Kronik

Trods sagen om Godhavnsdrengene lyttes der stadig ikke til anbragte børn, når de fortæller om svigt

Anbragte børn stemples stadig som utroværdige. Derfor troede ingen på børnene, da de fortalte om svigt på et døgntilbud, viser TV 2-dokumentar. Vi risikerer at stå med lige så slemme sager om et, ti eller 20 år, hvis ikke vi stoler på børnene, skriver David Adrian Pedersen fra De Anbragtes Vilkår i dette debatindlæg
Partier forhandler lige nu om anbringelsesreformen Børnene Først. Og i den forbindelse er det vigtigt at tage debatten om, hvordan vi behandler anbragte børn, skriver David Adrian Pedersen.

Partier forhandler lige nu om anbringelsesreformen Børnene Først. Og i den forbindelse er det vigtigt at tage debatten om, hvordan vi behandler anbragte børn, skriver David Adrian Pedersen.

Asger Ladefoged

Debat
20. april 2021

»Jeg slår hovedet af dig.« »Jeg flækker dig.« »Jeg slår dine tænder ud.« I TV 2’s dokumentar Nødråb fra børnehjemmet har seerne den seneste måneds tid set fagprofessionelle true og ydmyge anbragte børn på danske børnehjem.

Vi har hørt om bid, knytnæver i maven og set personale føre et barn væk ved at nive ham i brystvorten. Vi er blevet præsenteret for tilsynsrapporter, der fortæller om voksne, som skaber frygt, optrapper konflikter og bruger ydmygende opførsel over for de unge. Vi har set opholdssteder, hvor de unge køres væk, når tilsynet kommer på besøg, mens andre unge ikke tør være ærlige over for tilsynet af frygt for konsekvenserne.

»Nu som før er der ingen, der tror på det, en godhavnsdreng fortæller,« sagde Poul-Erik Rasmussen i Berlingske for nylig som en kommentar til dokumentaren. Han er et af de tidligere anbragte børn på drengehjemmet Godhavn, som statsminister Mette Frederiksen (S) forrige år gav en undskyldning for overgreb begået mod ham og andre børn i 1960’erne.

I De Anbragtes Vilkår oplever vi, at der stadig er en større sandhed i den sætning. For efter dokumentaren oplever vi, at døgntilbuddenes interesseorganisationer rationaliserer personalets opførsel ved at gøre børnene til problemet.

Børnene får skylden

Foreningen af Døgn og Dagtilbud (FADD), der er de offentlige døgntilbuds interesseorganisation, tager afstand fra personalets opførsel i dokumentaren. Men FADD forklarer de intense scener i dokumentaren med en fortælling om, at børnene er skadede, underudviklede og utilregnelige, hvorfor personalet er på en enorm svær opgave.

Men i De Anbragtes Vilkår mener vi ikke, at børnenes bagage er det relevante fokus. For dokumentaren viser, at de ansatte hverken reagerer proportionalt, fagligt eller konfliktnedtrappende. Tværtimod har de skabt et miljø, der virker utrygt. Derfor flytter FADD fokus det forkerte sted hen, når de indirekte skyder skylden på børnene.

I et opfølgende indlæg i Jyllands-Posten er FADD’s hovedpointe, at de unge ville havne i fængsel, hvis ikke døgntilbuddene eksisterede. Igen via en fortælling om ’det skadede barn’, hvor institutionerne er bedre end alternativet.

Landsorganisationen for Sociale Tilbud (LOS), en interesseorganisation for private døgntilbud, mener, at magtanvendelser mod børn bør forsvares. De spørger, om man ikke også ville stoppe en tiårig på vej til at løbe ud på en trafikeret vej. Men de voldsomme scener i dokumentaren handler ikke om eksempler på den type situationer. Det bliver en dårlig sammenligning. I De Anbragtes Vilkår undres vi os over, at det er den diskussion, LOS finder vigtigst i kølvandet på dokumentaren.

FADD og LOS repræsenterer størstedelen af døgntilbud i Danmark. Det er et problem, at en dokumentar, der viser dybt kritisable kulturer i deres fagmiljø, for dem bliver en anledning til at bebrejde børnene og flytte fokus hen på dem som udfordringen. Vi havde langt hellere set konkrete bud på, hvordan døgntilbuddene vil løse de problemer, dokumentaren viser.

Når fagfolk søger at forklare svigt på døgntilbud med børnenes bagage og adfærd, strander debatten. Så får vi ikke sat fokus på kvaliteten af omgivelserne og deres betydning for børnenes trivsel og adfærd.

Ret til medbestemmelse

Nødråb fra børnehjemmet kører over skærmen, netop som regeringen har spillet ud med et forslag til en reform af anbringelsesområdet. Børnene Først hedder udspillet. Det lægger op til at give børn fra ti år selvstændig partsstatus i deres sag og dermed give børn retten til at klage over en afgørelse. I dag får børn først selvstændig partsstatus som 12-årige. I De Anbragtes Vilkår bakker vi op om ændringen. Vi ønsker, at anbragte børn og unge bliver aktører i deres eget liv.

I dag mister vi alt for meget viden om, hvordan anbragte børn har det, fordi vi er for dårlige til at inddrage dem og forstå deres vilkår. I værste fald ender det så grelt som i dokumentaren, hvor deres perspektiv ikke tillægges værdi.

Flere aktører, herunder FADD, siger, at de er bekymrede for at give anbragte børn for meget selvbestemmelse. Det er ikke gavnligt for dem, mener organisationen. Men den holdning bygger på en forkert præmis. I regeringens udspil lægges der op til, at børnene skal have medbestemmelse. Ikke at de skal bestemme alt selv. Heri er en væsentlig skelnen. Medbestemmelse er ikke selvbestemmelse.

Når FADD og andre organisationer diskvalificerer børnenes evne til at repræsentere sig selv, taler de desværre en historisk kendt diskurs frem, om at man ikke kan stole på anbragte børn. Det er netop det, ledere, sagsbehandlere og politi ikke gør i Nødråb fra børnehjemmet.

Det bekymrer os, hvis store dele af praksis fortsat sidder fast i en forældet udviklingspsykologisk forståelse, hvor anbragte børn og unge ikke er ’troværdige’ eller ’kompetente nok’ til at blive hørt og være medbestemmende i deres liv. Med det udgangspunkt kommer de voksne, ofte i bedste mening, til at nedvurdere barnets eller den unges input, protest og ønsker.

Den grundfortælling skal ændres. Ellers vil TV 2 formentlig også om et, ti eller 20 år igen lave en lige så barsk dokumentar som Nødråb fra børnehjemmet.

Utrygge døgntilbud

Hverdagen på et døgntilbud kan være god, men den kan ofte også være utryg og urolig. Med højt konfliktniveau, problemer mellem anbringelsessted og forældre og distanceret personale. Med manglende kærlighed, mange vikarer og manglende adgang til ungdomsliv og fællesskaber uden for matriklen.

På medarbejdersiden kan der være dårlige arbejdsvilkår, manglende viden og en kultur, hvor det ikke er muligt at fortælle om følelsen af faglig utilstrækkelighed. Personalet kan mangle tid til at skabe autentiske relationer til de enkelte børn og unge. Alle disse vilkår har intet med barnets bagage at gøre.

Vi ved, at der er gode døgntilbud – heldigvis. Men omfanget af svigt og den manglende forståelse for et børneliv under anbringelse er stadig uantageligt. Derfor må vi flytte blikket væk fra barnets bagage og hen til rammerne for vores døgntilbud.

Gentænk døgntilbuddene

Døgntilbud er en gammel konstruktion. Det er slet ikke givet, at de i deres nuværende form kan sikre betingelserne for et godt børneliv. Vi har bare accepteret konstruktionen, fordi ’sådan har det altid været’.

Har det betydning for sammenhængen, trygheden og konfliktrisikoen, om man bor fire eller ti børn i en boenhed? At der i ens hjem er ansat 12 forskellige skiftende voksne plus vikardækninger? At man som døgntilbud kan annoncere, at man tager 20 vidt forskellige målgrupper samme sted? Sådanne spørgsmål og mange flere presser sig på i debatten om fremtidens døgntilbud. Og den debat er nødt til at komme i spil i anbringelsesreformen Børnene Først, som partierne lige nu forhandler om.

Kun en reform af plejefamilieområdet er lige nu i udspillet. Men vi er naturligvis også nødt til at inkludere en reform af døgntilbudsområdet. Her er der brug for en udvikling af både organiseringen og kulturen rundt om den gamle konstruktion af døgntilbuddene. Ved at se de to reformer i sammenhæng kan vi dyrke det, der fungerer for begge områder, og måske endda opbygge helt nye anbringelsesformer.

Vi har som samfund taget ansvaret for vores anbragte børns opvækst på os. Vi er forpligtede til at finde bedre svar.

Lad os gøre det bedre og ordentligt denne gang, så vi ikke om årtier vil høre børn, der gentager variationer af Poul Erik Rasmussens ord: At ingen tror på et anbragt barn.

David Adrian Pedersen er bestyrelsesformand hos De Anbragtes Vilkår og næstformand i Rådet for Socialt Udsatte
information.dk/deltag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

David Zennaro

Tak for at bringe det rigtige perspektiv ind i debatten.

Maiken Guttorm, Troels Ken Pedersen, Estermarie Mandelquist, Lone Hansen, Steen Obel, Alvin Jensen, Ruth Sørensen, Søs Jensen, Susanne Kaspersen, Steffen Gliese og Peter Mikkelsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Super kronik fra David Adrian Pedersen.

Man kan med rette stille spørgsmål ved fraværet af reaktioner ovenpå TV2 dokumentarserien om nødråbende fra de anbragte børn.

Her var der helt andre toner, da det kom frem hvordan de gamle blev behandlede i en anden dokumentar, "Plejehjemmene bag facaden"..

Troels Ken Pedersen, Estermarie Mandelquist, Lone Hansen, Jens Ole Mortensen, Steen Obel, Alvin Jensen, Brian W. Andersen, Ruth Sørensen, Steffen Gliese og Søs Jensen anbefalede denne kommentar

Tak til David Adrian Pedersen for at bringe de anbragtes stemme ind i debatten. Det er så vigtigt, at døgntilbuddene m.fl. begynder at lytte til børn og unge. Den vigtigste pointe overhovedet. Skammeligt af LOS af FADD at lægge ansvaret over på børnene, jeg er så enig i den sobre og kloge kritik af denne position, som fremføres i kronikken. Er tidl. leder og medarbejder på et døgntilbud og har kæmpe mod den holdning i årene - også i regi af LOS m.fl.

Troels Ken Pedersen, Estermarie Mandelquist, Lone Hansen, Steen Obel, Alvin Jensen, Ruth Sørensen, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Der er TO grunde til at de ikke lytter til børnene: Penge og magt. Hvis de altid lyttet ville mange af børnene nemlig kunde komme hjem forbløffende hurtigt og så ville der værden være pengene eller mulighed for at tryne familierne.

Steffen Gliese, Lone Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jens Ole Mortensen

1000 tak David Adrian Pedersen og information. For at bringe denne artikel. Og tak til børnene for at have afsløret dette.
Trist at se at den dårlige cirkel og stafetten kun er blevet sendt videre siden opdragelseslejrene i 60erne.

Det handler ikke om penge. Det handler om kontrol.
At politikere oa. Kan føle kontrol med sit eget liv. Er man selv blevet, fra ganske lille, plantet på en skolestol og afrettet til at hele målet er at er falde ind i samfundet. Og man ende med at have sin lille kalender, deltage i alle mulige foreninger. Jeg ved at alle sorte børn har oplevet racisme eller adoptivbørn, som ser sig som alle andre børn, på et tidpunkt er blevet mindet om at de ikke er som andre.- De er sorte- Det er hjerteskærende. Ville det oplagte ikke at være kæmpe mod dette . trodse det. Hvis man har nogen mulighed for det. Og ikke , kun, bringe stafetten videre. Gøre som Yahya Hassan, Sikandar Siddique, Bwalya Sørensen. Og gøre en forskel. Ved at sige at samfundet er noget lort.
De her børn har været på den ene elendige institution efter den anden. Ofte over flere år. Politikerne burde spørge sig selv. Ville jeres børn have den ressource , at aldrig give op ? Og være rådsnare nok til at dokumentere det. Da andre ikke har løftet en finger for dem. Og familiens mening er ligegyldig. Flere af jer politikere har selv børn. I burde være i stand til at sætte jer ind i , hvor traumatisk det kan være for børn at blive fjernet fra sin familie. Men det tror jeg i, ofte, har svært ved. Det ender i jeres kalendere, i lov detaljer og regler. Og jeres manglende evne til at se tingende i et større perspektiv.

En ældre kvinde valgte at give afkald på sin folkepension for flere år siden og lever at bihonning salg og afgrøderne fra sin have. Selvom hun ikke har modtaget en krone fra det offentlige. Er kommunen efter hende pga. en lille ejendomsskatte gæld. En konservativ politiker udtaler. Man kan ikke bare melde sig ud af samfundet. Altså, man skal modtage sine offentlige ydelse.
Det handler om kontrol med sit eget liv og om at trænge kontrollen ned over andre.
Der findes politi, institutioner , hospitaler oa. Men samfundet. Det findes slet ikke. Det er kun i vores hoveder. Det rigtige samfund er de mennesker vi deler landet med.

Faktisk meget deprimerende læsning.

Danmark har virkelig store problemer med de underskrevne konventioner. Det gælder f.eks. Menneskeretskonventionen, Flygtningekonventionen - men også som her Børnekonventionen.

I Børnekonventionen fremgår det ganske klart. at uanset hvad situationen er, så skal barnet altså høres. Og barnets mening skal både skrives ind i sagens akter, ligesom barnets ønsker i videst muligt omfang skal følges.

I øvrigt skal barnet også have udpeget en værge, hvis opgave er, at være barnets "advokat". Og denne værge skal faktisk mødes med barnet under 4 øjne regelmæssigt (desværre angives ikke antal møder pr år).