Kronik

Populisme er arbejdernes reaktion på en storbyelite, der føler sig hævet over underklassen

De populistiske bevægelser, vi ser i store dele af Vesten, er drevet af en oppositionsfølelse over for en elite, der sidder på den sociale, politiske og økonomiske magt. En elite, der foragter arbejderklassens konservative værdier og modstand mod indvandring, skriver Michael Böss i denne kronik
Brexit-tilhængere fejrer dagen, da Storbritannien formelt forlod EU. Da arbejderklassevælgerne under finanskrisen opdagede, at eliten slet ikke havde haft styr på de sociale og økonomiske forandringer, den havde forvoldt, gjorde de oprør ved at stemme imod de etablerede partiers ønske, skriver dr.phil. og historiker Michael Böss.

Brexit-tilhængere fejrer dagen, da Storbritannien formelt forlod EU. Da arbejderklassevælgerne under finanskrisen opdagede, at eliten slet ikke havde haft styr på de sociale og økonomiske forandringer, den havde forvoldt, gjorde de oprør ved at stemme imod de etablerede partiers ønske, skriver dr.phil. og historiker Michael Böss.

Oli Scarff

Debat
7. april 2021

Tony Blairs rådgiver Peter Mandelson sagde engang, at Labour-partiet indtog en »dybt afslappet holdning« til, om den gjorde visse grupper i samfundet »svinsk rige«. Alle de almindelige, de unge, de syge og de gamle kunne nemlig blot kompenseres økonomisk med de højere ydelser, der ville blive råd til på grund af de større skatteindtægter, velstanden ville medføre.

De nye socialdemokrater i Storbritannien forstod dog ikke, at da behovet for faglært og ufaglært arbejdskraft svandt ind, efterspurgte de tiloversblevne ikke højere ydelser, men nye jobmuligheder. For social hjælp kunne ikke give dem den værdighed, der følger med at have et arbejde.

Partiledelsens manglende forståelse for arbejderne skyldtes, at ledelsen bestod af folk, der ikke selv tilhørte arbejderklassen. De havde kun foragt tilovers for arbejdernes socialt konservative værdier. Og de troede ikke på, at der var en fremtid for industriarbejdere i fremtidens vidensbaserede økonomi.

Derfor blev den vrede, som britiske arbejdere tidligere havde rettet mod aristokrater og kapitalister, i stedet vendt mod de veluddannede storbyeliter – politikere, journalister, akademikere, advokater og bankfolk – som følte sig mere hjemme i en international lufthavn end på en banegård i en nordlig provinsby. Storbyeliter, som følte sig moralsk hævede over den uuddannede hvide underklasse og dens holdninger til indvandrere fra Østeuropa.

Da arbejderklassevælgerne under finanskrisen i 2008 opdagede, at den samme elite i virkeligheden slet ikke havde haft styr på de sociale og økonomiske forandringer, den havde forvoldt, gjorde de oprør ved at stemme imod de etablerede partiers ønske. De stemte Storbritannien ud af EU.

Den kreative klasse beskrev i foragt denne reaktion som udtryk for »populisme«.

Den historiske populisme

Populisme er et ord, der har fået en betydning, som afviger fra den brug, historikere hidtil gjorde af det. Men måske er tiden nu moden til at sætte begrebet ind i et større historisk perspektiv. For det kan kaste et kritisk lys på de mest firkantede forklaringer på populismen som politisk fænomen.

Populisme har haft tre historiske og geografiske begyndelser: en i USA, en i Rusland og en i Frankrig.

Først USA. Her blev et parti ved navn The People’s Party grundlagt i 1892. Folkepartiet opstod i de sydlige og vestlige stater som en reaktion på den magt, som de store nordøstbaserede jernbaner og banker udøvede sammen med politikerne i Washington.

The People’s Party var et lille parti og beskyldte de to store partier, demokraterne og republikanerne, for at pleje særinteresser. Partiet blev efter Anden Verdenskrig afskrevet som reaktionære og tilbageskuende, men senere historieforskning har vist, at de faktisk var progressive og byggede på kooperative og kommunitariske idealer, der lagde vægt på fælleseje og den enkeltes ansvar for fællesskabet. Partiet ønskede at demokratisere det amerikanske samfund.

I Rusland begyndte populismen som en bevægelse i 1860’erne og 1870’erne. Den blev drevet af idealistiske, revolutionære studenter, der forsøgte at vække den landlige almue til oprør mod tsaren. De flyttede selv ud på landet for at leve sammen med bønderne, som de anså for at være ubesmittede af den dekadence, der prægede aristokratiet. Populisme betød i russisk sammenhæng bogstaveligt talt ’at tage ud til folket’.

Endelig var der den franske populisme. Den opstod sidst i 1800-tallet inden for den såkaldte ’boulangerisme’ – en betegnelse, opkaldt efter bevægelsens leder, general Georges Boulanger.

Boulanger var en nøglefigur i Den Tredje Republik og blev i 1886 udnævnt til krigsminister. Han kom dog snart til at anklage det etablerede styre for at være korrupt og for at have afskåret sig fra folket. Mellem 1886 og 1888 forsøgte han at overtale franske arbejdere, monarkister, bønder og radikale socialister til at rejse sig mod det parlamentariske styre og erstatte det med en republik, der skulle styres ved folkeafstemninger.

Hans kampagne slog dog fejl, og han måtte flygte ud af landet efter en anklage om landsforræderi. To år senere tog han sit eget liv i eksil i Bruxelles.

Populismens særkende

Ud fra de tre eksempler kan man identificere nogle almene træk ved populismen.

For det første så de tre bevægelser det brede folk som en særligt dydig, pligtbevidst eller underprivilegeret befolkningsgruppe.

For det andet var bevægelserne præget af en oppositionsfølelse over for en samfundselite, der sad på den sociale, politiske eller økonomiske magt. De havde en tro på, at der var brug for en demokratisk politik, der blev ført på en anden måde og tættere på folket.

Endelig var alle tre bevægelser kendetegnet ved stærk national stolthed.

Disse tre træk går igen i nutiden. Men egentlig bør populisme dog skrives i flertal, fordi den findes i mange forskellige former. Man kan derfor heller ikke beskrive den som en ideologi. I stedet bør man se populismen som en politisk strategi og retorik og skelne mellem højreorienterede, venstreorienterede og centristiske udgaver.

Krisetegn i demokratiet

Populisme er først og fremmest en advarsel til de etablerede politiske partier om, at de ikke har været gode til at se krisetegn i demokratiet og samfundet. I velfungerende demokratier – som det danske – lytter de folkevalgte til vælgerne og svarer på protester ved at justere deres politik.

Hvis de traditionelle partier reagerer i tide, er populistiske protestpartier for det meste kortvarige, og populisterne når sjældent tæt på regeringsmagt. Sådan er det hidtil gået i Danmark.

I mindre velfungerende demokratier kan etablerede partisystemer til gengæld bryde sammen. Det er sket i Grækenland, Italien og Spanien.

I dysfunktionelle demokratier kan det tilmed være selve det demokratiske system, som styrter i grus og bliver erstattet af et autoritært styre. Det er den situation, USA kom uhyggeligt tæt på under Donald Trump.

Bag populisters firkantede og forenklende kritik findes der altså som regel en kerne af sandhed.

En moderne klassekamp

»Hvis man vil indse, hvorfor der bliver stadig flere fattige i et samfund, er man nødt til at forstå, hvorfor der findes flere og flere milliardærer,« skriver Åsa Linderborg og Göran Greider i Det populistiske manifest fra 2018.

Og de fortsætter: »Det gælder også populismen: Man er nødt til at se hele samfundshierarkiet for at forstå populismen.«

Visse former for populisme er altså udtryk for en moderne klassekamp, hvor uddannelse og andre meritter sikrer adgang til den herskende klasse. Og det bringer mig tilbage til det Storbritannien, hvor jeg begyndte.

I 1958 udgav den britiske sociolog Michael Young en bog med titlen The Rise of the Meritocracy. Young skildrer et samfund i 2033, hvor den enkeltes sociale position bliver afgjort af hans meritter – uddannelse, erfaring og dygtighed – og som styres af en meritbaseret elite, som fratager alle andre end deres egen klasse politisk indflydelse. Bogen var en dystopi, og Young brugte selvfølgelig ordet ’meritokrati’ som en advarsel til sin egen tid.

Han blev derfor dybt forarget, da han senere hørte Tony Blair tage ordet til sig, men give det en positiv betydning. Altså som et ideal for, hvordan man opnåede et retfærdigt samfund. Den betydning har de liberale eliter overtaget. Hvilket jo er forståeligt nok, fordi den legitimerer den magt, de selv udøver.

Michael Böss er dr.phil. og historiker. Den 25. marts udkom hans bog Liberalismens vildfarelser. Forsvar for demokratiet på Gads Forlag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Tak, det er jo en smuk sammenfatning - og et skjult forsvar for velfærdssamfundet.
Det er jo samtidig også en påmindelse om, at det såkaldte meritokrati ikke er i stand til meget andet end at dyrke klassepolitik til egen fordel: ikke alene kan mennesker ikke leve af ånd alene, man er også nødt til at anerkende de vidt forskellige funktioner, der varetages i fællesskabets interesse. Noget ganske andet er, at man i et demokrati må sikre en veluddannet og tænksom befolkning, der forstår sit eget værd og derfor også er i stand til at handle på alles vegne fagligt, politisk og kulturelt.
Meritokratiet er jo elastik i metermål, hvor anerkendelsen kommer fra oven, hvor den i demokratisk forstand altid vil komme fra neden.

Thora Hvidtfeldt Rasmussen, Espen Bøgh, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, Palle Jensen, Steen K Petersen og Steen Sommer anbefalede denne kommentar
Mikael Fotopoulos

Jeg er enig i hele analysen. Da en politiker (Trump) som den eneste pludselig talte de arbejdsløses og arbejdernes sag stemte de naturligvis på ham, for ingen andre interesserede sig for dem.
At Trump ingen reel interesse havde i at hjælpe de fattige er en anden sag, men det bør ikke undre nogen, at de såkaldte populister får massivt mange stemmer, så længe ingen andre taler de fattiges sag fordelingspolitisk samt forsvarer deres traditionelle værdier.

Thora Hvidtfeldt Rasmussen, Jesper E, Espen Bøgh, Mogens Kjær, Mads Berg, Eva Schwanenflügel, Peter Mikkelsen, Ole Henriksen, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek, Per Torbensen, Claus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Tony Blair og Peter Mandelson var hverken demokrater eller meritokrater. De var/er dilettantokrater. Begrebet dilettantoktati blev i sin tid lanceret af Løgstrup. Jf hans bog "Norm og spontaneitet - Etik og politik mellem teknokrati og d-i-l-e-t-t-a-n-t-o-krati, 1972
Dilettantokrati har haft og har kronede dage. Også i Danmark. Jf gymnasiereformen, der erstattede dannelse med kompetencer. Eller strukturreformen, der kvalte mange lokalsamfund i en ikke særlig velfunderet effektivitets navn.

Eva Schwanenflügel, Peter Mikkelsen, Jørn Mortensen, Lise Lotte Rahbek, Dan D. Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

»Da arbejderklassevælgerne under finanskrisen i 2008 opdagede, at den samme elite i virkeligheden slet ikke havde haft styr på de sociale og økonomiske forandringer, den havde forvoldt, gjorde de oprør ved at stemme imod de etablerede partiers ønske. De stemte Storbritannien ud af EU.«

Afstemningen om Brexit blev besluttet efter årtiers stridigheder i det konservative partis fløje om EU, og mange er bekendt med, at Boris Johnson ikke rigtigt vidste, om han for eller imod. Men så opfandt han en gevaldig løgn om sundhedsbudgettet, altimens Farage lavede et teater på Themsen, som ingen fiskere kan huske i dag. Til gengæld kan de ikke sælge fisk i EU.

Arbejderklassen eller dele af den lod sig ikke afficere. Den huskede den 8 år gamle finanskrise, - man skal lige vænne sig til Böss' fremstilling af tidslinjen, men så var opgørets time også kommet. Nu kunne det simpelthen være nok, og efter dette løvebrøl valgte man mellem millionærerne igen.

Tre år senere opfandt Johnson en usand forklaring om grænsen ude i det irske hav. Men hvilken rolle spiller det. Nu hvor arbejdspladserne som følge af Brexit forsvinder, har den røde murs vælgere bidraget til at gøre millionæren Boris Johnson, fra Storbritanniens evige regeringsparti, det uetablerede konservative parti, til premierminister.
Denne forfatter kræver en del velvillig læsning.

Eva Schwanenflügel, Troels Ken Pedersen og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Nu skal vi jo også huske at skelne mellem engelske, amerikanske og danske tilstande.

F.eks. i Danmark har populismen faktisk fået plads helt ind i Folketinget, og har haft det i mange år. Faktisk lefler store dele af Folketinget netop stadig for det populistiske mindretal, som jo på et tidspunkt var helt op på 20% af stemmerne til Folketinget (DF mener jeg).

At så det populistiske danske mindretal i praksis er blevet manipuleret med af deres parti(er), antyder måske i virkeligheden den virkelige udfordring: Kræver et demokratisk styre en politisk veluddannet befolkning. Altså politisk. Fordi der på den politiske side sidder politikere, der gerne kynisk udnytter disse simple erklæringer ("ryd op fra bunden"-agtige slogans) til egen vinding.

Eva Schwanenflügel, Jakob Silberbrandt, Claus Nielsen, Ib Christensen, Steffen Gliese, Ete Forchhammer og David Adam anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

Som jeg ser det, var det et vendepunkt for dansk politik, da det lykkes politikere at få indført, at det er for "børns eget bedste", at de fødes til at leve et helt liv under et censur filter.

Siden har vi fået terropakker, overvågning mm. begrundet med dem der "hader vores frihed".
Det giver ikke meget mening for mig.

Tilhængerne af mørklægningsloven har lidt svært ved, at se os i øjnene, efter vi alle blev belært om, hvem de er, dem der har noget imod overvågning.

Der er efterhånden lagt så mange bræder i skråplanet, at vi vi har svært ved at få det nivileret igen.

"Liberalisterne" har sjovt nok haft travlt med at indskrænke borgernes frihed og rettigheder i "liberalismens" navn. Og nuværende regering syntes at følge en rød tråd vi ikke er informeret om, skjult bag en hær af skrædderere (læs: spinddoktorer).

Det mest tragisk komiske er, at det er vores egen landsmand der for over 200 år siden advarede os om kejserens kvalificerede borgere, der kunne fortælle de kunne se kejseren var klædt på.

Vi bør blive bedre til at forlange at de kan fortælle hvad kejserens tøj består af!

Niels Elgaard Larsen, Mads Berg, Eva Schwanenflügel, Peter Mikkelsen, Martin Rønnow Klarlund, Jan Nielsen og kjeld hougaard anbefalede denne kommentar
Anders Thornvig Sørensen

Omkring populismen i USA omkring 1890: striden stod om, hvorvidt den amerikanske dollar kun skulle være indløselig i guld (guldstandard), eller om den skulle være indløselig i både guld og sølv (bimetallisme). Under borgerkrigen havde den føderale regering svækket indløseligheden, og da denne bagefter skulle genindføres, havde man i 1873 besluttet sig for guldstandarden. Samtidig var der udbrudt den internationale økonomiske krise i 1873, som varede i to årtier, og som skabte arbejdsløshed og ruinerede mange landmænd.

Da guld indtil ca. 1900 fandtes i forholdsvis små mængder, kom guldstandarden til at sænke det økonomiske aktivitetsniveau, og derfor ønskede populisterne bimetallismen genindført. Det var en præsidentkandidat fra det demokratiske parti med populistiske sympatier, William Jennings Bryan, der i en tale i 1896 kom med det berømte udtryk, at USA's jævne befolkning blev "korsfæstet på et kors af guld".

https://en.wikipedia.org/wiki/Cross_of_Gold_speech

Omkring Brexit, så forudså historikeren Wolfram Kaiser allerede i slutningen af 1990'erne, at de Konservative i Storbritannien ville føre landet ud af EU. Grunden var ifølge Kaiser deres frustration over EU-rettens voksende indflydelse på britisk jura. Det reelt første skridt henimod Brexit blev taget nogle år senere, da de britiske Konservative meldte sig ud af den konservative gruppe i Europaparlamentet. En overgang var der også overvejelser hos de britiske Konservative om at træde ud af den europæiske menneskerettighedskonvention. Det endte med, at den konservative leder David Cameron lovede sit parti en Brexit-afstemning.

Hvad Labour angik, så var arbejderpartiet forholdsvis passivt under hele Brexit-forløbet. Partiet gjorde ikke noget virkeligt forsøg på at forhindre Brexit, hvilket nok er fordi dets venstrefløj ikke var motiveret for det.

Derfor har jeg svært ved at se Brexit-afstemningen som et underklasseoprør mod en indspist elite. Hvad jeg derimod ser, er en britisk nation, der i sit flertal aldrig havde ønsket et virkeligt politisk eller overnationalt europæisk samarbejde, og som derfor stod af, da et sådant begyndte at nærme sig.

Inden Brexit-afstemningen havde den konservative britiske regering krævet ret til at tage forbehold over for EU's generelle unionsmålsætning. Og et EU-topmøde, der står som monumentet over alle monumenter over Merkels uduelighed som europæisk leder, havde godkendt det. Farage og Brexit-tilhængerne troede ikke på den juridiske værdi af topmødeerklæringen, og det gør jeg heller ikke. EU-domstolens adfærd siden da har bekræftet anelsen om, at den ville have underkendt den britiske reservation og topmødebeslutningen som traktatstridig.

Jørgen Mathiasen

@Anders Thornvig Sørensen
Suverænitetsspørgsmålet spillede ganske rigtigt en central rolle for folkeafstemningen. De konservative ved, at man kan tale med vælgerne, som om man er i det 19. århundrede, og at man altid kan aktivere temaet "de fremmede". Det fortsatte efter afstemningen med, at Corbyn bragte Labour på kant med de ellers sikre stemmer fra de britiske jøder. Vinderne kan være tilfredse - østeuropæere har i stor stil forladt UK, mens Irland fik John le Carré som ny statsborger.

Glemmes må heller ikke, at stemmedeltagelsen ikke var overvældende, og at flertallet for at stemme UK ud af EU var ganske lille. Böss artikel er anledning til at kigge på nogle af de mest fundamentale spørgsmål for historiografien.

Ole Chemnitz Larsen

Når underklasens ret er magthavernes uret - bliver underklassen retsløs

Det viser fakta på fakta desværre.

Helt galt i København

Claus B. Petersen

Michael Boas skriver bl.a.:
"I velfungerende demokratier – som det danske – lytter de folkevalgte til vælgerne og svarer på protester ved at justere deres politik".

Og det er faktisk hvad Mette Frederiksen har gjort. Men som hun konstant kritiseres for af den yderste venstrefløj. Socialdemokratiets fornyede store opbakning, - også før Coronaen, - skyldes for en stor dels vedkommende at det har lyttet til partiets kernevælgere. Dem der blev jaget i armene på Dansk Folkeparti, men som nu er vendt tilbage, fordi de oplever at deres bekymringer bliver hørt.

Hvis Socialdemokratiet begyndte at føre politik dikteret af Enhedslisten ville resultatet blive at de to partier kæmpede om de samme vælgere, mens mange af Socialdemokratiets kernevælgere igen ville forsvinde hen over midterlinjen og bringe en regering ledet af Venstre eller Konservative til magten. Måske endda med støtte eller deltagelse af De Radikale, der kun på nogle værdipolitiske områder er et "rødt" parti, men som socialt og økonomisk er et borgerligt parti der ikke har nogen skrupler ved at hælde arbejdsløse danskere af brættet. "For sådan er det jo".

Anders Thornvig Sørensen

Jørgen Mathiasen 08. april, 2021 - 08:40

Flertallet for Maastricht-traktaten ved folkeafstemningen i Frankrig i 1992, der udskiftede EF med EU, var omtrent tilsvarende lille. Et ja var et ja, sagde man dengang, traktaten var vedtaget for Frankrigs vedkommende og dermed punktum. Det er helt i orden med mig, men i få fald gælder det begge veje.

Men man kan forestille sig, hvad der ville være sket bagefter, hvis i stedet et lille flertal af briterne havde sagt ja til at blive i EU. Det ville de have gjort på det grundlag, som var EU-topmødets beslutning om at give Storbritannien fritagelse fra generelle målsætninger og forpligtelser. Jeg antager, at EU-domstolen efterfølgende tørt ville have konstateret, at EU's traktatgrundlag var uændret; at traktatgrundlaget kun kan ændres ved en ændringstraktat, som skal ratificeres i samtlige medlemslande; og at Storbritannien derfor ikke var undtaget fra nogen af de generelle målsætninger og forpligtelser i EU-traktatgrundlaget. Uanset topmødebeslutningen.

Hvis det kom dértil, ville man blive nødt til at konstatere, at briternes beslutning om at blive i EU var blevet taget på et falsk grundlag.

Jeg sympatiserer med jasiden i Storbritannien, men det man gav dem at arbejde med ved den lejlighed, var uanvendeligt lige fra begyndelsen af.

EUs underlige konstruktion hvor den enkelte statslige myndighed ikke længere er den øverste statslige myndighed for borgerne i de enkelte lande, gør sit til den manglende samhørighed - og afløses af en fjern opfattelse af nationalstaten og den indflydelse på borgernes liv i nationalstaten.

Vi stemmer ganske vist jævnligt på politikere til EU parlamentet, - men..., men, helhjertet, vist ikke, - så går det straks bedre med vort nationale parlament, vi kan jo træffe politikerne på gaden, - sådan er det ikke med den højt hævede politiske elite i Bruxelles.

Kommer en EU kommissær på besøg i København, så sørger politiet for han ikke bliver generet af befolkningen i trafikken, og kører hastigt gennem byen eskorteret af politi i lange baner.

Hvem er disse kommissærer - der som overstatlige formyndere kommer på besøg, som ikke vil se folket i "reservaterne" udenfor de hellige haller i EU.

"populisterne når sjældent tæt på regeringsmagt. Sådan er det hidtil gået i Danmark."

- Det må kaldes årets falske påstand, - ingen har som Venstre støttet deres politiske magt så meget og i så lang til på DF i regeringsårene som Venstre har stået for.

Den politiske elites fornægtelse af debatten om de fremmede ligger helt tilbage til regeringstiden med Poul Nyrup og Birte Weiss, og kom til udtryk på noget forskellig vis.

Poul Nyrups "opsang" til DF i folketinget husker mange sikkert; "I er ikke og blliver aldrig stuerene", - det var den politiske elites budskab - ikke alene til DF, men sandelig også til de mange der stemte på DF, men det udtrykte også en foragt for demokratiet fra Poul Nyrups side.

Birte Weiss fortælling var lidt anderledes, fra et interviewe om de fremmede, hvor hun italesatte befolkningen forkerte holdning til de fremmede, og en journalist spurgte om hvor mange hun selv havde ansat i sit ministerium?

- Birte Weiss blev gammeldags smæk tøsefornærmet over spørgsmålet, og fandt det helt upassende journalisten spurgte om det.

Vi havde "svensker"-tilstande i vort demokrati - noget der ikke måtte debatteres, et helt klart brud med demokratiet inderste væsen - vor frihed til fri debat af enhver art og ethvert emne.

Et noget ubehageligt emne for enhver politiker med internationale drømme udenfor Danmarks grænser. - Det passer ikke til de mange rygklappere på de bonede gulve i de internationale fora, - der hvor selvbedraget dyrkes i usethed når vi ikke taler om den ulighed som dyrkes internationalt, med underbetaling og grov udnyttelse der finder sted i verden.

Parolen er vel; "vi kan leve med det, så længe ingen taler om det udefra, og lønnen og pensionen vil vi da gerne beholde", så bag den fine facade dyrkes tavsheden og stilheden som beskyttelse for jobbet.

Elitens forfinethed må endeligikke få ridser.

Derfor er ordet "populisme" blevet et skældsord oppefra af eliten til disciplinering af pøbelen, der uden protest skal finde sig eliternes higen efter et højere ideal, for at opnå anerkendelse fra de bonede gulves rygklappere, der i stilhed beskytter de øverste politiske eliters tanker og de rige magteliters gøren og laden i jagten på fortjeneste, - helt uden indblanding af skat og andet der står i vejen for uendelig rigdom, - så som kommunisme, for det er det arbejderne dyrker når de gerne vil have en løn de kan forsørge en familie.

Slavelønninger er der ikke mange fortalere imod fra de bonede gulve, og det kniber også med en real debat om skattely som moralsk forkasteligt, og skal afskaffes.

De ansigtløse rygklappere på de bonede gulve, - giver fanden i pøbelen, kun jobbet, lønnen og pensionen betyder noget i der hverdag, samt det - ikke at lukke fremmede ind på de bonede gulve med ny tanker der strider imod den herskende orden.

På overfladen ser det demokratisk ud, men virkeligheden er en helt anden, - selv i Danmark er virkeligheden en helt anden f.eks. i almen boligkomplekser, hvor der kun er pseudodemokrati på overfladen, - rigtigt demokrati er overtaget af en politisk orienteret ledelse i boligselskaberne.

Anders Thornvig Sørensen

Rettelse: remain-siden, ikke jasiden.

Mht. historiografien, så har jeg stor tilltro til en historiker med dybt indblik i britiske og europæiske forhold, der forudså brexit næsten tyve år i forvejen.

Anders Thornvig Sørensen

Ud over de nævnte ting, var det også et forberedende skridt til Brexit, da briterne i 2008 fik indsat den formelle mulighed for udtræden af EU i Lissabontraktaten. Hele det juridiske og politiske forløb over en 15-prig periode frem til Brexit-folkeafstemningen gør et sammenhængende indtryk.

Ved selve Brexit-folkeafstemningen skal vejrliget efter sigende have favoriseret leave-siden. Man kan fremhæve, hvor snævert og tilfældigt resultatet var. Eller man kan sige: Mere skulle der altså ikke til for at vælte læsset; så usikker og u-rodfæstet var EU-tilslutningen i forvejen, efter 44 års britisk medlemskab.

Så jeg fastholder mit synspunkt, og jeg modtager i øvrigt gerne belæringer, når blot de kommer fra kvalificeret hold.

Jørgen Mathiasen

@Anders Thornvig Sørensen
Jeg skal ikke opholde mig mere ved Michael Böss forsøg som valgforsker i UK. Han er langt fra skiven med dette:

»Da arbejderklassevælgerne under finanskrisen i 2008 opdagede, at den samme elite i virkeligheden slet ikke havde haft styr på de sociale og økonomiske forandringer, den havde forvoldt, gjorde de oprør ved at stemme imod de etablerede partiers ønske. De stemte Storbritannien ud af EU.«

Arbejderklassevælgerne i Nordirland (der er ikke meget andet) stemte for en forbliven. De fik en grænse i det irske hav, og nu er nyhederne om uroligheder også kommet til kontinentet.

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Jørgen Mathiesen: Det kan ikke nytte, at du afviser Michael Böss' forklaring på valget på baggrund af nogle arbejdere med så specielle forhold som borgerne i Nordirland.
Naturligvis stemte de for at blive i EU. Deres stat har været håbløs længe, og det her giver konstruktionen dødsstødet.

Det ændrer ikke på, at EU har været en katastrofe for den engelske arbejderklasse, der netop har mistet sin værdighed. De har ingen tillid til Labour efter Blairs New Labour, de har ingen tillid til Bruxelles, de har ingen gavn haft af velstandsstigningen til de rige, og privatiseringerne ses som forræderi. Importen af migrerende, underbetalte arbejdere er organiseret skruetrækkeri.

Ulighed kan komme op på et niveau, hvor den nederste tredjedel i to-tredjedelssamfundet bliver vrede. Det kan også ske i Danmark.

Jørgen Mathiasen

@Thora Hvidtfeldt Rasmussen
I stedet for generaliseringer kan man sætte modifikationer ind i sine formuleringer. Så bliver teserne ganske vist mindre bombastiske, men til gengæld mere præcise.

Det var ikke alene nordirerne, som stemte imod en udmeldelse. Det samme gjorde skotterne. Det regner mange med bliver til en opløsning af Det forenede Kongerige.

En mere præcis beskrivelse af især den engelske arbejderklasse har The Guardian i nogle bogomtaler i dag:
https://www.theguardian.com/commentisfree/2021/apr/08/keir-starmer-brita...
Interessant er bl.a. beskrivelsen af tidligere Labour-vælgere i den røde mur, som nu identificerer sig med godsejere og derfor stemmer konservativt. (Det er en noget anden forklaring end Böss'.)

Hvilke katastrofer, der er størst, må vi lige afvente at se, for EU-modstandere accepterer aldrig økonomiske prognoser som andet end "skræmmekampagner". Altså venter vi lige og ser, hvor mange arbejdspladser, der bliver nedlagt i bilindustrien, om der kommer strukturændringer i England, om fiskerne på et eller andet tidspunkt igen kan afsætte deres fisk i EU, i hvilket omfang britiske virksomheder (fortsat) flytter til fastlandet og servicesektoren i London skrumper osv. osv.

Anders Thornvig Sørensen

Som beskrevet af Jørgen Mathiasen, har de Konservative i Storbritannien altid haft en vis appel til arbejderklassen. Omkring år 1900 var det især det nordirske spørgsmål, som trak protestantisk sindede arbejdere over til de Konservative.

Arbejderpartiets holdning til EF/EU var altid lunken, indtil Tony Blair tog over. Den bagudrettede britiske folkeafstemning om EF-medlemskab i 1974 var Labours værk.