Georg Metz: Pigekor synger, hvad dirigent og institution tror, det nationalkonservative føleri forventer

Musik i ensembler fordrer den disciplinering, der sætter skel mellem amatører og det modsatte. Den store italienske dirigent Claudio Abbado, kendt for sin stilfærdige venlighed, bemærkede over for forsamlingen af europæiske topmusikere i festivalorkestret i Luzern: Hvor ville det være dejligt, hvis vi også slutter samtidigt.

Kor og orkester reagerer i takt på dirigentens pind. Forudsætningen for at komme videre er opfyldt, alt er godt. Eller midt i den indeksercerede taktfasthed er det galt. Uniformitet kan enhver, der læser noder, opnå ved at øve, til det sidder. Livgarden spiller sikkert og præcist i marchens takt. Men uniformen går ikke nødvendigvis i vejen for kunsten.

En tidligere sanger i DR’s pigekor tog forleden bladet fra munden og beskrev i Politiken vilkårene i den udskiftelige forsamling af purunge piger, der udgør DR’s svar på den danske sang. Korledelsen er ikke overraskende krævende, arbejdstiden lang med stramme mødeforpligtelser. Presset på kormedlemmerne – i modsætning til korets mandlige dirigent får de ikke en krone – varetages af et indbyrdes pointsystem forvaltet af medlemmerne selv i en velafprøvet justits. Fremgangsmåden hæmmer forsøstring i flokken.

Et korps kan man fristes til at kalde et sådant arrangement, hvor korpsets regler gælder, og målet foruden præstationerne for enhver pris er at forblive i fællesskabet: Medlem af pigekoret, det er dog noget. Dertil identitetsskabende, ydermere i den forstand at den attråede kendthed følger med tjansen.

DR laver udsendelser om de udsendelser, koret laver, hvor man også kommer tæt på pigerne. Somansir: bag facaden. Men uden at facaden tager skade. Livsglæde, ferskenhud og unge stemmer, veninder for livet i musikkens tjeneste i selvpromoveringens ånd. Korlederen betror publikum, at han fælder en tåre, når en af pigerne forlader ham. Eller bliver smidt ud. Det er ikke til at afgøre.

Pigekortet modsvares i øvrigt af Københavns Drengekor – mærkeligt nok ifølge hjemmesiden under protektion af prins Henrik. Det kor er dog ikke en del af DR, forstås, og i øvrigt foruden drengene i matrostøj samtidig også et mandskor, ikke i matrostøj, men smoking. Det er rimeligt nok at have noget i den dur, når man eksempelvis skal til det store af Bach.

Fint i modsætning til naturligt

Over begge korfænomener hvælver sig over varedeklarationen en hørm af andre tider, hvortil nationalromantikerne længes tilbage, dengang danske værdier ikke var forstyrret af fremmed tale, opgør med nedslidte traditioner, fædrelandsbenovede floskler og lugten af omklædningsrum.

Bemærkelsesværdigt, når det gælder den danske sang. Tendensen er rigt repræsenteret af pigekoret, hvis koncerter man både hører og ser i lige netop den tilgang til sang og lyrik hver for sig og tilsammen, der er så satans ubærlig og får folk med musik i systemet og øre for lyrik til at spænde hanen på fuckfingeren.

Pigekoret synger fint i modsætning til naturligt. Pigerne udtaler teksten efter instruks pigeligt sart. Som var de deres egne oldemødre. De synger i det ekstreme leje, flere af stemmerne for højt, faretruende højt, hvilket det forhenværende kormedlem fremhæver i artiklen. Da pigernes stemmer næppe har den endelige uddannelse eller er fuldt udviklede, er det næppe en påstand, at stemmerne kan tage skade af de kunstfærdigste arrangementer i betænkelig nærhed af både udøvere og tilhøreres smertegrænse.

Kormedlemmer og publikum bibringes det indtryk, at sang drejer sig om ekvilibristisk overfølsomhed understreget af koncerternes vammelagtige regi. I en udsendelse var koret jaget ud i en kornmark; drømmende sejlede de rundt mellem stråene med halm i det udslåede hår i påtrængende forvanskning af selve korsangens væsen. Man render jo ikke rundt i havremarkerne iført hvide gevandter og synger solo i kor. Kunst er det ikke, det er fup.

Nationalkonservativ føleri

Pigekoret er slemt, men ikke ene om at tage på sangværket som nonnen i den gamle metafor. Fænomenet er snarere en dansk syge: Når noget med natur, havet omkring Danmark og naturlig forplantning står på tryk i noder og ord, må det pr. definition være fint og følsomt. Ved mindste splint af vemod sættes farten ned i gravkammertone med sentimentaliteten i frigear.

Hvorfor bruge en hel klumme på dét emne, når regering og folketingsflertal fortsat optræder konventionsstridigt, forkasteligt mod børn og mødre i lejrene, parate til at smide og tvinge syriske mennesker hjem til tortur og død?

Fordi pigekoret, som forvaltet, er en hørbar, synlig bekræftelse på tendensen til at ophøje vedtagne udsagns udtryk i traditionen til nationale tabernakler. Den bestræbelse eller kulturpolitik, som det jo er, stiller sig i vejen for kunstnerisk gennemlysning af det stof, man så nidkært formidler.

Det, de piger synger, er ikke, hvad der står, men hvad dirigent og institution selv mener og tror, det nationalkonservative føleri forventer. I den sammenhæng får koret den succes, der naturligvis er pigerne vel undt. Men resultatet står i vejen for indsigt og forståelse. Og musikken.