Kronik

Hvis vi forveksler kritik af Israel med antisemitisme, svækkes kampen mod reel antisemitisme

En ny deklaration vil omdefinere antisemitisme, fordi den bredt accepterede definition ikke levner megen plads til at kritisere Israels politik og skader den overordnede kamp mod jødehad. Den bør vi tage til os i Danmark, skriver teolog Uffe Gjerding i denne kronik
Kritikere af Israel stemples let som ’antizionistiske’, en underkategori under antisemitisme, skriver dagens kronikør. På fotoet ryddes der op i en synagoge i Ashkelon, Israel, efter et missilangreb fra Gaza den 16. maj.

Kritikere af Israel stemples let som ’antizionistiske’, en underkategori under antisemitisme, skriver dagens kronikør. På fotoet ryddes der op i en synagoge i Ashkelon, Israel, efter et missilangreb fra Gaza den 16. maj.

Dan Balilty

Debat
25. maj 2021

I marts 2021 udkom Jerusalem Deklarationen om Antisemitisme som resultat af et arbejde påbegyndt i 2020 af en gruppe akademiske eksperter inden for antisemitismestudier og beslægtede fagområder.

Initiativet er taget af Van Leer Jerusalem Institute og kom som følge af problemet med, at den retligt ikkebindende arbejdsdefinition, der i 2016 blev offentliggjort af International Holocaust Remembrance Alliance (IHRA), og som bruges vidt og bredt, har vist sig at være uklar på en række områder.

Den hidtidige definition er åben for forskellige fortolkninger og har ført til kontroverser, der har svækket kampen mod antisemitismen trods intentionen om det modsatte. Målet for deklarationen er således at skabe en klarere vejledning til oplysning om og identifikation og bekæmpelse af antisemitisme, men også sikre en platform for en åben debat om det omstridte spørgsmål om Israel og Palæstinas fremtid. 

Deklarationen er underskrevet af mere end 200 prominente internationale akademikere inden for feltet. De har forskellige politiske synspunkter og ikke noget ønske om at fremme en bestemt politisk dagsorden.

Magtkritik eller antisemitisme

IHRA’s definition på antisemitisme fra 2016 blev oprindeligt til i et forsøg på at dæmme op for en bølge af antisemitiske angreb i Europa, hvoraf nogle blev forbundet til Den anden Intifada.

Den lød: »Antisemitisme er en bestemt opfattelse af jøder, der kan udtrykkes som had mod jøder. Retoriske og fysiske former for antisemitisme rettes mod jødiske og ikkejødiske enkeltpersoner og/eller deres ejendom samt institutioner og religiøse samlingssteder, der tilhører jødiske samfund.«

Denne definition er ikke i sig selv videre problematisk, men problemet ligger meget mere i tolkningen, for i vejledningen, der følger med, drejer syv ud af de 11 eksempler sig om kritik af Israel. 

Jonathan Shamir skrev i den israelske avis Ha’aretz den 18. april 2021 om, hvordan den israelsk-palæstinensiske konflikt og dens forhold til antisemitisme i stigende grad deler den globale jødedom. IHRA-definitionen anses som bredt accepteret, men i USA har jødiske grupper som Progressive Israel Network sat sig imod, at visse stater, for eksempel Kentucky, har gjort IHRA-definitionen til lov, og grupper som Jewish Voice for Peace har helt forkastet IHRA’s definition.

Ifølge dr. Yair Wallach, en af forfatterne til den nye deklaration, frygtede man dengang, at hvis en synagoge blev vandaliseret på grund af Israel-Palæstina-konflikten, ville dette ikke blive registreret som en hadforbrydelse, hvilket det naturligvis burde.

Men som han siger, så har tiderne og den politiske realitet ændret sig: »Denne definition eksisterede i lyset af en tostatsløsning. I 2021 er situationen anderledes: 90 procent af alle palæstinensere på Vestbredden har levet hele deres liv under israelsk herredømme, og udsigten til en statsdannelse er dyster. Hvis palæstinensere vælger at kræve lige rettigheder i en enhedsstat, så er det uacceptabelt at affeje dette med en påstand om, at det er antisemitisme.«

Definitionen i den netop publicerede deklaration er derfor ganske kort og enkel: »Antisemitisme er diskrimination, fordomme, fjendtlighed eller vold mod jøder som jøder (eller jødiske institutioner som jødiske).«

Misbrug af begrebet 

Den nye deklaration argumenterer for, at »palæstinensernes krav om retfærdighed … at kritisere eller modsætte sig zionisme som en form for nationalisme eller at argumentere imod, at der findes forskellige forfatningsmæssige ordninger for jøder og palæstinensere i området mellem Jordanfloden og Middelhavet« ikke er antisemitisk. Det samme gælder for »evidensbaseret kritik af Israel« herunder brug af begreber som ’apartheid’ eller ’bosættelser’.

Deklarationen afviser også, at forestillingen om dobbeltstandarder – altså at det internationale samfund ikke kritiserer andre staters optræden i samme omfang som Israels – og at BDS-bevægelsen, der ønsker boykot, divesteringer og sanktioner mod Israel, skulle være antisemitisk. 

Deklarationen er en vigtig nyskabelse og præcisering, blandt andet fordi staten Israel i høj grad misbruger begrebet antisemitisme til at fordømme og forsøge at lukke munden på personer og institutioner, der er kritiske over for Israels politik, især i de besatte palæstinensiske områder. Man bruger det også til at fordømme BDS-konceptet som et muligt, ikkevoldeligt modstandsredskab mod Israels besættelsespolitik.

Vigtigheden af at holde kampen mod antisemitisme hævet over politik understreges af Eva Illouz, sociolog ved Jerusalems universitet og medforfatter af deklarationen, i en artikel i den israelske avis Ha’aretz den 15. april. Her påpeger hun, hvordan den israelske regering i sin hvidvaskkampagne har misbrugt kampen mod antisemitisme.

Det har ført til sortlistning af israelske ngo’er, akademikere, kunstnere, journalister og almindelige borgere, der har modsat sig, at Israel fortsætter sin besættelse og fratagelse af palæstinensernes grundlæggende menneskerettigheder. Kritikere af Israel stemples let som ’antizionistiske’, som så anses for en underkategori under antisemitisme.

Et nyligt offer for denne tendens er den israelske menneskerettighedsorganisation B’Tselem, der har sammenlignet adskillelsen imellem den jødiske og palæstinensiske befolkning i de besatte områder med apartheid.

Vigtig kamp mod antisemitisme

Eva Illouz understreger vigtigheden af at se kampen mod antisemitisme som spydspids i kampen mod racisme i det hele taget, idet had mod jøder er en af de ældste og mest destruktive former for gruppehad. Men begrebet må ikke misbruges.

Den nylige optrapning af konflikten mellem Israel og Palæstina kan også give anledning til overvejelser om, hvad der er antisemitisme, og hvad der ikke er. Når arabiske demonstranter råber slagord mod jøder ved synagoger i Tyskland eller angriber synagoger i Lod og Ramle i Israel, så må de regne med at blive anklaget for antisemitisme, selv om motivationen nok så meget er politisk.

Men når Enhedslisten i Information den 14. maj på baggrund af Human Rights Watch-rapporten om, at Israel praktiserer apartheid i Østjerusalem, Vestbredden og Gaza, opfordrer Folketinget til at anerkende Israels politik som apartheid, så vil anklager om antisemitisme være uretmæssige.

Skal man tilslutte sig kampen for et demokratisk Israel og dermed risikere at blive stemplet som antisemit eller gøre kampen mod antisemitisme til et moralsk anliggende og dermed se bort fra en historisk uretfærdighed begået af israelere mod palæstinenserne?

Eva Illouz mener, at man i deklarationen forsøger at ligestille de to kampe. Det gælder således om at skelne klart mellem på den ene side en legitim meningsdebat om israelske politikker og på den anden side at beskylde jøder for at være upatriotiske, onde eller i besiddelse af verdenskontrollen.

Målet er ifølge Eva Illouz at genvinde det rigtige fokus og den moralske klarhed i kampen mod antisemitisme. Hun understreger, at »vi må opretholde reglerne for ordentlig debat frem for at engagere os i udstødelse. Kun således kan vi modsætte os den betydningsmæssige og moralske udvanding af antisemitismebegrebet«.

Derfor må vi nødvendigvis føre den nye deklarations seriøse og kritisk-akademiske tilgang til antisemitismen videre her i Danmark og blandt vores egne politikere.

Uffe Gjerding er uddannet teolog

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Bødtcher-Hansen

24/maj/2021

En Semit versus en Zionist

Vi må alle lære at skelne mellem
anti-semit-isme og anti-zion-isme.

En semit er et menneske, som er
født og opvokset i en jødisk familie,
og fred med det og dem.

En zionist er et menneske, som
støtter den politiske ideologi, som
arbejder for et: "Israel über Alles".

Venlig hilsen
Claus

uffe hellum, Jesper Andersson og Dorte Schmidt-Nielsen anbefalede denne kommentar
Else Marie Arevad

Vi driver rovdrift på Holocaust, hvis vi tillader den at retfærdiggøre enhvert overgreb udført af den israelske regering mod den palæstinensiske befolkning.

Det er meget nemmere hvis vi har nogle klare retningslinjer for racisme- og diskrimination, som dækker alle minoriteter.

Ja, lad os få en handlingsplan mod racisme og diskrimination. For ALLE der udsættes for racisme og diskrimination.

Jan Jensen, Netop.
Hvad med de palæstinensere, der udsættes og hetz, overgreb og apartheid.
Og netop alle andre, inuitter, nord- og sydamerikanske oprindelige folk, aboriginals osv .
Hvorfor skal der være en speciel lov for antisemitisme fremfor en generel lov om racisme?
Men al respekt for at ægte antisemitisme findes, så bruges den i alt for høj grad til at dække over racismen mod palæstinenserne. Som også er semitter.

Olaf Tehrani

Argumentet om dobbelte standarder fremføres oftest, når man vil bagatellisere den israelske stats undertrykkelse af palæstinensere: ’Andre er meget værre, end vi er. Derfor er det et udslag af antisemitisme, når fokus rettes mod os.’
Det siger derfor sig selv, at ideen om ’dobbelte standarder’ ikke er udtryk for antisemitisme. Det er jo tvært imod!
Ellers er det en ædruelig kronik. Det er vigtigt at få klaret begreberne.

Olaf Tehrani

Åke Sander foreslår i antologien Racismens Varp och Trasor (Statens Invandrarverk 1995, s. 142f.) en kognitivt funderet definition af begrebet racisme.
Ifølge ham er det relevant at tale om racisme, når der foreligger (1) et forestillingssystem eller en ideologi, som (2) vil adskille mennesker på grund af virkelige eller indbildte fysiske eller metafysiske, socio-historisk eller kulturelt erhvervede egenskaber af en type, som individet, når egenskaberne først er erhvervede, har svært ved at frigøre sig fra, og at man kobler det til ideen om folkeslag som (3) hvert og ét har deres særart, identitet og egenværdi og (4) at denne identitet kun kan bevares og udvikles i et kulturelt etc. homogent eller ’rent’ miljø. Hvis denne ideologi og bestræbelse på at bevare sin egen kulturelle eller etniske renhed kobles sammen med den opfattelse (5) at de, som tilhører den fremmede kultur eller etniske gruppe, også udgør en trussel mod ens egen gruppe og derfor bør udelukkes og isoleres, og hvis man desuden mener, at man (6) af de etniske eller kulturelle tilhørsforhold kan udlede visse egenskaber som siden kan lægges til grund for legitimering af diskrimination, segregation eller herredømme, så vil man med rette kunne tale om racisme.

Daniel Joelsen

Uanset hvilke definitioner de kloge bliver enige om, så er racismen en tåge på mange nethinder.

Hasse Poulsen

Daniel Joelsen, det må være en skrivefejl:
...racisme er en tåge i mange hjerner.

Irene Clausens

Israel og deres venner forsøger at stemple palæstinasolidaritet og især den internationale BDS-bevægelse (Boykot, De-investering og Sanktioner) som antisemitiske. Fx har det tyske parlament Der Bundestag i maj 2019 vedtaget en erklæring der betegner BDS som antisemitisk.. Israel frygter BDS som en strategisk trussel pga BDS’ voksende indflydelse. Da BDS understreger sin ikke voldelige karakter, har Israel svært ved at overbevise omverdenen om at BDS er en terrorgruppe og bruger derfor antisemitismen som redskab.

Marc Wilkins

"Eva Illouz understreger vigtigheden af at se kampen mod antisemitisme som spydspids i kampen mod racisme i det hele taget, idet had mod jøder er en af de ældste og mest destruktive former for gruppehad."

Jeg tror ikke, der er belæg for at gøre kampen mod antisemitisme til en spydspids og dermed give den særlig vægt. Hvad med den racisme, som sorte jøder oplever i Israel?