Kronik

Skolernes stigende brug af data risikerer at undergrave dem som demokratiske fællesskaber

Fremtiden kan komme til at byde på pandebånd, som måler elevers koncentrationsevne, og forældreapps, der overvåger børns læring. Hvis det sker, vil det få konsekvenser for skolen som demokratisk fællesskab og dannelsesinstitution, skriver lektor, ph.d. og forfatter Finn Wiedmann i denne kronik
I visse kinesiske skoler er eleverne udstyret med et pandebånd, der måler deres koncentrationsevne, som er koblet op til en skærm i klassen, hvor både eleverne selv og læreren kan følge med ved hjælp af forskellige farvesymboler, der viser, hvor koncentrerede de er.

I visse kinesiske skoler er eleverne udstyret med et pandebånd, der måler deres koncentrationsevne, som er koblet op til en skærm i klassen, hvor både eleverne selv og læreren kan følge med ved hjælp af forskellige farvesymboler, der viser, hvor koncentrerede de er.

AFP/Ritzau Scanpix

Debat
14. april 2021

Mange har sikkert hørt om den sofistikerede kinesiske overvågningsteknologi, hvor ansigtsgenkendelse og adfærdskontrol af borgerne er hverdag, og hvor man tildeles point efter, hvor godt man opfører sig.

Selv om vi aldrig har givet tilladelse til det, sælger Google og Facebook vores data til private virksomheder, som kan målrette deres annoncering.

Det næste led bliver udviklingen af The Internet of Things, hvor intelligente maskiner minutiøst overvåger vores færden og videregiver oplysningerne til producenter.

Kapitaliseringen og kannibaliseringen af vores data bliver stadigt mere omfattende uden at være folkelig eller politisk reguleret.

Spørgsmålet er, om den overvågningskapitalisme, som Shoshana Zuboff har beskrevet, hvor privatlivets data bliver overvåget og udnyttet kommercielt uden demokratisk kontrol, er på vej til at rykke ind i skolen?

Bliver den menneskelige natur og vores færden også i en pædagogisk og uddannelsesmæssig sammenhæng registreret og gjort til genstand for overvågning, udnyttelse og optimering?

Overvågning og koncentrationsrapport

I visse kinesiske skoler er eleverne udstyret med et pandebånd, der måler deres koncentrationsevne, som er koblet op til en skærm i klassen, hvor både eleverne selv og læreren kan følge med ved hjælp af forskellige farvesymboler, der viser, hvor koncentrerede de er. Jo mere koncentrerede eleverne er, jo stærkere er farven.

Pandebåndet registrerer neutrale signaler og sender data videre til læreren. Forældre kan få en daglig rapport, som orienterer dem om, hvor koncentrerede eleverne har været i løbet af dagen.

Vi har at gøre med et helt nyt felt, som er under udvikling, og som på engelsk hedder social-emotional learning and skills (SEL). Hvor studerende for eksempel tidligere ved hjælp af spørgeskemaer svarede på spørgsmål om deres psykiske og sociale velbefindende, er det nu muligt i realtid at aflæse og registrere de samme informationer ved hjælp af armbånd, sensorer for ansigtsgengivelse, mobiltelefoner og biologiske chips.

Formålet er at identificere objektive data om det enkelte individ, sådan at man undgår den subjektive bias, som forekommer i spørgeskemaer. Både OECD, World Economic Forum og private virksomheder er involverede i denne udvikling.

Kontrollerende forældreapps

Et marked for sociale og følelsesmæssige data er ved at blive etableret, ligesom de førstnævnte institutioner arbejder tæt sammen med det politiske niveau. Sofistikerede former for overvågningsteknologi er altså under udvikling i en pædagogisk og uddannelsesmæssig sammenhæng, og både statslige og private institutioner og virksomheder vil bruge og udnytte dette.

Et andet centralt spørgsmål i forhold til udviklingen er, om læring fremover i endnu højere grad bliver personliggjort med konsekvenser for skolen som fællesskab og dannelsesinstitution?

Får alle studerende deres individuelle pensum eller personlige playlister? Får vi en forældreapp, sådan at vi kan overvåge og kontrollere vores børns læring? Vil alle lærere fremover kunne overvåge de studerendes arbejdsindsats, motivation og læring ved hjælp af digitale medier?

De foregående eksempler viser, at lærere og skolelederes mulighed for at træffe lokale, pædagogiske, strategiske valg begrænses, fordi tallene taler deres tydelige sprog og sætter klare rammer for, hvilke beslutninger og strategier man som leder eller lærer kan vælge.

Skolen som datacentral

Det professionelle skøn, som hidtil har været centralt i den måde, lærere og skoleledere har udøvet deres praksis på, udfordres og tilsidesættes i mange tilfælde. Digitale platforme, programmer, devices og algoritmer træffer i stigende grad de centrale indholdsmæssige, pædagogiske og didaktiske valg.

Problematiserende kan man spørge, om skolen ender med at være en datacentral, hvor det kun er digitale data, som er relevante?

Bliver skolen afhængig af private virksomheder, der ser den som en kunde, og som primært har kommercielle interesser i at udvikle og udnytte digitale systemer og læremidler, der kan defineres som en vare?

Bliver stadigt flere strategiske, pædagogiske og faglige valg systembårne frem for personafhængige? Sat på spidsen kan man spørge, om vi er på vej til at udvikle en dataøkonomi, som har erstattet den meningsøkonomi, som tidligere dominerede det pædagogiske og uddannelsesmæssige felt.

Lyder det som dystopiske spørgsmål og emner og som noget, der lyder som science fiction på det lokale kommunebibliotek. Sandheden er dog, at sådan ser skole- og uddannelsesverdenen allerede ud. Måske ikke i alle lande og på alle skoler, men i varierende grad i mange lande og på mange skoler.

Udfordringen er at finde en vej mellem en dataoptimistisk og en dataskeptisk position. Det vil sige en mellemvej mellem at have ubegrænset tillid til, at kvantitative data og algoritmer er relevante, og så en kritisk og pessimistisk position, hvor vi konsekvent afviser brugen af data.

Kritisk tænkning

Fremover vil elever, lærere, ledere, embedsmænd, politikere og uddannelsesforskere få adgang til flere data, og måske også blive pålagt at bruge dem i endnu højere grad, ligesom flere beslutninger vil blive truffet med afsæt i de algoritmer, som dataingeniørerne har udviklet.

Det er den situation, vi skal forsøge at navigere i. Vi bør være kritiske over for en entydig satsning på brugen af kvantitative og algoritmebaserede data, da det ofte er uforeneligt med selve karakteren af pædagogisk virksomhed, ligesom fremgangsmåden reducerer individets mulighed for selv at tage ansvar for sin udvikling.

Den stigende brug af data udfordrer ligeledes skolen som demokratisk fællesskab baseret på deltagelse og dialog.

Generelt bør vi forholde os langt mere kritisk til uddannelsesverdenens samarbejde med private virksomheder og offentlige organisationer, som for eksempel bruger vores data til at udvikle såvel eksisterende som nye kommercielle produkter og ydelser eller som grundlag for at træffe pædagogiske beslutninger.

GDPR-lovgivningen skal udvikles

Det er i princippet ligegyldigt, om vores data bruges kommercielt for eksempel af Google til at målrette annoncer, af et universitet til at lave datadrevne analyser af studerendes frafald eller af et kommercielt forlag til at udvikle og raffinere nye digitale bøger.

Den nævnte udvikling skal holdes op imod, om den er underlagt demokratisk kontrol. Det betyder, om den overholder digitale borgerrettigheder og er åben for eftersyn og gennemsigtighed.

Udvikling af GDPR-lovgivningen er et første skridt i den retning. Vi bør alle have digitale borgerrettigheder, hvor vi giver samtykke til, at vores data bruges, ligesom vi bør sikre at dem, som bliver berørt af brugen af data inddrages, når digitale løsninger udvikles eller datadrevne beslutninger træffes.

»Hvor kommer lyset fra,« spurgte Grundtvig i sin tid polemisk og svarede, at det ikke blot kom fra de lærde. I dag ville han måske nødtvunget have svaret, at lyset enten kommer fra det markedsdrevne Silicon Valley eller fra det Kina, som er i gang med at udvikle et orwellsk samfund 2.0.

En måde at forholde sig til udviklingen på er ved på et oplyst og kritisk grundlag at gøre opmærksom på nogle af de konsekvenser, som den stigende brug af data i uddannelse og ledelse har.

Måske er det muligt at finde en særlig europæisk eller skandinavisk pragmatisk måde at omgå udviklingen på, så både markedets kommercielle interesser og statslige ønsker om kontrol, overvågning og styring balanceres med demokratiske og etiske hensyn.

Finn Wiedemann er lektor og ph.d. Den 15. april udkommer hans bog Hvor kommer lyset fra? Data i uddannelse og ledelse på Syddansk Universitetsforlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Det er godt med advarsler om algoritmestyring af uddannelser og af samfundet. Og der er stadig tid til omtanke. Danske uddannelser er endnu ikke i Big Datas vold.
Det er især bedømmelser baseret på prognoser der spiller en rolle i uddannelsesinstitutionerne. Men i modsætning til fx viden tilegnet gennem eksaminationer og bedømt gennem karaktergivning, er prognoser om tilegnelse langt sværere at skabe, fordi en prognose indeholder mere end elevens eller den studerendes viden og færdigheder på et givet tidspunkt. Det drejer sig ideelt om at kunne forudse hvordan en person er i stand til at bruge sin viden og færdigheder som et offentligt gode, hvor hun stiller sin viden og sine færdigheder til rådighed for samfundet. Den type prognoser kræver som udgangspunkt store mængder forskellige typer data om den enkelte person. Og spørgsmålet vil altid være, om tal og data helt kan indfange konturerne af kommende veluddannede borgere i en globaliseret verden.
Det hører med til dataindsigt at være kritisk over for overdrevne forestillinger om, hvad data kan bruges til. Både hos myndigheder, politikere - og hos forskere.

"Et marked for sociale og følelsesmæssige data er ved at blive etableret, ligesom de førstnævnte institutioner arbejder tæt sammen med det politiske niveau."

Zuboff giver her nogle perspektiver på overvågningskapitalismens bedrageriske udviklingshistorik - og de fatale konsekvenser, vi står overfor: https://www.youtube.com/watch?v=hIXhnWUmMvw

Hvis man tager Zukoff's advarslet alvorligt, så skal man afskaffe kapitalismen som samfundssystem; man kan ikke lade udviklingen ske, mens man 'omgår den' blot for at lade 'markedets kommercielle interesser' bestå. Den går måske på et neoliberalt tegnebord, men ikke i den store, globale virkelighed.

jens christian jacobsen og Birthe Drews anbefalede denne kommentar
Bjarne Andersen

Jeg bliver mere og mere glad for at jeg nåede at have min ungdom i frihed.

Mads Kjærgård

Ja det er lidt nedslående, at Bradbury's "Ildsøglen" viser sig, at holde stik. Eller 15.000.000 point fra Black Mirror på Netflix, sidstnævnte er spot on allerede nu!