Kronik

Tanken om, at vores mentalitet og sprog kan redde os fra kræft, kan blive et fængsel

Spørgsmålet om, hvilket sprog man bruger til at beskrive kræftforløb, handler ikke kun om, hvilke metaforer der er passende eller upassende, men også om, hvorvidt man kan tænke sig til et bedre helbred, og om man tør konfrontere døden som en virkelig mulighed, skriver psykoterapeut og forfatter Marianne Davidsen-Nielsen i denne kronik
At tabe kampen til en kræftsygdom er en metafor, som ikke blot er et meningsløst udsagn, men en upassende hentydning til, at man bliver en taber, fordi man ikke har den nødvendige sjælsstyrke til at vinde kampen mod kræften.

At tabe kampen til en kræftsygdom er en metafor, som ikke blot er et meningsløst udsagn, men en upassende hentydning til, at man bliver en taber, fordi man ikke har den nødvendige sjælsstyrke til at vinde kampen mod kræften.

Emilie Lærke Henriksen

Debat
1. maj 2021

I to kronikker i Information i marts måned brydes to forskellige holdninger til overlevelsesstrategier, når man skal forholde sig til det tab, det er at have en kræftsygdom med sig.

I en kronik kommer cand.mag. Steen Toft Winther, hvis far døde af sin kræftsygdom, indirekte til at henvende sig til en anden kræftpatient, journalisten Arne Notkin, som stadig lever med sin kræftsygdom, og som nu er i god fysisk form.

Steen Toft Winter mener, det er forkert og upassende at beskrive sin fars kræftforløb med krigsmetaforer som en kamp, man enten kan vinde eller tabe. Den, der dør af sin sygdom, bliver nemlig gjort til taber – en, der ikke kæmpede hårdt nok.

Arne Notkin skriver i en svarkronik, at han vil have lov til at sige, at han kæmper mod sin kræftsygdom ved at bruge krigsmetaforer. For ham har det været en hjælp at kunne forestille sig at kæmpe mod de syge kræftceller. Han forestillede sig, at kemoterapien bestod af hvidklædte soldater, der marcherede ind i blodet og bekæmpede kræftcellerne.

Når man har fokus på kræft og psyke – på forskellen mellem at leve og overleve med en kræftsygdom – er der en række dilemmaer på spil, som gennem tiden har haft sin egen historie. Og det er den historie, Information har foreslået mig at forholde mig til.

Døden kan kurere neuroser

Hvorfor så lige mig? Kort fortalt var jeg med til at oprette Kræftens Bekæmpelses første og ganske lille rådgivningscenter for kræftpatienter i psykisk nød. I 1978 samlede vi en terapigruppe for kræftpatienter – otte kvinder med alvorlig brystkræft – som jeg stod for.

Vi lærte meget om det ukontrollerbare liv med en livstruende sygdom – om overlevelsesstrategier og forskelligheder i evnen til at afgifte angsten både for livet og døden med en kræftsygdom. På denne baggrund skrev jeg bogen Blandt løver – om dødsangst og dødsbevidsthed, og heri indgik på et tidligt tidspunkt den problemstilling, som beskrives i de to kronikker.

Hvad ved man om kræft og psyke? Kan man blive kræftsyg af angst og depression? Forringer angst og depression overlevelsen? Kan man tænke sig rask? Eller spekulere sig syg? Uenigheden var stor, og videnskaben gik i gang med at undersøge virkeligheden.

Bølgerne gik gennem årene så højt, at man i 1998 på Christiansborg indbød til en stor høring om kræft og psyke. Den overordnende konklusion blev efterhånden, at der videnskabeligt set ikke er noget nævneværdigt forhold mellem overlevelse og menneskers psykiske tilstand, men stor forskel på, hvordan man tager livet på sig med en kræftsygdom.

Forskellen på at leve og overleve blev tydeliggjort, også i takt med at hospicebevægelsen var i udvikling med stærkt fokus på at være i live til det sidste. Det skelsættende for mig var den støtte, jeg fik i arbejdet med den nævnte kræftgruppe, da et brev med frimærke fra USA indeholdt en artikel af den siden berømte psykiater Irvin Yalom, der igennem nogle år havde samlet alvorligt syge kræftpatienter i gruppeterapi. Ordene, der gjorde indtryk, var »Vi er ikke ironiske, når vi siger, at kræft på sin ubarmhjertige måde kan kurere neuroser.« Og det var lige det, jeg så i denne første gruppe af kræftpatienter, hvor fokus var at afgifte angsten for livet og døden – så godt det nu kunne lade sig gøre – og ikke fokusere mere end nødvendigt på sygdom og overlevelse.

Den positive tankes fængsel

Det viste sig, at der var meget håb i disse første grupper. Håbet ligger jo blandt andet i, at vi ikke ved, hvordan det kommer til at gå – så hvorfor ikke håbe det bedste og få så meget ud af tilværelsen som muligt, så længe vi er i live?

Bøger udkom samtidig om det, der siden blev kaldt »den positive tankes fængsel« – det vil sige tanker om, at overlevelsen afhænger af, om man kan ’vinde kampen’ ved at spise sundt og bevare og bruge det gode humør som løftestang. Den mest kendte var bogen Kærlighed, medicin og mirakler af den amerikanske alternative læge Bernie Siegel. Den var fyldt af spørgsmål til læseren som: »Hvad er der sket dig i de seneste par år eller to, inden du blev syg? Hvorfor behøver du denne sygdom? Op med humøret.« Der skulle handles, så der var ikke megen plads til sorgen over det forandrede liv.

I min bog er trykt en tegning af Nicoline Werdelin. Man ser et ægtepar, hvor hun siger: »Gregers, lægen sagde, at der var celleforandringer.« Han siger: »Typisk dig – din hængeplante. Det var aldrig sket, hvis du havde været en munter og ekstrovert person.«

Det er ganske tydeligt, at der i det, vi i sin tid kaldte for ’den positive tankes fængsel’, var masser af plads til krigsmetaforer: ’Det er dit personlige ansvar, om du vinder eller taber kampen’. Så jeg forstår så udmærket Steen Toft Winthers frustration over at skulle læse om, at hans far ved sin død tabte kampen.

Arne Notkins kronik synes jeg på en afbalanceret måde handler om en anden slags kamp. At støtte en lidelsesfyldt medicinsk behandling med krigsmetaforer giver god mening, specielt for den, der har en naturlig tilgang til vrede som overlevelsesstrategi. Notkin bekriver for eksempel, hvordan bare det at synke maden i en betændt mundhule var en daglig kamp for ham. En nyttig tilgang var det så for ham at forestille sig kemoterapiens hvidklædte soldater som en kampenhed, der kunne hjælpe på den lidelsesfyldte proces. Vi mennesker har en meget forskellig tilgang til, hvordan vi håndterer eksistensens grundvilkår – for eksempel er vores aggressionsforvaltning en meget individuel størrelse.

Bevidsthed om døden

Der er et gammelt indianerordsprog, som lyder, at når man er på besøg i et land, hvor der er dødsfald, sygdom og katastrofer, skal man tage en gave med derfra. Det kan for eksempel være, at man opdager, at bekymringer ofte er kærlighedens sabotør.

Man kan måske være så heldig, at man opdager, at ens kræftsygdom faktisk har kureret ens angst for kontroltab og ens almindelige neurotiske tilgang til livet.

»Skulle dette virkelig til, for at jeg magtede at tage livet på mig?« er et citat fra en alvorligt kræftsyg kvinde. Det er en af de første sætninger i min bog Blandt løver. Og hvor kommer så løverne fra – løverne som metafor?

I en af Karen Blixens opbyggelige historier vil hendes bestyrer på den afrikanske farm lægge gift i en af de nedlagte okser for at dræbe de farlige unge løver. Bestyreren vil nemlig ikke gå ud og risikere livet ved at gå på løvejagt. Men man giver ikke løver gift, siger Karen Blixen – man går selvfølgelig på løvejagt. Så vender hun sig mod sin ven Denys og siger til ham: »Vi skal ud og risikere livet« – den lever frit, som kan dø. Og så går de to på løvejagt.

Det handler om dødsbevidsthed. At leve med løver omkring sit afrikanske hus er en udfordring – angst og uro er ikke skabt af en kræftsygdom – men skabt af de farlige og kongelige dyr. Det kræver skydefærdighed, og det er ikke bare en metafor.

At tabe kampen til en kræftsygdom er derimod en metafor, som ikke blot er et meningsløst udsagn, men en upassende hentydning til, at man bliver en taber, fordi man ikke har den nødvendige sjælsstyrke til at vinde kampen. Steen Toft Winther ønsker ikke at mindes sin far som taber. Og det skal han have tak for. At sammenblande kræft og psyke kan være så giftig en sammenblanding, at man unødvendigt kan ende med at fængsle sit sind.

Marianne Davidsen-Nielsen, psykoterapeut MPF og forfatter.

Serie

Kræftens sprog

Tusindvis af danskere får hvert år konstateret kræft, og langt de fleste kender nogen, der har været i berøring med sygdommen. Men hvordan bør vi tale om kræftforløb, og er det passende at forstå sygdommen som ’en kamp’, den sygdomsramte har mulighed for at kæmpe og vinde – eller tabe?

Seneste artikler

  • Mænds kræftsprog er påvirket af maskulinitetsidealer, men påvirkningen går også den anden vej

    8. maj 2021
    I de metaforer, mænd bruger om deres kræftsygdom, finder man genkendelige maskuline tematikker som elitesport, teknologi og krig. Men kræften ender i mange tilfælde også med at ændre deres forståelse af maskulinitet som noget mere rummeligt og emotionelt, skriver professor Karen Hvidtfeldt og institutleder Per Krogh Hansen i denne kronik
  • Mænds kræftsprog handler om løsninger og om ikke at lade kræften overtage hele livet

    24. april 2021
    Mænds kræftsprog er præget af handling og løsninger. Denne tilgang handler ikke kun om at overvinde sygdommen, men også om at bevare sin rolle som mand, far, chef, og ikke udelukkende blive reduceret til enten kræftkæmper eller -offer, skriver forskningsgruppeleder og lektor i personcentreret behandling Maria Kristiansen i denne kronik
  • Kræftens sprog har mange dialekter. Fælles for dem alle er håbet

    17. april 2021
    Er det passende at beskrive kræftforløb som en kamp? Eller måske snarere som en rejse? Måden, vi taler om sygdommen, påvirker, hvordan vi oplever den, og hvilke ressourcer vi kan mobilisere. Det rette sprog er dog helt forskelligt fra patient til patient, skriver stifter af Sustainia og tidligere kræftpatient Erik Rasmussen
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Meget fin og tankevækkende. Tak for den kronik!

Lene Timmermann, Maj-Britt Kent Hansen og Leanette Nathalia Chresta Jensen anbefalede denne kommentar
Hanne Utoft

MDN lærte mig som ung at forstå at mennesker, som fremstår og/eller siger at 'de er kolde', er brandvarme og med stærkt behov for nærhed/kontakt.

Steffen Gliese

Det er jo at indsætte en blokering, som netop gør det totalt umuligt.