Kronik

Forbuddet mod tiggeri viser, at fattiges menneskerettigheder er mindre værd end andres

Lovgivningen kan både fastholde mennesker i fattigdom, men også løfte dem ud. Det var med loven i hånden, at Danmark forbød tiggeri, men det er problematisk retligt set, og forbuddet mod tiggeri bør ophæves, skriver ph.d. Ida Gundersby Rognlien i dette debatindlæg
Pandemien rejser yderligere spørgsmål om, hvorvidt forbuddet mod tiggeri kan retfærdiggøres, skriver dagens kronikør. Arkivfoto.

Pandemien rejser yderligere spørgsmål om, hvorvidt forbuddet mod tiggeri kan retfærdiggøres, skriver dagens kronikør. Arkivfoto.

Tor Birk Trads

Debat
26. maj 2021

Fem til ti gratis mundbind ad gangen tilbydes til de danskere, der modtager de laveste sociale ydelser i landet.

Et sådant tiltag fungerer mere som et signal om, at man gør noget ved fattigdom, end at man faktisk løser de underliggende forsørgelsesproblemer i Danmark. Problemer, der allerede eksisterede forud for pandemien.

Pandemien er altså blevet et forstørrelsesglas på uligheden i velfærdssamfundet. Uddelingen af gratis mundbind leder tanken hen på den gamle fattighjælp, hvor staten uddelte mad, tøj og kuponer. Det er en fortid, man ikke bør ønske at sammenligne sig med i et moderne velfærdssamfund.

Selv med velfærdssamfundets bedste intentioner kan personer blive fanget i et net af fattigdomsproblemer. For at forstå fattigdom må vi se på, hvordan lovgivningen med dens retlige strukturer, traditioner og argumenter kan bidrage til at vedligeholde, men også løfte personer ud af fattigdom.

I min forskning har jeg beskæftiget mig med fattigdom og diskriminering. Ved hjælp af en række sager har jeg vist, hvordan en bedre forståelse af fattigdom ikke alene bør fokusere på de udsattes lave indtægter. Ud over økonomiske og materielle afsavn bør man også tage individets sociale inkludering, muligheder og relationer i betragtning.

Fattigdomsdiskrimination

Pandemien forstærker de i forvejen udsatte positioner, for eksempel for personer, der tigger. I Danmark er tiggeri strafbart efter Straffelovens paragraf 197.

En sådan retlig regulering af tiggeri fører i sig selv til flere fattigdomsproblemer. Dels producerer reguleringen mere fattigdom økonomisk set, fordi personer, der tigger, risikerer at få bøder, som bidrager til ophobningen af deres materielle og økonomiske afsavn. Men straffesanktionering af tiggeri kan også ses som stigmatisering og bliver en del af det net af fattigdomsproblemer, som velfærdssamfundet efterlader mennesker i.

I sagen Lacatus mod Schweiz konkluderede Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i begyndelsen af 2021, at det var i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8 om retten til privatliv at strafforfølge en kvinde, som tiggede i Schweiz.

Mindst én tilsvarende sag i Danmark er blevet anket til Landsretten, hvor en kvinde blev idømt 14 dages ubetinget fængsel for at sidde på Strøget i København med en kop og sælge gademagasinet Strada. Dommen fra Lacatus-sagen har ført til, at Rigsadvokaten har sat igangværende sager om tiggeri i bero.

Myndighedernes ageren i Lacatus-sagen blev vurderet til at gribe uproportionalt ind i privatlivet. Men sagen kunne også være blevet adresseret som fattigdomsdiskrimination.

Det samme kan gøre sig gældende for danske domstole. Når Jeppe Bruus (S) i Berlingske den 5. februar forsvarer forbuddet mod tiggeri, bliver det ikke alene et spørgsmål om diskrimination af fattige sammenlignet med majoritetsbefolkningen. Bruus sætter også udenlandske fattige op imod danske fattige, og dermed bringer han eksplicit diskrimination på baggrund af etnicitet på banen.

Inden for diskrimineringsret kan man derfor med rette spørge, om det straffesanktionerede forbud mod tiggeri er i strid med forbuddet mod diskrimination baseret på etnicitet og fattigdom.

Uretfærdig straf

Pandemien rejser yderligere spørgsmål om, hvorvidt et sådant forbud mod tiggeri kan retfærdiggøres. Flere hjælpetiltag over for udsatte grupper i København er nemlig blevet helt eller delvis lukket.

Eftersom kommuner og hjælpetilbud ikke har opretholdt normal drift, har det for eksempel været vanskeligt at gennemføre den årlige statistikindsamling over antallet af hjemløse. En række hjælpetiltag er iværksat for at modvirke de problemer, som man har fået øjnene op for under pandemien. For eksempel har man udviklet en app for hjemløse.

Hjemløshed var imidlertid et problem længe før pandemien. Danmark er blevet kritiseret for netop dette af FN-komiteen, som overvåger, om staterne overholder deres forpligtelser til at beskytte økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

Uden bolig er man udsat, og under pandemien kan alle lettere fornemme på egen krop, hvordan det ville være ikke at kunne beskytte sig imod smitte ved at blive hjemme. Noget, de fleste af os det seneste års tid ikke bare har gjort af eget ønske, men også er blevet stærkt opfordret til af myndighederne som et af de vigtigste tiltag, der bekæmper smitte.

Hjemløshed og dens sundhedsskadelige konsekvenser ses under pandemien som en så stor risiko, at hjemløse personer prioriteres, når vaccineressourcer skal fordeles. Hjemløshed er imidlertid ikke alene en kropslig udsathed, for eksempel på grund af alder, men også en social position, som velfærdssamfundet ikke er lykkedes med at bekæmpe.

Vaccinationen af hjemløse personer er altså på den ene side et forsøg på at afbøde for udsatheden, men dermed også symbol på velfærdsstatens allerede eksisterende svigt af gruppen.

Effektive menneskerettigheder

Retten til et hjem er en grundlæggende rettighed for den enkelte, men er udfordret på mange måder. For at sikre individets rettigheder kræves der nemlig mange sammensatte foranstaltninger, for eksempel både boligbygning og beskyttelse af den enkeltes rettigheder på tværs af den offentlige og den private sektor. Myndighederne er opmærksomme på hjemløshedsproblematikken, og derfor fremmer de forskellige generelle tiltag.

Diskrimination omhandler imidlertid ofte netop situationer, hvor utilsigtede og underliggende mekanismer i samfundet samlet set kan konstituere det diskriminerende fænomen. Selv om for eksempel flere mænd er hjemløse i Danmark, kan kvinder opleve andre kønnede problemer i hjemløshed. Sådanne strukturelle spørgsmål bør adresseres retligt med den udsattes kontekst, position og mulighedsbetingelser som omdrejningspunkt.

I retssystemet møder retsaktørerne jævnligt personer, som er i risiko for fattigdomsproblemer. Enhver retsfortolker bør derfor kunne identificere og adressere disse strukturelle problemer for at effektivisere de grundlæggende menneskerettigheder for den enkelte.

Menneskerettigheder skal være praktiske og effektive. Det nytter ikke, hvis man er nødt til at tage sin sag til de internationale organer for at få anerkendt sin ret.

Personer i risiko for fattigdom må repræsenteres og blive anerkendt retligt i dagligdagen – for eksempel i sager hos kommunen, hvor personer søger om særlige tillæg til allerede lave indtægter. Paragraf 81 i loven om aktiv socialpolitik, der netop omhandler hjælp i særlige tilfælde, er eksempelvis udformet så strengt, at der er fare for, at den bliver fortolket i strid med Grundlovens paragraf 75 stk. 2, som sikrer et eksistensminimum ved forsørgelsessvigt.

Kravet om, at menneskerettigheder skal fortolkes praktisk og effektivt, kan også gælde i de sager, hvor kommunen har lavet fejl, men hvor der ikke sker en egentlig kompensation for fejlen, fordi borgeren må tage sagen til domstolene for at kræve erstatning.

Fra retshjælpsforskning ved vi, at der er forskel på at have ret og få ret. Tiden, der går, før man får sin ret, og det offentliges mulighedsrum til at lave fejl på borgerens bekostning, er faktorer som reproducerer fattigdomsproblemer.

Kommunens fejl bør adresseres som et spørgsmål om retten til effektiv retlig beskyttelse og kunne for eksempel været løst efter en model som ved Ligebehandlingsnævnet, som kan tilkende en godtgørelse for krænkelser.

De grundlæggende menneskerettigheder skal bruges effektivt og beskyttende, hvis vi som samfund ønsker at løse de problemer, som de mest udsatte møder.

Ida Gundersby Rognlien er ph.d., jurist og postdoc. ved Det Juridiske Fakultet ved Universitetet i Oslo

Indlægget er skrevet i forlængelse af forskningsprojektet ’Legislating Corona: Proportionality, Non-Discrimination and Transparency (PRONTO)’.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Tak for det!

Med denne formulering: De grundlæggende menneskerettigheder skal bruges effektivt og beskyttende, hvis vi som samfund ønsker at løse de problemer, som de mest udsatte møder. sættes sagen på spidsen.
HVIS vi som samfund ønsker..

Meget tyder på, at toppen af Danmark er rivende ligeglad med retsprincipper, når bare de får lov at signalere til vælgerne, at fremmede ikke fortjener bedre. At der så ryger et par danskere med i samme suppedas, det tager de ikke så tungt.

Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen, søren ploug, Bjarne Andersen, Carsten Munk og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

Jeg er ret sikker på det blev forbudt på baggrund af den ene busfuld af øst-europæere efter den anden, som kom hertil udelukkende for at tigge.

Carl S. Rasmussen

Danske statsborgere skal ikke være henvist til tiggeri, dem må vi som samfund tage hånd om.
Udlandske profesionele tikkere skal stadig ikke have lov at operere i Danmark.

Eva Schwanenflügel

Tiggerloven skal ikke laves om eller fjernes, står det til Socialdemokratiet.
Det på trods af dommen fra Menneskerettighedsdomstolen, hvor Danmark nu risikerer at blive dømt.

Samtidig bliver der flere og flere hjemløse, dog med det forbehold at man i løbet af 2019-20 ikke har kunnet gennemføre optællinger via opholdssteder, da de har været lukkede pga coronavirus, som artiklen er inde på.
Derfor ser det på papiret ud til, at tallet er faldet en smule, dog er den generelle udvikling at det stiger.

2019: 6.431 borgere i hjemløshed
2017: 6.635 borgere i hjemløshed
2015: 6.138 borgere i hjemløshed
2013: 5.820 borgere i hjemløshed
2011: 5.290 borgere i hjemløshed
2009: 4.998 borgere i hjemløshed

Tallene skal betragtes som minimumstal, idet der lokalt vil være personer, der befinder sig i en hjemløshedssituation, som ikke er blevet registeret i den nationale kortlægning (Benjaminsen og Christensen 2009:12)

https://socialstyrelsen.dk/voksne/hjemloshed/om-hjemloshed/aktuelle-tal-...

Her er ikke talt de uregistrerede udlændinge.
Det er altså danske statsborgere, vi taler om.

Mange forsøger at finde midlertige steder de kan opholde sig, hvor de i det mindste får følelsen af tag over hovedet og privatliv.
De flytter på campingplads, hvad der også er blevet ulovligt når det gælder helårsbeboelse.
Eller som i Fredens Havn etablerer de sig som bådfolk, hvad Landsretten lige har dømt ulovligt.

Imens findes der ikke boliger nok, der er til at betale for folk på kontanthjælp eller ungeydelse, og kommunerne eller staten gør intet for at tilbyde midlertidige boliger, fx containere eller skurvogne.

Mange ender derfor på gaden, hvor de frister en kummerlig tilværelse, især under corona, hvor fx bibliotekerne har været lukkede.

Dark design og tiggerloven stresser de hjemløse, og der gøres reelt intet for at tage fat om nældens rod, nemlig at skaffe boliger, der passer til behovet.

Igen, igen et eksempel på, at Danmark ikke længere er et velfærdssamfund.

Carsten Munk, Ib Christensen, Dorte Sørensen, Lise Lotte Rahbek og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Asiya Andersen

Det er svært ikke som udgangspunkt at være enig i konikken. Jeg mærker samtidig min indre svinehund råbe fra dybet, at vi jo ikke kan være tjent med,at folk rejser til Danmark for at tigge, da det skaber nogle andre problematikker.

Daniel Joelsen

At fjerne tiggerloven er ikke at hjælpe de svage, men at nedgøre dem menneskeligt. På samme måde som at drikkepenge heller ikke fremmer en fast og levedygtig løn i servicesektoren.

De lande jeg har været i hvor tiggeri er tilladt, har de svageste det ikke bedre - tværtimod.

EU må til pengepungen og hjælpe de milioner af europæer der lever på sultegrænsen, her tænker jeg på især de ældre i de tidligere østlande.

Lise Lotte Rahbek

Daniel Joelsen
Hvad skal de hjemløse tiggere leve af, imens EU forhandler og når frem til en fælles beslutning om at afskaffe hjemløse og fattige?