Efter Super League: Måske er det ikke så dumt med amerikanske tilstande i europæisk fodbold

Meldingen søndag om, at 12 af de bedste og rigeste europæiske fodboldklubber ville gå sammen og lave deres egen Super League, vakte så stor modstand, at det usympatiske projekt heldigvis gik i opløsning igen efter få dage. Det primære argument imod er en hyldest til det smukke ved fodbolden – at selv den lille klub kan vokse sig stor og en dag vinde mesterskabet og sågar Champions League.

En lukket liga, som man ikke kan rykke op i eller ud af, blev set som en pengemaskine, hvilket det indiskutabelt også var tænkt som. Til DR sagde DBU-formand Jesper Møller, at det var et valg mellem den europæiske sportsmodel, som er bygget af et pyramidesystem med »solidaritet og fællesskab,« og den amerikanske model, »hvor det er pengene, der bestemmer«.

Selv om han i princippet har ret i, at det lille hold kan kvalificere sig til Champions League og slå de store, har argumenterne fra DBU og de internationale forbund UEFA og FIFA også lidt haft karakter af skåltaler. For reelt er det i den grad pengene, der bestemmer i europæisk fodbold i dag, og forhåbentlig vil man i de kommende måneder tænke over, hvorfor det kom så vidt.

Succes til salg

Fodbolden er så godt som ureguleret, og har du penge, så kan du få. Det bedste eksempel er Manchester City, som efter årtier med dårlige resultater, flere nedrykninger og ellers en fast placering i den tunge ende af den bedste engelske række, i 2008 blev opkøbt af oliemilliardærer fra De Forenede Arabiske Emirater. De investerede i nogle af verdens bedste spillere, og siden har City vundet Premier League fire gange og ikke været ude af topfem.

Så den mulighed for succes, som vi besynger i debatten, er reelt noget, man kan købe sig til. Det er længe siden, OB slog Real Madrid på Bernabéu, og selv om man ikke kan udelukke, at det vil ske igen, så vil der blive længere og længere imellem den slags sensationer, fordi spillerbudgetterne er stukket fuldstændig af i de store klubber.

Ideen om Super League var i virkeligheden helt naturlig: De gode og rige klubber i de store ligaer, som er så meget bedre end de dårligste fra samme liga og de bedste fra de små ligaer, vil hellere spille imod ligestillede hold. De gider ikke møde AaB eller FC Midtjylland, når de spiller Champions League. Det er der ikke nok seere, prestige og penge i.

Ifølge Financial Times var Super League-strukturen netop inspireret af amerikansk sport, og det behøver ikke at være entydigt dårligt. Hvis de europæiske fodboldforbund ønsker at ændre på den situation, som førte til ideen om Super League, kan de faktisk med fordel kigge mod USA i stedet for per automatik at fordømme de amerikanske tilstande.

I den amerikanske fodboldliga NFL – og flere af de andre amerikanske ligaer, herunder basketballligaen NBA, ishockeyligaen NHL og ’soccer’-ligaen MLS – har man et lønloft, som sikrer, at de rigeste klubber ikke bare kan købe alle de bedste spillere. Har man en dyr spiller på én position, må man spare på en anden.

Tung amerikansk regulering

Desuden er der et såkaldt draftsystem, hvor den klub, som klarer sig dårligst i en sæson, kan vælge den bedste unge spiller fra collegerækkerne i den næste. Draften er den vigtigste tilgang af nye talenter, og derfor er det lighedsskabende, at de svageste hold får de bedste nye spillere.

Et hold kan derfor være dominerende i en periode, men det vil have en udløbsdato, og der er tradition for større skift i styrkeforholdet, end vi kender det i europæisk fodbold.

Men frem for alt: Når en klub bliver stærkere, skyldes det ikke alene noget så simpelt som penge, men derimod talent og optimal brug af de muligheder, man har til rådighed.

Der er også dårlige ting at sige om den amerikanske model, eksempelvis tager det vitterligt noget af drømmen, at man ikke kan rykke ind og ud af eksempelvis NFL. På den måde var det noget af det dårligste fra begge verdener, der skulle forenes i Super League.

I NFL er klubberne også små firmaer, der kan flyttes til en anden by efter ejernes forgodtbefindende. Det giver sporten et noget syntetisk skær, som er langt fra den europæiske og lokalt forankrede fodboldforestilling, som vi dyrker herhjemme. Men når det kommer til at skabe lighed og forhindre den rå kapitalisme i at bestemme, er der masser af inspiration at hente.

Det kan undre, at det faktisk er de amerikanske sportsgrene, der er så tungt reguleret. Men måske har man bare gennemskuet fra starten, at det ville stikke helt af med lønningerne og de store klubbers økonomi, hvis man lod markedet operere frit. Der har vi nok været mere naive i europæisk fodbold.