Klumme

Tis er guld værd som gødning. Det er hovedløst, at vi bare hælder det ud i toilettet

Det er synd og skam, at urin har fået så dårligt et rygte, når den faktisk er guld værd. I den grønne omstilling er den menneskelige urin en overset ressource, som aktivt kan erstatte store mængder af kunstig gødning i private haver som i landbruget, skriver forfatter og klummeskribent Nanna Goul i denne klumme
Vi synes, at mænd med åbne bukser lænet mod trådhegn eller i grøftekanter er lidt ulækkert. Ligesom nogen sikkert synes, det er upassende med kvinder med bare numser på hug et sted i parken.

Vi synes, at mænd med åbne bukser lænet mod trådhegn eller i grøftekanter er lidt ulækkert. Ligesom nogen sikkert synes, det er upassende med kvinder med bare numser på hug et sted i parken.

Jacob Frølund

Debat
12. april 2021

Jeg indrømmer, at det aldrig har ligget mig fjernt at tisse i naturen, i haver, i grøftekanter, i de dejlige danske skove og klitter. Siden jeg gik i børnehave, har jeg været det, man i min familie kalder fritisser. Altså én, der foretrækker at tisse i det fri.

Min datter fortæller til folk, hun møder, at det er hendes mors hobby at tisse udenfor. Hobby og hobby, siger jeg, det er vel nærmere noget med at optimere omgivelserne for et uomgængeligt behov – og samtidig gøde planterne. Det lyder som en hobby, siger hun, og måske har hun ret. I så fald er det en hobby, der har et overset potentiale i forhold til bæredygtighed og naturlig gødning.

For hvis alle bare forenede deres – hvad skal vi sige, urinale kræfter – ja, så kunne vi sammen skabe en meget stor del af den gødning, som er nødvendig i landbruget, helt selv. Det er tilmed gratis, naturligt, og så er det jo noget, vi alligevel gør hele tiden. Tisser altså.

Udfordringen er jo så, at mange ikke opfatter deres urin som noget, de har lyst til at tale om. Vise frem. Eller for den sags skyld genbruge. Vi synes, at mænd med åbne bukser lænet mod trådhegn eller i grøftekanter er lidt ulækkert. Ligesom nogen sikkert synes, det er upassende med kvinder med bare numser på hug et sted i parken. Selv bliver jeg altid glad. Men det er jo nok min blinde vinkel, lige der.

Kraftige sager

At urin er en glimrende, naturlig gødningskilde er imidlertid ikke nogen nyhed, og tidligere brugte man også latrin direkte på markerne eller bare i mindre skala.

Min mors nabo, der hvor hun voksede op i Vinderup, havde de flotteste potteplanter i nabolaget, der stod og gjorde sig til i vinduerne ud mod hovedgaden, til stor misundelse for de andre husmødre.

Hun afslørede engang til min mor, at det var, fordi hun hældte lidt tis i dem en gang om ugen. Fortyndet, naturlig vis, for urin er kraftige sager med et meget højt indhold af kvælstof og andre nyttige næringsstoffer, som vi bogstaveligt talt bare pisser ud i spildevandet. Som man kan læse på blandt andet Miljøstyrelsens hjemmeside, kunne opsamling af urin i tanke »blive et gødningsmiddel af høj kvalitet«.

Det er et overraskende interessant forskningsområde. I Sverige har de i lang tid eksperimenteret med særlige toiletter, der opsamler urin, og i det hele taget med anvendelsen af urin som plantegødning. En gruppe svenske forskere afslørede tilmed sidste år, at de havde udviklet en urintørretumbler, der kunne samle de nyttige sager i en tørstofvariant, der alt andet lige ville være nemmere at fordele på eksempelvis landbrugsmarker end tusindvis af liter flydende urin.

I Danmark har man også lavet flere forsøg, blandt andet på Museumsgården på Møn og Svanholm Gods, og de viser alle, at urin er en næsten lige så virkningsfuld gødning som den kunstigt fremstillede.

Guldvand til eget forbrug

Udfordringen er naturligvis opsamlingen – men også spørgsmålet om, hvad de kemikalier og medicinrester fra nogle mennesker, som også kommer med i urinen, faktisk betyder for jorden. Det er jo meget individuelt, hvad vi propper os med – og derfor kan urinens kvalitet også svinge.

Det er også den umiddelbart lidt paradoksale årsag til, at human urin endnu ikke er officielt godkendt til anvendelse inden for økologisk landbrug. Men derimod godt kan anvendes inden for den konventionelle. Men ærligt talt, det kan da ikke være rigtigt? Det må da være mere bæredygtigt at anvende naturlig urin end at kaste alverdens kunststoffer ned i jorden?

I en tid, der koger over af klimaudfordringer, og flere og flere med rette ser nærmere på Kate Raworths tanker om den mere bæredygtige doughnut-økonomi, var det måske en idé at sætte skub i forskningen på området, så vi i en større skala kunne komme i gang med en mere naturlig gødnings- og genanvendelsesmodel.

Og hvis man ikke kan vente på det, kan man jo selv gå i gang med at lave guldvand til eget forbrug. Og ja, det hedder det, gødningsvand produceret af egen urin. Opskriften lyder som følger: 1 dl urin fortyndes med 9 dl vand. Voila! Derefter gøder du bare med guldvandet i haven, ved rødderne, helst ikke på bladene, og så skulle gødningen være hjemme. God fornøjelse!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ingeborg Hesselager

God ide! En anden god ide er at tilføje "det brune guld", nemlig kaffegrums, der foruden kvælstof skulle indeholde forholdsvis meget fosfor, som der vist ikke er så meget af i tis .Peter V.Johansen, urinist

Per Selmer, Susanne Kaspersen og søren ploug anbefalede denne kommentar

Urin til min have er noget jeg har brugt i flere år. Jeg har dyrket min have økologisk i årtier, hvor min egen urin er en del af dyrkningen. Som mand er det meget nemt og praktisk at tisse i en plastik flaske ( gamle vaskemiddel-flasker), ikke mindst ved nattetisning hvor jeg står ved siden af min seng for at tisse og så i seng igen og sover videre. Jeg fylder gennemsnitlig en 1l flaske pr. dag. Med en vandkande fordeler jeg tisset rundt i haven vinteren og foråret igennem hvor den kan nedsive sammen med regnen. Følgende sommer glæder vi os over de selvdyrkede afgrøder!

Jørn Rasmussen, ingemaje lange, Hanne Utoft, Torben Arendal, søren ploug og Torkil Forman anbefalede denne kommentar

"kaffegrums, der foruden kvælstof skulle indeholde forholdsvis meget fosfor""

Der er nu ikke mere end omkring 0,2-0,3 % fosfor i kaffe (uden vand)

Til gengæld er der nogle andre interessante (og gavnlige!) kemiske forbindelser i kaffe!

Flemming Jensen

Er super god gødning, har brugt det i mange år.
Bruge et mælkekarton på 1 liter, hælder det i en 10 liter vand kande og vupti du har en fantastisk gødning, du sparer penge på ødelæggende gødning og vand.

Hanne Utoft, Torben Arendal, søren ploug og Torkil Forman anbefalede denne kommentar
Søren Nielsen

I 2015 samlede Nørrebro Bryghus tis ind på Roskilde Festival.
https://nyheder.tv2.dk/lokalt/2017-03-16-urin-fra-roskilde-festival-er-b...

Michael Gudnæs

Urin bruges også til forureningsbekæmpelse. Tilsætningsstoffet AdBlue, som tryller forurenende dieselbiler om til helt rene maskiner uden partikelforurening, er baseret på urinstof. Læs selv https://da.wikipedia.org/wiki/AdBlue

Forresten kan jeg da kun opfordre til mere fritisning, det er en smuk og tilfredsstillende livsstil.

Til dem, der evt. bekymrer sig om patogener i forbindelse med brug af urin som gødning, kan jeg anbefale Sten Møllers YouTube video https://youtu.be/6IX-wZI6gPA

Det findes der nemlig også løsninger for.

Mvh endnu en fritisser

Morten Balling

Tak for en fin og ekstremt vigtig artikel. Jeg har arbejdet en del med emnet her, primært ifm. fosfor, og her er situationen alvorlig. Vi ved ikke nøjagtigt, hvor meget fosfor vi har tilbage, og fosfor er vitalt. Det indgår i alle levende organismer. Uden fosfor intet liv, og dermed ingen mennesker.

Så ja, på nogle måder er problemet med fosfor mere alvorligt end klimaet. Hvis vi ikke får styr på fosfor (mm.), så ender vi med at måtte leve af den næring planeten kan producere UDEN enten et maksimeret industrielt landbrug (som i dag), eller et holdbart alternativ. Den næring biosfæren så kan producere minder om landbrug omkring år 1900 før kunstgødning og maskiner, og kan ikke brødføde 10 milliarder mennesker. Slet ikke. Dengang var der en større andel af befolkningen som sultede, og vi var 1,6 milliarder mennesker.

I øjeblikket graver vi fosfor op af miner, laver det om til gødning, spreder det på marken, hvor en del optages i planten, som derpå høstes, og via løgnehals, mave og WC mestendels ender i havene. Hvis vi fortsætter på den måde kan vi måske begynde at mangle fosfor, og dermed mad, i en grad menneskeheden ikke har oplevet før, om 20-40 år. Her er energi et essentielt problem, som vi ikke rigtigt har nogen løsning på endnu, og vi har sandsynligvis meget travlt.

Opgaven med at recirkulere fosfor er enorm. Bare i Københavns cityområde bor der 800.000 mennesker, som i gennemsnit producerer 1,4 liter urin om dagen. Denne urin skal som nævnt adskilles fra det andet kloakvand før det havner i kloakken, så det kræver et ekstra kloaknet (globalt), også de steder i Verden hvor man ikke engang har bare et fungerende kloaknet. De færreste mennesker i byerne har en have de kan tisse i, men dén metode er nemmere at realisere på landet. Tisset skal ikke så langt "derude".

Mennesker udskiller også fosfor i, lad os bare kalde det "lort", men lort fra mennesker er man nervøse for at sprede på markerne. Det kan indeholde æg fra parasitter og andet stads såsom tungmetaller, som kan ophobes i kredsløbet. Dybest set er der dog ingen vej udenom, som denne lille film viser (filmen lugter "lidt", så nu er du advaret):

https://youtu.be/QV9x79_WYbk

Ingeborg Hesselager

Her en uddybende artikel fra Ingeniørens ugeblad
https://ing.dk/artikel/urin-og-faekalier-hver-sig-400
Skvatpissere i alle lande - foren eder!.Peter Johansen