Jeg underviser voksne, ofte veluddannede, mennesker fra hele verden i dansk som andetsprog, når de kommer hertil for at skabe sig en tilværelse. Det er meningsfuldt, det er udfordrende, og det er sjovt. Som regel.
Men når min kursist ved det grønne bord får at vide, at han ikke kan bestå sin modultest eller afsluttende eksamen, fordi hans dansk er for dårligt – skal jeg så holde fast i min vurdering, vel vidende at hans opholdstilladelse ikke kan forlænges? Eller skal jeg lade mig overtale, presse eller i værste fald true til at lade ham bestå, vel vidende at jeg så ikke lever op til mit faglige ansvar?
Jeg skal naturligvis gøre det første. Jeg er sproglærer, jeg er professionel, og jeg er mig min opgave bevidst. Og min opgave er at vurdere en kursists sproglige niveau. Problemet er bare, at min vurdering af hans sproglige kompetencer får afgørende betydning for hans livssituation i Danmark. Og jeg er ofte alene om at træffe den beslutning.
Mere end et sprog
Men som underviser i DSA skal jeg også med jævne mellemrum vurdere mine kursisters sproglige niveau, så de enten kan fortsætte på næste trin i deres danskuddannelse eller afslutte den. Og en gang imellem må jeg fortælle en kursist, at han ikke har det sproglige niveau til at fortsætte på næste trin, eller jeg må forklare ham, hvorfor han ikke kan få den karakter, han har brug for for at kunne fortsætte studier eller søge statsborgerskab. Det er en del af jobbet, og jeg håndterer det professionelt.
Men for nogle kursister handler eksamen ikke så meget om deres sproglige niveau som om hele deres opholdsgrundlag i Danmark. Og ofte handler det jo ikke kun om dem selv, men også om deres børn. På et splitsekund kan jeg rive tæppet væk under en kursist og knuse hans tilværelse.
Det siger næsten sig selv, at det fremkalder en reaktion ved eksamensbordet. Nogle bliver fortvivlede og trygler om en bestået test eller eksamen. Andre prøver at appellere til min forståelse for deres og deres børns situation. Atter andre bliver truende i deres adfærd. Også de situationer håndterer jeg professionelt og empatisk. Men det bliver sværere og sværere for hver gang.
Jeg har undervist voksne udlændinge i dansk i 22 år. Jeg har testet, eksamineret og været censor ved et utal af prøver. Jeg lever mig ind i mine kursisters kamp for at lære dansk og integrere sig i deres nye land. Det er rimeligt at stille krav om, at nye borgere skal sætte sig ind i deres nye lands sprog og kultur, og jeg har endnu ikke mødt en eneste kursist, der ikke mente det samme. Derfor er det som regel en festdag, når kursisterne møder op til eksamen og afslutter års anstrengelser for at lære dansk. Men jeg oplever også, at det bliver sværere og sværere at holde fokus på den sproglige vurdering til eksamen.
Lovens forlængede arm
Flere kursister har langt mere på spil end blot en vurdering af deres sprog. Og dermed oplever jeg desværre også oftere, at kursisterne ikke vil acceptere min vurdering. Men jeg har ikke noget at gøre med kursisternes øvrige liv i Danmark, deres børns skolegang eller deres ægtefællers opholdsgrundlag. Jeg kan ikke ændre ved, at det er svært at få et job, eller at deres uddannelser fra hjemlandet ikke er tilstrækkelige i Danmark. Min opgave er ene og alene at undervise dem i dansk og vurdere deres sproglige kompetencer.
Sprogundervisningen er en del af integrationsprogrammet, javel, og en prøve i dansk er afgørende for permanent opholdstilladelse eller statsborgerskab. Det er ikke urimeligt. Men jeg synes, at mine kolleger og jeg af og til sættes i en urimelig situation, når vores vurdering af kursisternes sproglige kompetencer får så afgørende betydning for hele deres livssituation. Og jeg synes, at vi som sproglærere står meget alene, når vi oplever at blive tryglet om eller forsøgt overtalt til at gå på kompromis med vores professionelle kompetencer.
Jeg tvivler på, om andre aktører i integrationsprocessen egentlig er klar over, hvilken rolle vi som sproglærere spiller i afgørelsen af vores nye medborgeres liv og fremtid i Danmark?
Som sproglærere er vi nøglepersoner i integrationsprocessen. Men ved den afsluttende eksamen er vi pludselig ikke længere kun sproglærere, men lovens forlængede arm. For kursisten er eksamen i dansk ikke kun en vurdering af hans sproglige kompetencer, men en adgangsprøve til en fremtid i Danmark. Og det er eksaminator og censor, som ufrivilligt får pålagt et ansvar, der ligger uden for deres kompetencer i situationen.
Lise Heidemann Andersen underviser i dansk som andetsprog.
Tak for den kommentar.
Håber at mange politikker læser den og få ændret deres brutale udsmidnings muligheder.
Giv fx. flere muligheder til folk - mange har meget svært ved at lærer et nyt sprog - men kan godt fungerer med deres andre færdigheder.
Hvad med at se mere på hvad folk er gode til end om de kan huske , udtale eller stave til dit og dat.
Der skal vaere en ankeinstans. Der skal vaere en uafhaengig sprogproeve saa noget af presset tages af instruktoeren. Det kan ikke vaere rimeligt at en person alene skal staa med det ansvar.
Tak for din ærlige kommentar. Du gør en stor og vigtig indsats.
Det stiller for mig flere spørgsmål.
Har du viden om andre, der lader sig presse til at lade for danskdårlige bestå.
Hvad skal der til for at mindske presset på jer og for at forhindre forskelsbehandling.
Hvordan vurderer du det niveau, som kræves.
Selvfølgelig er det et svært dilemma læreren her beretter om.
Men det løses naturligvis ikke ved at give folk højere bedømmelser end der fortjener.
Det er aldrig og skal aldrig blive sjovt at dumpe folk.
Men det sker hele tiden. På gymnasier får unge mennesker knust deres drømme om en bestemt uddannelse. På universiteter bliver folk siet fra inden afgørende eksamen.
Det er den virkelige verden. Det hører desværre med til jobbet at dumpe folk. Hvis alle bestod så var der ingen grund til eksamener eller andre prøver.
Hvis man ophørte med at dumpe elever, så vil man sandsynligvis miste sit arbejde.
MEN, naturligvis bør folk få en chance mere og en til og gerne lige en til. Specielt hvis det drejer sig om eksamener hvor folk efterfølgende ikke kan gå ud i samfundet og lave ulykker eller formålsløst optage pladser på højere uddannelsesinstitutioner.
Jeg er meget enig med skribenten om at det er svære beslutninger man står med.
Jan August
Vigtige spørgsmål for os der står udenfor.
Procedurer skal mange gange ændres indefra.
De der har fingeren på pulsen er de der skal reagere når urimeligheder opstår.
Så må det arbejde sig op nedefra.
Jeg er godt klar over at der er nogen der mener at samtlige mennesker kommer hertil skal have asyl og at alle skal have ubegrænset opholdstilladelse efterfølgende.
Den debat interesserer mig ikke synderligt da ovenstående intet har med- og aldrig får noget med virkeligheden at gøre.
Det er mere interessant at debattere en tak over forargelsesniveauet og, som udenforstående, stille nogle spørgsmål til oplysning.
- Er kravene for store ?
- Er der lang tid nok til indlæring ?
- Er klasserne for store.
- Er der lærere nok ?
- Er lærerne uddannet tilstrækkeligt ?.
- Hvordan takler lærere generelt situationen når visse elever bør arbejde hårdere ?
- Findes den slags elever overhovedet ?.
- Taler man overhovedet professionelt sammen om hele problematikken ?.
Og sikkert mange andre spørgsmål om meget, vi her ikke ved noget om.
Det og bliver et dilemma og der bør samtidig ikke herske tvivl om at alle skal lære dansk, hvis de skal have en chance for at etablere sig her.
Men mennesker har vidt forskellig baggrund. for kommer de grundet familiesammenføring evt. med en dansk?
Er de oprindelig mere eller mindre analfabeter?
Flygtninge med dybe ar på sjælen/psyken
Problemet er så: Er de her af nød og hermed udelukket fra at kunne rejse foreløbig .
Jeg ved så at det kan være dyrt at gå op til de forskellige danskprøver 1-2- o.s.v. Det koster 3000 og består man ikke kan man gå op igen til samme pris
Skal hilse og sige det tager hårdt på en SU. har nu mit oldebarns far her og klarede så ikke prøve 2 i første hug- har været her et år og stort set kun med digital undervisning. (Bare et eksempel)
Helt urimeligt pres at lægge på underviseren.
Man burde adskille undervisning og prøve, som ved en køreprøve, med en statslig eksaminator.
Pragmatisk, det må man gerne være af og til...
Lærerens store problem er at hun og kolleger ikke kan være pragmatiske hele tiden.
Det hele drejer sig om det det er; Nemlig et dilemma. Ingen nemme eller pragmatiske standartløsninger.
Samfundet kunne begynde ikke at tage penge for prøver og give flere chancer - Det ville i mine øjne sende et signal om, at Danmark ønsker indvandre med gode dansk kundskaber osv.
Den med at stille krav på krav og gøre det svære og svære at blive godt integreret i samfundet skaber større kløfter. Ligeledes skriger mange politikker op om, at den danske arbejdsstyrke ikke kan blive stor nok - så de kræver at syge og ældre skal stå til rådighed. Hvordan hænger det sammen.
Viggo Okholm
Jeg er helt enig i at 3000 er mange penge for mange mennesker.
Man kunne starte med at gøre det gratis og gøre det klart at man har f.eks 3 eller 4 chancer..
Tager man for let på det på så er man ligesom selv udenom om det. Det med at: "Hvis det er gratis så misbruges systemet" tror jeg ikke en døjt på.
Men alle må se kendsgerningerne i øjnene; Det bliver ikke sådan at alle får asyl og at alle får permanent opholdstilladelse. Dette ikke alene i Danmark, men også i resten af Europa.
Derfor er det enormt vigtigt med artikler som denne, der sætter en præcis finger på de problemstillinger man står med ude i marken. At de bliver italesat og kommunikeret videre op i systemet.
Arbejdet og ansvaret må kunne gentænkes og eventuelt udvikles så de ansatte kan leve med det.
Ellers kunne man risikere at mange gode kræfter bukker under . Dette sandsynligvis ikke til fordel for kursisterne !
Der er gået for lidt solidaritet og for meget individualitet i denne debat.
Eller: For lidt evne, for meget behov
Eller: For lidt pligt, for megen ret
- for nu at spille på velkendte, progressive slogans.
At blive optaget i et socialt fællesskab kræver, at man socialiseres til fællesskabets normer. I nogle samfund er normerne snævre og temmelig autoritære; i andre åbne og 'liberale'. Men ingen steder er de gratis og betingelsesløse.
Hvis alle behov skal opfyldes og enhver individuel ret tilgodeses, uden at de omhandlede personer som modydelse 'yder efter evne' og 'gør sin pligt', så reduceres samfundet til en malkemaskine. Hvis den samtidig gøres globalt tilgængelig for enhver, der tropper op ved grænsen i forventning om at få sine behov tilfredsstillet og sine rettigheder respekteret på linie med den indfødte befolkning - så bryder den danske velfærdsmodel sammen.
Løsningen på de stramme eksamenskrav er ikke at fifle vilkårligt med dem. De er samfundets bolværk mod at blive rendt over ende af personer, der reelt ikke kan (eller vil) gengælde eller bidrage til fællesskabets gensidighed.. Løsningen går over at bibringe aspiranterne til et statsborgerskab forståelsen af, at samfundet hviler på en gensidig, social kontrakt. Samfundet er ikke - som liberalismen sommetider illuderer - et tag-selv-bord. Når ansøgerne har forstået dette budskab og reelt er villige til at rette ind efter dets kulturelle logik og normer, så skal de naturligvis hjælpes på alle mulige måder med at opnå de nødvendige kvalifikationer
Men der skal ikke fifles ved eksamensbordet. Lige som der heller ikke skal fifles ved domstolene. Gør vi det alligevel, er vores civilisation i opløsning. Lige som i de lande, mange af ansøgerne flygter fra.
Et glimrende indlæg og udover det stiller store krav til sproglæren, så kan jeg også have en mistanke om, at systemet betyder, at en række indvandrere får "lov" at bestå en dansk prøve uden, at de objektivt rent faktisk kan tale dansk på det krævede niveau
Mihail Larsen forklarer det helt klart: "At blive optaget i et socialt fællesskab kræver, at man socialiseres til fællesskabets normer. I nogle samfund er normerne snævre og temmelig autoritære; i andre åbne og ’liberale’. Men ingen steder er de gratis og betingelsesløse."
Hvis de, som så dukker op ved landets grænser, insisterer på at bibeholde de autoritære normer, de er flygtet fra, så kan man med rette sige til dem: "Find et andet land, hvor dine ønsker og behov bedre kan opfyldes."
Men det lyder jo lidt som DF, eller har jeg misforstået det hele?
Dette er ikke et svar på Svend Jespersens spørgsmål til Mihail Larsen, men mit bud på forholdet mellem "Evne og vilje"
I alle samfund er der pligter og rettigheder.
Socialistiske som konservative.
For mig at se er det ret lige til.
Hvis man bevidst vælger at melde sig ud af samfundet ved at forkaste disse rettigheder og pligter, så har man ikke længere krav på samfundets hjælp og støtte.
Har man svært ved at imødekomme pligterne så forholder det sig anderledes end hvis man nægter. Her skal der gives chancer.
Ethvert samfund må finde sin balance, men ingen samfund kan overleve på sigt hvis tilstrømning af folk der ikke vil eller kan, bliver alt for stor.
Men nu bliver folk der både kan og vil smidt ud med henvisning til at fx. at dele af Syrien ikke har haft krigshandlinger i et år - da regimet igen sidder på magten - det som de pågældende netop flygtede fra og som ikke holder sig tilbage med forfølgelser ved tilbagekomsten eller for befolkningen i landet.
Det kan da ikke være en færd balance. Derudover er det længe siden at Danmark har haft så lav en tilstrømning som i dag - så udsmidningen kan da heller ikke skyldes store flygtninge tilstrømninger i dag.
Ja pligt og rettigheder - men her er pligt og rettigheder ikke lige for hvem "man" er - er det ikke mere nødvendigt at få rettet op her inden krav og straf hælder nogle grupper ud over kanten.
Asyl gives stadigvæk til flygtninge så længe de har behov.
Så uanset om de kan og vil, så skal de hjem når lejlighed giver sig; Hvilket der kan være divergerende meninger om.
Flygtningebegrebet, der ikke har noget med indvandring at gøre, ændres ikke.
For god ordens skyld;
"Så uanset om de kan og vil integrere sig og lære sproget.......", skulle der stå.
Husk alt ikke skal være ren gavebod, man må gerne selv gøre en stor indsats, vise vilje, smide tørklædet og så ellers gøre sig umage for at vise at man vil Danmark og vores levevis og her er sproget selvfølgelig det første skridt for en fælles forståelse og dialog.
Til gengæld synes jeg også at dem der gør sig særligt umage og virkeligt dygtiggør sig, og måske oven i købet bidrager til samfundet, de skal have en mulighed for at få specialbevilling til det danske samfund og måske i sidste ende statsborgerskab.
Min gode bekendte C. er pga. af dårlig ryg og mange andre dårligdomme efter mange års arbejde er ofte på sygehuset i Vestsjælland. Mange af lægerne taler et så dårligt dansk at C., som er gået ud af 7. klasse, ikke forstår hvad lægen siger og denne ej hvad patienten siger.
Det er ikke altid helt heldigt, vel.
Peter Hansen:
Hvad pokker har et tørklæde med dansk tilpasning at gøre?
Ma kan udmærket være både en vidende, social og ansvarlig kvinde i vores samfund med tørklæde.
@Sproglærens udfordring
Et uløseligt dilemma- sproglæren ved, at danskprøven kan ende med, at en families håb slukkes og vejen hen i det motiverende hjemrejse center venter. Men der er også grænser for hvor meget en sproglære kan se gennem fingre med, at personer reelt ikke kan tale dansk. Muligheden for at se igennem fingre er bestemt af det parlamentariske flertals beslutninger. Det kan ikke ændres det må være således i et demokrati at vi respekterer flertallets beslutninger.
Måske for flere års ophold i hjemrejse centeret indtil en hjemrejse er muligt eller forsvarlig. Et ophold som vil nedbryde ethvert menneske psykisk og fysisk.
Omvendt må vi fastholde, at det at lære vores sprog dansk og dansk kultur og samfund samt historie, at det er nøglen til at falde til i Danmark. Det er ikke en livs succes at havne på sociale ydelser resten af dine dage og leve isoleret fra det øvrige Danmark på grund af manglende sprogkundskaber.
Hvis der er børn med får det konsekvenser for næste generation og betydning for det danske samfunds integrationsudgifter, der jo som udgangspunkt er finansieret over skatten og dermed af os alle.
Derfor skal formål nr. 1 fastholdes se at få lært dansk så hurtigt og så godt som muligt. Men måske skal der være en kattelem eller to for de individuelle eksempler, hvor der skal lidt mere tid til at lære vort sprog. Dansk er et meget svært sprog at tale og skrive for udlændinge. Vi har en særpræget udtale ligesom i Nederlandene og antallet af ord på dansk er langt større end f.eks på svensk.
VH
KFK
Hvad med at begynde at lærer asylansøger dansk fra dag 1. Det kan vel ikke skade at de har lært lidt dansk selv om de ikke får tilkendt ophold.
Hørte en ung syrer fortælle til P1, at hun havde lært dansk over sin telefon ved at søge dansk undervisning. Hun havde taget HF og nu var i gang med en sygeplejeuddannelse. Men hun skulle tilbage sendes til Syrien, som den eneste af sin familie. - Det virker da noget hovedløst.
@Viggo Okholm
Alt!