Kronik

USA har selv medvirket til den desperation, som skubber migranter op fra Mellemamerika

Karavaner med tusindvis af migranter er på vej mod USA fra Mellemamerika. De flygter fra bølger af vold og ustabilitet, som USA gennem deres historiske støtte til diktaturer i regionen er medansvarlige for – og det ansvar må USA tage på sig, skriver forfatter Niels Boel i dette debatindlæg
De to uledsagede mindreårige honduranske migranter Anyi på 11 og Ilene og på 15 venter på amerikanske grænsevagter efter at have krydset floden Rio Grande på en tømmerflåde.

De to uledsagede mindreårige honduranske migranter Anyi på 11 og Ilene og på 15 venter på amerikanske grænsevagter efter at have krydset floden Rio Grande på en tømmerflåde.

Adrees Latif

Debat
27. april 2021

Karavaner med tusindvis af mellemamerikanske migranter er på vej mod USA. Pressehistorierne om migrantstrømme stjal allerede på Joe Bidens første pressemøde som præsident noget af opmærksomheden.

Biden ønsker mindst af alt at se billeder af børn i bure i medierne, som det var tilfældet under hans forgænger. Billeder, der for mange demokratiske vælgere blev selve symbolet på Trump-administrationens grumme kynisme. Pressen har da under Biden også fået lagt hindringer i vejen til detentionscentrene, indtil »forholdene er mere ordnede«.

Voksne asylansøgere afvises fortsat ved grænsen fra Mexico til USA med henvisning til smittefaren under corona. Med Biden som præsident er det nye dog, at uledsagede børn på flugt ikke længere afvises ved grænsen.

Republikanerne har ikke været sene til at skyde skylden for de nye flygtningekoncentrationer ved USA’s sydlige grænse på Biden-administrationens signaler om en mere imødekommende immigrationspolitik. Faktum er dog, at migrationsstrømmen allerede var vokset under den sidste del af Donald Trumps præsidentperiode som følge af orkanen Eta i Honduras, men også som konsekvens af den uformindskede vold i Mellemamerika.

Midt i det forståelige ramaskrig over de mange migrantbørn under Trump og en frygt for gentagelse af tragedien under Biden overses det ofte, at USA bærer et ansvar for det betændte og voldelige klima, der driver mellemamerikanere til at migrere.

Medansvar for ustabilitet

Tidligere var migranterne ved grænsen til USA oftest fra Mexico. Det er ikke tilfældet længere. Faktisk er der i dag flere, som rejser fra USA til Mexico – amerikanske pensionister, som slår sig ned ved de caribiske strande, og mexicanere, som vender hjem – end der er mexicanere, der rejser til USA.

Det skyldes ikke kun vanskeligheden ved at komme ulovligt over den mexicansk-amerikanske grænse eller muligheden for at blive i USA efter at have krydset grænsen. Faldende befolkningstilvækst og øget økonomisk vækst i Mexico spiller i høj grad også ind.

Migranterne, som søger ind i USA over grænsen fra Mexico, er i dag typisk fra Mellemamerikas voldsplagede nordlige trekant, El Salvador, Honduras og Guatemala, der er er kendt som verdens mest voldelige område. De mellemamerikanske migranter flygter fra lande, som er præget af opløsning og enorme uligheder, martret af tre årtiers voldsregimente, som USA har et medansvar for.

I 1980’erne støttede USA diktaturer i området, som hørte til nogle af de mest blodige i latinamerikansk historie. I Guatemala blev hele landsbyer udryddet af hæren. Børn, gamle, kvinder og mænd blev sprættet levende op med macheteknive. Guatemalas diktator Ríos Montt, der siden blev dømt for folkemord mod mayaindianerne, blev af USA’s daværende præsident Ronald Reagan hyldet og kaldt »en mand med stor personlig integritet og engagement«.

I El Salvador dræbte regeringens dødspatruljer tusinder af civile i et opgør med venstreorienterede guerillaer. En regering, som var støttet af USA.

Honduras fungerede som en militærplatform for USA’s intervention i regionen. De såkaldte contraer – som anbragte bomber i legetøj – blev trænet her af USA’s militærrådgivere for at undergrave revolutionsregeringen i Nicaragua, der ellers havde vundet et internationalt anerkendt valg i 1984. Militærtræningen blev i øvrigt finansieret af Reagan-administrationen ved hjælp af ulovligt våbensalg til ayatollah-styret i Teheran, den såkaldte Iran-Contra-skandale.

Trods fredsaftaler mellem regeringerne i El Salvador og Guatemala og deres væbnede modstandere i 1990’erne blev årsagerne til konflikterne – uligheder og ulige jordfordeling – i særdeleshed aldrig udbedret. De USA-uddannede militærfolk blev heller ikke stillet til ansvar for diktaturernes ugerninger.

Som konsekvens af konflikterne var der efterfølgende en stor mængde våben i omløb i regionen. Og mange unge mænd havde ingen anden kompetence end anvendelsen af våben. Det har sammen med en vedvarende straffrihed næret en voldskultur, der ikke er overvundet siden.

Vold ’made in the USA’

Demokratiseringen i regionen har ikke ført til mere social retfærdighed og stabilitet. I dag har samspillet mellem narkomarkedets fortjenester og korruptionen i samfundet, herunder hos ordensmagtens styrker, givet næsten frit spil til de kriminelle bander.

Dagens voldsklima i landene hænger sammen med det enorme amerikanske narkomarked, hvor kokain fra Sydamerika smugles igennem den mellemamerikanske landtange til USA.

Hvor kartellerne i Colombia blev bragt i knæ af USA’s narkokrig i 1990’erne, har narkokarteller i Mexico og Mellemamerika overtaget en del af transporten. Resultatet er skyhøje mordrater i regionen, mens de største profitter på narkohandlen fortsat scores i USA.

Regionens voldsorgier skal også ses i sammenhæng med den lette adgang til våben i mange delstater i USA. 87 procent af de mellemamerikanske og mexicanske narkokartellers våben menes at komme fra USA.

En særlig forhistorie gælder for de bestialske ungdomsbander, de såkaldte maras, der hærger regionen. Banderne har sat pengeafpresning af alt fra handlende til buschauffører i system, og de er i høj grad made in the USA. Mange er således børn af salvadoranske flygtninge til USA i 1980’erne. Forældrene var ofte papirløse, idet de ikke kunne opnå flygtningestatus, fordi USA støttede det diktatur, de var flygtet fra.

I forstæderne til Los Angeles blev en del af de unge optaget i bandevæsener og herefter yderligere forrået i fængsler. Da USA siden foretog masseudvisning af kriminelle til forældrenes hjemlande, kom de hjemvendte bandemedlemmer snart til at dominere kriminalitetsstatistikkerne med deres grusomme metoder.

Stiltiende støtte til kup

Masseudvandringen fra Mellemamerika til USA er en ventil for de mellemamerikanske lande, som er præget af enorme sociale frustrationer. Selv om Honduras, El Salvador og Guatemala fremstår som formelt demokratiske i dag med regelmæssig afholdelse af valg, er muligheden for reel forandring begrænset i systemer domineret af oligarker.

I 2009 udførte militæret i Honduras et kup mod en demokratisk valgt præsident, som var slået ind på en mere progressiv vej. Det skete med USA’s stiltiende støtte. Og valget i Honduras i 2017 – hvor venstrefløjen var favorit, men tabte – var omgærdet af anklager om svindel.

I ly af narkokrigen og i et klima af vold slår stater og undertiden store virksomheder i regionen ubønhørligt ned på sociale aktivister, oprindelige folk, miljøforkæmpere og kritiske journalister, der sætter spørgsmålstegn ved plyndringen af bønders jord og tømmer- og mineselskabers udvinding af naturressourcer.

Mest opsigt i de seneste år vakte mordet på den honduranske menneskerettighedsforkæmper Berta Cáceres, der forsvarede det oprindelige folk lencaernes hellige flod Gualcarque mod en planlagt vanddæmning. Journalister, som har søgt at undersøge magthavernes overgreb, har måttet lade livet.

Bølgen af blod i Mellemamerika berøres kun sporadisk i nordamerikansk presse – i modsætning til den påståede flodbølge af indvandrere. Den er til gengæld et tema for populære tv-serier, hvor den brutale vold i Mexico og Mellemamerika undertiden fremstår som noget særligt ’latinamerikansk’ eksotisk, ikke som den sociale tragedie med hundredtusinder af døde, som den er.

Historien fortæller dog, at amerikanere må gribe i egen barm, når de skræmmes af flygtninge fra Mellemamerika.

Niels Boel er journalist og forfatter til bogen USA’s store mindretal: Latinos udgivet på Forlaget Columbus
 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Annette Chronstedt

Tak og ak ja . . man kunne drømme om at denne ætsende sandhed blev oversat og sendt som et - skandinavisk - opråb om ansvarlig selvransagelse til New York Times. En samtidig test af dette organs højlydte, moralske selvforståelse.

Alvin Jensen, Inge Lehmann og David Zennaro anbefalede denne kommentar