Læserbrev

Nordsjællands Hospital har fjernet deres diskriminerende folder, men kulturen lever endnu

Ifølge en flyer fra Nordsjællands Hospital kan patienten selv være med til at vælge, hvilken race eller religion lægen skal have. Et tydeligt bevis på, at systematisk diskrimination findes. Hvordan kan sådan en flyer stadigvæk få lov til at eksistere i 2021, spørger Kashif Ahmad i dette debatindlæg
Debat
13. april 2021

Hvis I ikke ønsker at blive behandlet af en læge, sygeplejerske, eller jordemoder grundet dennes »køn, race, eller religion«, så vil Nordsjællands Hospital forsøge at »imødekomme jeres ønsker«. Sådan står der i informationsfolderen ’Familieliv 2020’ fra Nordsjællands Hospital.

Ledelsen har valgt at tage folderen ned fra deres hjemmeside, men hvad med kulturen bag? Jeg tror langt fra, at jeg var den eneste, der var ved at tabe både øjne og mund, da jeg læste denne formulering forleden.

Var jeg overrasket? Nej, egentlig ikke, men det gør alligevel indtryk, at læse noget så diskriminerende nedskrevet sort på hvidt.

Nordsjællands Hospital var selv ude at sige hurtigt efter, at det ikke var ’godt formuleret’, og at de var i gang med at få det fjernet.

Ikke godt formuleret? Det er da skammeligt og skal ikke blot beklages, men tages op til en seriøs omgang selvransagelse og debat om, hvilken kultur der hersker på hospitalet, siden at denne formulering i første omgang overhovedet er nedfældet.

Hvem har udarbejdet denne folder?

Hvem har formuleret denne sætning, godkendt og publiceret den?

Hvem i systemet repræsenterer disse holdninger?

Har ingen studset over, at det er ulovligt at diskriminere på baggrund af køn, race, eller religion? Og har der ikke være en eneste internt, der har set et rødt flag?

Det skræmmende er ikke, at denne kultur findes. Det ved vi, den gør. Det gør den også andre steder end på Nordsjællands Hospital – for eksempel i hjemmeplejen, hvor syv ud af otte kommuner i 2005 accepterede, at borgerne kunne fravælge en hjemmehjælper med minoritetsbaggrund.

Begrundelsen var hverken hjemmehjælperens faglighed eller dårlig kemi mellem borgeren. Man kunne forestille sig, at nogen sidder og tænker, at visse kvinder ville foretrække en kvindelig jordemoder, eller en kvindelig læge til sin gynækologiske undersøgelse. Men det er usammenligneligt med formuleringen i denne folder. Her nævnes eksplicit »race eller religion«. 

Det vil sige, at man vil forsøge at imødekomme, hvis folk ikke ønsker en jødisk sygeplejerske, en asiatisk læge, eller en jordemoder som er mørk i huden.

Det burde ikke kunne finde sted i Danmark anno 2021. Derfor er det heller ikke nok, at folderen nu er væk. Det skulle den jo, medmindre hospitalet gerne vil have en paragraf 266b-sag på nakken, eller havne hos Ligebehandlingsnævnet.

Nu mangler den bagvedliggende kultur. Den skal også fjernes. Fra roden, så den ikke dukker op igen. Systematisk diskrimination findes uden tvivl. Og her er endnu et klart bevis. 

Kashif Ahmad (R) er kandidat til Borgerrepræsentationen i København.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Hørt.

Desværre siver den dårlige kultur ned fra oven.

Trickle-down racisme.

Anne-Marie Esmann, Hans Larsen, Christian Mondrup, Ib Gram-Jensen, Dorte Sørensen, Freddie Vindberg og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Freddie Vindberg

Hospitalets hjemmeside er vel blevet hacket af Pernille Vermund.

Mads Greve Haaning og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Det er lidt "sjovt" at der ikke har rejst sig et ramaskrig over en sådan folder fra et offentligt sted, når flere borgerlige politikker er så forargede over at udtrykket hvide mænd bliver brugt i debatterne.

Eva Schwanenflügel, Anne-Marie Esmann og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

For mig ser det ud som, at Nordsjællands Hospital - der nok ikke har nogen kæmpe kommunikationsafdeling, og måske endda må forlade sig på praktikanter når de skal havde lavet sådanne foldere - har klippe-klistret fra den sikkert enorme
mængde DJØF-udtryk, som tilgår hospitalet.

Vendingen "en bestemt etnicitet, køn eller religion" bruges på hvert tredje af statens og kommunernes Websites, så at den på et eller anden tidspunkt klippe-klistres ind det forkerte sted, er vel det modsatte af utænkeligt.

Samira Nawa, der er ligestillingsordfører for Radikale Venstre og den som først tabte sutten i denne sag, men også den første til at smøre DJØF ud over alle problemer hun møder, skulle hellere sørge for, at afDJØFicere kommunikationen rundt i statens og kommunernes systemer. Og så få renset ud i alle de andre foldere og websites med DJØF-termer, som sættes ind overalt, uden afsender længere er opmærksom på hvad det egentligt betyder.

At modtage behandling er et tilbud. Hvis en patient på forhånd ikke ønsker at modtage behandling at det personale hospitalet stiller til rådighed ,bør hospitalet udskrive vedkommende, så andre, der ønsker behandling, kan få pladsen. Alt andet er et skråplan og for øvrigt ulovligt.

Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Anne-Marie Esmann, Herdis Weins, Inger Marie Just, Hans Larsen, Christian Mondrup og Ib Gram-Jensen anbefalede denne kommentar

Denne valgmulighed skyldes, der er mange borgere, der ønsker den - går jeg ud fra.
De syges oplevelse af tryghed og tillid er vigtigst - hvor forkert den så kan være i mange tilfælde. Men det er ikke situationen at udfordre de syge i.

Lene Timmermann

Jeg var lige inde og kigge på hospitalets hjemmeside, og jeg opfatter det nærmere som et tilbud, en rettighed, man ønsker at give til den, som evt ikke forstår dansk så godt og derfor foretrækker en fagperson, han/hun kan kommunikere med. Eller måske en meget religiøs person, som har det dårligt med at blive undersøgt intimt af en læge eller sygeplejerske af andet køn?

@Jan August
Som patient må man have tillid til at hospitalet vælger de mest kvalificerede blandt personalet. Selvfølgelig kan man senere vælge andre behandlere, hvis der er problemer med samarbejdet mellem behandler og patient, men det er hospitalets valg ikke patientens.
Hvis patienter på forhånd kan bestemme, hvem de vil behandles af, og hvem de ikke vil behandles af, åbner man for at alle mulige usaglige hensyn vinder indpas. Tænk bare i disse identitetspolitiske tider, hvad det kunne ende med

Eva Schwanenflügel, Anne-Marie Esmann og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

@Ole Falstoft

Gid du havde ret i din tillid. Hvorfor skal en patient have mindre indflydelse på hvem der skal operere blandt lægerne, hvoraf nogle er dygtige og nogle ikke er, end på sit valg af tandlæge, mekaniker og frisør.
Jeg ville også have skrevet praktiserende læge, men sådan er det langtfra i dag, hvor de dårlige og/eller upopulære får patienter, som ikke har andre valgmuligheder - ligesom på flere hospitaler.
Personligt er jeg fløjtende ligeglad med køn og etnicitet. Men de skal dog kunne kommunikere med mig på dansk, hvis det er nødvendigt.

Man kan godt drøfte den konkrete ordlyd af hospitalets folder, men den tankegang, der ligger bag, er udtryk for en sund og pragmatisk tilgang til faktisk forekommende problemer på hospitalet. De, der bliver indlagt, er ofte voldsomt syge og i krise. Hvis en patient har det svært med én i personalet men ikke med en anden, er det så ikke bare god omsorg og sund pragmatik at sørge for, at det - hvis det altså er muligt - er den anden og ikke den første, der tage sig af patienten? Det er vel denne tilgang, der er "kulturen bag" folderen. Hvis det er denne kultur, som Kashif Ahmad mener er dybt problematisk, så er jeg lodret uenig.