Kronik

Vores glorificering af rigdom tilslører det økonomiske systems brutale virkelighed

At verdens allerrigeste kan udrydde global hungersnød på et årti, men ikke gør det, er udtryk for en brutal virkelighed og et fejlslagent økonomisk system. Dette forbliver dog usynligt for os i en kultur, der hylder de rige som ihærdige iværksættere og idoler, skriver cand.mag. i internationale studier, Mads Schäfer Bak, i denne kronik
At verdens allerrigeste kan udrydde global hungersnød på et årti, men ikke gør det, er udtryk for en brutal virkelighed og et fejlslagent økonomisk system. Dette forbliver dog usynligt for os i en kultur, der hylder de rige som ihærdige iværksættere og idoler, skriver cand.mag. i internationale studier, Mads Schäfer Bak, i denne kronik

Mia Mottelson

Debat
21. april 2021

I forrige uge udgav erhvervsmagasinet Forbes den seneste liste over verdens dollarmilliardærer. Og de har aldrig haft det bedre.

På trods af coronapandemien stødte hele 660 nye dollarmilliardærer til det eksklusive selskab i 2020. Et rekordhøjt antal i sig selv, som samtidig bidrager med at bringe det samlede antal dollarmilliardærer op på 2.755 individer, hvis samlede formue er steget med absurde 64 procent i 2020 – fra 8.000.000.000.000 dollar til 13.100.000.000.000 dollar.

De ekstremt rige, men også mangemillionærer generelt, bliver ofte hyldet for deres innovative adfærd – deres såkaldte unikke iværksætterånd. De skaber job, penge og værdi til samfundet, lyder argumentet. De har gennem en ekstraordinær arbejdsindsats og ved at påtage sig store risici kæmpet sig op øverst på den sociale rangliste. De er forbilleder for unge mennesker, og deres livsstil og succes portrætteres som noget af det mest attråværdige.

Ganske godt eksemplificeret i DR programmet Løvens Hule, hvor aspirerende iværksættere skal forsøge at sælge deres nye produkt til de etablerede ’løver’. Dem, de gerne selv vil være. De succesfulde. Dem, der har klaret det til toppen.

Men den ekstreme rigdom og den herskende fremstilling af de rige er dybt skadelig for mennesker, samfund og planeten.

Et forvrænget værdisæt

Selv om social status ikke kun handler om materielle ressourcer og sociale privilegier, så er penge og rigdom den klart mest definerende faktor for social status i nutidens verden. De rige bliver opfattet som samfundets vindere, og de fattige som taberne.

Vores selvopfattelse er uundgåeligt forbundet til andre mennesker, og eftersom vores forståelse af status har en stor indvirkning på vores selvopfattelse og identitet, kan denne opdeling i vindere og tabere have alvorlige neurologiske konsekvenser, for eksempel i forhold til selvtillid, selvværd, depression og mangel på motivation, som de to britiske forskere Kate Pickett og Richard G. Wilkinson har påpeget i deres bog The Spirit Level fra 2009.

Omvendt har studier vist, at personer fra de øvre sociale lag har sværere ved at udvise empati og medfølelse. I et studie fra 2011 demonstrerede forskere fra UC Berkeley, hvordan individer har en større tendens til at handle uetisk, jo højere de klatrer op ad den økonomiske stige. Individer fra de øvre sociale lag var således mere tilbøjelige til at lyve i forhandlinger, snyde for at øge deres egne chancer og støtte uetisk adfærd på arbejdspladsen sammenlignet med personer fra de lavere sociale lag.

Vores værdisæt, hvor rigdom er lig med succes, er ikke blot skadeligt for de fattige, men fordærver også de rige selv. Vores værdisæt er fundamentalt skadelig for den menneskelige psyke.

Kulturel vold

Den økonomiske ulighed, som de ekstremt rige er symbolet på, er ikke blot et tydeligt eksempel på strukturel vold, men ligeledes et udtryk for kulturel vold. Det var den norske freds- og konfliktforsker Johan Galtung, som brugte begreberne første gang tilbage i 1969. Man taler om strukturel vold, når personer skades eller dræbes af fattigdom og uretfærdige sociale, politiske og økonomiske institutioner, systemer eller strukturer.

Det er for eksempel strukturel vold, når dollarmilliardærerne kan udrydde global fattigdom og hungersnød for 2,5 procent af deres formue (330 milliarder dollar), men ikke gør det. At de internationale institutioner og verdenssamfund ligeledes lader stå til, er naturligvis også et udtryk for strukturel vold.

Kulturel vold er en forlængelse af strukturel vold. Den fokuserer på aspekter af kulturen, som normaliserer både direkte og strukturel vold og dets mekanismer og fremstiller dem som naturlige. I stedet for at se på de ekstremt rige som en manifestation af vores fordærvede sociale system og forvrængede værdisæt, hylder og idoliserer vi de rige som helte og pejlemærker for succes. Dét er kulturel vold.

At dollarmilliardærerne i 2020 havde mere rigdom end 4,6 milliarder mennesker tilsammen – eller 60 procent af jordens befolkning – er et udtryk for rendyrket vold mod mennesker. Men den kulturelle vold slører billedet, fordi samfundet ophøjer rigdom som værende et tegn på succes.

»Det er ingen målestok for sundhed at være veltilpasset et dybt sygt samfund,« som den indiske filosof Krishnamurti skrev.

Det 21. århundredes helt

Jagten på status og overdreven materialistisk rigdom har bogstavelig talt ingen positiv indvirkning på folkesundheden og den langsigtede bæredygtighed af den menneskelige race. Vores værdisæt er fundamentalt forkert, når vi idoliserer de ekstremt rige, som ikke blot efterlader alle andre dårligere stillet, men også står for langt størstedelen af udledningen af CO2.

De ekstremt rige ødelægger simpelthen fundamentet for fremtiden qua deres forbrug og destabiliserende indvirkning på deres medmennesker. De største fiaskoer er dem, som ejer store palæer, kører i dyre biler og ejer luksussmykker, alt imens de bibeholder deres ekstremt lukrative, men samtidig komplet meningsløse beskæftigelser. Hamstringen af rigdom og den efterfølgende udstilling af den er et tydeligt tegn på modstand mod andre menneskers trivsel.

Den sande helt i det 21. århundrede er således individet, som forstærker harmoni og balance. De mest succesfulde i en bedre fremtid vil være de ydmyge minimalister, som bidrager til trivslen og helbredet for alt på jorden. De, som forstår, at verden er et stort sammenhængende system, og at jo mere de optimerer deres bidrag til systemet, jo mere succesfulde er de. Det er de sande vindere.

Den sande helt i det 21. århundrede, idolet og forbilledet, vil være personen, som har så lavt et CO2 aftryk som overhovedet muligt, og som stædigt arbejder på at mindske sit aftryk på økosystemet. I en bedre verden vil vi vurdere social succes efter sådanne kriterier.

Mangemillionærerne er blot symptomet

Dette indlæg kan nemt tolkes som et angreb, der udelukkende er rettet mod de ekstremt rige og mangemillionærerne. Men det er essentielt at forstå, at de ekstremt rige udelukkende er et symptom på et fejlslagent økonomisk system – og dermed et sygt samfund.

Menneskelig adfærd er styret af sociale strukturer og kulturer. Eller mere specifikt: strukturens økonomiske basis. Hvis strukturen belønner konkurrence, dominans og egeninteresse, så vil kulturen overvejende udtrykke de værdier.

Hvis strukturen derimod belønner samarbejde, empati og social omsorg, vil kulturen overvejende udtrykke de værdier.

Vi skal derfor ikke blot dæmonisere de rige, men forstå, at de er ’ofre’ for deres omstændigheder og formet til deres specifikke verdenssyn og adfærd af større, strukturelle kræfter ligesom alle andre. De er derfor kun delvist ansvarlige for deres handlinger.

Strukturen er markedsøkonomien, som gennem sine mekanismer og incitamenter skaber socioøkonomisk ulighed og fattigdom, alt imens samtlige økologiske systemer er i dramatisk tilbagegang, og den globale klimakrise er i fremgang.

Mads Schäfer Bak er cand.mag. i internationale studier.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Regeringerne er stadig ikke i stand til at spore den nøjagtige udvikling af ​​indkomst og rigdom, ikke for middelklassen eller de rigeste 1 procent. På et tidspunkt hvor Google, Facebook, Visa, MasterCard og andre multinationale selskaber kender intime detaljer om vores private liv, må regeringerne stadig ikke fange, endsige offentliggøre de mest grundlæggende statistikker vedrørende fordelingen af ​​indkomst og rigdom. Vi lever i den mørke alder mht. ulighedsstatistikker. The Guardian

Skattelylandenes politik øger uligheden, når de allerrigeste selv kan bestemme hvad de betaler i skat. Det er kommet frem, at Facebook har betalt 0,03 procent skat af sit overskud i EU, mens Google har betalt 0,8 procent, og Apple er længe sluppet med 0,005 procent. Økonomisk rigdom øges eksponentielt på tværs af generationer, mens lønningerne stiger langsommere. Det betyder, at det finansielle system af sig selv forværrer ulighed. Med andre ord lever vi midt i en krig hvor få ender med at rage alle værdier til sig i en absurd rigdom.

250.000 mennesker i Danmark lever under den fattigdomsgrænse, som Danmarks Statistik bruger til afrapportering til FN om fattigdom. Mange af dem har fået det værre under coronapandemien. Vi skal starte med at gøre op med fattigdomsydelserne. Alle skal sikres et trygt livsgrundlag. Det danske samfund har råd til at sikre Danmarks fattige og udsatte.

Indkomst ulighed producerer to hovedformer af negativ virkning. For det første producerer det eller forværrer mange sundhedsmæssige problemer. For det andet underminerer den social tillid og derved hæmmer et samfunds funktion. Lavindkomstgrupper har væsentligt lavere forventet levetid.

Her er de riges tankegang: De bruger antagelsen om, at selv en mindre forbedring af arbejdsløshedsunderstøttelsen resulterer i udbredt kollektiv dovenskab. Arbejderen.dk: Højere dagpengesats slår ikke bunden ud af statskassen. Omdannelsen af ​​materiel rigdom til politisk magt kan være den mest almindelige mekanisme, gennem hvilken ulighed opstår. Så hvorfor tolererer vi de rige?

På Amager boede der en mand. Korttidshukommelsen var væk, og han var afhængig af rollator og hjælp til at klare dagligdagen. Men kommunen mente, at der var mulighed for at udvikle arbejdsevnen og satte ham i et fireårigt ressourceforløb. Desværre for manden på Amager blev han kun 50 år. Få dage inden hans død gik hans pensionssag igennem. Der er en gennemsigtig følelse af, at den sociale kontrakt er brudt. Arbejderen.dk: Et liv i det, der skulle være et velfærdssamfund.

Dertil skal siges at hjælpepakkerne til virksomhederne og deres medarbejdere har passeret 85.000 mia. kr. på verdensplan. Så ja, det er bevidst strukturel vold, når milliardærerne ikke udrydder global fattigdom og hungersnød hvilket de kunne for 2,5 procent af deres formue, dvs. 330 milliarder dollar.

Information bragte en kommentar af Simon Jenkins, der gik i kødet på den galopperende ulighed og de svimlende 3.000 milliarder kroner, som verdens ti rigeste personer har øget deres velstand med under den igangværende pandemi. Information: Mangemillionær: Beskat mig hårdere. Jeg bliver rigere uden at røre en finger.

Jens Peder Nielsen, Uffe Gammelby, Estermarie Mandelquist, Dennis Tomsen, Lillian Larsen, Marianne Jespersen, Carsten Munk, Ebbe Overbye, Helle Djuraas, Eva Schwanenflügel, Peder Linneberg, Leanette Nathalia Chresta Jensen og Steen Sommer anbefalede denne kommentar

Et stærkt indigneret indlæg om en af denne verdens absurditeter. Tak Mads Schäfer Bak
»Det er ingen målestok for sundhed at være veltilpasset et dybt sygt samfund,« som den indiske filosof Krishnamurti skrev.
Sådan !

Jens Peder Nielsen, Thomas Augsburg, Uffe Gammelby, Estermarie Mandelquist, Lillian Larsen, Hanne Ribens, Marianne Jespersen, Morten Skov, Claus Bødtcher-Hansen, Helle Djuraas, Eva Schwanenflügel, Per Bøggild og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Leanette Nathalia Chresta Jensen

Stor tak til Mads Shæfer Bak, Peter Olsen og Steen Sommer. I sætter ord på jeres viden og holdning som jeg kan forstå og som underbygger min egen fornemmelse af Verdens store uretfærdigheder.
Naivt og meget viist beder jeg til at ingen mennesker i verden må sulte, tørste, fryse og være bange samt at alle må føle sig elskede. Et helt simpelt ønske og logisk. Et stort filosofisk spørgsmål man kan meditere og tænke over. Hvorfor er det ikke sådan ?
Jeg har altid syntes det var ulækkert og frastødende at nogen kan holde ud at være så rige samtidig med alt fattigdom de ser.
Mine helte og idoler kan aldrig være de ekstrem rige, men f.eks jer 3 der skriver disse indlæg.
Det er meget komplekst at gå ned i disse dybtfølte ønsker og ikke så simpelt. Et vigtigt skridt for sejr må dog være en mere moden, bevidst og reflekterende menneskehed, Der underviser børn og unge i etik og moral. Og voksne der gør det de siger.

Uffe Gammelby, Estermarie Mandelquist, Lillian Larsen, Flemming Berger, Marianne Jespersen, Helle Djuraas, Eva Schwanenflügel og Per Bøggild anbefalede denne kommentar

Det er så præcist! Vi, 'folket', kan ikke undsige os deltagelse i den ekstreme ulighed, når vi storforbruger produkter, der stilles 'gratis' til rådighed. No such thing as a free lunch - gælder også for Facebook, Google etc

Nicolaj Ottsen

Dette indlæg, som så mange andre indlæg, information for tiden bringer, er så ualmindeligt kedeligt, eftersom de intet nyt bringer til torvs. Ingen nye tanker, ingen overraskelser, blot en ureflekteret strøm af selvhøjtidelige, emotionelle, dyds signaleringer. Der er en religiøse tone i alle disse indlæg, ideologiens/religionens konnotationer antages som virkeligheden (rig ond - fattig god), og så kan man flyve hurtigt og selvsikkert igennem verden på sin følelse bårne rus, uden at bekymre sig om detaljerne. Resultat : en naiv, bedrevidende, megalomanisk drøm, som forsøges videnskabeliggjort med diverse citater og "fakta".

Ingen tør udfordre deres egne forestillinger og spørge om det er meningsfuldt, effektivt, rimeligt, at opstille f.eks klimakrisen eller ulighed, som et moralsk problem. Når f.eks intet enkelt individ, har nogen indvirkning på klimakrisen, når intet individ er årsagen til den eksponentielle befolknings tilvækst ? Tør nogen mon, som Aldous Huxley, foreslå fødsels-kontrol, for at balancere vores samfunds døds-kontrol ? Hvor er det radikale argument, den forbudte tanke, det overraskende, chokerende perspektiv ? Hvorfor skal vi døjes med dette rationelle “view from no where”, denne nymodens menneske ignorerende Yahewisme.

Indlægget arbejder med en menneske forståelse, som går ud fra at mennesket er et kausalt produkt af omgivelserne, kultur, struktur - et æsel på jagt efter gulerødder. Og denne forestilling får skribenten til at tro at løsningen er at få æslerne til at følge hans gulerod. At netop hans kultur og struktur, en kultur og en moral ensidigt orienteret omkring klimakrisen, helt uden hensyntagen til, eller reflektion over om moralen og kulturen muligvis også burde tage hensyn til menneskets natur og andre forhold, for at være en brugbar løsning, hvis det ikke skal ende i krig eller Gulag.

Mads Schäfer Bak, I det sekulære samfund, løser vi konkrete problemer med konkrete løsninger, ikke via udskamning eller ved at promovere et ideal som gør den der tager sit eget liv det helten i fortællingen - det er absurd.

Pernille Prebensen

Super relevant klumme, Mads Schäfer Bak. Tusind tak for det. Jeg er enig med det hele.
Eneste, jeg godt kunne have tænkt mig, er, at Verdensmålene blev knyttet til som en mulighed - den eneste lige nu - for at gøre op med den kulturelle og strukturelle vold. Verdensmålene rummer alt det, klummen efterlyser, og giver alt det, den peger på.
Så kan man selvfølgelig indvende, at det jo bare er Verdensmålene. Dem er der alligevel ingen, der tror på, og de vil aldrig blive gjort til virkelighed. Måske rigtigt, og i hvert fald rigtigt, hvis man bare nøjes med at forholde sig kritisk og ikke griber det som en mulighed.
Gør vi noget for Verdensmålene, alle sammen, og tror vi på dem, så kan de gennemføres. FN har lagt hele sin vægt og troværdighed bag dem, verdenssamfundet har underskrevet dem, og de er så småt på vej til at blive implementeret i demokratiske regeringer og lokalsamfund verden over, ja, selv i Danmark (c;
Jeg har tilladt mig at dele klummen i Facebook-gruppen Vi Vil Verdensmålene. Jeg håber, at mange af jer, som læser klummen og finder vej til kommentarerne, vil indmelde sig i gruppen. Vi er lige nu godt 900 medlemmer, der er plads til mange flere, og vi skal helst have alle i Danmark med.
Du finder Vi Vil Verdensmålene her: https://www.facebook.com/groups/607844509557457/