Det er en gåde, hvorfor økonomer, tv- og radiojournalister og bank- og boligeksperter rutinemæssigt jubler over stigende boligpriser. For lejere, andelshavere (som højest er med på sidelinjen i boligprisfesten), unge og andre, som ønsker at entrere boligmarkedet, kan det være en katastrofe.
Det er også problematisk for enhver, der ønsker mere lighed i samfundet og en mere demokratisk udvikling, eftersom demokrati hænger sammen med fordelingen af samfundets ressourcer. Forklaringen på denne begejstring hos økonomer, journalister og eksperter ligger lige for: De nævnte faggrupper tilhører samfundets top og er glade ejere af fast ejendom, som med prisstigningerne har udsigt til yderligere værdiforøgelse.
En stor del af den overskydende kapital i samfundet suges ind i boligmarkedet, der er samfundets svar på de sorte huller ude i rummet. Det er en økonomisk dødvægt, idet den heraf følgende inflation – i modsætning til ved spekulation på aktiemarkedet – ikke umiddelbart fremmer investeringer, men blot fører til en yderligere fordyrelse af boliger i en endeløs dødsspiral.
Modvægt til spekulation
Man kan indvende, at boligmarkedet ligner ethvert andet marked, derved at øget efterspørgsel skaber øget udbud til gavn for alle. Forskellen i forhold til markedet for sko eller bøger er dog tydelig: Øges efterspørgslen på sko, vil prisen stige, men herefter kan produktionen hurtigt sættes i vejret, hvorefter prisen falder igen.
Helt anderledes forholder det sig med boligmarkedet, idet udbuddet af boliger i eksempelvis indre by i København ligger nogenlunde fast, hvorfor prisen kun kan gå opad. I det omfang der kan foretages byggeri (for eksempel i højden i Indre by, de nærliggende områder eller i hovedstadsregionen) gælder, at tidshorisonten for byggeri er en helt anden end for skoproduktion.
Hertil kommer, at mens markedet for sko i princippet er endeligt (der er grænser for, hvor mange sko de fleste af os har brug for), synes boligmarkedet for eftertragtede områder som København selvforstærkende og uden loft. Jo flere, som flytter til en attraktiv storby, jo mere attraktiv bliver den. Herved opstår en sneboldseffekt med stadig flere aspiranter til at bo i for eksempel København.
Den spekulative tendens på boligmarkedet bør ud fra en bestræbelse på lighed imødegås. Her er den politiske vilje lille, fordi et flertal af befolkningen – og vel et overvældende flertal af ledende mediefolk og beslutningstagere – er boligejere.
Men til gengæld er beskatningsmulighederne mange og på mange måder samfundsgavnlige, blandt andet fordi stabilitet og forudsigelighed (i modsætning til boligbobler) må anses for at være positive for samfundsudviklingen. Et ganske enkelt og indlysende retfærdigt middel er beskatning af overskud ved salg i forhold til den oprindelige købspris på en bolig fratrukket eventuelle udgifter til forbedringer.
’Det er værre i andre lande’
Dette er retfærdigt, fordi overskud på et ejendomssalg i modsætning til indtjening ved almindeligt lønarbejde ikke er noget, man har gjort sig fortjent til. Hele samfundets legitimitet bygger på meritokrati, altså at man skal gøre sig fortjent til en given samfundsmæssig position. Men den meritokratiske ide undergraves ved så åbenlys uretfærdig en forøgelse af elitens rigdom, der blot passivt kan se til, mens deres ejendomme bliver stedse mere værd. Statens provenu kan bruges til opførelse af nye boliger eller anden indsats mod social ulighed.
Hertil kommer, at retten til et bosted, i modsætning til for eksempel retten til at have tyve par sko, er en menneskeret ifølge artikel 25 i FN’s menneskerettighedserklæring.
Den franske økonom Thomas Piketty har klargjort, at kapital, herunder værdi koncentreret i ejendom, har det med helt af sig selv at vokse i værdi i forhold til indtjening ved arbejde. Dette er baggrunden for de kolossale uligheder, som også er slået igennem i Danmark, selv om eliterne slår ulighederne hen med, at ’det er da værre i andre lande’, hvilket de næppe ville gøre, hvis det var noget, som lå dem på sinde, som hustruvold eller pædofili.
En forbedret beskatning af arbejdsfrie indtægter ved videresalg af boliger kan sætte en stopper for spekulation og begrænse risikoen for boligbobler. Samtidig kan en højere boligskat modvirke den tiltagende ulighed i Danmark og herved skabe finansieringsgrundlag for de radikale politiske tiltag, der vil være nødvendige fremover i forhold til klimaindsatsen. En såkaldt rød regering bør kende sin besøgelsestid.
Niels Boel er cand.mag.
