligt valg, at hun bryder op og flytter ind i sin autocamper. På jobcentret opfordrer de hende til at søge tidlig pension, fordi det er »hårde tider«. Hun svarer: »Jeg har brug for arbejde, jeg kan godt lide at arbejde«, og hun får midlertidigt ansættelse hos Amazon, hvor hun uden rettigheder og sikkerhed pakker produkter i plastik til de amerikanske forbrugere. Men hun kan ikke blive og må videre.

Vi ser, hvordan andre ser på hende med medlidenhed, og hvordan hun skal forhandle sted efter sted for at få lov til at parkere den store bil, hun nu bor i. Vi ser hende skide støjende i en spand i sin autocamper og fejre jul alene. Det, der engang var en helteskæbne, bliver hende påtvunget af den amerikanske kapitalisme.

Men filmen er ikke en bekræftelse af en moralsk lære om den onde økonomi og det brutale arbejdsmarked, som vi har hørt 1.000 gange før. Hun bliver nemlig en del af et fællesskab af nomader i autocampere, der er blevet fyret, lider af posttraumatisk stress og er beskadigede af det amerikanske samfund.

Hun opdager i dette fællesskab en livsform uden for det, vi plejer at kalde samfundet. Filmen, som er instrueret af Chloé Zhao, der er født og opvokset i Kina, bliver til en genopdagelse af den amerikanske heltefortælling som en anden vej i verden. 

Det originale er, at vores heltinde langsomt overgiver sig og opdager nomadelivets intensitet, skønhed og frihed. Uden at afsløre for meget kan man sige, at vi må lære at forestille os, at Fern oplever en lykke, når hun står op med solen og køre videre alene mod solnedgangen. Hun citerer selv et sted hele Shakespeares Sonnet 18, der peger ud mod den virkelighed, hun selv når frem til:

»So long as men can breathe or eyes can see

So long lives this, and this gives life to thee.«