Georg Metz: Kometens lydelige bane

»Det er Johannes,« råber dørtelefonen. »Jeg kommer op,« råber Johannes. »Jeg har min læge med. Og hans familie. Fantastiske mennesker. Fan-ta-stis-ke!«

»Dét er dr. Doktor,« råber Johannes i døren. »Han har reddet mit liv.« »Det har jeg nu ikke,« siger dr. Doktor. »Han er verdens bedste læge,« råber Johannes. »Det er jeg nu ikke,« siger dr. Doktor.

Johannes sidder til restkaffe på termoen og tørkage i skiver. »Ma-ge-løst,« råber Johannes og inddrager rummet i sin betagelse af traktementet og bestyrtelse over en stramtandet kritiker, der ikke kan se verden for sig selv og slet ikke forlige sig med Johannes, der i sin nye bog kun tæller de lyse timer. Klaus Rifbjerg har netop kaldt den humørforladte kritiker Andersine And. Johannes dunker i gulvet med sin stok, så underboen beslutter sig til at sælge. »Mageløst,« brøler Johannes af grin. »MA-GE-LØST. Andersine And! – Det minder om manden …« Så kommer historierne væltende, den ene oven i den anden: selvoplevede, subtile Storm P. og rene brandere. Hvordan fanden han husker så meget, forbliver en gåde; den tog Johannes forleden med sig i graven.

»Og dén kan du bruge,« siger Johannes. » – og dén og den.«

Fortrolig er han med foredragsholderens evige jagt efter punch. Generøsiteten fra Johannes over for venner kender ingen grænser. Eller bare generøsiteten.

Kast dit brød på vandet

På Storebæltsfærgen, den sidste før midnat fra Knudshoved, galgenhumoristisk kaldet B-skattefærgen, beder Johannes kassedamen om vand. Damen rækker ham et glas fra hanen, Johannes klemmer hundrede kroner ind i hendes hånd. Damen takker benovet pastor Møllehave, men kometen er allerede flintret videre i sin højlydte bane fra bord til bord i den flydende restaurant. Han kender så mange, ALLE, fra den foredragsbranche han beriger. Nu og da fire gange på en dag foruden det løse.

Kast dit brød på vandet, er hans bibelske motto. Strategiske motiver ligger næppe bag: at brødet skulle komme igen. Ikke på den måde. Johannes er i påfaldende mindre grad modtager end giver. Uden denne stadige, overdådigt fordelende dynamik i konstant bevægelse fra sted til sted lever han ikke eller synker indad. Men midt i dette – her er ordet på sin plads: hæsblæsende temperament, dette maniske nærvær, findes en sjælden ro som lige så reel.

Roen og alvoren i ham

I boligen i Hove ved Brighton med udsigt til en halvforlist pier på søjler ud i Kanalens bølger sidder roen og alvoren i ham. Også det med troen og Gud, som ikke rigtig matcher den fælles berøringsflade. At religion af enhver art også indebærer en mere eller mindre insisterende fundamentalisme er kun et nænsomt fremført synspunkt, der ikke er i kurs hos værten. Alle historierne om Den Enbårne, det kan du vel godt forstå, er billedlige. Om så vand bliver til vin, eller skaren bespises i ørkenen, så ligger det guddommelige i mytens himmelske uopslidelighed. Men så døde han på korset og genopstod fra de døde? Ja, dét gjorde han, siger Johannes blå i øjnene. Stemmen, der skruer op for volumenen, hvis der er det mindste, og pointen drives hjem i en tvivlsom vits, er pludselig mindeværdigt mild.

»Hvad tror du egentlig på, Johannes?« »Det gode i menneskene,« svarer han.

Det næstbedste er det godes fjende, det skal ikke glemmes. I London spiller de Romeo og Julie: But, soft! what light through yonder window breaks?/ It is the east, and Juliet is the sun./Arise, fair sun, and kill the envious moon, …

Johannes er urolig og tramper i gulvet. Skuespillerne kan deres blankvers, og iscenesættelsen er efter dansk standard overdådig, dog ikke bedre end næstbedst. Johannes farer op og vil ud og efterlader flere ejendele i sædet. »Bare eftersend mit røde halstørklæde,« teaterhvisker Johannes så højt over skulderen, at suffløren må føle sig trængt i næringen. Væk er Johannes. Som ved et trylleslag hokuspokus filihankat VÆK.

Ingen må sulte og lide

»Gud er kærlighed,« siger Johannes og mener, at man ikke kan aflevere under pari; det kan kærligheden ikke holde til i længden. Alle skal have det bedste, det står klart i bred forstand. Ingen må sulte og lide.

Det politiske ligger i førstningen fjernere. I dette vitale temperament trives sjovt nok, eller derfor, en sært blafrende konfliktskyhed. Men som konsekvens af magtens kynisme, som med tiden bliver svær at se bort fra, og siden – nu uaktuelt for Johannes – uforsvarlig i sabotagen mod humane principper, bliver dilemmaet klart også for Johannes, og han tager stilling som næppe før hørt. Han bliver vred. Engagementet i omstændighedernes evige ofre på bunden og bag tremmer og i nød og enhver forstand sidder dybt fra årene som præst i Vridsløselille.

Det rækker videre ud. De nu afdøde venner Niels Birger og nyligt Bodil Wamberg er naboer i Virum. Johannes kommer og går, som det passer sig. En dag finder Bodil Johannes ved sit skrivebord, hvor han sidder og læser hendes breve, som han efter behov fisker ud af skuffen: »Det han skriver til dig her, det skal du ikke FINDE DIG I,« råber Johannes harmdirrende på fru Wambergs vegne og tramper i tæppet.

Det sidste ord om Johannes bliver nok aldrig sagt.