Kronik

Vilkårene på fødegangene viser, vi har mistet respekten for det at bringe et liv til verden

Fødsler kan være magiske og fortryllende, men de kan også knække kvinder, når de er mest sårbare. En god fødselsoplevelse bør ikke være en undtagelsesvis luksus, men efterstræbes og understøttes i alle fødselsforløb, skriver socialrådgiver og byrådskandidat for SF, Line Britt Madsen, i denne kronik
Liv og død er grundvilkår for fødsler og kan som sådan aldrig helt elimineres, men netop derfor bør vi også sikre omsorg, ømhed, ro og nærvær i rigelige mængder til de kvinder, der bringer nye liv ind i verden, skriver Line Britt Madsen.

Liv og død er grundvilkår for fødsler og kan som sådan aldrig helt elimineres, men netop derfor bør vi også sikre omsorg, ømhed, ro og nærvær i rigelige mængder til de kvinder, der bringer nye liv ind i verden, skriver Line Britt Madsen.

Astrid Dalum

Debat
23. april 2021

Der var stille på fødegangen, da jeg i 2013 ankom til Sydvestjysk Sygehus i aktiv fødsel. Men det ændrede sig efterhånden, som min langsomme fødsel skred frem. På et tidspunkt kom der mere pres på afdelingen, og jeg blev af en fortvivlet jordemoder flere gange bebrejdet, at jeg optog afdelingens »bedste fødestue«. Jeg fik aldrig navnet på hende, men det er vigtigt for mig at nævne, at det ikke var den samme jordemoder, som jeg endte med at føde med.

Men det er sandt, hvad hun sagde: Jeg optog deres bedste fødestue. Min langstrakte fødsel varede 36 timer, og omtrent halvdelen tilbragte jeg på fødegangen. Jeg kastede hvert eneste lille glas saftevand op med den næste ve og var udmattet, modløs og umådeligt sårbar.

Det var jordemoderen også. Hun var længere fremme i en anden fødsel og må have mærket utilstrækkelighedens ubarmhjertige åg, hver gang min mand og jeg ringede efter hende, imens hun forsøgte at sy en anden nybagt mor. Sammen var vi ofre for urimelige rammer om fødegangene.

Min oplevelse er fra 2013. Allerede dengang var ressourcerne på landets fødeafdelinger utilstrækkelige, og i 2015 demonstrerede dedikerede jordemødre deres barske virkelighed med mange små videoklip fra deres hverdag i filmen I Jordemødrenes Sko.

Nødråbene hjalp lidt, og den socialdemokratiske regering afsatte øremærkede midler på finansloven til en hårdt trængt svangreomsorg, men allerede året efter blev midlerne af en ny regering omprioriteret til andre dele af sundhedsvæsenet.

Flugt fra fødegangene

I 2016 forlod klinikchef Morten Hedegaard sin stilling på en af landets største fødeafdelinger i protest mod de knappe ressourcer til de fødende. End ikke en kapacitet som Morten Hedegaard kunne trænge igennem den politiske lydmur, og danske kvinder må fortsat tage ængsteligheden med sig ind til fødslen. Den fødsel, som repræsenterer en af kvindelivets allerstørste begivenheder, og som kan bidrage til livskraft og livsmod, hvis den forløber vellykket – eller det modsatte, skulle den have et traumatiserende forløb.

Nu står vi her, hvor jordemødre i uhyggelig fart flygter fra den offentlige fødegang mod private indsatser i et forståeligt forsøg på at redde sig selv i et langt arbejdsperspektiv. Imens overlades gravide og fødende kvinder til det umuliges kunst på et af de mest kritiske tidspunkter i deres liv. Skrøbeligheden er fysisk, når man er ved eller lige har født et nyt liv ind i verden: Hormoner, søvnmangel og fysisk udmattelse overvælder de fleste nybagte mødre og sætter dem ude af stand til at protestere mod de vilkår, der bliver dem budt.

På denne baggrund nedsatte jeg en søndag i oktober et netværk, hvor jeg opfordrede kvinder, familier og jordemødre til at dele vidnesbyrd om svigt i svangre-, fødsels- og barselsomsorgen. Foranlediget af Olga Ravns stærke statement om, at den tid er forbi, hvor kvinder skal ofre deres kroppe og psyke for at bringe nye børn til verden, ønskede jeg at demonstrere det strukturelle svigt i den private begivenhed, som en fødsel er, ved at få mange til at dele deres erfaring med svigt.

Herefter er det lykkedes den vigtige brugerforening Forældre og Fødsel at indsamle og formidle et betragteligt antal vidnesbyrd. Mange med gruopvækkende fortællinger, der ikke er et moderne velfærdssamfund værdigt. Kvinder og børn, der i fødslens skæbnestund balancerer på kanten af liv og død. Kvinder, der må begynde det krævende liv som nybagt mor med at behandle fødselstraumer, der kunne have været undgået.

Mistet respekten

Liv og død er grundvilkår for fødsler og kan som sådan aldrig helt elimineres, men netop derfor bør vi også sikre omsorg, ømhed, ro og nærvær i rigelige mængder til de kvinder, der bringer nye liv ind i verden – og til dem, der står tilbage med hjemløs kærlighed og ubærlig sorg, når livet slukkes, før det rigtig er begyndt.

Det er, som om vi som samfund har mistet noget af respekten og ydmygheden for den brutale livsopgave, der eksisterer i at bære et barn, bringe det til verden og opfostre det. Brutal, fordi det for den enkelte kvinde bliver et spørgsmål om liv eller død både fysisk og eksistentielt: Du kan ikke vælge om. Du leverer. En urfordring fra dit inderste og fra generationer før dig. Et altomsluttende ansvar.

Derfor burde det heller ikke være nødvendigt at nævne i et rigt og udviklet land som Danmark: Alle gravide bør kunne begive sig ind til fødslen i tryg forvisning om, at samfundet stiller tilstrækkeligt med ressourcer til rådighed; at der er tid og hænder nok, at der er den varme, nærvær og tålmodighed, som er helt afgørende for kvindens mulighed for at hengive sig til fødslen.

Ingen kvinde bør bekymre sig om, hvorvidt der er plads til hendes fødsel på hospitalet; om hun skal køre fra det ene sted til det andet under fødslens smertefulde vearbejde; om der vil være en jordemor til stede, som kan være nærværende og støttende, fordi hun har haft tid til både toiletbesøg og frokostpause.

Ingen kvinde bør bekymre sig om, hvorvidt hun vil blive sendt hjem, før hun føler sig klar, og ingen kvinde skal udsættes for den belastning, det er at kæmpe alene og udmattet for en vanskelig ammeetablering.

Den gode fødselsoplevelse

For at en mor skal kunne holde sit barn både fysisk og psykisk, skal omgivelserne holde hende.

Dét må være fordringen, når Folketinget inden længe skal behandle borgerforslaget om bedre fødsler og indførelse af rettigheder til fødende, der netop har opnået de nødvendige 50.000 støtter: At sikre alle gravide og fødende kvinder i Danmark lovsikrede og finansierede rettigheder, der gør bod på mange års besparelser, omprioriteringer og effektiviseringer.

For der er meget at hente: Ikke alene i basal patientsikkerhed og fraværet af fødselstraumer, som kunne have være undgået, men i høj grad også i den gode fødselsoplevelse.

Når kvinder kommer godt igennem fødslen, efterlader det dem styrkede på en måde, der kommer både barnet og hele familien til gavn. Nok er hun udmattet og overvældet, men hvis det lykkes hende at skabe en oplevelse af mening og sammenhæng i fødselsforløbet, indleder hun forældreskabet med en mestringsoplevelse af at kunne og af at være kompetent i sin nye rolle som mor. En vellykket fødsel booster således kvindens tillid til egne evner, til hendes kropslige og intuitive formåen – en uvurderlig gave på tærsklen til forældreskabet, som kan bringe enhver på randen af sin forstand og formåen.

En sådan positiv oplevelse bør ikke være en undtagelsesvis luksus, men efterstræbes og understøttes i alle fødselsforløb. Som sådan udgør fødslen en kritisk overgang, der kan knække kvinder på vejen ind i forældreskabet, eller bygge dem op med uovervindelighed, styrke, glæde og tillid til at kunne klare alt, der måtte blive dem budt.

Og ikke nok med dét: En god og vellykket fødsel udgør én af kvindelivets mest berigende oplevelser. Intet job, ingen rejse, ingen præstation kommer i nærheden af en god fødsel.

For nu at afslutte med mig selv, så befandt jeg mig længe efter fødslen i en varm, mørkerød, kærlighedsmættet fødselsboble, selv om jeg savnede jordemoderstøtte undervejs i forløbet. Længe ledte jeg efter ord, der kunne udtrykke den følelse, der fyldte mig, men det nærmeste, jeg kom, var ’magisk’.

Fødsler kan være magiske, fortryllende og brutale. De kan bygge op og rive ned. De kan bringe levende babyer ind i verden, og de kan slå ihjel.

Det er denne knivsæg, kvinder balancerer på, når de føder, og det bør afspejles i den støtte og omsorg, samfundet tilbyder.

Line Britt Madsen er socialrådgiver, cand.soc. og byrådskandidat for SF i Esbjerg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kære Line

Jeg kan af mange forskellige årsager ikke vurdere, hvor stort problemet er, dvs. hvor stor behovet er for yderligere ressourcer på landets fødestuer, og om der er tale om at rette op på en katastrofal situation eller blot at gøre en OK oplevelse bedre. Det vil jeg lade de, der har faglig og erfaringsmæssig indsigt, om.

I en verden, hvor der ikke er uendelige ressourcer, må man imidlertid være opmærksom på, at tilvalget af at opprioritere en ting indebærer nedprioriteringen af andre (hvis vi antager, at man ikke bare kan udvide det offentliges ressourcer i det uendelige).

Så når du kræver opprioritering af fødselsområdet må du også være klar til at svare på, hvad der så skal bruges færre ressourcer på, hvis ikke dit indlæg blot skal forstås som et udtryk for ureflekteret krævementalitet.

Så hvad synes du er mindre vigtigt? Er det de kræftsyge? Børneafdelingerne? De psykisk syge? Sygeplejerskernes løn? Politiet? De kulturelle institutioner? Flygtninge- eller U-lands-indsatsen? Forsvaret? Klima-indsatsen? Eller ..?

Ovenstående kommentar af John Kierans synes skrevet af en mand, der dels ikke har børn dels ikke har været til stede i forbindelse med en fødsel - bortset fra sin egen. Hvis det havde været tilfældet, havde han været klar over den afgørende vigtighed et godt fødselsforløb har som start for et nyt liv. Derfor er der - efter min opfattelse - ikke grundlag for en prioriteringsøvelse. Prioriteringen giver sig selv.
Det kan vel være, at den tidligere borgerlige regerings skattelettelser, så skal rulles tilbage; men hvis vi vil betegne os som velfærdssamfund, så må vi tage kvalificeret vare på de nye borgeres ankomst.

Gøsta Hansson, Inge Lehmann og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Problemet er den prioritering som politikerne allerede har lavet i Danmark.

Det ene er, at fastholde new public management, som metode i det offentlige. Dette selv om der nu er rigelige data på, at det gør ting mere ineffektiv for de samme penge og der bruges flere penge oveni til kontrol og måling.

Det andet er, at det ideologisk er besluttet, at en god basal velfærd går ud over Danmarks konkurrenceevne.
Derfor er der år for år blevet færre penge til velfærd.
De penge der bevilliges følger ikke inflationen og en større andel går til administration.

Hvilket gør prioriteringen mere desperat for regionerne og kommunerne.

Når det kommer til fødslerne, er nedbrydningen af forholdende vist dokumenteret rigeligt, både af de fødende og de ansatte.

Politikerne ved, at det at få børn, er et biologisk imperativ for de fleste. Ligeledes har politikerne ikke ændret mening i forhold til det oven nævnte.
Min forudsigelse er, at det betyder, at der ikke ændres på forholdende. Der vil kun komme nogle typiske kosmetiske varmluftsudtalelser.

Det fald forholdende fører til i fødselsraten, kompenserer politikerne ved, at muliggøre import af billig ung arbejdskraft fra Østeuropa.

Når disse personer er slidt, vil vi se en ændring i velvillighed i at importere ung arbejdskraft fra Afrika.

Jeg er blevet lidt af en pessimist med alderen og har mistet respekten for vores politikere.

Niels Erlinger

Hvis vi kigger lidt på det overordnede befolkningstal, så stiger det, - befolkningstallet er stigende.

Så ville det være naturligt at nedlægge den offentlige fertilitetsbehandling, som jo ved vellykket behandling resulterer i flere børn, men da disse børn vil få befolkningstallet til at stige yderligere, kunne det være et sted at spare.

Og så overflytte disse tilgængelige resurser til fødeafdelingerne, hvor der mangler resurser. Resultatet vil være lavere belastning på fødeafdelingerne, og flere resurser til at klare fødslerne med.

Det må da siges at være en WIN-WIN situation!!

En befolknings størrelse er summen af fødsler og dødsfald.
Er fødselsraten lig med dødsraten er befolkningstallet uændret.
Ændringer i både fødselsrate og dødsrate kan ændre befolkningens størrelse.

For Danmarks vedkommende er fødselsraten lavere end, hvad der er nødvendigt for opretholdelse af befolkningstallet.
Øgningen af den danske befolkningsstørrelse skyldes immigration og at folk lever længere.

Så prioriteringen af kvaliteten af fødeoplevelsen ved lavere fødselsrate er allerede vekslet til skattelettelser og administration i Danmark. Og den måde politikere prioriterer på, vil penge sparet til IVF ikke bruges til forbedring af de tilbageværende fødsler på.

Man skal huske på, at de økonomer vores politikere lytter til, mener at børn er en underskudsforretning. Derfor er indvandring at foretrække. Man får derved andre lande til at betale for klargørelse af arbejdskraften.

Den store stigning i befolkningstilvækst, der ses på verdensplan, skyldes primært et langsommere frafald af ældre.

På de fleste kontinenter er fødselsraten faldet drastisk, med undtagelse af flere afrikanske lande.

Dvs. vil man have en hurtig ændring af det samlede globale befolkningstal, opnås det realistisk set, kun ved et lille moderisk indgreb. F.eks. a la soylent green eller Logans run?
Det er ikke hurtigt nok med en ændring af fødselsraten, hvis man vil ændre befolkningstallet inden for en overskuelig tidshorisont.

Da 1% af befolkningen bruger 50% af ressourcerne er det heller ikke logisk, at en endnu hurtigere nedsættelse af fødselsraten gavner bekæmpelsen af klimaforandringerne.

Ligeledes vil for hurtige ændringer i alderssammensætningen i en befolkning kunne føre til store sociale og praktiske problemer.

Så nej et endnu større fald i den danske eller globale fertilitet er ikke et win win for klimaet.

Men ud fra langsigtet planlægning vil det være gavnligt med et lavere stabilt befolkningstal, hvor der især kræves en indsats i Afrika.

Derudover skal der findes en balance i ressourceforbruget per person, hvilket vil være nemmere ved færre personer.