Dansklærerforeningens bestyrelse modtog den 7. april 2021 helt uforståeligt et afslag fra undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil. Opfordringen til ministeren var enten at genoverveje kvinderepræsentationen i den litterære kanon fra 2004 eller at give gymnasielærerne grønt lys til at se bort fra listen. Begge dele blev afvist.
At skoleelever fra folkeskolen til og med gymnasiet kun behøver at kende én kvindelig forfatter, var allerede en skandale i 2004. I dansk litteraturhistorie er der uofficielt tre dronninger, der som undtagelser bekræfter den hovedregel, at en stor forfatter er en mand, nemlig Leonora Christina, Karen Blixen og Inger Christensen. Det er svært at forestille sig, at listen yderligere kan forkortes, men det kunne den, for Karen Blixen var som en ud af tretten forfattere den eneste kvinde i »den fælles Kanon«.
Det stod således krystalklart, at kanonudvalget med den obligatoriske liste åbenlyst forlængede den patriarkalske tradition ind i nutid og fremtid helt uden hensyntagen til den viden, som litteraturkritikken havde frembragt.
Den første uofficielle begrundelse for kanonudvalgets påfaldende dispositioner fik jeg af udvalgets formand, Jørn Lund: Leonora Christina var ikke »rigtig litteratur«, Inger Christensen var for svær til folkeskolen, og Tove Ditlevsen ikke god nok til den obligatoriske liste.
Præget af »sentimentalitet«
Den forbløffende begrundelse for helt at udelukke Leonora Christina, som generationer af børn og unge har stiftet bekendtskab med i danskundervisningen, er aldrig udtalt offentligt. Men udvalgsmedlemmet Marianne Zibrandtsen argumenterede i Politiken den 8. januar 2005 helt på linje med Jørn Lund for, at Inger Christensen er bedst egnet i gymnasiet. På grund af sin »kompleksitet« og brug af »abstrakte, matematiske« og musikalske systemer fascinerer hun gymnasieelever og »suger dem ind i hendes imponerende lyriske univers med dets store spørgsmål til jeget og dets udfoldelse«.
Havde Inger Christensen kun været kompleks, var hendes digte næppe blevet til de sange, som Pia Raug i 1981 satte musik til. Og hvis Inger Christensen kun havde været abstrakt og matematisk, var et af digtene fra Det næppe havnet som gavlmaleri Nørrebro.
At Inger Christensen aldrig fik Nobelprisen piner mig stadigvæk. Men at hun agtes så lidt i sit eget fædreland, at hun ikke som noget helt selvfølgeligt indtog sin plads blandt de bedste på fælleslisten i 2004, er mig simpelthen en gåde. Undervejs i sine svimlende labyrinter skriver hun så enkelt og smukt, at selv børn kan være med.
Det var Jørn Lund selv, der i Berlingske tog ansvaret for at argumentere Tove Ditlevsen ud af fælleslisten. »Der er formatet til forskel på Nexø og Ditlevsen. Nexø er en langt større forfatter. Han er kendt over hele verden. Tove Ditlevsen er en dansk forfatter, som er udmærket og god at snakke om i skolen«.
Tove Ditlevsen udgav sit hovedværk Vilhelms værelse i 1975, året før hun døde, men det er Pigesind (1939) og Kvindesind (1955), der ifølge Kanonudvalget dækker »hovedindholdet og hovedanliggendet« i Tove Ditlevsens forfatterskab.
Men ved at gøre de tidlige værker til »hovedindholdet og hovedanliggendet«, som ifølge Kanonudvalget er præget af »sentimentalitet«, skriver udvalget hende med et enkelt ord ud af fælleslisten. Det hjælper fedt, at sentimentaliteten ifølge udvalget »skånselsløst nedbrydes« undervejs.
Ikke ’sminke historien’
I sit forsvar for kønssammensætningen i Dansk litteraturs kanon valgte Jørn Lund at pege på, at kanon er konservativ af natur, og at vi skal se fortiden og traditionen lige i øjnene. Han advarede mod at gøre »sandheden en bjørnetjeneste« og sløre »de historiske kendsgerninger« for den tunge fælles arv, at »mænd sad på magten, på skriveriet og på alting«, skal ikke »sminkes væk«!
Netop den begrundelse fik Berlingskes lederskribenter til at ånde lettet op. »Kanonkritik skyder langt over målet«, lød det nu på lederplads i Berlingske, og hvad den feministiske kritik angår, »så nytter det altså ikke noget at skrive historien om, så den passer til nutidens værdier. Det vil let blive historieforfalskning i den politiske korrektheds tjeneste, og det er nærmest det modsatte af en kanon«.
Da Pil Dahlerup, Anne-Marie Mai og jeg med støtte fra en kreds af forfattere, forskere og kritikere sendte et brev til Folketingets Udannelsesudvalg den 5. november 2004, stod det os klart, at vi havde store dele af offentligheden bag os i kravet om, at der burde rettes op på kønsfordelingen, før kanonudvalgets forslag til litteraturlæsning blev ophøjet til læseplaner for skoleåret 2005.
Kvinder ’fortjener deres egen liste’
Jørn Lund havde også lyttet til folkestemningen, og som svar på forslaget om at revidere kanonlisterne foreslog han på Det Danske Akademis årsmøde 2004 »en kvindelig liste ved siden af kanonlisten« og tilføjede »det har de kvindelige forfattere fortjent«.
I pausen fortalte han mig uofficielt, at han ville bakke en sådan liste op over for ministeren. Det var jo ikke det, vi havde bedt Undervisningsudvalget om, men det bedste skal ikke være det godes fjende, så med den melding besluttede Pil Dahlerup, Anne-Marie Mai og jeg at udarbejde en kanonliste over 15 danske kvindelige forfattere, som kan indgå i en litterær kanon.
I tilbageblik forekommer det mig, at kritikken af Kanon for dansk litteratur blev fulgt til dørs, at vi var mange, der gjorde, hvad der var muligt i 2004. Men lige lidt hjalp det.
For mig handler diskussionen først og fremmest om anerkendelse af litterær kvalitet, men også om, at Kanonudvalget næppe levede op til deres egne kriterier. Udover kunstnerisk kvalitet lagde udvalget med egne ord vægt på at »udvikle elevernes omverdensforståelse og især deres kendskab til menneskers vilkår gennem historien«.
Det er mig fortsat ubegribeligt, at ikke en eneste i udvalget har mindet om, at »menneskers vilkår« gennem historien er dybt afhængig af, om vi taler om mænd eller kvinder. Men den viden var der ingen i udvalget, der havde tilegnet sig.
Historien skal revideres
Debatten i 2004 viste tydeligt, hvor lang vej der er igen. I 2004 havde den litterære kønsforskning tredive års indsats bag sig, men set i forhold til den litteraturhistoriske tradition er det for et øjeblik at regne. Der skal mange generationers indsats til, før den viden, som for mig og mange andre er en selvfølgelighed, bliver mainstream og almindelig accepteret.
Selv begik jeg i tilbageblikket den fejl ikke at gå op mod lederskribenterne, da de unisont tilsluttede sig Jørn Lunds argument, at man ikke skal skrive historien om! For det er da lige det, vi som kønsforskere vil, skal og bør gøre.
Vi vil ændre historien, som den er blevet fortalt, og vi gør sådan set hver dag en indsats for at ændre historieskrivningen med tilbagevirkende kraft. For historien skriver som bekendt ikke sig selv. Der skal nogen til at fortælle den, nogen til at skrive den, og vi skriver hele tiden historien om baseret på den nye viden, som forskningen giver adgang til.
Kanon for dansk litteratur blev i al stilhed revideret for folkeskolen i 2015, og nu bør også kanon for gymnasiet få en tiltrængt opdatering. Jeg håber, mange vil bakke Dansklærerforeningen op i en kritik af såvel kanon som undervisningsministeren. Kanon for dansk litteratur var en skandale allerede i 2004. Det er den stadigvæk.
Elisabeth Møller Jensen er forfatter og hovedredaktør på bogen Nordisk kvindelitteraturhistorie.
Elisabeth Møller Jensens kronik fremstår som et noget upræcist og rodet debatindlæg, fordi det aldrig på en ordentlig måde præciserer, hvad det egentlig er, kritikken rettes imod, ud over at det drejer sig om, at der burde være flere kvinder på en kanonliste.
Det må dreje sig om det, som det daværende udvalg kalder for en obligatorisk liste til brug i danskundervisningen i såvel folkeskolen som i de gymnasiale uddannelser, og som kaldes for ”Den fælles kanon”.
I kommissoriet for udvalgets arbejde fremgår det, at det skal komme med forslag til hvilke centrale forfatterskaber gennem tiden, som eleverne i henholdsvis folkeskolen og de gymnasiale uddannelser bør stifte bekendtskab med gennem danskundervisningen.
Der står ikke noget om en ”fælles kanon” for såvel folkeskole som gymnasiale uddannelser, så dette valg er truffet af udvalget.
Ud over det står der ikke noget om, hvilke kriterier der skal lægges til grund for valget af de forfatterskaber, der bør placeres på listen.
Ét sted nævner udvalget, at de har besluttet, at forfatterskaber, der udfolder sig efter 1965, ikke kan medtages, og et andet sted nævnes, at forfattere, der har deres litterære debut efter 1965, ikke kan medtages. Mener de hermed det samme eller noget forskelligt, og for hvilke lister?
Udvalget spørger: ”Hvad har vi at bidrage med i en europæisk virkelighed, der ikke blot vil repræsentere forskellige manifestationer af amerikansk påvirkning”. Ud over det fremhæves ”god litteratur” (god på hvilken måde?) og ”de vigtigste danske forfatterskaber” (vigtigste i hvilken forstand?). Desuden nævnes forfatterskaber, som ”kan være særlig vigtige og udviklende” (vigtige og udviklende i hvilken forstand?).
Ved præsentationen af de enkelte forfatterskaber fremhæves, at der skal være værker i de enkelte forfatterskaber af litterær kvalitet, men som mere centralt fremhæves den påvirkning af kultur – og idéhistorisk karakter i et bredere samfundsmæssigt perspektiv, som de enkelte forfatterskaber repræsenterer.
http://static.uvm.dk/publikationer/2004/kanon/kap01.html
Historien skrives af magthaverne.
Og i øjeblikket er det vigtigste at holde fast i de nationalkonservative vælgere, og ikke at udfordre dem i deres billede af Socialdemokratiet som det traditionelle Danmarks beskytter.
Derfor kommer der ikke flere kvindelige forfattere på læselisten, så længe S bestemmer.
Hvorfor vi overhovedet skulle have den kanon, har jeg aldrig forstået.
Hvis den skal have nogen mening burde den revideres ca. hvert 5. år
test
Den kvindelige litteraturkanon kunne hedde "Vidnesbyrd fra helvede" og rumme fx Leonora Christine, "Jammersminde", Amalie Skram og Maja Ekelöf's "rapport fra en gulvspand". Fordi det nationale koncept ikke giver mening hverken i dag eller historisk når det gælder litteratur - som ikke kender grænser.
Der er ikke nok stole, til kvindelige forfattere.
Freddie, what, hvad mener du?
Eva, Ursula von der Leyen, sådan lidt symbolsk.
Nåeh, okay Freddie, så faldt femøren.
Bortset fra at von der Leyen jo ikke er forfatter.. ;-)
Jammer drevet af falske fortællinger.
Vi kan godt, fanget af intersektionel iver, besat af kvantitativ enshed, skræmt at det patriakalske spøgelse, vedtage en kanon kvinde kvote, og derved "rette" på fortiden synder, og omskrive historien. Sålænge vi er ærlige, og indrømmer, at det at være kvinde i så fald anses for at være en kvalitet i sig selv. At forfatteren ikke nødvendigvis er på listen fordi det vurderes, at det skrevne ord kvalificerede, men fordi forfatteren tilhøre en "udsat" gruppe.
Det er i mine øre nonsens fra ende til anden, konklusionen er skrevet på forhånd og den ensomme kvinde, på denne idiotiske liste, bruges som løftestang til at tilkæmpe sig privilegier og få opmærksomhed for sin ideologiske sag.
Super god kronik, og lad os bestorme Pernille RT pga hendes støtte til patriarkatets kanon!
Optimalt burde den kanon smides i skraldespanden; det er sindelagskontrol af værste skuffe. Men når nu det er sådan, at en nationalkonservativ del af befolkningen ønsker sindelagskontrol, så skal de kvindelige forfattere selvfølgelig også repræsenteres bedre.
Og når nu Nicolaj Ottsen mener, at dette kun handler om, at mindrebemidlede kvinder søger en løftestand for "at tilkæmpe sig privilegier og få opmærksomhed for sin ideologiske sag." afventer jeg da gerne, at Nicolaj Ottsen uddyber, hvorfor præcis de danske kvindelige forfattere nævnt i dette indlæg ikke er værdige til at være placeret på listen. Denne ophøjede og højtkompetente gennemgang vil jeg glæde mig ti at læse.
En latterlig useriøs kanon
Et vådeskud i tågen
Et forsvar i foragt for nyt
Et røgslør
@Rikke Nielsen. Det er ikke mig der mener de ikke hører til på listen, det er kanon udvalget og dem har jeg ikke nogen grund til at mistænke for, at være del af en patriakalsk konspiration. Jeg stoler på at de ud fra saglige objektive kriterier, så vidt det er muligt, har foretaget en sober faglig vurdering. At den faglig vurdering resultere i en fordeling som springer i øjnene på tidens politiske trends, er vel ikke rigtig noget de kan gøre for eller bør rette historien til efter. Vi kan skrotte listen eller bevare den, men at ville revidere den retrospektivt er for mig at se et ideologisk projekt.
Og hvorfor lige kvinde perspektivet, hvad med seksuel orientering, religion, alder, handikap, uddannelses niveau, socialklasse, race, civilstand, højde, you name it. Skal de perspektivet ikke også have plads på listen ?
"Og hvorfor lige kvinde perspektivet" spørger Nicolaj Ottesen (NO). Fordi kvinder er halvdelen af verden og kvinder er som læsergruppe mere end halvdelen af læserne. Så de kvalificerede forfattere, som nævnes i kronikken, skal selvfølgelig med. Kan du NO virkelig alvorligt mene, at udvalget har valgt "ud fra saglige objektive kriterier", når det er lykkedes dem at overse de mange forfattere, der er kvinder? Noget helt, helt andet er, at lærere selv skal kunne tiltroes kvalifikationer i at undervise. Kanoner hører hjemme helt andre steder.
@Anne Margrete Berg, ja, det mener jeg, det er jo ikke en demografisk udarbejdet liste, det er en liste over historisk betydningsfulde forfattere og i den gruppe, var kvinder i langt det meste af perioden mænd. Hvilket selvfølgelig var udtryk for de patriarkalske forestillinger der herskede dengang, men det betyder ikke, at en liste som afspejler dette, er en fortsættelse af patriarkatet.
De fleste af de kvindelige forfattere som "mangler" på listen, er iøvrigt ikke "overset", de er at finde i den vejledende kanon, det er blot ikke kommet på den obligatoriske.
Rettelse: "var kvinder i langt det meste af perioden mænd" skulle have været "var forfattere i langt det meste af perioden mænd". KH George Eliot :)
@Anne Margrete Berg
Det afgørende spørgsmål kan ikke være valg ud fra "saglige objektive kriterier", for hvad er i det hele taget "sagligt", og hvad er "objektivt" i den sammenhæng?
Det afgørende spørgsmål må dreje sig om "relevans" og relevans i forhold til "hvad"?
Udvalget, der har udarbejdede den obligatoriske kanonliste for omkring 15 år siden, lagde især vægt på den betydning, som forfatterskabet har haft i tiden og eftertiden af kultur - og idéhistorisk karakter, og derfor ser listen ud, som den gør.
Man kunne forestille sig en tilsvarende liste over 15 betydningsfulde danske fysikere, og hvilken betydning disse fysikeres forskning har haft for deres samtid og eftertiden.
Hvor mange kvindelige fysikere ville det mon være vigtigt at få placeret på en sådan liste?
Spørgsmålet må bl.a være, om de kriterier for udvælgelse af forfattere til en sådan liste, som udvalget anvendte for 15 år siden, også vil være de mest relevante i dag, og om nogle, og eventuelt helt andre, kriterier skal vægtes højere?
Hvis de "gamle" kriterier fra 2004 skal fastholdes, vil jeg mene, at der også må kunne findes plads på listen til forfattere som Suzanne Brøgger og Inger Christensen.
Selvfølgelig præciserer Elisabeth Møller Jensens kronik , hvad det er, kritikken rettes imod: nemlig at der burde være flere kvinder på kanonlisten. Desuden er det forklaret hvorfor: ”at »menneskers vilkår« gennem historien er dybt afhængig af, om vi taler om mænd eller kvinder.”
Kampen burde dreje sig om at få afskaffet den obligatoriske kanon, for den hører ikke på nogen måder hjemme i forhold til læreplanerne for danskfaget i dag.
Der er tale om en form for nationalkonservativ "brændemærkning" af de elever og lærere, der dagligt arbejder med faget i dag.
Derfor er det også ærgerligt, at en anden identitetspolitisk tankegang, af kønspolitisk karakter, bruger den obligatoriske kanon som "gidsel" til at fremme en bestemt sag.
Som om, det ville være helt fint med en sådan kanon, hvis ellers der stod en masse kvinder på listen.
@Kieran Cantrell
Elisabeth Møller Jensen henviser på en ret indforstået måde til kanonudvalgets arbejde og til nogle af de debatter, der fulgte som konsekvens af udvalgets arbejde, og hvor der var tale om enkelte udvalgsmedlemmers holdninger.
Hvis hun på en seriøs måde vil bidrage til debatten, må hun, når hun nu selv inddrager det historiske forløb dengang, mere detaljeret og præcist gå ind på det arbejde og de kriterier, som udvalget arbejdede ud fra, og som førte frem til "Den fælles kanon".
Den måde, som problemstillingen præsenteres på i artiklen, er en påpegning af, at der bør være flere kvinder på listen, fordi der bør være flere kvinder på listen. Ikke noget om, hvilke kriterier der skulle ligge til grund for, at der burde være flere kvinder på listen.
Der nævnes "åbenlys litterær kvalitet" i underrubrikken, som om, at sådan noget er "åbenlyst", et irriterende retorisk trick.
Udvalgets fremstilling i rapporten peger netop på, at forekomsten af litterær kvalitet blandt forfatterens værker for dem at se er en nødvendig betingelse, men langt fra en tilstrækkelig betingelse, og der findes jo masser af dansk litteratur, der har litterær kvalitet, uden at der af den grund er plads til forfatteren på "Den fælles kanon".
Kvinders vilkår gennem historien kan også præsenteres litterært af mænd, selv om det vil være at foretrække, at der også er præsenteret kvinders fremstillinger af kvinders vilkår.
Disse fremstillinger har dog ikke haft den store gennemslagskraft, historisk set, sikkert af mange forskellige årsager. Det er noget, som bør undersøges nærmere.
Nicolaj Ottsen, I første kvartal af 2021 bestod den danske befolkning af 30.000 flere kvinder end mænd. Derfor!
kan ikke overraske at PRT afviser.