Kronik

Arbejdsmarkedet har ikke plads til mødre som mig, der har et barn med kronisk sygdom

På et arbejdsmarked, der kører med 200 kilometer i timen, bliver jeg ofte sorteret fra, fordi jeg har et barn med kronisk sygdom, der har brug for omsorg. Men jeg bør ikke være tvunget til at vælge mellem arbejdet og familien. Der er brug for flere stillinger på 25 timer om ugen, skriver Sigrid Bojesen i dette debatindlæg
På et arbejdsmarked, der kører med 200 kilometer i timen, kan jeg hurtigt blive sorteret fra som den, der ’ikke leverer’, skriver kronikøren.

På et arbejdsmarked, der kører med 200 kilometer i timen, kan jeg hurtigt blive sorteret fra som den, der ’ikke leverer’, skriver kronikøren.

Emilie Lærke Henriksen

Debat
11. maj 2021

»Sikke dog et godt drive du har,« sagde arbejdsgiveren til mig under en samtale til et job, jeg gerne ville have. Vi havde lige talt om alle mine kompetencer, og jeg kunne mærke, at samtalen gik godt.

Jeg var dog nødt til at fortælle om situationen derhjemme: »Hvordan kunne det mon se ud, hvis stillingen havde et lidt lavere timeantal? Jeg har et barn med en kronisk sygdom, og hvis tingene skal hænge sammen for os, vil jeg nok have svært ved at matche en fuldtidsstilling,« sagde jeg.

Jo, det skulle nok kunne lade sig gøre, mente arbejdsgiveren. Jeg skulle da endelig søge jobbet.

Jeg søgte jobbet og kom ikke til samtale, selv om det var en stilling, jeg formelt set havde rigelig af kompetencer til og flere års erfaringer med. Jeg kendte til gengæld flere andre, der kom til samtale. Alle sammen med en kompetenceprofil, der mindede om min. Nogle havde endda færre års erfaring sammenlignet med mig.

Ovenstående fortælling er et eksempel på den diskrimination, jeg har oplevet på arbejdsmarkedet, fordi jeg er en del af en familie med særlige behov.

At have et barn med kronisk sygdom betyder i mit tilfælde, at jeg er nødt til at træffe et valg om at arbejde mindre, for at mit barn med kronisk sygdom kan få de samme udviklingsmuligheder som andre børn. Men alt for ofte oplever jeg, at arbejdsmarkedet ikke er gearet til at tackle dette ’særlige behov’.

Den, der ’ikke leverer’

At være en familie med særlige behov indebærer i mit tilfælde, at der skal være en ekstra voksen med til de aktiviteter, som mit barn med kronisk sygdom er en del af. Samtidig har jeg et andet barn i familien, der også har behov for opmærksomhed for at undgå at blive et ’skyggebarn’. Derudover bliver jeg også ofte vækket om natten, og den manglende nattesøvn ender med at blive indhentet i dagtimerne.

I familier som vores er der derfor en ekstra påkrævet omsorgsopgave. Man kan også se det som en omsorgsgave, der skaber øget nærvær i familien. Men uanset hvordan det betragtes, så vurderes sådan en som mig ofte som mindre driftssikker, stabil og ansvarsfuld på arbejdsmarkedet.

På et arbejdsmarked, der kører med 200 kilometer i timen, kan jeg derfor hurtigt blive sorteret fra som den, der ’ikke leverer’, og diskrimineres dermed for at påtage mig den nødvendige omsorg for min familie.

Snæver forståelse af ligestilling

Der har det seneste stykke tid været en vigtig debat om ligestilling på arbejdsmarkedet – særligt i forhold til køn, sexchikane og krænkelser. Det er tiltrængt, at de tusindvis af kvinder, der har oplevet diskrimination og chikane på baggrund af deres køn, giver udtryk for dette. Men når et emne får meget opmærksomhed, kan der dog også være en tendens til, at det primært er dette emne, der ses, og at andre problemstillinger overses.

Ifølge ordbogen er ligestilling »at stille forskellige befolkningsgrupper lige med hensyn til blandt andet løn, uddannelse og politisk indflydelse«. Og ligestillingsdebatten bærer ofte præg af, at kvinder skal ligestilles med mænd i forhold til værdier som løn, indflydelse og magt. Værdier, der typisk betegnes som maskuline. I den sammenhæng kan vigtigheden af værdier som omsorg, nærvær og empati, der klassisk forstås som feminine værdier, forstumme.

Grundlæggende bliver kampen om ligestilling således en kamp om det maskuline, mens det feminine altid taber terræn.

Vores forståelse af ligestilling hviler altså ofte på et uudtalt grundlag. Der bliver sjældent spurgt ind til, om penge, magt og indflydelse er vigtigt for os alle sammen. Det er det måske. Men vi er også nogle, der er mere interesserede i at leve et liv, hvor det ikke er disse værdier, der per definition er de vigtigste.

Når debatten om ligestilling primært retter sig mod de maskuline værdier, indsnævres ligestillingskampen til at handle om dem. Det er på den ene side positivt, fordi man på den måde bekæmper kvinders manglende ligestilling på arbejdsmarkedet i forhold til magt, indflydelse og løn. Men det snævre fokus betyder også, at diskriminationen fastholdes på de områder, der ikke omhandler det maskuline – eksempelvis muligheden for at en forælder kan yde omsorg for sit barn med kronisk sygdom og samtidig have en plads på arbejdsmarkedet.

I vores iver efter at fremhæve, hvor diskriminerende et særligt tema er, bør vi aldrig miste blikket for det fælles mål: At diskrimination har mange ansigter, og at den bør bekæmpes, uanset hvordan den fremtræder.

Arbejdsuge på 25 timer

Personligt ønsker jeg at have mulighed for at kunne yde omsorg, nærvær og tid i en periode af mit liv, hvor dette er påkrævet. Jeg savner et arbejdsmarked, der ikke primært fungerer på de maskuline værdiers præmisser, men som også ser de mere feminine værdier som ligeværdige i ligestillingsdebatten.

I det perspektiv handler ligestilling for mig også om, at der bør udvikles stillinger, der ikke implicit betyder, at vi skal drøne derudad med 200 kilometer i timen. Hvor dagens gode energi og overskud opbruges på arbejdet. Eller omvendt, at der ikke er brug for at trække stikket totalt fra arbejdslivet for at få familielivet til at fungere.

Mit bud på at udvikle ligestilling mod mere feminine værdier på arbejdsmarkedet er, at der skabes flere arbejdsmæssige ’mellemformer’ mellem at levere 200 procent på arbejdet eller at hellige sig sin familie totalt. Mellemformerne kunne være stillinger på 20 til 25 timer om ugen, hvor der kan skrues op og ned på timeantallet i perioder, og hvor arbejdsopgaverne kan udføres fleksibelt.

Disse arbejdsmæssige ’mellemformer’ kan blive en gevinst for arbejdspladsen, da medarbejderne både er i stand til at levere i døgnets friske timer, kan få mere overskud ved at lykkes med balancen mellem hjem-arbejde og – som det fremhæves af flere deltidsarbejdende – er mere strukturerede og effektive. På den måde bliver kvaliteten af deres arbejde bedre.

Børn mistrives

Undersøgelser fra Børns Vilkår viser, at mistrivsel blandt børn og unge er en af de største samfundsudfordringer. Det fremgår blandt andet, at hvert sjette barn på 18 måneder er psykisk sårbart, og at hver tiende 13-årige føler sig ensom. Derudover er 15-åriges mistrivsel kraftigt stigende, mens knap hver femte af de udeboende 19-årige har forsøgt selvmord.

I en tid hvor flere børn og unge mistrives, vil jeg argumentere for, at der er behov for mere nærvær, tid og omsorg, end der er behov for flere, der kæmper om løn, indflydelse og magt.

Udfordringen med børnenes mistrivsel betyder også, at vi skal gentænke vores forståelse af ligestilling og diskrimination. Det vil styrke samfundsdebatten at debattere, hvad ligestilling egentlig er, og hvordan forskellige former for ligestilling – særligt de feminine værdier – kan styrkes på arbejdsmarkedet, frem for at antage, at vi alle ønsker at ligestilles til det samme.

Sigrid Bojesen er underviser og konsulent

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Bødtcher-Hansen

11/maj/2021

Kære Sigrid Bojesen,
jeg er helt og aldeles enig
med dig, Livet er jo også
andet og mere en arbejde :-) ...

Jeg ønsker dig alt det bedste :-) ...

Kærlig hilsen
Claus