Georg Metz: Når end ikke et parti som Socialdemokratiet fastholder grundlæggende humanistiske ideer, hvad gør vi så?

Marcus Knuth mente i weekenden, uden at den konservative politiker vist helt har fanget H.C. Andersens pointe, at når regeringen vil løse flygtningeproblemet (udfordringen) i en opsamlingslejr i et fremmed land, er det bare Kejserens nye klæder.

I argumentationen fra højre og Socialdemokratiet indgår ingen betænkeligheder ved Rwandas diktatur, hvor folk på tværs af diktatoren har det med at forsvinde. Ej heller fremgår det af Knuths og ligesindedes udtalelser, at flygtninge er alen af forskelligartede stykker:

Dels politisk forfulgte, hvis liv er truet i et land uden overdreven bekymring, om bøller udefra skulle komme og ombringe politiske flygtninge. En og anden i selskabet af håndfaste ledere kan have taget ved lære af Putins ekspeditte bortskaffelse af besværlige personer ved at hælde gift i underbukserne. Utvivlsomt mere overkommeligt i Rwanda end i Sandholm.

Dels andre uønskede: Bekvemmelighedsflygtninge, som man i gamle dage kaldte folk på flugt af nød, når livsudsigterne for dem selv og deres afkom syntes håbløse. Her gælder det om at holde denne kategori, der endog har haft råd til at betale menneskesmuglerne, endnu længere fra livet end de politisk forfulgte. Vi kan jo ikke tage imod hele verdens fattigste. Som de siger. Det er også uretfærdigt mod dem, der ikke har råd, og så skal slet ingen her til landet. Logik.

Tænk, om Danmark gik i spidsen

I argumentationen indgår aldrig det synspunkt, at verdens indlysende ubalancer er årsag til megen dårligdom. Tænk, om Danmark gik i spidsen, og for hver gang regeringens hardlinere, de findes, konstaterer, at de jo ikke, mens de passer på Danmark, kan tage imod alverdens fattigdomsflygtninge, og i stedet for flere stramninger satte sig som aktivt mål at rette op på de kæntrede handelsbetingelser mellem rige og fattige. Jamen, svarer de: ’udfordringen’ er her her og nu, vi kan ikke have fremmede folk rendende rundt på danske motorveje. Folk på flugt kan heller ikke færdes her de næste mange år, når vi maler nye vandskyende fart- og flygtningeafvisende striber. Frejdige folk på veje, Gud tør kende, risikerer at komme til skade: Striber på danske veje er der for at betrygge danskerne i deres firhjulstrækkere gange to pr. familie.

Den slags kan ikke stilles op på den måde: det er som at sammenligne smørstegte svinekoteletter med umodne bananer. Men det kan det godt, stilles op på den måde. Såfremt de rige lande afgav en brøkdel af deres overproduktion af madvarer og meget andet og indstillede sig på, at muskelbilen ikke udskiftes hvert andet år, men hvert tredje, ville et gunstigere balanceforhold umiddelbart kunne konstateres og give sig udslag i færre på flugt fra hjemstavn og udsigtsløshed.

Afrika er sådan set på vej ifølge CNN’s grundige dækning af verdensdelen, hvor folk ikke længere bor i negerhytter, men i moderne byer, der skuffende ligner noget, der ligner, men fortsat mangler et solidt grundlag for eksporterhvervene.

Selvfølgelig er det naivt således at fremture med det indlysende rimeligt retfærdige, sådan spiller rumsterstangen jo slet ikke, klummeføreren ved det. Derfor kan man jo godt en sjælden gang minde om det modsatte.

Ikke en vindersag

Ledende socialdemokrater er (også på dette punkt) tavse, tavse som den grav, de er ved at grave for landets og Europas langsigtede sikkerhed. Der er forfattet rapporter, statistikker og bøger om de ugunstige bytteforhold og om de rige landes kortsynethed. Smørhullet Danmark kunne presse på i EU og få de landbrugsoverproducerende lande, inklusive os selv, til at bremse bare lidt op og mod betaling i griseproduktionen omlægge kvægdrift og kyllingefremstilling for at skabe rum for andre producenter i trængte lande samt bedre plads til andre og bæredygtige erhverv i egne.

De produktionsformer, vi kender, er ikke at forglemme fremtidige væresteder for kommende virus. Det siger de sagkyndige selv.

Klart nok ikke en sag, man vinder valg på, den dag Mette Frederiksen formentlig til efteråret kalder befolkningen til urnerne og håbefuldt indkasserer coronadividenden.

Men hvor meget mon S samtidig taber på visionsløsheden? Disse i virkeligheden mere jordnære forestillinger end luftige, usympatiske lejre i tvivlsomme regimer, hvor blev de mon af? Når end ikke et parti som Socialdemokratiet fastholder grundlæggende humanistiske ideer om en alarmerende påkrævet rimeligere balanceret verden, hvad gør vi så? Hvis de alligevel tænker tankerne, det kan ikke udelukkes, holder de dem i hvert fald for sig selv og har dertil ingen kommentarer.

Ét er, at partiet forkasteligt, utilgiveligt, uforståeligt skrotter medmenneskeligheden, når det gælder, og forviser flygtninge til lejre, hvor man heldigvis ikke ser lidelserne og afsavnene og derfor ikke behøver føle ansvar. Noget andet er den demonstrerede kortsynethed i afvist behovserkendelse for livnødvendige dybtgående forandringer i godernes fordeling. Det er utryghedsskabende.

Imens sidder mødre og børn stadig i lejrene. Skam jer.