International kommentar

Uighur: Kina har taget mine børn – jeg ved ikke, om jeg nogensinde får dem at se igen

Som uighur var jeg tvunget til at forlade Xinjiang-provinsen i Kina for fire år siden. Mine børn, som jeg måtte efterlade bag mig, sidder nu i en ’lejr for forældreløse’, da vi anses som forrædere mod staten. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer til at se dem igen, skriver Mihriban Kader i dette debatindlæg
Kina tilbageholder mine børn, og hvis de vil gøre dem fortræd, kan ingen stoppe dem. I de fem år, der er gået, siden jeg forlod mine børn, er jeg ikke holdt op med at tænke på dem i ét eneste øjeblik, skriver uighur Mihriban Kader. Her er det en arbejdslejr for uighurer i Xinjiang.

Kina tilbageholder mine børn, og hvis de vil gøre dem fortræd, kan ingen stoppe dem. I de fem år, der er gået, siden jeg forlod mine børn, er jeg ikke holdt op med at tænke på dem i ét eneste øjeblik, skriver uighur Mihriban Kader. Her er det en arbejdslejr for uighurer i Xinjiang.

Joerg Boethling

Debat
7. april 2021

For fem år siden forlod jeg vores børn i hast. Der var ikke tid til at tage ting eller legetøj med, der kunne minde mig om dem. Alt, jeg fik med, var et familiefoto.

Min mand og jeg tog afsted, fordi vi ikke havde andet valg. De kinesiske myndigheder chikanerede os konstant og krævede at få vores pas udleveret. Ellers ville der ’komme konsekvenser’. De førte en streng politik for fødselskontrol og ville foretage ’kropstjek’ på mig for at finde ud af, om jeg var gravid. Det var jeg.

Vi rejste, fordi vi fik indrejsevisa til Italien. Men af frygt for at grænsepolitiet ville ane uråd ved udrejsen, ville vi ikke tage alle vores børn med på én gang. Derfor besluttede vi, at kun min yngste søn, som jeg stadig ammede, skulle med. De fire andre skulle i første omgang blive hos deres bedsteforældre, indtil de kunne slutte sig til os senere.

Var vi ikke rejst ud af Kina på det tidspunkt, ved jeg ikke, om vi ville have fået chancen igen. Hvor meget værre situationen i Xinjiang skulle blive, havde vi ikke fantasi til at forestille os. 

Så snart vi var kommet til Italien, faldt de kinesiske myndigheder over vores familie. Min mor blev sat i interneringslejr. Min far blev afhørt over flere dage og måtte efterfølgende indlægges på hospitalet. Han var 80 år.

I mellemtiden var der ingen til at tage sig af vores børn. Ifølge Kinas regering var de børn af ’forrædere’. Vores andre slægtninge kunne ikke se efter dem, for de var også bange for blive sendt i interneringslejr.

Overvågning

I skolen blev det snart bemærket, at ingen forældre eller værge dukkede op til forældremøder. Skolen bad derfor myndighederne om at tage sig af de ’forældreløse’ børn. Og det gjorde de: Vores børn blev sendt i en fængselslignende skole, en såkaldt ’lejr for forældreløse’, med overvågning døgnet rundt.

I november 2019 døde min far, men samme måned fik vi også en god nyhed: Den italienske udlændingestyrelse havde givet grønt lys for familiesammenføring: Nu kunne vi få vores børn til Italien.

At give vores børn besked var ikke uden risiko. Al deres kommunikation blev overvåget. Men i marts 2020 kom vi igennem på et videoopkald.

For at få deres visa måtte de imidlertid selv henvende sig på Italiens konsulat i Shanghai, en rejse på godt 5.000 km. De var for små til selv at begive sig ud på så lang en tur, men vi fandt ikke nogen, der turde eller ville ledsage dem.

En majaften i 2020 forhørte det kinesiske politi vores børn i to timer. De blev spurgt om, hvorfor de fastholdt kontakten til deres forældre. Og fik at vide, at det kunne blive farligt for dem og betyde, at de røg i interneringslejr efter endt skolegang.

Vores børn blev rigtig bange. Hver dag ringede min søn til os og bønfaldt os om at redde ham. Han var allerede på listen over personer, der skulle i interneringslejr, sagde han. Da de italienske visa ville udløbe i august, så vi til sidst ikke anden udvej end at lade vores børn rejse til Shanghai på egen hånd.

Vi gav dem nøje instrukser, og med hjælp fra udenlandske kontakter nåede de omsider til Shanghai. Men her blev de nægtet adgang til det italienske konsulat. Og to dage senere fangede politiet dem og sendte dem tilbage til forældreløselejren.

Fortvivlelse

Indtil da havde jeg på intet tidspunkt opgivet håbet om, at vi ville få vores børn at se igen. Men i dag er vi ramt af fortvivlelse. Kina tilbageholder mine børn, og hvis de vil gøre dem fortræd, kan ingen stoppe dem.

For uighurer kan det være farligt at udtale sig offentligt om de menneskerettighedskrænkelser, vi bliver udsat for. Men nu har vi fortalt vores historie til Amnesty International i håbet om, at nogen vil hjælpe os.

I de fem år, der er gået, siden jeg forlod mine børn, er jeg ikke holdt op med at tænke på dem ét eneste øjeblik. Ingen vil kunne fatte, hvad jeg føler, medmindre de selv har gennemgået noget lignende.

Jeg ved ikke, hvad mine børn laver nu. Jeg har set optagelser fra forældreløselejre på internettet, så jeg ved, at de på skolen ser kinesiske ’røde’ propagandafilm og synger ’røde’ sange. Når jeg ser disse videoer, tænker jeg på mine børn og på, hvordan de bliver opdraget og skolet. Og på hvordan de må sidde sammenpresset i et lille klasseværelse, skal lære ting, der byder dem imod, adskilt fra deres forældre. Og på hvor meget de må savne os.

Min baby blev født i Italien, og vi har fået endnu et barn her. Nogle gange holder vi dem i vores arme og fortæller dem om deres brødre og søstre i Xinjiang. Og så græder vi. De spørger, hvornår de skal møde deres søskende. Jeg kan ikke give dem et svar, for jeg kender ikke svaret. Om natten vågner jeg tit af mareridt. Jeg beder hele tiden til Allah om, at vi får vores børn tilbage. Det eneste, der kan give mig trøst i denne tid, er det billede af dem, jeg tog med, da jeg for fem år siden skyndte mig ud ad døren.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her