Kronik

Finansministeriets belæg for, at højere selskabsskat giver lavere løn, er hullet som en ost

Finansministeriets beregninger viser, at højere selskabsskatter sænker alle indkomster, mens lavere selskabsskat gør alle rigere. Men beregningerne hviler på manglede empiri og absurde påstande, skriver finansordfører for Enhedslisten, Rune Lund, i denne kronik
»Vil alle andre brancher blive påvirket af det? Vil slipseklædte bankmænd vælte ind på slagterierne, i murerfaget eller tage job som ingeniører? Der er jo massevis af barrierer ved brancheskift, for eksempel uddannelseskompetencer, personlige præferencer og evner. Det virker som ren teoretisk abstraktion,« skriver finansordfører for Enhedslisten, Rune Lund, om Finansministeriets beregninger.

»Vil alle andre brancher blive påvirket af det? Vil slipseklædte bankmænd vælte ind på slagterierne, i murerfaget eller tage job som ingeniører? Der er jo massevis af barrierer ved brancheskift, for eksempel uddannelseskompetencer, personlige præferencer og evner. Det virker som ren teoretisk abstraktion,« skriver finansordfører for Enhedslisten, Rune Lund, om Finansministeriets beregninger.

Morten Stricker

Debat
5. maj 2021

Når man hæver selskabsskatten, er der tre parter, der kan ende med regningen: virksomhedsejerne, lønmodtagerne og forbrugerne.

Virksomheder kan ved højere skatter sætte priserne op. De kan også vælge at mindske investeringerne, hvilket betyder lavere produktivitet. Da stigende produktivitet er afgørende for en stigende lønudvikling, kan lønmodtagerne altså også ende med at tage regningen for selskabsskatten. Endelig kan virksomhederne selv betale skatten ud af deres profit.

Hvor meget de enkelte parter betaler, kommer an på mange forhold. Er der hård konkurrence, kan man ikke vælte skatten over i priserne, som forbrugerne skal betale. Det kan man derimod ved lav konkurrence. Er profitten overnormal, vil virksomhedsejerne tendere til at betale mere af skatten selv ud af deres profit.

Men i Finansministeriets beregninger er den komplekse verden gjort anderledes simpel. Her betaler lønmodtageren nemlig hele selskabsskatten. Finansministeriet bruger således »den beregningstekniske antagelse, at lønmodtagerne bærer hele byrden ved selskabsskatten«.

Selektiv brug af studier

Det er underligt. Når man ser på, hvad Finansministeriet bygger disse antagelser på, finder man i hovedparten af de benyttede studier, at mellem 50-75 procent af skatteregningen ender hos lønmodtageren. I fire studier ud af 11 sendes hele regningen eller mere til lønmodtagerne. Alligevel lægges det til grund for beregningerne, at lønmodtageren betaler hele skatten med lavere løn.

Den anvendte empiri kan man også stille spørgsmålstegn ved. Det mest vidtrækkende af de fire ovennævnte studier skønner således en »incidens på 2.200 procent«! Altså en grotesk påstand om, at lønmodtagere betaler prisen 22 gange for en højere selskabsskat. Studiet er foretaget af den neokonservative tænketank American Enterprise Institute. Vi har altså at gøre med et politisk partsindlæg mere end et stykke lødig forskning. Studiet bliver i øvrigt kritiseret af økonomiprofessor Kimberly Clausing, der er internationalt anerkendt for sin forskning i beskatning af multinationale selskaber. Hun stiller sig også tvivlende over for det meste af den forskningslitteratur, som postulerer, at højere selskabsskatter i høj grad væltes ned i lønningerne.

Clausing og andre økonomers kritik er helt udeladt af den empiri, Finansministeriet anvender. Man kan undre sig over, at neokonservative tænketankes rapporter er mere relevant litteratur end en anerkendt økonomiprofessors forskning.

Men mest af alt kan man undre sig over, at Finansministeriet uforsigtigt placerer sig på linje med de mest ekstreme studier, især når ministeriet selv indrømmer, at »en lang række forhold, der påvirker virksomhedernes prissætning og lønpolitik mv. på kort sigt […] gør det vanskeligt at påvise virkningen af konkrete skatte- og afgiftsforhøjelser og -lempelser empirisk«.

Goddaw, siger jeg bare. Ikke nok med, at Finansministeriet har en selektiv tilgang til fordel for de mest ekstreme studier. Samtidig indrømmer ministeriet, at de studier, der bruges, faktisk ikke rigtig med nogen sikkerhed kan bruges!

Absurde beregninger

Torsten Schack Pedersen fra Venstre spurgte i september 2020 Finansministeriet om, hvad fordelingsvirkningen var af regeringens økonomiske politik. Her var det især den nye bankskat, som skal være med til at finansiere aftalen om tidligere tilbagetrækning, den såkaldte »Arne-aftale«, der sprang os i øjnene. Alle borgere uanset indkomst og beskæftigelse ville ifølge Finansministeriet miste 0,17 procent af deres indkomst. Bankskatten ville således blive væltet 100 procent ned i lønningerne. For alle lønmodtagere. Ikke kun de ansatte i finanssektoren.

Det undrede os i Enhedslisten. Vi ser her bort fra vores kritik af, at hele selskabsskatten antages at blive betalt af lønmodtagerne. Vi ser også bort fra, at ministeriet tidligere har svaret Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance, at der faktisk er tendens til overnormal profit i den finansielle sektor, hvorfor det potentielt er kapitalejerne, som vil betale bankskatten. Og vi ser bort fra, at dette ikke er i overensstemmelse med den beregning, man senere sender til Torsten Schack Pedersen, hvor lønmodtagerne betaler hele gildet. Endeligt ser vi bort fra, at Finans Danmark, bankernes interesseorganisation, hele vejen igennem har sagt, at man ville vælte det over i priserne og ikke ned i lønningerne for de ansatte i finanssektoren. Alle disse mærkværdigheder sætter vi lige i parentes.

Vores hovedundren var, at en særskat på banker – en afgrænset del af økonomien – vil føre til lavere løn for alle andre. Finansministeriet svarer, at »når produktiviteten og dermed lønningerne påvirkes negativt i én sektor, vil arbejdstagere søge mod andre sektorer, hvor lønningerne efterfølgende presses ned. På den måde vil der ske en udligning af lønniveauerne (for en given type arbejdskraft) på tværs af sektorer«.

Tænker man over påstanden, fremstår den absurd. Vil alle andre brancher blive påvirket af det? Vil slipseklædte bankmænd vælte ind på slagterierne, i murerfaget eller tage job som ingeniører? Der er jo massevis af barrierer ved brancheskift, for eksempel uddannelseskompetencer, personlige præferencer og evner. Det virker som ren teoretisk abstraktion.

Og hvor mange skal så forlade finanssektoren, for at der er nok ny arbejdskraft, der kan komme ind i andre brancher og øge udbuddet af arbejdskraft og dermed sænke lønnen? Der arbejder cirka 60.000 personer i finanssektoren. Selv hvis hver og én forlod finanssektoren og søgte jobs som alt mellem himmel og jord, så er det tvivlsomt, om denne beskedne andel af de beskæftigede vil udgøre nok personer til, at de kan presse lønningerne på hele resten af arbejdsmarkedet. Da vi fra Enhedslistens side konfronterede Finansministeriet med dette, svarede de: »Finansministeriet har ikke skønnet over, hvor mange ansatte i den finansiellesektor, der evt. vil forlade finanssektoren som følge af indførelsen af et tillæg til selskabsskatten for den finansielle sektor.« Finansministeriet har altså i denne sammenhæng ikke gjort sig den mindste overvejelse, endsige undersøgt, om deres vurdering har hold i virkeligheden.

Selskabsskatten i ideologisk benlås

Da vi i Enhedslisten i april 2018 udgav rapporten »Den politiske regnemaskine«, var der en del, der tog anstød af, at vi anfægtede Finansministeriets politiske neutralitet. Men når man ser, hvor ideologisk Finansministeriet går til deres beregninger om konsekvenserne af højere skatter på erhvervslivet, minder det mest om en ufin ideologisk tackling af fortalere for højere selskabsskatter. Det understreges yderligere af, at Finansministeriet påstår, at hvis Danmark gik Cayman Islands i bedene og blev et skattely, så ville alle privatansatte lønmodtagere få 12.800 kroner ekstra i lønningsposen.

Finansministeriet vulgariserer den faglige diskussion om, hvem der betaler selskabsskatten, og maler et skræmmebillede baseret på en selektiv læsning af den empiriske forskning krydret med postulater om effekter i økonomien, man reelt ikke ved noget om. Det er useriøst, og endnu et eksempel på det påtrængende behov for et opgør med Finansministeriets politiske regnemaskine.

Rune Lund er finansordfører for Enhedslisten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Mogensen

De fleste regnedrenge i Finansministeriet er Goldman Sachs kloner, som har deltaget i hele det neo-liberale setup, der startede i 1980erne. Nu må vi se, hvornår folk har fået nok!

Ove Skildal Nielsen, Marianne Jespersen, Per Klüver, Poul Simonsen, Mogens Holme og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Glem ej heller de politiske erhvervsklubber, hvor virksomhederne/lobbyisterne køber sig adgang til politiske partier og regeringen.

"2019 eksploderede antallet af erhvervsklubber og pengeindsamlingsforeninger op til folketingsvalget. 

Ifølge Politiken eksisterede der ved det seneste valg i 2019 mindst 27 af denne type foreninger, som giver adgang til fremtrædende politikere og donerer store beløb til politikeres og partiernes valgkampe.

Til sammenligning var tallet fem ved det foregående valg i 2015."

Og videre lyder det:

"I Det vækker kritik hos juraprofessor Jørgen Albæk Jensen fra Aarhus Universitet.

"Man har helt med åbne øjne lavet reglerne, så det kan lade sig gøre, og sidst man reviderede loven, gjorde man ikke noget ved det.
Så det er ikke en omgåelse af reglerne, men det er med til at ødelægge formålet om åbenhed," siger Jørgen Albæk Jensen og tilføjer:

"Der er et hul, hvis man gerne vil have åbenhed, og det hul har man bevidst undladt at stoppe.
Der er intet ulovligt i det, men det er uhensigtsmæssigt, hvis man går ind for gennemsigtighed, som alle partier gør."

https://www.altinget.dk/artikel/her-er-partiernes-erhvervsklubber

Der er intet ulovligt i det..
Fordi de store partier der benytter sig af hemmelighedskræmmeriet, selv har stemt loven igennem, og nægter at ændre den.

Ikke alene sidder lobbyisterne med ved bordet i ministerier og udvalg, de køber sig altså også til indflydelse via klubber.

Ove Skildal Nielsen

For lidt over 3 år siden sad jeg i en i en idrætsforenings omklædningsrum sammen med en mand, der viste sig at være cand. polit.
Han var uddannet i 90erne, og havde godt styr på de neoliberale økonomer Friedman, Lucas og Hayek.
Keynes kunne han ikke huske fra sit studie.
Da jeg foreslog, at efterspørgslen på varer måske havde positiv indflydelse økonomien, så gav han mig ret, og den øgede efterspørgsel skulle komme ved at man sænkede lønningerne, så varerne blev billigere.
Da jeg spurgte hvem, der skulle købe flere varer, når lønningerne var sat ned, fik jeg besked på, at det kunne en mand, der som jeg var gået ud af 7. klasse ikke forstå.
Det havde han jo ret i.

Med den personlige erfaring i baghovedet, så er det måske ikke bare finansministeriet regnemodeller vi skal se på . Det er måske også et uddannelsessystem, der tilsyneladende hæmningsløst indoktrinerer med neoliberalisme.

Morten Wieth, Marianne Jespersen, Brian Nocis Jensen, Poul Simonsen, Per Klüver, Ebbe Overbye, Eva Schwanenflügel og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Poul Simonsen

Den svenske økonom og socialdemokrat Kielos skriver i sin bog “DET ENESTE KØN”:

“Når der skal vælges side mellem rig og fattig, mægtig og afmægtig, arbejdere og virksomheder, mænd eller kvinder, er økonomer de seneste årtier næsten altid havnet på en og samme fløj. Hvad der er godt for de rige og mægtige, er næsten altid GODT FOR ØKONOMIEN.”

Eneste danske undtagelse er vist af og til Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.