Georg Metz: Nu venter vi på en overbevisende modsvar fra Løkke om fortidens tvist i Venstre

I maj 1975, 30-året for Danmarks befrielse, var den store modstandsmand, Frihedsrådets primus motor Frode Jacobsen, inviteret til Aalborg-Hallen som æresgæst. Den stedlige yngre borgmester holdt velkomsttalen og lod forstå, at han også selv i de fem forbandede år havde ydet sit. Kort sagt et oplæg til intim forbrødring mellem taleren og det personificerede heltemod i æresgæstens skikkelse.

»Det er pudsigt,« bemærkede Frode Jacobsen halvhøjt på sit karakteristiske morsingmål, »hvor mange ni- til ti-årige, der var med i modstandsbevægelsen.«

I den forgangne uge opstod historisk betragtet en interessant tvist mellem Hernings afgående venstreborgmester Lars Krarup og tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen. Lars Krarup mener således ikke, at det passer, når Lars Løkke påstår, at Krarup blev holdt ude fra den afgørende fase i den famøse kælder under Odense Kongrescenter. Det var dengang i 2014, da Løkke Rasmussen og hans daværende næstformand Kristian Jensen tvunget af omstændighederne dannede det formandskab, Løkke siden sprang op og faldt ned på.

Ydermere peger Lars Krarup på, at Løkke midt i den ruinerende krise i Venstre lovede ham og andre at gå som formand på den betingelse, at ingen ledende venstrefolk forinden forlangte hans afgang. Venstrefolkene holdt deres del af aftalen, Løkke derimod lod som ingenting og skruede sig fast i sædet som leder og statsministerkandidat. Til han blev smidt ud.

Myten om Napoleon

Standardmyten om Napoleon fremhæver hovedpersonen som kraftfuld og beslutsom under Brumaire-kuppet i 1799, da vejen blev banet for det napoleonske regime. Kilderne antyder omvendt Napoleons bange, bekymrede rådvildhed, og at det snarere var broren Lucien Bonaparte, der i de afgørende minutter holdt hovedet koldt, bemægtigede sig Nationalforsamlingen og satte de modvillige ud af spillet. Men i det store og hele blev myten stående om Napoleons koldsindighed frem for den kildebelagte korrektion. Det gælder i tide om at sætte sig på Historien.

Ifald Lars Krarup har ret i sine indvendinger mod Løkke Rasmussens mytologi om begivenhederne, skænker forløbet af de refererede episoder Løkke en luvslidt plads i danmarkshistorien og misfarver desuden Venstres rolle under Løkkes auspicier.

Påstand mod påstand

Lars Løkke fremstår i bedste fald som en person med påfaldende dårlig hukommelse – såfremt det uimodsigeligt viser sig, at han ikke siger sandheden, som en tvivlsom karakter.

Hvad angår det første, er hukommelsesbesvær et velkendt humant fænomen. Nedskriver aktørerne ikke med det samme, hvad der sker, begynder motiver og efterrationaliseringen hurtigt at digte med, især når meget står på spil.

Hvad angår det tvivlsomme: løgnen lanceret som sandhedsvidne, siger det sig selv, at historikeren tillige må forholde sig vurderende til aktørernes almindelige troværdighed. Her geråder typer som Løkke Rasmussen i vanskeligheder. Utallige fnidrede sager på en lang politisk løbebane rokker ved det tillidsvækkende. Dertil er det nemt at begribe, hvori Lars Løkkes interesse ligger, når han fremstiller sagerne, og aftalen i kælderen om formandskabet kan i Løkkes perspektiv kun have to udlægninger: hans egen og Kristian Jensens. Påstand mod påstand, hvor Løkke naturligvis vil søge sin kontrære part tilsidesat, hvilket ikke er uoverkommeligt med 40.000 personlige stemmer i bagagen. Står imidlertid en tredje, oprindeligt mere uvildig part frem som vidne, vakler korthuset.

Når det kommer til det hævdede brudte løfte om frivilligt at træde tilbage, anbefaler Løkke i en udæsket kommentar, at han nu kun ser frem og opfordrer Krarup til at gøre det samme. Løkke dementerer hermed uden altså at præstere et konkret korrektiv af sin egen udlægning af formandsopgøret. Krarups fortælling får herved et betydeligt forspring i kampen om datiden.

Historikeren kan vælge at tage begge fremstillinger til efterretning, den rygende revolver er for nærværende ikke fundet. Ikke desto mindre må aktørernes motiver bag udsagnene være retningsgivende for tolkningen.

Det vigtige eftermæle

Løkke Rasmussens interesse i eftermælet ligger i hans åbenlyse aktive politiske investering i nutid og fremtid. Såfremt den tidligere magtfulde mand skal have chancer for at gøre sig gældende som leder af et nyt parti, fordrer dette projekt et mindstemål af nyslået troværdighed i moralsk skysovs. Yderligere henvisninger til de fortidssynder, der altid har ligget som et drivanker om manden med det blakkede ry, og fremtidsplanerne visner.

På den anden side står en respekteret borgmester med overvejende pæn reputation, der forlanger egen rolle præciseret, og at sandheden kommer frem, uanset at den jo også lægger et medansvar på Krarups og andre ledende partifolks skuldre. Anderledes kan historien p.t. næppe fortælles.

Lars Løkke Rasmussen må nødvendigvis nu producere et overbevisende modsvar. Ellers vil historieskrivningen, måske ikke overraskende, bekræfte Mogens Lykketofts berømte bramfri karakteristik af den tidligere venstrestatsminister, hvori indgik ord som lille og svindler.