Kommentar

Det er vigtigere at forstå historiens skurke end at ofre dem på cancel-kulturens alter

Da et amerikansk forlag for nylig valgte at udgive Mike Pences selvbiografi, protesterede en gruppe medarbejdere, da det ville bidrage til en racistisk politiker. Men det er vigtigere, at vi forstår historiens skurke, end at vi lukker munden på dem, skriver journalist og forfatter Åsa Linderborg
'Vi har ikke råd til at leve i uvidenhed om, hvordan USA's tidligere vicepræsident Mike Pence selv har oplevet sine år i Det Hvide Hus', skriver Åsa Linderborg.

'Vi har ikke råd til at leve i uvidenhed om, hvordan USA's tidligere vicepræsident Mike Pence selv har oplevet sine år i Det Hvide Hus', skriver Åsa Linderborg.

Mandel Ngan

Debat
28. april 2021

Mike Pence har skrevet kontrakt med det ansete amerikanske forlag Simon & Schuster om en selvbiografi i to bind. Planen er, at de skal udkomme i 2023 – hvis altså ikke en intern revolte blandt forlagets ansatte får held til at stoppe udgivelsen.

I et åbent brev skriver en gruppe medarbejdere, at »Pence har skabt sig en karriere på at diskriminere marginaliserede grupper«, og at hans bog vil levere endnu et bidrag til »at opretholde hvidt overherredømme«. Udgiver forlaget bogen, gør det sig skyld i at »genere velstand for en central figur i en regering, som var utvetydig fortaler for racisme, sexisme, homofobi, transfobi, antisorthed, kvindehad, islamofobi, antisemitisme og vold«.

Vi kender refrænet. Det lyder stadigt hyppigere.

Woody Allen måtte også kæmpe for at finde et forlag til at udgive sine erindringer, mens Amazons produktionsselskab brød en kontrakt om fire film med det argument, at Allen »havde opført sig tonedøvt over for #MeToo-bevægelsen.«

De stadige udslag af cancel culture i vor tid får mig til at tænke tilbage på den intrikate relation mellem den svenske opdagelsesrejsende Sven Hedin og hans forlægger, Tor Bonnier. Hedin, som døde i 1952, var i Sverige berømt som få andre i sin tid, og han var forlaget Bonniers helt store indtjeningsmaskine. Han var imidlertid også indædt antisemit.

Ærestribune

Ved OL i Berlin i 1936 sad Hedin på ærestribunen ved Adolf Hitlers side. Året efter fejrede Bonnier sin 100-årsdag. Jubilæumsmiddagen gav Bonnier-familien hovedbrud med bordplanen. Hvor skulle man placere en mand, som helst så, at ingen jøder fandtes. Til alles overraskelse tog Tor Bonniers hustru, Lisen, Hedin under armen og sagde: »Du skal sidde hos mig!«.

Et folkemord senere mødtes Tor Bonnie med Sven Hedin for sidste gang. Året var 1946. Hedin, som i 1940 var blevet dekoreret med Storkorset af Den Tyske Ørn, ønskede, at Bonnier skulle udgive et lille mindeskrift om Hedins møde med Hitler, som han fortfarende beundrede (her er udtrykket ’tonedøv’ på sin plads). Men her gik grænsen for Bonnier, som sagde nej. Bogen, Uten uppdrag i Berlin, udkom i 1949, men på det helt upåagtede forlag, Fahlcrantz & Gumaelius.

Lige så forstående jeg er over for Bonniers beslutning, lige så taknemmelig er jeg for, at bogen alligevel blev udgivet og kan læses den dag i dag. For den udgør et unikt kildemateriale for den, der vil vide mere om Sven Hedin og den svenske antisemitismes historie.

Og her findes et dilemma, som alle minoritetsaktivister må erkende. Hvis ikke samtidens skurke får lov til at offentliggøre deres anskuelser og fikse ideer, forarmes fremtidige generationers forståelse af fortiden. I den gode sags navn vil vor tids cancel culture ganske enkelt gøre os dummere.

I avisen Klassekampen advarer Bjørgulv Braanen, avisens tidligere chefredaktør, imod »massesuggestionens destruktive kræfter«: »Vi har alle et personligt ansvar for en sandhedssøgende kultur, hvor alle uforfærdet kan tilkendegive deres holdninger uden at skulle blive udstødt eller erklæret for fredløs«. Han opfordrer alle til at leve efter ’den gyldne regel’ og citerer den jødiske lærde Hillel, der levede og virkede 70 år før vor tidsregning: »Det, du ikke vil, at andre skal gøre imod dig, det skal du heller ikke gøre imod andre.«

Korrektiv

Måske var det samme maksime, som fik Bonnier-familien til storsindet at placere Sven Hedin til højbords i 1937.

Ytringsfrihed er en menneskerettighed, mens ingen omvendt kan kræve at få deres bog udgivet. En publicist eller forelægger kan ikke pålægges at offentliggøre noget, de selv finder dybt ubehageligt.

Er man en god demokrat, må man dog hylde, at andre måske træffer en anden beslutning.

Vi har ikke råd til at leve i uvidenhed om, hvordan Mike Pence selv har oplevet sine år i Det Hvide Hus. Og uanset hvad man mener om Woody Allen, har det værdi, at han selv fortæller sin version af historien.

De, som forsvarer cancel culture, deplatforming osv., mener, at det handler om en nødvendig brug af ’forbrugermagt’. Som om litteratur var en handelsvare, der kunne sammenlignes med appelsiner fra israelske bosætterplantager.

Men forbrugermagt er rettere at kunne gå i boghandlen og på biblioteket og vælge noget andet end Mike Pences og Woody Allens selvbiografier. En bog, som aldrig er blevet udgivet, kan heller ikke boykottes.

Det er lige før, bogafbrændinger er en mere hæderlig strategi.

© Åsa Linderborg og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Troels Ken Pedersen

Man skulle jo næsten tro ud fra dette, at Mike Pence er fjern og falden fortid, så politisk irrelevant som en Hitler-sværmer i 1946. Men det er ikke tilfældet - manden er stadig praktiserende og ganske magtfuld politiker, og hans bog er endnu ikke blot et historisk kildeskrift.

Nicolaj Ottsen

Tummen upp.

Tak til Åsa Linderborg for at foretage en kvalificeret differentiering mellem 'cancel culture' og #MeToo. Det lykkes desværre ikke for Katrine Wiedemann i gårsdagens kommentar, så jeg vil anbefale hende at læse dagens.