Diskussionen om grøn vækst minder om tidligere diskussioner om rød og blå vækst

Det største politiske slag står aktuelt om håndteringen af klimakrisen, og i den forbindelse er vækst essentielt. Det store spørgsmål er, om væksten kan blive grøn og klimavenlig?

Tilhængerne af grøn vækst peger på, at vi kan og skal blive stadigt rigere, samtidig med at vi løser klimakrisen. De peger på, at der ikke er noget til hinder for, at væksten bliver grøn. Modstandere peger omvendt på, at det er vækst i BNP, der ligger til grund for klimakrisen, og at der ikke er gode eksempler fra virkeligheden på, at der kan være vækst, samtidig med at CO₂-udledningerne nedbringes markant.

Denne politiske konflikt minder meget om en konflikt, der udspillede sig for godt 100 år siden. Her var den primære farve dog ikke grøn, men rød. Det store politiske slag handlede dengang om, hvorvidt væksten kunne blive rød.

Tilhængere af ’rød vækst’ ønskede større rigdom i samfundet, samtidig med at fattigdommen skulle udryddes og uligheden mindskes. De ønskede et rigere samfund med fuld beskæftigelse, solidaritet og fællesskab. Det var socialdemokraterne og fagbevægelsen, der var de centrale forkæmpere for den røde vækst, men keynesianske økonomer bakkede op om målene.

Modstanderne af den røde vækst var borgerlige politikere, erhvervsfolk og liberalistiske økonomer. Disse aktører ønskede bestemt også vækst, men mente, at den skulle være blå. De ønskede vækst på markedsbetingelser med gode vilkår for erhvervslivet og individuelle udfoldelsesmuligheder. For dem var lighed og velfærd vækstdræbere.

Kompromiset BNP

Set i tilbageblik var det den røde vækst, der løb af med sejren. Den begyndte så småt under krisen i 1930’erne og foldede sig så helt ud i årtierne efter 2. verdenskrig. Den tids røde vækst skabte med tiden den moderne velfærdsstat. Grundlaget for denne udvikling var et markant politisk vagtskifte, hvor socialdemokrater satte sig tungt på den politiske majoritet og regeringsmagten og kunne regne med fagbevægelsen som en ny, stærk magtfaktor på arbejdsmarkedet.

Samtidig måtte de tidligere så dominerende liberalistiske økonomer stikke piben ind og se sig erstattet af keynesianske og socialistiske økonomer, der leverede faglig ballast til de nye økonomiske ideer bag velfærdstanken. De røde økonomer kom helt frem på den økonomiske scene og udviklede nationalregnskabet og bruttonationalproduktet, der blev velfærdsstatens vigtigste styringsredskaber. Grundlaget for den vækstforståelse, altså vækst i BNP, som vi stadig opererer med i dag, blev udviklet og institutionaliseret i efterkrigstiden.

Ligesom socialdemokratismen var et kompromis mellem kapitalisme og socialisme, er BNP et sammensurium af blå og røde elementer. BNP måler aktiviteten i den private sektor, men også aktiviteten i den offentlige sektor indgår i BNP. Særligt den offentlige sektor voksede i efterkrigstiden og bidrog til den røde vækst, men også forbedringen af den brede befolknings levevilkår og den voksende lighed kom til udtryk som vækst, da det indebar kraftig vækst i det samlede private forbrug, hvilket kom til at udgøre den vigtigste post i BNP.

Ikke rigtig grøn vækst

Umiddelbart kan det i disse år se ud, som om vi nu oplever optakten til et nyt kursskifte i væksten. I det 20. århundrede blev væksten rød, nu skal den være grøn. Med udbredelsen af klimakrisen og de tilhørende tanker om nedbringelse af CO₂-udledningerne er der sket store politiske forandringer. Der er blevet indgået en stor klimaaftale, Parisaftalen, vi har fået en klimalov i Danmark, der er blevet lanceret en European Green Deal i EU. Senest har valget af Joe Biden som ny præsident i USA lagt Donald Trumps klimaskepsis i graven.

Alle disse forandringer til trods mangler vi dog stadig at se væksten blive grøn i virkeligheden snarere end i politikeres og erhvervslederes mange taler og flotte planer. I den forbindelse er det afgørende, at hverken den røde vækst eller den blå vækst er grøn. Stigende velstand har til alle tider været ensbetydende med større CO₂-udledninger. Det er den store velstand for den brede befolkning og den kontinuerlige udbygning af den i rige lande som Danmark, der ligger bag klimakrisen.

Det er også påfaldende i disse år, at de politiske og økonomiske magthavere først og fremmest ønsker at bevare status quo. Klimakrisen skal løses uden egentlige politiske eller sociale forandringer. Friske økonomiske ideer afvises ligeledes håndfast af de økonomer, der dominerer billedet i dag. Og den måleenhed, BNP, der blev udviklet som et redskab til at fremme rød og blå vækst, opfattes nu som værende lige så velegnet til at fremme grøn vækst. Da den røde vækst kom på dagsordenen, var det derimod selve tanken om, hvad vækst er, der blev forandret og omsat til nye måder at regne og måle på.

Siden finanskrisen toppede i 2009, er det kun i forbindelse med coronakrisen i 2020, at de globale udledninger af CO₂ reelt er faldet. Den økonomiske håndtering af coronakrisen har handlet om at holde hånden under BNP og tilsigter at skabe ny, høj vækst efter krisen.

Aktuelt forventer de fleste økonomer vækst i år, der giver de årlige vækstrater i de seneste 50 år baghjul. Altså en vækst, der bringer os tilbage til højdepunktet for den røde vækst. Samtidig nøles der gevaldigt, hvad angår de grønne målsætninger, hvilket vi løbende ser grelle eksempler på her i Danmark – til stor skuffelse for klimaforkæmpere.

De umiddelbare fremtidsudsigter tyder ikke på grøn vækst, og det er grunden til, at opgøret med forestillingen om grøn vækst vinder frem. Væksten har ikke hidtil været grøn, og der er heller ikke noget, der tyder på, at det bliver tilfældet fremover. Og klimakrisen er akut. Hvert år tæller.

Brug for nytænkning

Hvis succesen med rød vækst skal gentage sig – nu med en anden grundfarve – så bliver det med en helt anden type grøn vækst end den, der hyldes af magthaverne i dag. BNP-vækst kan være mere eller mindre rød og blå, men egentlig grøn bliver den aldrig. Magteliten er på vildspor. Der kan ikke skabes en helt ny kurs for samfundet, samtidig med at de samme partier og institutioner, der har skabt problemerne, fortsætter ufortrødent. Der kan heller ikke skabes grundlæggende forandringer ved at klynge sig til økonomisk vanetænkning. Hvis grøn vækst skal lykkes, så kræver det et nyt politisk vagtskifte af samme proportioner, som vi oplevede i den første halvdel af det 20. århundrede.

Der er brug for nye institutioner og magtfaktorer i samfundet. Og det er ikke mindst nødvendigt med nye økonomiske ideer. Nutidens herskende økonomer, som eksempelvis de økonomiske vismænd, spærrer for den nødvendige nytænkning. Den grønne omstilling forbliver en illusion, så længe den måde at måle og regne på, som knytter sig til den røde og blå vækst, fortsætter med at sætte dagsordenen for alle afgørende politiske og økonomiske beslutninger.

Grøn omstilling forudsætter nye mål for samfundsudviklingen, hvor væksten i sig selv gentænkes i lyset af klimakrisen, sådan at grønne løsninger fremstår positive og måles som fremskridt i vores nøgletal, mens for store og ikke mindst voksende CO₂-udledninger tæller negativt og forbindes med tilbagegang.

Peter Nielsen er lektor i politisk økonomi på Roskilde Universitet