Glæder du dig ligesom jeg til at komme ud at spise, gå i biografen og tage på ferie? Det kan vi lige om lidt, hvis vi fremviser et coronapas.
De fleste af os vil formodentlig sige ja tak til coronapasset, fordi det betyder en hurtigere tilbagevending til vores normale liv. Jeg har personligt let ved at vælge, hvis det står mellem at bruge mit coronapas og få en ferietur til Mallorca eller at blive hjemme i min lejlighed.
Valget har tilsyneladende også været let for et stort flertal i Folketinget i forbindelse med vedtagelsen af en plan for åbning af Danmark, hvor et vigtigt element netop er indførelsen af coronapasset – selv om de borgerlige partier pipper en lille smule med deres principielle modstand.
Det er der intet overraskende ved, for debatten om øget overvågning følger nemlig et interessant og tydeligt mønster: Vi vil selvfølgelig gerne have et coronapas for at komme på restaurant, vi accepterer logning af telefoner for at forhindre terrorisme, og vi stemmer for flere kameraer på offentlige steder for at bekæmpe bandekriminalitet og hashhandel.
Det er meget svært ikke at gøre det. Hvert nyt tiltag med øget overvågning er næsten altid positivt motiveret. Og det konkrete argument om, at vi kan komme på ferie eller fange forbrydere, vinder altid over de abstrakte argumenter imod, at centrale myndigheder registrerer og regulerer vores handlinger.
Argumenterer man principielt for øget overvågning, kan det gå meget galt. Det var, hvad der skete, da vores justitsminister fra Folketingets talerstol kom til at sige, at mere overvågning er lig med mere frihed. »Overvågning er frihed« kunne sagtens have været et ordret citat fra Orwells berømte dystopiske roman 1984.
Jeg tror faktisk, at Nick Hækkerup af et godt og ærligt socialdemokratisk hjerte mener, at overvågning skaber tryghed, og at når man er tryg, er man også mere fri. For eksempel ønsker jeg da, at kvinder skal føle sig trygge, når de er på vej hjem om natten og går ad øde stier, som en anden vigtig, aktuel debat handler om under betegnelsen #textmewhenyougethome.
Jeg vil endda gå så langt som til at give justitsministeren ret i, at der formodentligt er nogle kvinder, som vil føle en større frihed til at gå, hvor de vil, hvis aftentomme gader blev overvåget.
Men hov, der kom både Nick og jeg igen til at argumentere konkret og glemme principperne.
Af Søren Schultz Hansen, forfatter og ekstern lektor
Det handler vel i store træk om mig, mig, mig og FOMO.
Når JEG gerne vil på restaurant eller til Mallorca eller i biografen eller klippes af en frisør, så er det svært at tænke. Tænke på hvad denne øgede overvågning og massedeling af personnumre og sundhedsoplysninger kan bruges til, for vi er nemlig så dumme, at et udendørs cafebesøg er nok til at opgive friheden til at færdes frit og uden at have en myndigheds tilladelse.
Eller hur...
Det er i hvert fald rigtigt, @Lise Lotte Rahbek, at det er svært at sige fra, når det bliver konkret (OG personligt), men jeg tror ikke, det kan forklares udelukkende ud fra, egoisme, mig, mig, mig eller FOMO. :-)
Søren S.H.
Det lyder somom du gør dig andre tanker. Vil du løfte sløret for de andre faktorer, du tænker på?
Jeg er klar over, at vi allesammen ofte hellere reagerer på dagens udfordringer og glæder, end at forsikre os mod fæle ting som potentielt ske i fremtiden.
Men disse pas-tiltag, som man fremstiller som en 'ubetydelig' betingelse for at måtte åbne samfundet (læg mærke til ordvalget) gør mig utryg.