Kronik

Regeringen bør droppe mål om flere anbringelser – de kan gøre mere skade end gavn

Vi må ikke lade de groveste sager sætte dagsordenen for hele vores indsats over for børn, der har vanskeligheder. Nogle anbringelser er nødvendige, men forskningen viser, at de fleste har bedre af at blive støttet hjemme, skriver professor emeritus i socialpsykologi Per Schultz Jørgensen og lektor emeritus i sociologi Morten Ejrnæs i dette debatindlæg
Det er forkert at antage, at det altid er forældrenes omsorgssvigt, som er grunden til børnenes problemer. Derfor er regeringens plan om, at flere børn skal anbringes uden for hjemmet, og at de skal anbringes tidligere, forkert.

Det er forkert at antage, at det altid er forældrenes omsorgssvigt, som er grunden til børnenes problemer. Derfor er regeringens plan om, at flere børn skal anbringes uden for hjemmet, og at de skal anbringes tidligere, forkert.

Debat
26. april 2021

Flere børn skal anbringes uden for hjemmet, og de skal anbringes tidligere. Sådan er den klare udmelding i regeringens udspil til en ny indsats for udsatte børn. Det er en grundtanke og markerer et nyt socialpolitisk ståsted.

Anbringelse uden for hjemmet, i plejefamilie eller på en institution, skal være ’kodeordet’, der sætter retningen for en ny og mere konsekvent politik. Derfor gør udspillet også op med troen på, at vi over for børn i udsatte positioner skal starte med det mindst indgribende, når vi overvejer indsatsen.

Målet er at sikre barnet en opvækst med stabilitet, kontinuitet og tryghed. Påstanden er, at forældrene ikke kan det, derfor skal vi anbringe tidligere.

Anbringelse er en kronjuvel i regeringens program. Men er opprioriteringen af anbringelser uden for hjemmet sagligt begrundet? Der er tale om et meget afgørende indgreb i et barns og en families liv, som har langtrækkende konsekvenser – ved vi noget som helst, om de er positive? Hvornår gavner det, at børn bliver anbragt? Regeringens udspil har ikke dokumenteret, hvorfor flere anbringelser skulle medføre bedre omsorg og trivsel.

Kompliceret forskningsområde

Spørgsmålet om effekten af anbringelse uden for hjemmet har forskningen forsøgt at svare på i masser af år – uden at komme med solide svar. Undersøgelser, også danske, har forsøgt sig på området. Der er for eksempel gennemført interview med unge, der tidligere har været anbragt, og registerundersøgelser har dokumenteret, at de klarer sig dårligt i for eksempel uddannelse, arbejde og sundhed.

Vi har altså forskning, der dokumenterer, hvordan det går børn, der har været anbragt, og den peger ikke på opprioritering af anbringelser. Denne forskning er imidlertid først og fremmest beskrivende, og den belyser ikke spørgsmålet om effekt, fordi man ikke har et sammenligningsgrundlag. Man kan jo ikke, som i naturvidenskabelig eksperimentel forskning, opstille to tilfældigt udtrukne grupper, hvor den ene gruppe anbringes, den anden ikke, og hvor de så sammenlignes efter en årrække: Hvordan går det dem som voksne?

Så hvem sammenligner vi gruppen af anbragte børn med? I registerundersøgelser kan man konstruere en kontrolgruppe med nogenlunde samme sociale og økonomiske baggrund, hvor den eneste kendte forskel er, at børnene ikke har været anbragt, eller man kan udføre såkaldte regressionsanalyser, hvor man kan påvise effekten af anbringelse, samtidig med at der tages højde for alle de variable, som er målt. Det er imidlertid metoder, hvor der ikke kan tages højde for en lang række af de forhold, der har ført til anbringelsen, fordi man ikke har data om dem.

Nogle få studier udnytter imidlertid det faktum, at sagsbehandlernes tilbøjelighed til at anbringe børn uden for hjemmet er forskellig. Hvis disse ’gråzonesager’, hvor nogle sagsbehandlere vil anbringe og andre ikke vil, kan antages at være tilfældigt fordelt på sagsbehandlerne, er det muligt at sandsynliggøre, hvilken effekt anbringelsen i sig selv har haft.

Et amerikansk studie har på denne måde sandsynliggjort, at børn, der ikke bliver anbragt, klarer sig lige så godt – og endda med en tendens til at klare sig bedre – end børn, der er blevet anbragt. Det er yderst relevant input, når regeringens plan skal vurderes, da den jo netop ville betyde, at man vil fjerne flere af børnene i gråzonen. Men man skal altid være på vagt over for at anvende resultaterne fra en hel anden kontekst i en dansk sammenhæng.

Dårligere stillet end søskende

Nu er der imidlertid også kommet en ny svensk registerundersøgelse, der følger børn, der er blevet anbragt, og deres ikke anbragte søskende i en længere periode. De to søskende deler altså vigtige genetiske og sociale forhold, men adskiller sig med hensyn til anbringelse.

Ankermanden er Bo Vinnerljung, der er professor i socialt arbejde ved Stockholms Universitet. Han anvendte første gang metoden i sin doktorafhandling fra Lunds Universitet i 1996. I den nye undersøgelse samarbejder han med to kolleger og gennemfører en undersøgelse, der bygger på samme metode. Den nye undersøgelse er publiceret i et internationalt tidsskrift i 2020, og resultaterne er overordentlig relevante til at belyse spørgsmålet, om flere anbringelser i en nordisk kontekst vil gavne børnene.

Resultaterne af undersøgelsen viser, at børn, der bliver anbragt, ikke får et bedre liv som voksne end deres søskende, der forbliver i eget hjem. Tværtimod: de begår og forsøger hyppigere selvmord, får hyppigere invalidepension, har som gruppe højere dødelighed, er sjældnere i beskæftigelse og er hyppigere afhængige af sociale ydelser. Kort sagt: De anbragte børn fik et dårligere liv end deres hjemmeboende søskende. Men hvad er forklaringen?

Inden vi svarer på det spørgsmål, må vi notere, at også denne undersøgelse har svagheder. Selvfølgelig, det har alle undersøgelser. Den største svaghed er, at der formentlig er nogle specifikke grunde til anbringelsen af den ene søskende, som undersøgelsen ikke kan tage højde for, fordi de ikke har kunnet undersøges. Men den svenske undersøgelse er både aktuel og særdeles relevant for netop de spørgsmål, der kan rejses i forbindelse med regeringens udspil til Barnets Lov.

Undersøgelsens resultater er nemlig en eklatant tydeliggørelse af, at det er forkert at antage, at det altid er forældrenes omsorgssvigt, som er grunden til børnenes problemer, hvilket netop er regeringens hovedantagelse. Undersøgelsen viser jo, at forældrene er i stand til at varetage omsorgen for de ikke anbragte børn, således at de klarer sig bedre end deres anbragte søskende.

Derfor er det helt skævt, når regeringen foreslår, at der ved anbringelse af et barn automatisk skal laves en børnefaglig undersøgelse på søskende. Det stigmatiserer forældrene, selv om der kan være mange grunde til, at et barn eller en ung anbringes, der ikke skyldes forældrene, som for eksempel psykisk sårbarhed, problemer i skolen eller problemer med relationerne til jævnaldrende.

Lad børn blive støttet hjemme

Der er i relevante undersøgelser intet belæg for, at flere anbringelser skulle føre til mere omsorg og trivsel for børn med vanskeligheder. Den amerikanske og den svenske undersøgelse giver derimod belæg for at hævde, at der ved tvivl er god grund til at lade børnene blive i egen familie og støtte dem der – og deres søskende også.

Der er situationer, hvor anbringelser er nødvendige. Når et barns sikkerhed er truet, skal der ske en anbringelse og i nogle tilfælde omgående, for eksempel når børn udsættes for seksuelle eller voldelige overgreb, eller når børn lever med en opvækst præget af svigt på grund af for eksempel alvorligt misbrug. Heldigvis er der tale om en forholdsvis lille gruppe børn, der svigtes så fundamentalt af forældrene, og de skal have hjælp i form af en hurtig og kvalificeret anbringelse.

Men disse sager må ikke sætte dagsordenen for hele vores indsats over for børn, der har vanskeligheder. Så fortegnes billedet. De to spor i vores indsats bør i stedet være en bred forebyggende indsats i forhold til alle børn og forældre og en mere målrettet og opfølgende hjælp til børn og familier, der har vanskeligheder. Tilsammen kan de to spor sikre omsorgen og skabe bedre trivsel for de fleste børn i Danmark. 

Per Schultz Jørgensen er professor emeritus i socialpsykologi, Morten Ejrnæs er lektor emeritus ved Aalborg Universitet, og de er begge medlem af Aktionsgruppen for Børns Velfærd

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Det er ikke kun anbringelser uden for hjemmet, socialdemokraterne vil i deres plan.
Det er også tvangsadoptioner.
Et indgreb, der basalt billiggør fjernelsen af barnet for den enkelte kommune.
Men også et indgreb, der forhindrer barnets kontakt med sine biologiske forældre.

Man mindes andre eksperimenter, der gik grueligt galt.

Søren Ferling, Karina Rosing Lynge, Steffen Gliese, Carsten Wienholtz, Ib Christensen, Merete von Eyben, Steen Obel, Marianne Stockmarr, Lillian Larsen, Ib Gram-Jensen, Peter Mikkelsen, David Zennaro, Dorte Sørensen og Leanette Nathalia Chresta Jensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Tak til Per Schultz Jørgensen og Morten Ejrnæs
Håber at MF og AK læser den og vil ændre deres forslag så familierne får mere hjælp til at kunne fungere i stedet for truslen om at deres børn bliver tvangsadopteret eller givet til en plejefamilie.

Søren Ferling, Carsten Wienholtz, Merete von Eyben, Jette Kjældgaard, Carsten Munk, Marianne Stockmarr, Lillian Larsen, Ib Gram-Jensen, Peter Mikkelsen, David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Hvis vi ser på hvor mange familier, der har det svært med at passe på deres børn, er det for det første en meget lille gruppe ofte med mere ende et barn.
Dernæst er denne gruppe velkendt af systemet igennem en årrække, idet de fra første deres 1. barn har vist med al tydelighed, at de ikke magter forældrerollen.
Når nu det forholder sig sådan, vil jeg mene at det ligger lige for, hvad vi andre - samfundet - systemet kan/burde gøre, som kan stoppe denne deroute for forældrene og samfundet. Udover at det koster kassen med alle de lappeløsninger vi til stadighed forsøger os med, er der nogle børn og deres forældre, som har/får et svært og smertefuldt liv. Hvis vi skulle hjælpe de forældre bedst muligt, skulle vi måske sætte ind FØR de får børn, ved oplysning og en hjælp, som kan gøre dem mere kvalificeret til at få børn eller måske slet ikke få børn. Jeg blev steriliseret efter mit 3. barn og er lykkes med at klare min faderopgave med hjælp fra gode kvinder, som jeg efterflg. blev skilt fra, og fra en god omgangskreds. Tror nogle mænd ikke er i den heldige situation; og det er dem som der først og fremmest burde være fokus på - en mand kan få flere børn end en kvinde!

Carsten Hansen

"Der er situationer, hvor anbringelser er nødvendige. Når et barns sikkerhed er truet, skal der ske en anbringelse og i nogle tilfælde omgående, for eksempel når børn udsættes for seksuelle eller voldelige overgreb, eller når børn lever med en opvækst præget af svigt på grund af for eksempel alvorligt misbrug. Heldigvis er der tale om en forholdsvis lille gruppe børn, der svigtes så fundamentalt af forældrene, og de skal have hjælp i form af en hurtig og kvalificeret anbringelse.". Citat slut.

Det er de børn jeg arbejdede med gennem 8 år (for en del år siden).

Så længe man ikke tror at disse børn bare kan nøjes med støtte derhjemme, så er jeg med på den.
Ingen kommuner anbringer børn for sjov; Men der kan være grænsetilfælde hvor man kan skade et barn umådeligt hvis man vurderer til den forkerte side af den tynde streg.

Hvis nogen tror det er nemt så tror de fejl.

Ditte Jensen, Morten Larsen, Rikke Nielsen og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Carsten Hansen - ja,der er desværre nogle børn der bør/skal fjernes - det er ikke det der er til debat. Spørgsmålet er, at der ikke bliver satset nok for at gøre familien bedre til at varetage opgaven. Der er flere eksempler på, at hvor der gives en god støtte til hele familien kan både forældre og børn få et godt liv uden at blive adskilt. Det har også vist sig at børn trives bedre i livet hvis de har fået lov at opretholde deres tilknytning til deres familier.

Var det ikke bedre at bruge kræfterne/indsatsen med at hjælpe hele familien end på at adskille den.

Den med ingen kommuner anbringer børn for sjov passer nok - men flere kommuner se på økonomien og handler efter hvad der er den billigste løsning og ikke bedste løsning for barnet.
Dette problem kunne nok bedre løses hvis området overgik til staten så det ikke var de enkelte kommuners økonomi/skattegrundlag osv. der er udslagsgivende for barnets fremtid .Eller ved at kommunerne fik størstedelen betalt af staten - men så har "vi" kassetænknings-fælden.

Nej der er ingen lette løsninger - men derfor må regeringen da godt lytte til eksperternes råd og vejledning før de afgør børns skæbne.

Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel og Steen Obel anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Det er altid grænsetilfældene der er til debat.
Ellers gør folk ikke deres arbejde ordentligt mere.

Kommuner anbringer ikke til en million kr. om året hvis det er åbenlyst forkert.
Og kommuner undlader ikke at anbringe når svigt er uomtvistelige.

Carsten Hansen

"Voldsomme" er nok et bedre ord

Dorte Sørensen

"Og kommuner undlader ikke at anbringe når svigt er uomtvistelige." det vil jeg da heller ikke påstå, men sagen med regeringens forslag er,at de ønsker, at endnu flere skal anbringes eller bortadopteres.

Det er det der er spørgsmålet - er der ikke bedre metoder.
Flere kommuner har vist at arbejdet med hele familien har hjulpet og familien kan fungere til glæde for børn og de voksne samt ikke mindst for kommunen. Hvorfor ikke udbygge disse muligheder som 1. prioritet - hvorfor skal det være tvangsadoption og tvangsfjernelser der skal prioriteres.
Tidlig indsats er nok også bedre end en sen.

Rikke Nielsen

Det vigtigste i dette her, handler om, i mit optik, at beslutninger sker ud fra en vurdering af barnets nuværende og fremtidige tarv. Udelukkende.

Forkølede og turbulente mellemløsninger, der tilgodeser familien, men ikke giver barnet en tryg hverdag, er ofte ikke i barnets tarv.

Der kan ikke opstilles, og det synes jeg også indlægget tydeligt dokumenterer, selvom den gode professor alligevel vover sig med en konklusion. en formel for om et barn skal anbringes eller ej.

At italesætte en svær situation, hvor en families manglende evne til at fungere giver anledning til, at staten bliver blandet ind, som et usympatisk indgreb fra statens side, mener jeg også er en skævvridning af debatten. Hvilken interesse skulle staten overhovedet have i at gøre dette, da det kun vil give anledning til kæmpe udgifter for staten.

Carsten Hansen

Jeg har set rigeligt til at anbringelse i mange tilfælde er det eneste rigtige.
Jeg kender alle historier; Lige fra de bizarre over de groteske til de direkte uforståelige.

Men der vil altid være grænsetilfælde , som skrevet, og det må være disse grænsetilfælde regeringen mener skal falde ud til en beslutning om anbringelse /bortadoption, i flere tilfælde,

Alt andet vil være galimatias.

Dorte Sørensen

Rikke vi er helt enige i - "Det vigtigste i dette her, handler om, i mit optik, at beslutninger sker ud fra en vurdering af barnets nuværende og fremtidige tarv. Udelukkende. " -
Men forældrene bør vel også samles op og ikke bare overlades til en "skrællebunke".
Derfor forstår jeg ikke hvorfor regeringen ikke vil se på hele familien.

Ligeledes forstår jeg heller ikke, at regeringen er så opsatte på tvangsadoptioner og tvangsanbringelser i deres oplæg, hvis de kun ønsker det i meget få tilfælde hvorfor sætter de det så op som 1. prioritet. Det kan da næsten kun forstås som ,at det er noget de mener er bedst for barnet. Men som flere eksperter og undersøgelser undsiger.
Nej det er ikke let - håber bare at regeringen tænker sig om endnu engang.

Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel og Steen Obel anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Rikke Nielsen.

I sin/min tid var det kommune og amt der delte udgifterne ved anbringelse.
Om det er ændret med nedlægningen af amterne ved jeg ikke.

Eva Schwanenflügel

I denne artikel fra 2018 beskriver en far, hvordan hans børn uretmæssigt blev tvangsfjernet i otte måneder på baggrund af en anklage om incest, der hurtigt blev tilbagevist, men hvor kommunen 'for en sikkerheds skyld' alligevel handlede imod bedre vidende.

Han skriver blandt andet:

"Det er også værd at huske, at en tvangsfjernelse ikke blot er en fjernelse fra barnets hjem og vante omgivelser. Man fjerner også barnet fra den øvrige familie. Barnet har under anbringelsen ikke kontakt med fætre, kusiner, onkler, tanter og bedsteforældre. Og som Justitia skriver: »Barnet inddrages ikke tilstrækkeligt i deres egen sag« – måske på grund af myndighedernes manglende kendskab til barnet forud for anbringelsen.

Mine børn var kun fire år gamle, da Herning Kommune bortførte dem fra deres børnehave. Graden af isolation var så stor, at børnene gennem otte måneders ophold på et børnehjem troede, at deres bedsteforældre var døde – de havde jo ikke besøgt dem, og ingen havde i de otte måneder omtalt en eneste af børnenes familiemedlemmer – al den stund, at hverken sagsbehandlere eller pædagoger kendte børnenes familie.

Børnene forsøgte efter bedste evne at fortælle de voksne, at de ville hjem til deres far at bo, men ingen voksne lyttede til dem. Når min søn var meget tydelig og råbte sine frustrationer ud, blev han spærret inde på værelset, og hans søster blev nægtet adgang til sin frustrerede bror. Ja, døren blev ganske enkelt låst."

https://www.information.dk/debat/2018/10/boern-tvangsfjernet-ved-fejl-no...

Her er der 'bare' tale om en tvangsfjernelse.
Men ved en tvangsadoption afskæres al kontakt til både biologiske forældre, søskende, bedsteforældre og andre familemedlemmer ihvertfald indtil barnet fylder 18 år, hvor de så kan påbegynde processen med at finde frem til deres biologiske ophav.

Dette er blot en enkelt sag ud af mange.

At have som PRIORITET at tvangsfjerne og tvangsbortadoptere flere børn, kan medføre en uheldig praksis i kommunerne, hvor der handles efter denne prioritering samt sparehensyn fremfor at satse på det forebyggende og støttende arbejde i familierne.

Det er også et stort problem, at et stigende antal sårbare børn og unge anbringes på sikrede institutioner sammen med unge kriminelle.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/politisk-bekymring-over-social...

Der bør derfor ikke være et ønske at fjerne flere børn fra hjemmet som et mål i sig selv.

Carsten Hansen

Når børn-ungeudvalget skal træffe afgørelse om fjernelse uden samtykke, vil der være åbenlyse sager og sager der er mere tvetydige.
Folkene der sidder i sådanne udvalg er udmærket klar over at det kan skade barnet mere end det vil gavne, uanset hvilken afgørelse der træffes.
Det er dog udvalgets pligt at træffe en afgørelse, hvilket kan være meget svært.

Det er ulig nemmere at sidde og kloge sig bag en computerskærm.

At tvangsfjerne/bortadoptere er aldrig en sjov eller nem ting. men en nødvendighed ind i mellem.
At regeringen mener det skal ske oftere er vel fordi den mener der for ofte tages mere hensyn til forældrene end til børnene.

Uenighed blandt fagfolk er naturligvis mere interessant end uenighed blandt lægfolk. Vi kan kun vælge hvem vi mest tror på.
Jeg har aldrig deltaget i de indledende manøvrer, men har ofte oplevet at børn er blevet anbragt for sent i tvangsfjernelsessager.

Der er ingen nemme løsninger; Hverken om der besluttes den ene eller det andet i grænsetilfældene.

Eva Schwanenflügel

Fra den tidligere omtalte artikel fortæller faderen:

"Jeg oplevede at møde et kafkask system, hvor forvaltningens ret betød mere end børnenes ret.

Når Justitia skriver i sin rapport, at kommunernes børneungeudvalg udgør et retssikkerhedsmæssigt problem, fordi udvalget »ikke er uafhængigt af den forvaltning, som har oplyst og behandlet sagen«, så kan jeg kun nikke genkendende. Min oplevelse var, at udvalget derimod agerede stærkt sammenspist med forvaltningen og derved på ingen måde var en retsgaranti.

På grund af beskyldningerne om incest blev børnene tvangsfjernet akut ved en såkaldt formandsbeslutning. Formanden for børneungeudvalget handlede blindt på forvaltningens indstilling, der igen handlede blindt på en underretning fra en psykolog, der i øvrigt fra tid til anden blev benyttet som børnesagkyndig i det selvsamme børneungeudvalg. Børneungeudvalget var altså ikke blot sammenspist med forvaltningen, men også med psykologen.

Også formandsbeslutningerne stiller Justitia sig kritiske overfor, idet »formanden ikke har nogen særlige forudsætninger for at vurdere forvaltningens indstillinger, og sagen er ofte ringe oplyst«. Det kan jeg også i høj grad nikke genkendende til."

I rest my case.

Dorte Sørensen

Hvorfor begynder regeringen ikke med at give kommunerne mulighed til at sagsbehandlerne kan få færre sager - så de har tid til at følge barnet og tage de lovpligtige samtaler. Ville det ikke være en bedre begyndelse før de kommer med krav om flere tvangsadoptioner og tvangsfjernelser.

Ligeledes ville tidligere hjælp nok også være et godt "værktøj".

Carsten Wienholtz og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Det er helt forkert at gøre et eksempel til gældende procedure.

Der vil utvivlsomt ske fejl, hvad enten man træffer den ene eller den anden afgørelse.
Sådan er virkeligheden.

Børn-ungeudvalget består af byrådsmedlemmer, dommer og pædagogisk - og psykologisk sagkyndige.
er man interesseret kan man google rettigheder for forældre og børn i forhold til afgørelser fra udvalget.

Dorte Sørensen

Ja man skal ikke gøre et eksempel til gældende procedure - men er det ikke ofte enkeltsager der få politikker til at indføre dit og dat.

Men Evas henvisning viser da at tvangsfjernelser skal være mere underbyggede og undersøgt så disse fejl ikke sker. Det er da også håbløst at en sagsbehandler har flere sager end denne har mulighed at behandle. Det er da for dumt med så alvorlige sager.

Carsten Wienholtz og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Der er ingen her der mener at fejl er godt.
Der er ingen her der mener at der skal tvangsfjernes til den store guldmedalje.
Men hvis der er folk her der tror at kommuner anbringer for sjov eller bevidst ser bort fra fakta som noget almindeligt, så tror man ganske fejl.

Helt fint at debattere om der kan ske forbedringer på forskellige fronter, men jeg vil til enhver forsvare tvangsanbringelser hvis dette er til barnets tarv og samtidig erklære mig uforstående når forældres tarv får forrang.
Jeg er ikke imponeret over enkelttilfælde; Dertil kender jeg til alt for mange berettigede anbringelser.

Eva Schwanenflügel

Det er bestemt ikke kun enkeltsager der gør sig gældende i fejlagtige tvangsfjernelser:

"Når børn bliver tvangsfjernet akut, sker det tit på et fejlagtigt grundlag.

Siden 2016 har hver anden forælder, der har klaget over, at deres barn var blevet tvangsfjernet akut fra hjemmet, fået afgørelsen ophævet af Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen angiver i rapporten ikke, hvad årsagerne er til, at hver anden afgørelse ændres.

I en mail til avisen skriver styrelsen dog, at der "erfaringsmæssigt ophæves en del sager på grund af formelle mangler som eksempelvis manglende forsøg på at få samtykke".

Desuden er der tilfælde, hvor styrelsen mener, at der ikke er et akut grundlag for at træffe afgørelsen. Barnet er altså ikke i øjeblikkelig fare.

I samme rapport fremgår det, at flere børn end nogensinde før bliver fjernet fra forældrene mod forældrenes vilje.

Antallet af anbringelser uden samtykke - tvangsfjernelser - er steget årligt siden 2007. Dengang blev cirka 1200 børn tvangsfjernet, mens det i 2018 var omkring 2700 børn, som blev tvangsfjernet fra forældrene."

https://www.berlingske.dk/danmark/akut-tvangsfjernelse-af-boern-sker-tit...

Mon ikke man skulle få styr på disse fejl, og som Dorte Sørensen foreslår, ansætte flere sagsbehandlere og give dem mere tid til at følge op, før man søsatte et paradigme om flere tvangsfjernelser og tvangsbortadoptioner?

Carsten Hansen

Igen.

"Det er de børn jeg arbejdede med gennem 8 år (for en del år siden).
Så længe man ikke tror at disse børn bare kan nøjes med støtte derhjemme, så er jeg med på den."

"Kommuner anbringer ikke til en million kr. om året hvis det er åbenlyst forkert."

"Men der vil altid være grænsetilfælde , som skrevet, og det må være disse grænsetilfælde regeringen mener skal falde ud til en beslutning om anbringelse /bortadoption, i flere tilfælde, Alt andet vil være galimatias."

"Der vil utvivlsomt ske fejl, hvad enten man træffer den ene eller den anden afgørelse. Sådan er virkeligheden."

"Men hvis der er folk her der tror at kommuner anbringer for sjov eller bevidst ser bort fra fakta som noget almindeligt, så tror man ganske fejl."

"Helt fint at debattere om der kan ske forbedringer på forskellige fronter,..."
citater slut.

Jeg har så absolut intet mod flere ansættelser af socialrådgivere og andet.
Det idealistiske mål må være at de tvangsanbringelser der bliver vedtaget er de tvangsanbringelser der er nødvendige. Det er dog tvivlsomt om det er realistisk.
Om antallet af nødvendige anbringelser er større eller mindre end det nuværende kan ingen sige reelt.
Hvor tit hører vi ikke voksne stå frem og sige at de er blevet misbrugt/misrøgtet gennem hele deres opvækst, uden at kommunen brød ind på trods af rygter o.l.

Dorte Sørensen

Undskyld men var en prøve på forældre egnethed før folk må få børn så ikke være den idele løsning. Herved ville uegnede forældreskaber også findes i middelklassen og højere oppe . Men nok ikke et forslag der vil blive gennemført.

Carsten Wienholtz og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Selvfølgelig skal børn anbringes, hvis deres forældre udsætter dem for overgreb. Men der er lavet utallige undersøgelser, og nu denne, som viser at anbringelser ofte har alvorlige konsekvenser for barnet. Jeg forstår ikke kommentatorerne, der igen og igen stiller sig på "barnets side" og postulerer at en anbringelse er en holdbar løsning. Kig nu på f.eks denne rapport, rapporter fra SFI om tidligere anbragte, og rapporter om anbragtes udsathed. Anbragte og tidligere anbragtes sociale problemer og psykiske mistrivsel er meget større end ikke-anbragtes problemer, OGSÅ når man sammenligner med udsatte unge fra samme baggrund som de anbragte, og som denne undersøgelse viser, OGSÅ når man sammenligner med deres søskende som IKKE blev fjernet. Det er absurd at diskuterer om anbringelser er nødvendige eller ikke nødvendige. Vi har viden der viser at anbringelser IKKE FUNGERER! Hvis børn skal anbringes, og det skal de nogen gange, så skal anbringelsesområdet forbedres.

Det store spørgsmål er stadig hvorfor anbringelser har så negative konsekvenser for mange børn og unge. Hvis vi stopper med at benægte fakta, så er det ret tydeligt at anbringelser FORVÆRRER de anbragtes problemer. Jeg afviser ikke at børn er "skadede" når de anbringes, men når det går anbragte værre end både kontrolgrupper fra samme segment OG deres søskende, så må man accepterer at anbringelser ikke gavner udsatte børn og unge, men forværre deres problemer. Ret meget forskning indenfor udviklingspsykopatologi viser at udsatte, omsorgssvigtede og traumatiserede unge kan udvikle sig til normaltfungerende voksne, når de mødes med den rette støtte, forståelse og kærlighed. Det er også dokumenteret i utallige undersøgelser. Børns opvækst er ikke determinerende for deres liv, når de får den rigtige støtte. Det er der alt for mange anbragte børn, der tydeligvis ikke gør.

Det er på tide at man kigger på de psykiske og biologiske konsekvenser af at være anbragt. Det fremgår f.eks af utallige forskningsprojekter at anbragte børn ofte har hypocortisolism, altså lavere niveauer af kortisol, og lavere kortisol-reaktioner i stressede situationer. Det er et fællestræk de har med mennesker der udvikler ptsd. Faktisk mener forskerne at det ofte er forudsætningen for at udvikle ptsd. Men når man kigger på "raske" brødre til soldater med ptsd, så har de også hypocortisolism.
Hypocortisolism udvikles efter længere perioder med stress. Forskere mener at det er hpa-aksen som regulerer sig selv for at undgå kortisols skadelige virkninger. Man har lavet forsøg med rotter, hvor man fjerner børnene fra mødrene, og efter 2 uger har rotterne udviklet hypocortisolism. Når man undersøger omsorgssvigtede unge, viser samme tendens sig. Fraværet af beskyttende forældre (eller forældre som negligerer barnet, skræmmer barnet eller afviser barnets behov) resulterer i at børn udvikler hypocortisolism. Hvis et barn derimod har været udsat for seksuelle overgreb, men har støttende forældre, udvikler barnet ikke hypocortisolism.
Selvom der stadig er megen usikkerhed omkring hypocortisolism, så er der meget der tyder på at det er kombinationen af hypocortisolism og efterfølgende traumatiserende oplevelser, som kan være forudsætningen for udviklingen af psykiske lidelser. Når tidligere anbragte ofte klarer sig værre end ikke-anbragte som er vokset op under lignende omstændigheder som den baggrund, den anbragte blev fjernet fra, kunne man måske forestille sig at anbringelsen er den form for traumatisering, der forværre hypocortisolism.

Når jeg skriver omsorgssvigt fører til hypocortisolism, så mener jeg ikke nødvendigvis overgreb. Omsorgssvigt kan også være manglende forældre-evner, at forældrene er optaget af egne problemer, at forældrene er stressede, eller at barnet opfatter forældrene som ude af stand til at beskytte barnet. Man har med udgangspunkt i tilknytningsterapi arbejdet med forældre, hvis børn var utrygt tilknyttede, og det lykkedes i mange tilfælde at afhjælpe barnets problemer. Uden at blive alt for teknisk er der store fællestræk mellem utryg tilknytning, effekterne af utryg tilknytning og udviklingen af hyper/hypo-cotisolism. Og man kan forhindre forældrens utilsigtede omsorgssvigt ved at hjælpe dem med deres problemer og arbejde med deres forældre-evner. Det er derfor at forebyggende indsatser ofte giver bedre resultater end anbringelser.

De fleste psykiske lidelser, misbrugsproblemer, selvmord og sociale problemer udspringer af manglende evne til affekt-regulering. Manglende affektregulering hænger sammen med utryg tilknytning. Utryg tilknytning resulterer ofte i hypocortisolism. Hypocortisolism kan kombineret med yderligere traumer medfører manglende affekt-regulering, da hypocortisolism tilsyneladende skyldes end defekt hpa-akse, som man hverken kan regulerer kognitivt eller biologisk. Eller på dansk; hvis du lider af hypocortisolism, vil man i særlige tilfælde opleve at ens "frygt-system" aktiveres og at man ikke kan regulerer den stress, som det aktiveres frygtsystem udløser i form af adrenalin, nor-adrenalin og kortisol. Når jeg skriver kognitivt, er det fordi at man ikke har erfaret hvordan man håndtere de "trusler", som aktiverer ens frygtsystem, og derfor kan man ikke berolige sig selv. Når jeg biologisk, er det fordi at man med hypocortisolism har færre kortisol-receptorer til at nedbryde den overdosis kortisol, som særlige trusler udløser. Og hvis man blander det; kortisol forhindrer de områder af hjernen (hippocampus og præfrontal cortex) som regulerer frygtcenteret amygdala, der aktiverer og regulerer hpa-aksen i stressende situationer, i at fungerer optimalt. Kortisol lammer ganske enkelt hjernen. Hvis forskningen er korrekt og anbragte unge udvikler hypocortisolism, så er der biologiske, neurologiske og kognitive affekter, man skal arbejde med.
Og det kan man heldigvis.
Men… det kræver at man har oplevet tryghed i form af voksne, som forstår, respekterer og prioriterer barnet og barnets behov, som selvfølgelig ofte er at fastholde en stærk relation til den familie, som barnet er vokset op i, by default det tryggeste barnet har oplevet i sit liv.
Det er muligvis her at anbringelser ofte bliver endnu en traumatiserende oplevelse for anbragte unge. Barnet skal vide at der er voksne som beskytter barnet, når barnet ikke kan beskytte sig selv. Ellers er barnet i en konstant stress-tilstand… og den stress-tilstand udvikler sig efterhånden til hypocortisolism.
Ideen om at udsætte børn skal skærmes mod deres familier er er dybt, dybt skadelig for et barn, med mindre forældrene udsætter barnet for reelle overgreb.

Sorry, det blev lidt langt og indviklet, men man har i mindst 50 år vidst at anbringelser ikke gavner anbragte børn. Det er på tide at kigge på hvorfor og hvordan man benytter anbringelser, hvis man vil hjælpe udsatte børn og unge.

Hanne Utoft, Estermarie Mandelquist, Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ David Adam

Mange tak for dit indlæg, der belyser flere ting jeg ikke vidste om fx hypercortisolism.

I begyndelsen refererer du til en rapport fra SFI, jeg selv mener at have læst, men kan ikke finde den nu.

Kunne du eventuelt bringe et link?

- Eva

takker, men husk at det er hypocortisolism, ikke hypercortisolism. Jeg havde enormt svært ved at finde informationer om det i starten, fordi at ikke havde fattet at det er 2 forskellige "tilstande". Sue Gerhardt har skrevet en ret fin bog om hvordan forkerte kortisolbalancer påvirker hjernens udvikling kaldet "kærlighed gør en forskel..." og hun roder også rundt i begreberne, måske fordi at det først er de seneste par år at der er kommet fokus på det, selvom man opdagede de lave kortisolniveauer og -reaktioner i forskning med vietnamsoldater med ptsd i `70.

links til 2 af SFI´s rapport om tidligere anbragte, som gennemgår ret mange andre lignende undersøgelser:

https://viden.sl.dk/artikler/boern-og-unge/anbragte-effekter/tidligere-a...

https://viden.sl.dk/artikler/boern-og-unge/anbringelser-%C3%A5rsager-og-...

Eva Schwanenflügel

David, tusind tak for links og bogreferencen til Sue Gerhardt, der ser ud til at være et spændende bekendtskab.

Jeg går næsten ud fra, det må være hendes første bog du hentyder til, "Why Love Matters", og ikke "The Selfish Society", der ellers også lyder interessant?

Må prøve at læse dem :-)

Eva Schwanenflügel

- Og også tak for at tydeliggøre forskellen på hypocortolism og hypercortolism.

- Eva

Tror at det er "Why love matters", men den er også udgivet på dansk under titlen "kærlighed gør en forskel".

mht. anbringelser, er der stor forskel på, om der i barnets liv er tale om en eller flere anbringelser. Jo flere, jo sværere bliver det for barnet at agere i skiftende nye rammer

Carsten Hansen

Lone Hansen.

Her har du uomtvisteligt ret.
Hyppige skift skal for alt i verden undgås.

Men igen; Helt undgå skift er desværre nok heller ikke muligt ude i den virkelige verden.
Velrenommerede plejeforældre kan blive overbebyrdet af flere årsager og institutioner kan have en børne/ungesammensætning der viser sig bare slet ikke at du.
De professionelle er jo udmærket klar over dette og forsøger at finde den bedste løsning; Men nemt er det ikke.

- Carsten

Hvis plejeforældrene bliver så overbebyrdede at barnet må skifte familie, er plejefamilien jo lige så inkompetent som de biologiske forældre barnet blev fjernet fra. Enhver der behandler anbragte børn anerledes end de ville behandle deres egne biologiske børn er simpelthen ikke kvalificeret til at arbejde med børn og unge.

Carsten Hansen

"Hvis plejeforældrene bliver så overbebyrdede at barnet må skifte familie, er plejefamilien jo lige så inkompetent som de biologiske forældre barnet blev fjernet fra"

Sikken en overfladisk konklusion !!
Og hvad angår institutioner men børn/unge med psyko/sociale problematikker, så forholder tingene sig helt anderledes end i egne hjem.

Har du din viden udelukkende fra det du selektivt læser dig frem til ?

- Carsten

Ja, selvfølgelig er jeg selektiv i det jeg læser, men jeg læser skam ikke kun den forskning, jeg er enig i. Og jeg ændre da også holdninger, når jeg bliver klogere. Men man har altså vidst at skift i anbringelser er ekstremt skadelig for anbragte siden `90 erne. Barnets reform er 10 år gammel, og en af dens vigtigste formål var at nedbringe skift i anbringelser, da det er en væsentlig årsag til at anbragte unge får forværret deres problemer af anbringelsen. Men hele teorien om hvorfor ikke-konsistente relationer til sine omsorgspersoner er dybt, dybt skadelige for børn og unges selvopfattelse, har været dokumenteret og beskrevet siden starten af `70, især af John Bowlby, Mary Ainswoth og mange andre psykoanalytikere indenfor tilknytningsteori. Uanset hvad, så er det almen viden at skift i anbringelser skader barnet. Det er grov, grov omsorgssvigt. Og hvis plejeforældre udsætter børn for grov omsorgssvigt, hvad i alverden gør dem så mere egnede til at være forældre end den biologiske familie barnet blev fjernet fra?

Men okay, hvis du har forskning der viser at anbragte børn ikke tager skade af brud i anbringelser, så vil jeg da gerne se det. (just kidding, det ved jeg godt du ikke synes. Tror bare ikke at der er mulighed for at være selektiv når man indhenter viden om hvordan afbrudte anbringelser skader anbragte børn.)

Hvis jeg skal være ærlig, så er en væsentlig årsag til at anbringelser ofte har en negativ effekt, at anbringelses-systemet undervurderer hvor vigtigt det er for et barn at føle sig trygt. Og en væsentlig del af at kunne føle sig tryg er at vide at ens omsorgspersoner altid vil beskytte en. Det er den tryghed, der er forudsætningen for at man opnår tillid til både sig selv og andre. Ingen tryghed = konstant stress, hvilket påvirker barnets frygt-system osv, som jeg forsøgte at beskrive i min forrige post.

Hvis et barn afvises af sine plejeforældre, hvilket det gør når der er et brud i anbringelsen, får barnet cementeret oplevelsen af at man ikke kan opnå tryghed hos andre mennesker. Mere indviklet er der ikke.

Omvendt kan allerede utrygt tilknyttede børn havde ekstremt svært ved at knytte sig til en plejefamilie, så der er 2 sider af et brud i anbringelsen. Men så burde man arbejde med barnets relation til plejefamilien, ikke give op og sende barnet videre i anbringelses-systemet.

Det er måske ikke almen viden, men det er tilgængelig viden, og denne viden har været tilgængelig i mange årtier.

(ps, og jeg snakker ikke om institutioner, det er en helt anden boldgade.)

Hanne Utoft, Ruth Sørensen, Steffen Gliese, Dorte Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Måske skulle du prøver at læse lidt mere bredt.
Og måske læse om hvilke vilkår plejefamilier agerer under.

For jeg har da aldrig læst noget så amatøragtigt som dit ovenstående udsagn om plejefamiliers kompetencer.

Angående institutioner kan jeg fortælle at ofte kommer børn/unge derhen, når plejefamilier, af mange forskellige årsager har måtte erkende at deres muligheder var udtømte.

- Carsten

Det er fint at du er uenig, men det ville være interessant, hvis du også kunne forklarer hvorfor du er uenig.

Steffen Gliese

Ja, Carsten Hansen, men det fortæller blot, at det ikke er en farbar vej! Man må først og fremmest vende tilbage til det første princip i velfærdssamfundet, hvis vi skal rette op på sagerne: at vi ikke accepterer fattigdom.

Hanne Utoft, Carsten Munk og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Ja; Den ene skriver det er fattigdom der har skylden, den anden skriver at der også er problemer i de "bedre" kredse og alle anbefaler automatiske det hele.

En ting er dog tydelig. Folk her har ingen anelse om hvad der rent faktisk sker derude.
Folk der har arbejdet med problemerne ved godt at det hele er meget kompleks og at årsager er mange.

Angående plejefamiliers kompetencer.
En pige/dreng der er blevet svigtet derhjemme, f.eks. via forældre med misbrug og eller vold, anbringes hos en plejefamilie, der så absolut ikke er præget af ovenstående.
Barnet den unge har dog tabt megen tillid til voksne generelt og udvikler f.eks. voldelig adfærd eller stikker af hver gang lejlighed byder sig.
Det arbejder plejefamilien naturligvis med og får anden professionel støtte til dette.

Nogle gange må plejefamilien give op og barnet/den unge anbringes i anden plejefamilie, måske længere væk, måske anbringes barn et på institution.

Hvis det ikke var så alvorligt så ville jeg udelukkende grine af amatør-indlæg hvor folk intet aner om virkeligheden, andet end de de læser sig frem til.
Professionelle erkender at der er problemer, men er samtidig så meget inde i sagerne at de også ved at der ikke er nemme løsninger.

Nemme løsninger findes kun hos folk med ingen viden på området.
Folk som f.eks. konkluderer de mærkeligste ting.

Carsten Hansen

Og igen.

Flere og flere voksne står frem og beretter om voldsomme svigt i deres barndom.
Svigt der har ødelagt dem for livet.

Disse mennesker skulle måske have være anbragt udenfor hjemmet.
Den slags figurerer ikke i nogen statistikker.

Dorte Sørensen

Nej der er ingen nemme løsninger - det er der vel heller ikke nogen der har skrevet.

Det der har været skrevet og som Per Schultz Jørgensen og Morten Ejrnæs påpeger er at anbringelse er i mange tilfælde ikke den bedste løsning - derfor foreslås andre hjælpeløsninger.

Her må bedre uddannelse til plejefamilier ( så de bedre kan hjælpe plejebarnet ,så det ikke skal skifte plejefamilie flere gange) og færre sager til sagsbehandlerne ( så der ikke sker fejlanbringelser til skade for barnet) være regeringens 1 prioritet i stedet for flere tvangsanbringelser og tvangsadoptioner.
De kommuner der har taget hånd om hele familien har givet gode resultater - så hvorfor ikke de muligheder som 1 prioritet.

- Carsten

Tak for svaret, men du bidrager altså ikke med informationer, som de fleste med en lille smule kendskab til anbringelsesområdet ikke kender i forvejen. Og jo, jeg kender skam til anbringelser fra det virkelige liv, fra min egen opvækst, fra mit arbejde på børnehjem, som deltager i netværksgruppe i forbindelse med anbringelses-sag, fra venskaber med både tidligere anbragte, plejefamilier og sagsbehandler fra børne- unge området osv. Selvfølgelig kender jeg også virkeligheden, ellers ville jeg ikke være så engageret i at diskuterer hvordan man forbedre anbringelses-området.

Carsten Hansen

Dine skriverier undrer en del skulle du have kendskab til området !

Carsten Hansen

Og fattigdom som årsag til anbringelser vidner ligeledes om ringe kendskab til anbringelser.
Bevares; De fleste af de mennesker jeg har arbejdet med har været folk uden den store uddannelse, men så sandelig ikke fattige i ordets forstand; Måske nærmere ikke så økonomisk bevidste. At være samspilsramt kan have noget med økonomi at gøre, men så sandelig ikke nødvendigvis.
Ved man bare en smule om virkeligheden så vil man ikke blive overrasket over årsager til splid i familier.

Min påstand er at langt de fleste tilfælde hvor en plejeanbringelse slår fejl, ville have gået galt uanset hvilke tiltag der var iværksat.
Ligeledes er det min påstand at rigtigt mange grænsetilfælde ville have endt bedre havde kommunerne grebet ind i tide.

Vi kommer ikke videre.
Når det kommer til børn og opdragelse så tror alle at de er eksperter.

Rikke Nielsen

Carsten Hansen
"Når det kommer til børn og opdragelse så tror alle at de er eksperter."

Jeg tror det handler om, at man ikke kan lade være med at projicere sig selv og egne forhold/rettigheder ind og dermed gøres debatten privilegieblind.

- Carsten

"Min påstand er at langt de fleste tilfælde hvor en plejeanbringelse slår fejl, ville have gået galt uanset hvilke tiltag der var iværksat."

Wow. Hvis din holdning er repræsentativ for mennesker der arbejder med anbragte børn, så forstår jeg godt at anbringelses-indsatsen er en katastrofe. Tak for at belærer os om virkeligheden :-)

Hanne Utoft, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

David Adam.

Jeg tror stadig du er amatør !.

Der er ganske enkelt ingen garanti for at anbringelser lykkes
Der er ganske enkelt ingen garanti for at andre tiltag lykkes

Men det går nok over din forstand at forstå dette.

Carsten Hansen

Og Steffen Gliese, endnu en amatør på området, holder vel stadig fast på at fattigdom er årsagen når ting går galt ?

Igen, for lige at runde mit indlæg om hypocortisolism af. Selvom der bliver forsket meget i hypocortisolism, er der stadig stor mystik om hvad det er og hvordan det helt præcist opstår. Men langt de fleste undersøgelser viser at mennesker, der har været udsat for omsorgssvig i barndommen har "unormale" kortisol-niveauer og kortisol-reaktioner. Og dette kan udvikle sig til psykiske lidelser som f.eks stress, depression, angst og borderline osv osv. Igen, det er en teori, en hypotese, ikke en definitiv sandhed.

Andre (anerkendte) teorier er f.eks Alan Schores og Peter Fonagys hypoteser om at manglende omsorg i barndommen fører til nedsat mentaliserings-evne, da et stresset barn bruger energien til at dissociation istedet for at udvikle især præfrontal cortex og hippocampus. Begge områder bruges til at regulerer amygdala med, som aktiverer og regulerer hpa-aksen, som er ansvarlig for kroppens kortisol-reaktioner i stressede situationer. Faktisk bliver det meste kortisol nedbrudt i hippocampus (90%, hvis jeg husker korrekt). Så, der er muligvis en sammenhæng der…

Men. Der har endnu ikke været megen forskning i om anbringelser forbedre eller forværre omsorgssvigtede børn og unges stress-reaktioner. Det kunne jo være at børnene var så skadede, at anbringelsen ikke kan gøre en forskel. Det er en holdning man typisk møder, når barnet trods forskellige indsatser stadig udvikler sig uheldigt. Barnet var allerede ødelagt af forældrene.

Men nej. En nyere undersøgelse viser faktisk at hypocortisolism ændrer sig afhængigt af anbringelsens kvalitet. Igen, hypocortisolism leder ikke nødvendigvis til psykiske lidelser og sociale problemer, som forskning med ptsd-ramte soldater og deres søskende viser. Men der er en klar forekomst af hyper og hypo-cortisolism, samt mindre hippocampus og præfrontal cortex, og over-sensitiv amygdala, bland psykiske lidelser. F.eks viser forskning at både mennesker der har begået selvmord, og mennesker som er dømt for mord, stort set altid har en markant mindre præfrontal cortex. Og det er ting, man kan arbejde med i terapi-forløb. Men gør anbringelser en forskel?

Ja!

Den nyeste forskning om anbragte og hypocortisolism er fra 2021, og påpeger at kvaliteten af anbringelsen medierer hypocortisolism.
Citat:
"Conclusions – Our results indicate that caregiving quality in the foster family may have an important modulating effect on selected indicators of the child’s stress response and could thereby mitigate the possible consequences of early childhood adversity."
Fra rapporten "Caregiving quality modulates neuroendocrine and immunological markers in young children in foster care who have experienced early adversity" (2021)
https://www.biorxiv.org/content/10.1101/2021.04.08.438856v1

Nyeste forskning viser altså at kvaliteten af anbringelsen er afgørende for om børnenes stress-reaktioner (og dermed affekt-regulering) forbedre sig.

Mht plejefamiliers kompetancer. Så kan det være op af bakke, når familierne ikke informeres ordentlig og klædes på til den forestående opgave af sagsbehandleren. Derfor går det somme tider galt på trods af dygtige og engagerede mennesker.
Når det så er gået galt fordi barnet/den unge endte med at være for stor en mundfuld, hvor en institution ville være det rigtige alternativ. Er det så den løsning det ender med? næh såmænd, man finder en ny plejefamilie, da det sandsynligvis er den pt. billigste løsning. (kender et eksempel af denne slags fra sidste år). Og så kræver det ikke den store tabel at regne ud at den unge meget nemt bliver taberen i det sagsbehandlende/politiske flyttecirkus. Ikke mindst politiske cirkus, da sagsbehandlerne ikke sjældent er oppe mod stærke økonomiske interesser à la Guldborgsund Kommune

Tilføjelse
Har derudover lige oplevet et kedeligt eksempel med et anbragt barn på en privat institution, hvor tvivlen om anbringelse var større end stor, men hvor institutionen kæmper med næb og klør for at beholde barnet. Tydeligvis af økonomiske årsager, da det kom til stykket ikke var en særlig kompliceret anbringelse. Men for barnet en frustrerende oplevelse af ikke at blive hørt og som følge deraf ikke taget alvorlig. Ej heller af sagsbehandleren, der lavede en forhastet børnesamtale.