Kommentar

Studerende er stressede og økonomisk pressede – lad os give dem en SU, de kan leve af

Kære Dansk Erhverv, jeres forslag er virkelighedsfjernt. SU’en er en forudsætning for, at studerende får gavn af gode uddannelser. Hvis de studerende ikke har råd til at gå på dem, kan det være lige meget. Lad os nu skabe bedre muligheder for studerende, skriver uddannelsesordfører Pernille Skipper (EL) og politisk ordfører Mai Villadsen (EL) i dette debatindlæg
Debat
26. april 2021

Vi vil gerne ønske Dansk Erhverv (DE) tillykke med deres bemærkelsesværdigt dårlige timing.

Efter et år med corona er den unge generation mere gældsat og ensom end nogensinde. Det skriger derfor til himlen, at DE’s løsning er at gentage det gamle forslag om SU-forringelser. Den udbredte stress og mistrivsel blandt unge skal åbenbart afhjælpes ved at gældsætte dem yderligere.

Først og fremmest rammer forslaget skævt. Det er ikke akademikerbørn, men derimod børn af pædagoger, tømrere og så videre, som i højere grad vil fravælge en lang videregående uddannelse, hvis SU’en omlægges til lån. Blandt andet fordi de kan have større aversion mod at gældsætte sig.

Det giver jo god mening, at man er bekymret for at optage store lån, når der ikke er rige forældre, der kan hive pengepungen frem, hvis man kommer i klemme.

For det andet kommer færre unge på tværs af socioøkonomiske forhold til at få en kandidatuddannelse, selv om de ellers både har lysten og evnerne. DJØF har for eksempel vist, at hver tredje studerende overvejer ikke at fortsætte, hvis SU’en omlægges til lån. Det betyder både ødelagte livschancer for den enkelte og spildt talent for samfundet.

Men det bliver ekstra skørt, når DE opstiller en falsk modsætning mellem SU og uddannelser af høj kvalitet.

Man må forstå på DE, at Danmark ikke kan tilbyde begge dele. Men faktisk er det omvendt: SU’en er en forudsætning for, at unge kan få gavn af gode uddannelser.

Hvad hjælper gode uddannelser, hvis de unge ikke har råd til at være der? Eller hvis de riges børn fylder undervisningslokalerne, mens andre knokler i fritidsjob for huslejen?

Man behøver ikke en specielt god forestillingsevne for at se, at afskaffelse af SU vil være dråben, der får bægeret til at flyde over for de mange, der allerede overvejer, om de skal blive på studiet efter et år med digital undervisning.

DE’s forslag må være lærebogseksemplet på et virkelighedsfjernt forslag. Enhedslisten vil den modsatte vej. Lad os bruge de næste år på at arbejde for flere muligheder for unge, bedre uddannelser og en SU, man kan leve af.

Mai Villadsen er politisk ordfører, og Pernille Skipper er uddannelsesordfører for Enhedslisten

 

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Freddie Vindberg

I hvor høj grad styrer Brian Mikkelsen egentlig regeringen...?

Steffen Gliese

Lad os hellere give studerende adgang til en række almindelige sociale ordninger, f.eks. boligsikring.

Rikke Nielsen

Enig i at SU er en væsentlig forudsætning for den sociale mobilitet, der jo i forvejen ikke er for god. Men ikke desto mindre en social mobilitet, der er ekstrem vigtig for hele sammenhængskraften i vores samfund. Og lad os endelig ikke kompromittere den ved, at videregående uddannelser pludselig kun bliver forbeholdt dem med penge. I stedet skal vi sikre bedre vilkår for uddannelserne og styrke lysten til at lade sig uddanne i alle samfundslag.

Gert Romme, Mads Berg og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Svend Jespersen

" ... en SU, man kan leve af ". Hvor meget er det?

Berlingske skriver 8. april: "Ved udgangen af 2020 havde 15.891 udlændinge fra både EU-landene og tredjelande stiftet SU-gæld og misligholdt tilbagebetalingen med 983 millioner kroner, fremgår det af en opgørelse fra Skatteministeriet." Ville inddrivelsen af den gæld mon kunne bringe danske studerendes levefod op på højde med det, Mai Villadsenog Pernille Skipper ønsker?

Steffen Gliese

Det gode ved gamle dages lange studietid var, at den nødvendige socialisation: vielsen til faget kunne udvikles organisk, også ved at studietiden kunne forlænges med arbejde, hvor virkeligheden kunne iagttages og underlægges teoretisk fortolkning.